PRESSEMEDDELELSE FRA AALBORG FREJA

 

Stort pres på City Cup:

Flere klubber fik et nej

 

Den store internationale ungdomsturnering på Aalborg Freja sætter rekord med 3.782 deltagere

 

Rygtet har bredt sig blandt fodboldklubber over det meste af Europa: City Cup i Aalborg er en fremragende turnering, som alle gerne vil være med i. Det er i hvert fald den konklusion, som Aalborg Freja er nået frem til i forbindelse med arrangementet af turneringen, der som sædvanlig afvikles i Kr. Himmelfarts-dagene med start den 25. maj tidligt om morgenen og sidste fløjt i sidste kamp hen under aften lørdag den 27. maj.

-         Efterspørgslen på at deltage i turneringen har i år været så stor, at vi desværre har måttet sige nej til flere klubber, fordi alle pladser i alle aldersgrupper var besat. Det er synd for dem, der ikke kommer med – men også et vidnesbyrd om, at City Cup er en meget efterspurgt og populær turnering, siger Aalborg Frejas formand, Jan Daucke.

Tilmeldingen var så overvældende, at klubben allerede i januar måtte melde alt udsolgt. Det betyder, at der i år er rekorddeltagelse med 3.782 deltagere fra syv nationer. Foruden Danmark kommer der deltagere fra Holland, Polen, Norge, Sverige, Tyskland og Belgien. De mange spillere er fordelt på 240 hold fra Danmark og udlandet, og dertil skal så lægges 17 hold fra Aalborg Freja og seks andre lokale Aalborg-hold, sådan at det samlede antal hold er på 263 – rekord.

 Det er også værd at notere sig, at pigerne er stærkt repræsenteret i City Cup. Ud af de 240 hold er 64 pigehold.

Silkeborg er størst

Den klub, der stiller med flest deltagere, er Silkeborg FC, som sender 174 spillere til Aalborg. En gammel kending af City Cup, Hammel, er også stærkt repræsenteret med 156 spillere. Det største udenlandske kontingent kommer fra JSG Ilmenautal i Tyskland, som har 127 spillere i aktion på Frejas og Firmasportens anlæg. I øvrigt er Tyskland stærkt repræsenteret med i alt 54 drengehold – og de plejer at løbe med flere præmier.

Afviklingen af den store turnering, som arrangeres i samarbejde med den hollandske organisation Euro Sport Ring, betyder, at alt, hvad der kan krybe og gå af frivillig arbejdskraft i den gamle, hæderkronede vestbyklub, er i aktion under stævnet.

Frivillige hænder løser alt, lige fra modtagelsen i infocentret, bespisning i det store Hjallerup Marked-telt, indkvartering på byens skoler, betjening i de mange boder, kampfordeling, turneringsledelse, rengøring og resultatformidling.

-         Vi har prøvet det mange gange, men hvert år bliver jeg lige imponeret og en smule rørt over den gigantiske indsats, som klubbens medlemmer og andre støtter lægger for dagen, siger formand Jan Daucke. Det er ganske enkelt enestående, at så mange vil bruge tid på at bakke op om deres klub.

De første busser med udenlandske spillere ruller op foran klubhuset på Vestre Fjordvej allerede i løbet af onsdagen – og de sidste kører først hjem igen i løbet af søndag formiddag. Alle sammen forhåbentlig en stor oplevelse rigere.

 

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies væsentlige for drift af dette websted er allerede blevet sat. To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

  I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive Module Information