Handleplan ved sygdom, ulykker og dødsfald

 

 

 

 

Formålet med planen er:

 

  • At skabe en god og socialt engageret klub, med en åben og tillidsfuld dialog mellem bestyrelse, trænere og spillere.

 

  • At skabe en kultur omkring sygdom og dødsfald som er baseret på omsorg og nærvær.

 

  • At skabe en øget ansvarlighed for hinanden og opgaven.

 

  • Følgende handleplan er tænkt som en vejledende plan.

 

 

Ved alvorlig eller livstruende sygdom blandt spillere eller trænere.

 

Ved meddelelse om, at en spiller eller en træner er alvorligt, eller livstruende, syg, informeres afdelingens leder (seniorformand, ungdomsformand, dameformand etc.), som så (sammen med trænerstaben) orienterer spillertruppen.

 

Spillerne informeres ifbm. førstkommende træning. Den information der gives, finder sted på grundlag af en aftale, eller et samarbejde, med den syge spillers forældre/pårørende.

 

Indenfor et par dage kontakter træner/leder den syge spillers forældre, eller hvis det er en syg træner/seniorspiller, denne selv eller de relevante pårørende, med henblik på et evt. sygebesøg. Afhængig af omstændighederne aftales hvornår, der kan aflægges besøg og hvem, der skal med.

 

Træner/leder sørger evt. for en gave, hilsner fra holdkammerater ol.

 

Træner/leder er ansvarlig for at holde kontakt til pågældende (evt. familien) under sygeforløbet. Det er af stor betydning med støtte og opbakning fra såvel ledere som holdkammerater.

 

Den stadige kontakt til den syge og familien er forudsætningen for, at vi, både børn og voksne kan holde os orienterede om sygdomsforløbet, og forberede os på hvordan sygdommen udvikler sig. – Åben og saglig kommunikation er således vigtigt.

 

Det er ligeledes vigtigt, at vi iagttager og handler på, specielt børns reaktioner, - følelser og tanker, om den syge og den pågældende sygdom.

 

Hvis den syge skulle dø af sin sygdom, tages omsorgsplanen vedr. dødsfald i anvendelse.

 

 

Ved dødsfald blandt spillere eller trænere.

 

Straks efter meddelelsen om et dødsfald kontaktes afdelingens leder, som sammen med træner ringer til alle holdkammerater/forældre med besked om, at holdet samles til orientering senest til den følgende træning.

Her repeteres / aftales den aktuelle handleplan og hvad der skal siges til spillerne.

 

Når spillerne møder ind samles de i mødelokalet, og lederne informerer om, hvad der er sket og om hvordan dagen skal forløbe.

Lederne kommenterer kort situationen og siger nogle ord om den afdøde

Der afholdes 1 minuts stilhed.

Herefter kan andre tage ordet kort.

Der tales, - og lyttes, og sættes ord på tanker og følelser.

 

Efter denne lille højtidelighed vurderer lederne om der gennemføres træning.

 

Eventuelt kan hjemmet, i løbet af de første dage efter dødsfaldet besøges, af max. 2 ledere. Der medbringes blomster, kort, hilsner. Besøget er deltagende, støttende og af passende varighed. Der kan måske laves aftaler om trænere og spilleres evt. deltagelse i begravelsen.

 

Ved dødsfald blandt trænere er det afdelingens leder samt en trænerkollega, der aflægger besøg.

 

Afhængig af omstændighederne kan vi næste dag indkalde alle forældre til orientering om hændelsesforløbet, børns forventelige reaktioner på dødsfaldet og evt. afklaring af praktiske forhold omkring begravelsen. (- Forældrene kan evt. samle ind til blomster og kranse. - Det kan også være en god ide at have forskelligt materiale om børns sorgreaktioner).

 

De pårørende skal informeres om et sådant møde, og hvis de er forældre, - altså hvis den døde er et ”Frejabarn”, skal de selvfølgelig inviteres til at deltage.

 

Hvis børnene skal med til begravelsen tales der på forhånd med dem om, hvad der skal ske og om hvordan man forholder sig i kirken, - en forberedelse, der giver børnene baggrund for at vælge, om de overhovedet vil deltage.

De børn, der vælger at deltage bør have deres forældre med.

 

Vi bør opfordre alle til at deltage i begravelsen, da det er fremmende for en bearbejdning af chokket, tabet og en evt. sorgproces. (Selvfølgelig bestemmer de pårørende, om begravelsen skal foregå i stilhed, og selvfølgelig er det frivilligt for enhver om man vil deltage).

 

Afdelingens leder sørger for at der bestilles en krans fra Aalborg Freja.

 

 

 

[Diskurs: I tiden efter et dødsfald er det vigtigt med opmærksomhed på reaktioner og støtte til såvel kollegaer som børn. – Tag initiativ til samtalerunder i gruppen, - brug evt. egnet materiale som oplæg, reager altid med opmærksomhed og tid, hvis børnene (eller kolleger) har spørgsmål eller reaktioner, men træk ikke sorgen ”ned over hovedet på nogen”. Alle reagerer forskelligt på tab, især børn går hurtigt ind og ud af sorgprocesser, og har brug for det. – Der er ingen rigtig måde at sørge på, men der er almene karakteristika og processer ved alle sorgforløb, og nogle er mere hensigtsmæssige end andre.

Erfaringen viser også, at det kan være en god ide at besøge kirkegården, se blomster og kranse, se stenen og måske også markere årsdagen med et besøg og en blomst.

Glem heller ikke de pårørende som vil blive glade, - trøstede ved et besøg eller anden kontakt, - det kan også hjælpe os selv og børnene med at komme videre.]

 

 

Ved dødsfald blandt de nærmeste til spillere eller trænere.

 

Det er i hovedsagen samme procedurer, som ovenfor beskrevet, når et af børnene eller en træner mister én af sine nære. Her er det blot ekstra vigtigt med opmærksomhed, støtte og hjælp til den, der har mistet.

 

Æresbevisning ved dødsfald blandt Frejamedlemmer.

 

Det vurderes om det er et aktivt medlem, spiller eller leder, og dermed en bårebuket, og en omtale på Freja´s hjemmeside.

Er det en tidligere væsentlig leder... sølvnål, guldnål el leræresmedlem vil der være en bårebuket/krans.

Er det et betydende medlem/leder kan der være behov for en nekrolog i avis og/eller klubblad.

Er det et Frejamedlem (og kun Freja-medlemmer) mindes vedkommende med et par linier om medlemmets betydning i Freja, som start på Formandens beretning med 1 min. stilhed.

 

Bilag:

 

Om grundlæggende førstehjælp på ulykkessteder 

(http://www.foerstehjaelp.dk)

 

1. Stands ulykken

Ved trafikulykker er det vigtigt at tænke på at standse ulykken, som ellers let kan udvikle sig. Sørg for at standse eller lede trafikken forbi ulykkesstedet. Brug advarselstrekant og tænd katastrofeblinket. En eller flere personer sendes ud for at advare andre trafikanter. Sluk for strømmen i bilen og tag nøglerne ud, læg dem på sædet ved siden af. Sluk cigaretter samt alt andet, der kan antænde benzin.

 
Hvis man ikke kan sikre ulykkesstedet, kan det være nødvendigt at nødflytte den tilskadekomne.


Hvis den tilskadekomne er i forbindelse med en elektrisk installation, skal man ALTID starte med at slukke for strømmen, før man rører ved den tilskadekomne.


Sørg også for at sikre dig selv og andre hjælpere. Når man pludselig er indblandet i en ulykke, bliver man stresset og glemmer ofte sin egen sikkerhed. Tænk på dig selv. Du kan ikke hjælpe, hvis du selv er kommet til skade.

 

2. Giv livreddende førstehjælp

Så snart ulykken er standset, skal der gives trinvis førstehjælp til dem, som er i livsfare. Bevidstløse mennesker er altid i livsfare. Det samme gælder ofte personer, som bløder voldsomt. Hjernecellerne dør eller tager skade, blot de er uden ilt i få minutter. Derfor er det vigtigste at sikre frie luftveje, vejrtrækning og blodkredsløb.

(ABC-reglen: A betyder for Airway, B betyder Breathing og C betyder Circulation).

 

3. Tilkald hjælp

Hvis I er flere til stede ved en ulykke, bør en af jer tilkalde hjælp med det samme. Råb på hjælp og sørg for, at der ringes 1-1-2 hurtigst muligt. Husk at fortælle, hvor ulykken er sket, hvad der er sket og hvor mange, der er kommet til skade.

Hvis du ringer fra en mobiltelefon kan det ofte af alarmcentralen være svært at finde det sted, hvor du befinder dig.

 
Står du på en motorvej, kan du med fordel bruge nødtelefonerne. Hvis du er alene med en person i livsfare, skal du starte med at give trinvis førstehjælp og først derefter tilkalde hjælp.

 

4. Almindelig førstehjælp

Når du er nået til den almindelige førstehjælp, er der kontrol over situationen. Det er stadig vigtigt at observere den tilskadekomne og holde øje med, at tilstanden ikke forværres. Dæk eventuelt den tilskadekomne til med overtøj eller et tæppe. Har du mulighed for at komme ind i et varmt lokale, vil det være en fordel.

Nu kan du begynde med at give psykisk førstehjælp. Alle mennesker, som er involveret i en ulykke, vil ofte opleve et voldsomt psykisk pres. Det kan vise sig ved, at de mister tidsfornemmelsen og evnen til at tænke klart. Du kan hjælpe ved at blive hos den tilskadekomne og prøve at skabe mest mulig tryghed.

 
Fortæl for eksempel, at der hjælp på vej. Lad den tilskadekomne få lov at tale og svar ærligt på hans eller hendes spørgsmål. Fysisk kontakt, som at holde i hånden eller røre let ved skulderen, vil altid blive opfattet som overskud til den, som modtager psykisk førstehjælp.

Husk at din tilstedeværelse virker meget beroligende for den tilskadekomne, og din ro vil blive forstærket mange gange.

 

Bo Pullich, 2013

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies væsentlige for drift af dette websted er allerede blevet sat. To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

  I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive Module Information