Artiklerne her er hentet fra Freja’s historieskrift
"Banen ved Annebergvej"
der blev udgivet i foråret 1993.

Ansvarshavende: Keld Jensen
Redaktion: Eivind Samuelsen, Jørgen Lund Pedersen, Carsten Trant, Lars Jensen, Flemming Nielsen, Morten R. Johansen, Anders Frost, Morten Ubbesen, Michael Rømer og Rikke Juul Jensen.


1912-1992 -fra "Ejner"s klub" på Fjordmarken
til Ny Frejapark i Vesterkæret


Med denne lille "krønike" om Aalborg Freja kommer et længe næret ønske til udtryk ikke blot for undertegnede, men også for en vid kreds af klubbens medlemmer. 
Egentlig var historien på bedding allerede ved klubbens 75 års jubilæum, men som altid var dét et år med hektisk aktivitet, og planerne måtte opgives. 

En stor del af det kildemateriale, som dengang var fundet frem, er således nu kommet til ære og værdighed. Desværre er der sket det, at en række af de personer der for 5 år siden lagde brikker til vort puslespil, som en sådan historieskrivning jo er, siden er gået bort, men efterkommere skal vide, at vi er særdeles taknemmelige for deres medvirken, og for det kildemateriale de overlod os. Lykkelige er vi for, dengang og løbende, at have fået en lang række "øjenvidneskildringer" fældet ned, således at ikke blot vi, de nulevende, men også vore efterkommere, har "stamtræet" i orden, som en rar ballast i hvilken udvikling dansk klubfodbold nu end måtte gå.

En tak til mine to medhistorieskrivere, som har fulgt oplægget, at levere en beskrivelse af deres liv i og omkring Freja. Ligeledes en stor tak til vort såkaldte "Arkivudvalg", der ikke blot har lavet et kollosalt re-search-arbejde, men også har ageret medskribenter og fotografer, ligesom de har formået at indsamle et uvurderligt væld af fotos, scrapbøger, udklip og "relikvier" med relation til Freja. Alt med en ildhu, som måtte glæde hedengangne Frejanere, som sidder...- deroppe, du ved nok....

Naturligt har vi ikke kunnet få alt med, da vi i så fald havde måtte lave mindst en 12-bindsudgave, men vi har prøvet at fastholde et billede, der bredt fortæller træk fra Freja"s historie for de første fire snese år.

God fornøjelse !

Keld T. Jensen



Sådan startede det hele...

Da Aalborg mod slutningen af 1800-tallet gik ind i industrialiseringens tidsalder, skete det med et krav fra industrien om albuerum, plads til byggeriet af nye store fabrikker.

Udbygningen skete i stor udstrækning mod vest, og med fabrikkerne kom boligkvartererne ligeså rask. Dette medførte behov for bedre gadeforbindelser mellem den gamle bykerne til den nye vestby, der dengang var betegnet ved alt vest for Vesteraa. I 1896 gennemførtes et stort gadegennembrud, hvorved Borgergade opstod som hovedfærdselsåre mod vest. På 8-10 år blev området mellem Kattesundet, Kastetvej, Dannebrogsgade, Istedgade og Reberbansgade bebygget. Blandt virksomhederne der flyttede til den nye bydel var Tekstilfabrikken, C.W. Obel og Margarinefabrikken.

I den nye bydel var interessen for idræt voksende, og på kort tid opstod der forskellige mere eller mindre organiserede klubber, enten i form af "firmaklubber" eller som "gadeklubber" med udspring i de store virksomheder. Typisk for disse nye klubber var at deres virke omfattede flere idrætsgrene. I modsætning til de etablerede klubber i Aalborg, der i stor udstræk-ning brugte den store eksercerplads i byens midte, så fandt man forhåndenværende småanlæg til sine aktiviteter.


Freja blev stiftet på et møde i Istedgade 11 en majdag i 1912. Cigarmagerlærlingen Ejner Petersen havde trommet en del af sine jævnaldrende sammen i kælderrummet, og da han havde bolden, blev han enstemmigt valgt til klubbens formand, og han var således den første og eneste i bestyrelsen de første 2 år.
Randers Freja, der i disse år var provinsmestre, gav udfaldet ved "dåben". 
Klubben fik navnet "Fodboldklubben Freja", men gik iøvrigt i daglig tale under navnet "Ejner"s klub". Blandt medlemmerne i kredsen taltes navne som Hans Larsen "Fessor", Otto Nielsen "Kap", eller "Kaptajnen" som han også kaldtes, samt Karl Kauffeldt. Træningen foregik på Fjordmarken, og allerede i klubbens første sæson vovede man at udfordre andre klubber. 

Første kamp spillede man på Eksercerpladsen mod Afholdsklubben Skjold, der dengang spillede i JBU"s turnering, og man indkasserede da også et nederlag på 1-6, og sandelig om ikke Ejner Petersen, klubbens stifter, ikke også var den første målscorer i klubbens historie. I 1913 begyndte man at vove sig udenbys, og man spillede bl.a. i Dronninglund, hvor man halede en sejr hjem på hele 7-0, og det til trods for at spillerne havde foretaget turen på cykel, hvilket iøvrigt var det eneste befordringsmiddel i de første år.

I 1914 afløstes Ejner Petersen som formand af Otto Nielsen "Kap". Man havde samtidig valgt klubbens første "rigtige" bestyrelse, der desuden bestod af følgende: Magnus Clausen, Hans "Fessor" Larsen, Jens Jensen samt Søren Harbo Petersen. 
Allerede på forårsgeneralforsamlingen 1915 kom Otto Nielsen "Nille" til som formand. En formandsperiode der skulle strække sig over 25 år, og som bragte Freja med blandt landets mest betydningsfulde klubber. Freja havde dette år taget atletik på programmet og ændrede klubbens navn til "Idrætsklubben Freja." Man blev optaget i JBU, SIFA og JAF (Jysk Atletik Forbund), og klubben var i det hele taget i en utrolig vækst. 
Drengeklubben var blevet alvor, og man begyndte så småt at bide skeer med de allerede etablerede klubber, men at det stadig var primitive forhold vidner flg. indlæg fra generalforsamlingen i 1916 om. Christian Sørensen foreslår "at man får Næt til Foråret og dernæst får Banen jævnet. Der var fuld tilslutning til begge Forslag. Dagen for Arbejdet sattes til d. 24. dec. kl. 10 !!"
Freja spillede med to hold i JBU"s turnering uden nævneværdige resultater, men mødte i Rundskueturneringens slutkamp AaB med resultatet 1-1. AaB blev dog erklæret som vinder, idet de scorede først !! -ja sådan var reglerne faktisk...men vi var på vej.

I "Idrætsliv" udgivet af SIFA i 1917 finder man følgende oplysninger om Freja:
IDRÆT: Foreningen dyrker Fodbold og Fri Idræt.
BANER: Banerne er på Sportspladsen ved Ryesgade (Fjordmarken). 
Foreningen har omklædningsværelse.
SAISON: Saisonen er hele Aaret.
BETALING: Indskud 1 kr. Aktive: 0,50 pr. Maaned. Passive: 3,00 kr. Aarligt. Juniores: 0,20 kr. pr. Maaned (intet Indskud)
Alle (undtagen Kvinder) kan blive Medlem.


Først i 1918 kommer Freja"s egentlige gennembrud da man på Fjordmarken slår Provinsmestrene fra Randers Freja med 5-1. I 1919 kommer man med i JBU"s 1. holdsturnering og får al ønskelig modstand, hvilket fremgår af disse resultater: Chang-Freja 4-0, AGF-Freja 11-0, Randers Freja-Freja 5-2, Chang-Freja 0-1.
Klubben skifter farve fra de sort-røde striber til de hvide trøjer og blå bukser. Det sker først i atletikafdelingen og så siden i fodboldafdelingen
Atletikafdelingen går stille i opløsning, og man foreslår at materialer, iøvrigt ligesom flere medlemmer, bliver overladt til AIK (senere IK 1919). Kummerlige forhold og pladsnød var givet grunden. Man havde bl.a. tidligere søgt om lys og vand til klubhuset, men kommunen gav afslag.
Man arrangerede hvert år i påsken kampe mod udenbys hold af klasse, ikke blot for den sportslige udfordring, men også for at tjene penge, men de danske myndigheder forstod også dengang at gøre livet surt for idrætslederne. I et dekret fra DBU hedder det blot: "Entrégivende kampe mod udenbys modstandere er nu skattepligtige". Det var givet en streg i regningen for klubbens kasserer, der havde nok at gøre med at samle økonomi bl.a. til den hastigt voksende ungdomsafdeling.
Sekretæren, på generalforsamlingen d. 26. april 1920 på Hotel Hafnia, Karl Hansen konstaterer om økonomien: "Kasseren oplæste Regnskabet for hvilket der gaves descharge. Det konstateredes at der var en Beholdning pr. 26.4. på kr. 949,98. Regnskabet balancerede med kr. 2.267,63."
Her besluttedes det ligeledes for første gang at lade klubben repræsentere ved JBU"s delegeretmøde.

I 1921 trådte Aalborg Byhold for første gang frem for offentligheden ved en kamp mod AB fra København. Freja var i kampen repræsenteret af klubbens formand Otto Nielsen, der som venstre wing var med til at tabe 2-0.
I 1922 oprettedes den jyske mesterrække, og da Chang dette år var kredsvinder i 1. holdsturneringen, blev det dem, der som første Aalborgklub fik æren af at deltage. En ære Freja først vandt i 1926.
I 1923 spilledes der udover turneringskampene en lang række privatkampe, og at Freja var på vej ses bl.a. af flg. resultater: B 1903-Freja 3-2, Vejle B-Freja 2-3. I Pokalturneringen spilledes uafgjort 2-2 mod Chang, mens AaB blev slået 5-0.
Den jyske pokalturnering blev udskrevet i 1924 og Freja mødte her AGF i Århus i en kamp der gav genlyd over hele landet. Vi førte langt hen i kampen med 2-0 og vi ville givetvis have vundet, om ikke dommeren pludselig dømte mål til AGF på en bold der stadig var 1 meter inde på banen. Spillerne truede med at forlade banen, men valgte at gennemføre. Turneringen vandtes såvel det første år som de kommende 4 år af AaB. AaB rykkede som Aalborgs andet mandskab ind i mesterrækken i 1925, og endelig i 1926 lykkedes det for Freja. Vi blev kredsvindere og slog i kredskampene Grenå med 2-1, Holstebro med 3-0 og Esbjerg med 5-2. Oprykningsslaget mod Vejle skulle stå i Randers og vi tabte 2-1, men da mesterrækken blev udvidet og delt i en nord- og en sydkreds var chancen der stadig og denne gang mod Thisted. Vi vandt kampen med hele 7-2, og var nu med i datidens "elite". Drengedrømmen var en realitet. 


"Fra Fjordmarken...barndommens 
Wembley..til banen ved Annebergvej"

Eivind Samuelsen - Født 6. juni 1921 - Indmeldt i 1929 - 60 kampe på Frejas 1.hold - Bladudvalget fra 1957-66. Bestyrelsen fra 1943-47 - Spilleudvalget fra 1948-58 - Indehaver af JBU" s sølvnål - DIF"s ærestegn - Aalborg Idrætsleder-pokal

A stiller.! Når græsset på Fjordmarken var så højt, at en flad aflevering skulle spilles over knæhøjde, gik der bud til "Luksus Marius", der var avlsbruger i Helgolandsgade, og så kom han fluks med sin hestetrukne græsslåmaskine og gjorde marken nogenlunde spillebar, mens han samtidig skaffede hø til geden, eller hvad han nu havde hjemme i stalden i baggården.
Fjordmarken - barndommens Webley, Lords og Las Vegas ligger stadig, hvor den lå. 
I dag mere friseret og uden tyvernes og tredivernes herlige liv. Her havde Freja bofællesskab med "Tobakken" i et rødt skur, der tjente fire formål. Mod syd var der omklædningsrum for Tobakken IF"s cricket-spillere og for Frejas fodboldspillere. Mod nord ind mod Poul Paghsgade skoles og Ryesgade skoles skolehaver, gav det plads for skolernes haveredskaber.
Fjordmarkens enlige fodboldbane vendte ud mod Ryesgade og cricketbanen ned mod jernbaneskråningen. Det gav to point at slå bolden ud i buskadset ved stien langs jernbaneskråningen.
Her trænede førsteholdet tirsdag og torsdag - og træningen var på lyse aftener et tilløbsstykke. Hermann Christensen, klubbens lille, store målmand var publikums- magneten. Bombarderet af kanonskud i hastig rækkefølge fra holdkammeraterne, fløj Hermann rundt i det netløse mål og klarede hvad der kom. Hans hurtighed, smidighed og frygtløshed var fabelagtig.

Fjordmarken var hjemmebane for sekunda- og ungdomshold og en smutvej for folk og fæ, der skulle ned til Vestre Bådehavn. Det skete nok at spillerne måtte drible uden om fornærmede kvinder med hylende unger i barnevogne.
"I kan vel i det mindste tage en smule hensyn.."- sagde en mopset dame, der havde ageret bande for et brandskud.
Jo, det Fjordmarken var barndommens Wembley og i trediverne de arbejdslediges tilholdssted, hvor man fordrev ledigheden med fodboldspil. Det var her "Fjordmarkens sønner" rustede sig til slagene mod "Eksercerpladsens sønner".
Fjordmarken var barndommens Lords, for det var her vi lærte cricketspillets vidunderlige væsen. Freja havde ikke spillet på sit program. Det tog "Tobakken" sig af, og her havde man ingen ungdomsafdeling. Derfor blev de unge i Freja aldrig cricketspillere som drengene i AaB og Chang.
Skammeligt nok for cricket er et vidunderligt spil.

Fjordmarken var drengetidens Las Vegas. Her blev der spillet om penge. Vi yngre "sjokkede" om 5-ører. Mange voksne lod sig ikke nøjes med det. Der blev i dække af buskadset spillet hasard - indtil politiet, hvilket ofte skete, kom og stormede "spillebulerne".
Hvilken larm. Spillerne flygtede for livet hen over jernbaneskråningen, ned mod fjorden med betjentene i hælene.

Til ungdomsholdenes træning og kampe blev førsteholdets aflagte bolde fortrinsvis anvendt. I regnvejr var de tunge som bly. Men i gode tider blev vi dog udstyret med lettere skyts.
Målstolper og overliggere måtte vi selv slæbe ud, stille op og pille ned efter endt dont. Et hårdt job. Net kendte vi ikke til. Derfor var det en ren svir for vi drenge at spille på "Fremad"s" bane i Mølholm. Her var der net på målet. 
Oh, hvilken salig lyd når bolden gik i rusen.
I mange år var det "6" (Arthur Petersen), der havde nøglen til skuret, hvor boldene lå opbevaret i en stor aflåst trækasse i den ene ende af det mørke omklædningsrum, og det var iøvrigt her på Fjordmarken at Poul Jensen, vort nuværende æresmedlem, begyndte sin lederfunktions-æra ved at pumpe bolde m.v.

"Is-Christensen", der havde sin iscream-fabrik i Fredericiagade, var med sin isvogn en vigtig bestanddel af Fjordmarken. Han solgte 5-øres is i et lille kræmmerhus...og 10-øres i en skal.
Min far havde engang før vi spillede en kamp mod "Thor", Nørresundby, lovet mig en is for hvert mål, jeg scorede. Jeg lavede 9..så min belønning var faktisk mere end den timeløn som fatter fik, og som var 34 øre. Jeg måtte af økonomiske grunde tage til takke med at modtage en 10-øres is.
Fjordmarken var på trods af sine knolde, elendige græs, og i tørketider mangel på samme, selve paradiset for en knægt, som aldrig kunne få Freja nok.
Her kom man tæt på sine helte. Foruden Hermann var det Hans Larsen (Fessor), Sigvald Christiansen og Aksel Christensen med mange flere. Fantastisk at der under så elendige forhold kunne fostres gudbenådede spillere som de her nævnte.

Fødselsdagsgaven

"Hvad ønsker du dig til din fødselsdag ?"-spurgte far. "At blive medlem af Freja !"
Det var i 1929. Jeg stod foran min 8 års fødselsdag. Kontingentet var for drenge 25 øre om måneden, så selv om far som arbejdsmand ikke hørte til de bedst aflønnede, var ønsket til at opfylde....hvis da Freja ville have mig, for normalt tog klubben ikke mod småskidt som mig.
Men det ville Freja godt. Måske fordi far var passivt, men ivrigt medlem, og min syv år ældre fætter Chr. Samuelsen (Gubbe) blev betragtet som en kommende storspiller.. Ihvertfald sagde Severinsen, en rødhåret knokkel af en havnearbejder som stod for dén afdeling, at selvfølgelig skal du være medlem..., og jeg fik mit første medlemskort, med lovene heftet i et rødt, stift bind. 
Jeg har aldrig før eller siden fået så pragtfuld en fødselsdagsgave. Jeg læste lovene forfra og bagfra. Studerede mit navn. Lagde medlemskortet under hovedpuden. Jeg sov dejligt. Jeg var medlem af Freja.

Først to år senere kom jeg i kamp. Af fars gamle natskjorte havde mor gjort mig en Freja-bluse, og med et par brugte spejderbukser, som havde tilhørt naboens Ronald, var påklædningen perfekt. 
Siden jeg var syv havde jeg sparet sammen til et par fodboldstøvler. De stod i vinduet i Sportsmagasinet på Boulevarden og kostede ti kroner. Alt hvad jeg kunne samle af 5-ører ved at løbe ærinder, blev sparet op til støvlerne. Ugenligt skævede jeg til støvlerne, der stod hvor de stod, indtil jeg kom og købte dem, tog dem på og løb i dem hele vejen hjem.

Ti år og placeret på Frejas første juniorhold. Vi skulle spille mod Chang i Grusgraven (-det nuværende atletiksstadion). Jeg skulle spille centerforward. Jeg rørte bolden fire gange. Vi tabte nemlig 3-0. På Changs hold var "Skotte" Erik Rasmussen, og den senere forfatter Hans Lyngby Jepsen. "Skotte" var ikke så stor, men god. Lyngby var stor, men ikke særlig god. Jeg havde ingen fysik til kampen mod de store drenge, hvoraf flere var 14-15 år.
Så kom der pludselig et boom i drengefodbold. 
Kaj Eriksen, Chang-kæmpe og foregangsmand på mange områder, havde indstiftet skoleturneringen. Nu tog han som formand for Aalborg Pokalturnering også initiativ til at oprette en drengeturnering, og det kaldte drengene ud i klubberne. I Freja fik vi pludselig tre drengehold, og jeg blev anfører på tredieholdet.
Vi vandt turneringen. Vi spillede 5 kampe og vandt dem alle. I den sidte mødte vi AaB på Eksercerpladsen og vandt 1-0. Jeg kan endnu se målet som "Julle" Niels Juel Petersen scorede. Han flyttede senere fra vestbyen og spillede siden for Chang. 
Vi spillede altså kun 5 kampe årligt, så hver kamp var en kæmpebegivenhed, som vi så hen til i uger. Samtlige vinderhold i de tre rækker var inviteret ned på Café de la Reine, der lå i Østerå mellem Algade og Nytorv. Det var Kaj Eriksen, der overrakte mig pokalen som anfører for holdet. Jeg var så benovet og stolt, at jeg var ved at snuble over egne ben, da jeg blev kaldt frem.

Siden den dag og indtil sin død var Kaj Eriksen min personlige ven. Han var i mange år revisor i JBU, og jeg besøgte ham ofte i Hadsund, hvor han i mange år var stationsforstander ved Privatbanerne.
Året efter overrakte han mig to billetter til den årlige englænderkamp. Forud for udtagelsen af byholdet spillede to hold, de røde mod de grønne, og efter denne udtagelseskamp udtog man holdet, som skulle møde de britiske gæster. I den forbindelse var der en konkurrence blandt publikum. Dem der satte det rigtige byhold vandt to billetter til siddetribunen. Der var stor tvivl om en enkelt plads. Hvem skulle spille centerhalf ? Changs Otto Hansen eller Frejas Arne Holt ? 

Jeg fandt løsningen. Otto Hansen skulle spille centerhalf og Arne Holt højre innerwing - og sådan blev det.
Det var du den eneste der fandt ud af, sagde Kaj Eriksen, da jeg hentede billetterne, som min far og onkel fik af mig. Jeg ville hellere stå bag mål og se kampen, som vi drenge altid gjorde.
Samme år stod min første sportsartikel på forsiden af Jysk Idrætsblad. JBU"s udtagelseskomité havde vraget Hermann Christensen til fordel for Corell fra Vejle. Vanvittigt, skrev jeg i et harmdirrende læserbrev...
-underskrevet Eivind Samuelsen, 10 år.
Det hjalp. Næste gang det udvalgte jyske hold skulle spille var Hermann Christensen målmand på holdet.
Første rejse med Freja fulgte året efter. Et drengehold med tre reserver var blevet inviteret til Hobro. 
Da holdet var sat og blev slået op var jeg ikke på. Jeg havde håbet på en reserveplads. Men mit navn var heller ikke blandt de tre reserver, og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Det opdagede "HP" Holger Petersen, der var blevet ungdomsafdelingens leder. Kort efter stod mit navn på listen som fjerde reserve.
"Jeg havde helt glemt, at der skulle 4 reserver med" sagde han.
Op gennem årene havde vi gode ungdomshold. Som junior var jeg med til at vinde pokalturneringen med en finalesejr over Changs jyske mestre. En kamp der foregik på Stadion. Kort før krigen brød ud var vi i Norge, hvor vi efter glimrende spil vandt tre kampe, og grundlagde et varmt venskab med Kristiansand-klubben "Vigør". I samme periode fik vi et jysk mesterskab i ynglingerækken. Jeg var for ung til at spille på holdet, men var dog med i flere store slag.. -som linievogter. Herligt !

Kampe jeg husker
Det var 1929 eller 1930. DBU havde oprettet en landsturnering på fire kredse. Freja var så stærke, at holdet var kommet i den ene af disse kredse, og skulle bl.a. møde KB i Idrætsparken i København. Det var en enkeltturnering, idet de deltagende fortsat deltog i de respektive lokalturneringer.
City-kiosken, der dengang lå på hjørnet af Bispensgade og Vesterå, bragte hver søndag eftermiddag resultaterne, som blev slået op i vinduet.
Der lød et brøl, den eftermiddag, da Freja spillede i Idrætsparken og resultatet blev slået op: KB-Freja 3-6.
Skeptikerne, blandt de forbavsede og glade fodboldfans foran butiksruden, havde deres tvivl. De gik ind i kiosken. Foretog en kontrolopringning - det tog sin tid..det gjorde det jo dengang, men endelig fik de forbindelse. Det var ikke Freja, men KB der havde vundet 6-3. Den skuffelse var dog til at bære, for som det stod at læse i de Københavnske aviser dagen efter, var det en stor præstation af Aalborg Freja, at score tre gange hos så dygtig en målmand som KB"s Poul Gaae.
Et par år senere var Freja ved at rykke ud af mesterrækken. Holdet var blevet nr. sidst og skulle spille mod Århus FC, der havde vundet mellemrækken. Århus FC var en forholdsvis ny klub, der havde samlet en lang række dygtige spillere fra hele landet ved at anskaffe dem bolig, arbejde og andre frynsegoder -en klub med skjult professionalisme.
Kampen skulle spilles i Randers, og der var så stor interesse for den, at der blev arrangeret særtog til kampen. Op mod 1.000 fodboldfans rullede med toget for at støtte Freja. Kampen endte 1-1-, og der måtte en ny kamp til.
Næste søndag gik turen atter til Randers. Igen var særtoget fyldt. Og denne gang fik man det ønskede resultat med hjem. Freja vandt 3-1. De to sidste mål scoret på straffespark af Hans "Fessor" Larsen.
Året efter. Kamp på Aalborg Stadion. Modstanderne var AGF, med flere koryfæer, bl.a. landsholdets centerhalf Søren "Jyde" Jensen. AGF førte 4-2 og der manglede blot 5 minutter....-men så tog en vis mand ved Freja, og i en finish hvis mage man aldrig tidligere havde set, stormede holdet frem, scorede tre gange og vandt sensationelt 5-4.
Den kamp blev der talt om i årtier.
En anden kamp mod AGF husker jeg af én grund. Ole Rømer debuterede. Han var efter en pause vendt tilbage til klubben, og hans debut var imødeset med spænding og forventning. AGF vandt kampen 3-2, men det ene af målene blev scoret af Ole Rømer, der i mange år fremover i høj grad var med til at præge klubben. En spiller af hans type kunne Ricardo bruge på landsholdet i dag.

Fætter Gubbe, Chr. Samuelsen havde spået, da jeg var blot syv, at han og jeg en dag ville spille sammen på Frejas mesterrækkehold. Det kom vi til. En forårsdag i 1940 debuterede jeg i en kamp mod Holstebro med den berømte Steffen Johansen i mål. Kampen blev spillet på Aalborg Stadion. Det gik af Pommern til. Holstebro, som på dette tidspunkt havde et meget stærkt hold, førte ved pausen 4-0. Men i anden halvleg fik vi overtaget og fik reduceret til 3-4, da jeg fem minutter før kampens ophør fik mit unge livs største chance. Jeg blev spillet helt fri af Anker Jensen der brølede: "SKYD !" Det gjorde jeg så. Men langt over.
Fra samme periode husker jeg en kamp mod AaB"s andethold. I alle drengeårene havde man drømt skønne drømme om at skulle møde AaB i en mesterrækkekamp. Men AaB var nu røget langt forbi os og havde placeret sig i den nye 1.division, og nu var deres andethold rykket op i mesterrækken, eller jyllandsserien som rækken vist nok var blevet døbt. Jeg følte det faktisk som en stor skam, at vi, Aalborg Freja, der havde haft så mange blændende spillere, nu var degraderet til at spille mod AaB"s andethold. Tilmed tabte vi 0-1. Det var ikke til at bære. Vi var et ungt kuld, målmanden Henrik Jacobsen, Holger Sørensen, Svend Villadsen, Aksel Ravnkilde, Ernst Røttger og jeg selv som var hentet op fra et godt ynglingehold, men det var som om, vi var knuget af ikke at være i stand til at leve op til vore forgængere og idealer.
Det var et pres at skulle efterfølge de store gamle kanoner, og det magtede vi ikke. 

Banen på Annebergvej
"Når vi er færdige med at dræne skal vi ud at luge..."
Holger Petersen, ungdomslederen, gav sine instrukser, og vi fulgte dem..
Efter endt træning gik turen fra Fjordmarken ud til arealet bag Drengehjemmet på Annebergvej. Her skulle Freja bo. Hele to baner var ved at blive indrettet. Begge baner omgivet af rækværk. Medlemmerne havde selv drænet arealet, og nu skulle der luges ud i buskadset, der omgav anlægget.
Holger Petersen var medlem af baneudvalget, som bestod af brødrepar. Holger Petersens bror hed Harry,...kaldet "Dame-Harry", fordi han var ansat i et modemagasin, der solgte dametøj. Det andet brødrepar var malermester Peter Christensen,..kaldet "Peter Kluns" og Jens Christensen,..kaldet "Spinderen" fordi han var tobaksspinder på C.W. Obel.

Peter Christensen var, med sine nære forbindelser til kommunalbestyrelse og kommunale embedsmænd, en ørn til at skaffe brugbart materiale. Klubhuset blev således opført af reddede rester fra den nedbrændte Kilden-pavillon og inventaret i klubhuset var hjembragt ud af overskudslageret fra Nordjysk Udstilling i 1933.
Alle hjalp til for at få anlægget færdigt, og i 1936 - to år efter at AaB var rykket fra Eksercerpladsen ud på Ny Kærvej - rykkede vi ud på de nye baner, senere kaldet Frejaparken, hvor brave Hans Jacob Larsen og hans blide hustru, var første værtspar.
Det var dengang, da holdene efter en kamp samledes på banens midte, sagde tak til hinanden efterfulgt af et hurra-råb, og senere samledes til fælles kaffebord i klubhuset.
Jeg husker i den forbindelse efter en kamp mod Randers Freja, at deres anfører, centerhalf"en Chr. Madsen, der iøvrigt senere flyttede til Aalborg, sagde, mens vi nød kaffen i opholdsstuen: "Hvor bor I altså pragtfuldt her !"

Det er rigtigt. Det gjorde vi. Det var luksus. Selv om der findes skønne beretninger om samlinger i skuret på Fjordmarken, bl.a. når Ernst Hansen, Gigolo, verdens mindste målmand, sad på boldkassen og spillede på sin harmonika, medens Carl Hougaard sang den om "Nik, Nik, botanik, ude i Charlottenlund" og andre sange...
Desværre kom der efter indvielsen af anlægget nogle uoverensstemmelser mellem bestyrelsen og baneudvalget. Det resulterede i, at de to brødrepar trak sig ud af alt arbejde i Freja. Det var synd. Både for dem og ikke mindst for Freja.
Vi fik nogle dejlige år på banen på Annebergvej. Vi kunne desværre ikke rent fodboldmæssigt leve op til fortidens helte, men på anden vis blev epoken på Annebergvej frugtbringende, gennem et rigt klubliv. Ikke mindst i de trange år under krigen, hvor Poula og Poul jensen havde overtaget klubhusdriften.

Alene af de kendsgerning, at det var muligt, takket være en gasbadeovn, at få et varmt bad efter træning eller kamp, gjorde klubhuset til noget specielt. Det var kun de færreste klubhuse landet over, der var i besiddelse af sådan en luksus.
Også banerne var vild luksus - med net - og altid i en stand, der gjorde det til en fryd at spille på dem.
Klubaftener med hygge, erstatningskaffe, bordtennis og kortspil var med til at øge sammenholdet.
Koryfæerne fra dengang kom i klubben. I deres old-boys-tilværelse bragte de fortsat hæder til klubben, og kom og blev vi unges supporters.
Udbygningen af vestbyen gav en befolkningstilvækst, så Frejaparken hurtigt blev oversvømmet af herlig ungdom i blåt og hvidt, som ikke blot talmæssigt, men også resultatmæssigt satte sig suverænt på førstepladsen i byen. En herlig tid.

Største bordtennisafdeling i Danmark
Vi var, da Dansk Bordtennis Union i 1943 blev stiftet, landets største bordtennisklub. Vort førsteholds centerhalf på dette tidspunkt, Axel Ravnkilde, blev det nye forbunds første kasserer og Børge Petersen, tidligere formand for AIK, det nuværende IK 1919, den første formand.
Vi havde i Freja spillet bordtennis for sjovs skyld, lige siden vi var flyttet ud i Frejaparken. der var et bord i hvert af de to omklædningsrum, og blandt andet den daværende ungdomsleder Kay Kastel var ivrig bordtennisspiller. Også en olympisk guldvinder var blandt bordtennisspillerne...,det var Hans Nielsen, mester i letvægtsboksning i 1924, der i sin pure ungdom havde spillet en smule fodbold i klubben, men som bestemt var bedre til at bokse. Efter at flere og flere klubber tog bordtennis på programmet, opstod tanken om at organisere spillet. Jylland havde fået sin egen bordtennisunion, og Freja meldte sig under fanerne, og vi var vel omkring 100 registrerede bordtennisspillere i alle aldre.
Vi fik et godt hold med Chr. Petersen "Kikker" og Per "Lik" Christiansen som stjerner sammen med den hårdtslående Marius Andersen. Det blev til en finaleplads om det jyske mesterskab hvor vi tabte 6-3 til Esbjerg. Afdelingen fik sat sine spor. Det var således efter en opvisning af Frejas hold på Hotel Phønix i Brønderslev at Brønderslev Idrætsforening tog bordtennis på programmet, og idag er BI som bekendt en af landets førende bordtennisklubber.

Thorkilds uheld
Bordtennisspillet havde sine trængselstider under krigen p.g.a. materialemangel. Det var umuligt at skaffe bolde. I klubben svandt antallet af bolde ind. Med tape forsøgte vi at lappe revnerne i boldene, men de holdt kun kort tid, og en aften var vi i den situation, at vi kun havde én eneste bold tilbage.
Det vestre omklædningsrum var tæt pakket. Alle ville gerne have et slag og håbede på, at bolden kunne holde hele aftenen. Man fulgte slagets gang, og pludselig forsvandt bolden ud mellem publikum. Alle ledte efter den....pånær Thorkild Albrechtsen, en stor godmodig gut, som gerne indledte sine kommentarer med et: "Ho, ho.."
Vi andre ledte som gale, alt imens Thorkild blev mere og mere rød i kinderne og til sidst brødebetynget udbrød: "Ho, ho...! Jeg står på den!"

Dermed sluttede en epoke i Frejas historie, men efter krigens ophør blomstrede bordtennisspillet påny. 
Til et stort stævne lejede klubben hele Restaurant Ambassadør, som tyskerne havde beslaglagt under besættelsen, og som kommunen nu havde overtaget. Fra København havde man lovet at sende os nye bolde. De kom først, da stævnet var forbi. 
Heldigvis havde vi bl.a. gennem Aksel Ravnkilde, der virkede i sportsfirmaet Jens Therkildsen, sikret os bolde, så vi med nød og næppe og stor nervøsitet kunne gennemføre stævnet.
Midler til driften af bordtennisafdelingen tilflød os blandt andet fra bankospil i klubhuset. Én enkelt aften var der dundrende fuldt hus. 
Hvorfor...? Jo, hovedgevinsten var den aften 1 pk. med 10 stk. cigaretter - som ellers var umulige at opdrive.

Gullaschkampene
En grov opdeling af Aalborgs tre gamle klubber er:
AaB -byens ældste. Borgerskabets klub der havde fabrikanters, grosserers, direktørers og konsulers bevågenhed.
Chang -flipproletarernes klub bemandet af kommunale og statstjenestemænds sønner, kontorassistenter og lagerfolk.
Freja -arbejderklubben med rod i kvarteret med de store arbejdspladser som C.W. Obel, Textilfabrikken, Cementfabrikken Norden m.v.

Om det er Frejas sociale tilhørsforhold, der i mange år knyttede venskabelige bånd med arbejderklubben i Århus, Arbejdernes Idrætsklub Aarhus, kaldet AIA, skal være usagt. Men det er i hvert fald uomtvisteligt, at da vi en dag skikkede bud og indbød AIA til en venskabskamp, var svaret omgående ja.
AIA var dengang den nye komet i dansk fodbold. Fra jyllandsserien var holdet, i kraft af boldbegavelser som Ernst og Villy Petersen, Hans Viggo Mikkelsen og senere Poul Pedersen, elegant vandret lige op i 1. division.
Oprykningskampen på deres vej fra 3. til 2. division, hvor modstanderen var HIK, samlede 25.000 tilskuere. Der var aldrig under 10.000 til de blå Århusianeres kampe, mens de var bedst, for AIA spillede simpelthen det kønneste og mest elegante fodbold et dansk hold nogensinde har vist.
AIA kom, så og sejrede. Vi havde forstærket vort hold. Vi ringede til Knud Lundberg. Jeg kommer, sagde han. Det samme gjorde Flemming Nielsen og andre brandstærke AB"ere. Poul Munk, Randers freja, Jørn Sørensen, Nibe og senere KB og landsholdet kom. For Verner Nielsen, Nørresundby blev gullaschkampen et springbræt til AB og landsholdet.
Det blev til en række målrige kampe med masser af tilskuere.
Menuen i den 3. halvleg var altid gullasch og høj stemning. Spørger man de gamle kæmper, som jeg lige har nævnt, om hvad de synes er noget af det bedste i deres glorværdige karrierer, og de vil svare: Gullaschkampene i Aalborg mellem Freja og AIA.

Vi hentede også Lendemark til Aalborg i chartret fly. Da holdet havde forbavset det ganske Danmark ved at spille sig op i 3. division, fik de omgående en invitation fra Freja - og kom.

Historien, om da jeg på Ramblaen i Barcelona mødte én mig i første omgang ukendt mand, er kendt.
Jeg troede, han var spanier, og blev mildest talt forbavset, da han spurgte mig: 
"Hvordan går det i Aalborg Freja ?"
Hvorpå jeg elegant svarede: "Vi synger godt !"
"Ja, men er det ikke også det vigtigste", sagde manden, der viste sig at være Politikens udenrigsmedarbejder, John Njor, der netop havde deltaget i en gul-laschkamp, og syntes, at det havde været en af de bedste oplevelser i hans tid som fodboldspiller for AB og landsholdet.
Tiden er løbet fra den slags kampe, desværre, men det var skønt så længe det stod på.

Vi synger godt i Freja...
Lige siden stiftelsen i 1912 har humøret haft høj prioritet i klubben. Stiftelsefester med festaviser og sange hørte til dagens glade orden. Jeg husker strofer fra en af disse gamle sange, inspireret af at B 93"s berømte Michael Rohde havde skrevet en bog, der hed "20 år på holdet".
I Freja-sangen hed det: 
"Om 20 år på holdet, kan Fessor tale med, 
hvis ej vi Fessor havde, så kom vi galt af sted."


Første klubsang, som vi kender og synger den dag i dag, skrev mangeårige formand Otto Nielsen, som iøvrigt fik en lovende fodboldkarriere ødelagt af et dårligt knæ. Han var på holdet, der bankede Aa.B. 6-1, da Aalborg Stadion blev indviet i 1920.
Han skrev:
"Når vi drager ud for at kæmpe min ven, 
så er vi kun lutter raske drenge,
og får vi lidt klø, kommer vi nok igen,
og vil for en sejr os anstrenge."


Otto Nielsen var også på "de skrå brædder". Sammen med bl.a. min far optrådte han i Frejas telt ved en af de første Idrætsuger i Aalborg.

Vor uforlignelige målmand Hermann Christensen var en anden sangskriver, der med sine vers har gjort sig udødelig:
"Når Freja rykker frem, så skal det gå med fynd og klem...o.s.v."

Gennem årene har Freja lavet gøgl ved klubbens bazarer såvel i Håndværkerforeningen som i den gamle Aalborghal. Vi fik tilmed en sag på halsen af samme grund, fordi man ikke havde svaret Koda-afgift af den spillede musik.

Revy er der blevet spillet med "Fogh and Sam" som frontfigurer. Det var til en af disse revyer "Sangen om banen" blev lanceret. Her måtte Pouls tynde kaffe i klubhuset også stå for skud:
" Der er noget jeg mig frabeder,
det er det som Poul serverer,
ud" i huset og kalder kaffe.
Værre sprøjt kan man ikke skaffe,
når vi sætter vor kop til munden,
kan vi se helt ned til bunden..."


I efterkrigsårene opførte vi i påskedagene sammen med AaB og Chang revyer på Ambassadør, og på det seneste har vi oplevet bl.a. vores nuværende formand Keld Jensen i en overdådig rolle som "overset old-boysspiller".
Afslutningsfester hører med til billedet af festlige Freja. Sidste skud på stammen er festen for veteraner, der kalder på alle de, der dengang de spillede, spillede fodbold, som fodbold skal spilles.

Inde-fodbold
Det var januar. Der var ikke en krone i kassen, og vi var rykket ned i serie 1.
Men da nød lærer nøgen kvinde at spinde, fandt vi ud af, at det ville være en god idé at lave et inde-fodboldstævne.
AaB havde gjort det et årti i forvejen oppe i Tennishallen (bag Trænerskolen på Annebergvej). Klubben stillede selv med fire hold, og jeg mener, at Chang og Freja hver kom med to. Det var ikke nogen succes der fristede AaB til gentagelse, så Dahl Engelbrechtsen, AaB"s formand sagde: Kør bare løs ! - da jeg fortalte ham, at vi i Freja havde tænkt at lave et stævne.

Vi inviterede Chang, AaB, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, NB og Nibe, og sagde til dem: Vi har ingen penge. Vil I hjælpe os. Vil I uden beregning og uden at modtage rejsepenge komme til Aalborg og deltage i en inde-turnering ?
Ikke én sagde nej. Tennishallen var stuvende fyldt. Stævnet var godt. Nibe med den senere landsholds-spiller Jørn Sørensen vandt, og vi fik penge i kassen, så vi kunne klare til dagen og vejen.

Senere på året talte Aalborghallens direktør Løvschall med Freja"s festudvalgsformand, den kommunalt ansatte, brave Ejler Nielsen.
Tror De vi kan spille indendørs fodbold i Aalborghallen ? - spurgte han.
-Jo, mon ikke, sagde Ejler Nielsen. Nu skal jeg få fat i en ekspert..., og så ringede han til mig nede på "Stiften". Løvschall og jeg drog til Århus for at se hvorledes man gjorde i Århus Stadionhal.
Der var i disse år ikke just fuld belægning i Aalborghallen - for nu at sige det pænt - og den var, efter forhandling med Løvschall, til at få til en forholdsvis billig leje.
Frederik Toft var blevet formand for Freja, og forelagt planerne sagde han: Kør videre !
Det gjorde vi så. Spilleudvalg, bestyrelse, festudvalg o.s.v.
Planer om at etablere 6-dagesløb i Aalborghallen var strøget. Hallen var for lille. Nu skulle vi så lave vort specielle 6-dagesløb. Et inde-fodboldshow. Aalborghallen fik fremstillet bander. Svend Laursen fra festudvalget tegnede reklamer til banderne, der skulle uddeles spurtpræmier, topscorerne skulle iføres "den gule førertrøje" o.s.v...... Show på drengen!
Klubberne blev indbudt og sagde omgående ja tak, men vi lovede dem også betalt rejse samt en afslut-ningsfestlighed. Vore medlemmer havde billetter med ud på arbejdspladserne, og før Aage Poulsen, Børge Olsen og Arne Holt, som var stævnets faste honorarløse dommere havde fløjtet op, var vi sikre på overskud.
Aalborghallen var stuvende fuld af tilskuere. Mange kunne ikke se, men det kunne de da anden runde løb af stabelen. Chang"s stærke hold vandt og Freja tjente mange tusinde kroner. 15.000 tror jeg nok, og det var en formue på de tider.
Sådan gik det også året efter, og nu ville AaB og Chang have deres del af kagen. Men vi ville ikke give arrangementet fra os. De to klubber, der begge spillede i divisionen og tjente masser af penge på kampene på Aalborg stadion, ville overtage stævnet. Freja sagde nej. Så boycottede de to klubber stævnet, og vi kaldte på Randers Freja og Viborg, der med glæde sagde ja tak. Og folk blev ved at strømme til !

Striden sprængte Aalborg Pokalturnering - en sammenslutning af Freja, Chang og Aa.B., der i årenes løb havde gjort så meget godt for Aalborgs fodbold. Blandt andet ved fælles engagement af udenlandsk træner, internationale kampe m.v.
Sagen kom så på borgmester Jens Jensens skrivebord, og det kom til et kompromis, således at AaB og Chang og senere VB kom med i arrangementet, som tilfældet er den dag i dag, hvor stævnet er rykket ud i Aalborg Stadionhal.

Vi holdt også DM som Ikast vandt. Vi havde inviteret KB, men tågen hindrede holdet i at komme. Freja tjente buler af penge og en hel del af midlerne kunne henlægges med henblik på opførelsen af et klubhus i Ny Frejapark på V. Fjordvej, hvortil klubben agtede at flytte.
Forretningslivet viste en stigende interesse for denne turnering, som tilmed blev udsendt ikke blot i radio, men også i Danmarks TV. Men stramme amatørregler hindrede os i at modtage præmier som TV-apparater, cykler, knallerter og meget andet godt, som forretninger ville udsætte som spurtpræmier. Vi måtte nøjes med mindre ting, som f.eks. en klipning til manden der scorede det flotteste hovedstødsmål.
Det var bare tider....

Eivind Samuelsen


"Sådan som jeg så og hørte det..."
Jørgen Lund Pedersen - Født 10. august 1937 - Indmeldt i 1948 - 265 kampe på Frejas 1.hold - Ungdomsleder 1964-65 - Bladudvalget fra 1966-67 - Bestyrelsen fra 1978-89 - Støtteforeningen fra 1979-82 - Indehaver af Freja"s Guldnål, JBU"s og DBU’s sølvnål. Æresmedlem i Freja. SIFA’s bestyrelse. Æresmedlem i SIFA.


Jeg er født i 1937 i Lindholm. Min mor hed Rosa og var en varm, glad pige. Poul hed min farmand. Min nu afdøde fatter var gammel AaB"er, men da jeg fulgte med ham til kampene, placeret på en bænk på ladet af en overdækket lastbil, for at skåne spillere og ledere mod regn, -ja, da spillede han for Lindholm Idræts Forening. Han havde lært min mor at kende omkring 1936, og da hun boede ved Thistedvej i Lindholm...ja som de omgængelige sjæle vi mænd er, så forlod han AaB for at være tættere på mor. Sammen med andre unge var han således med til at opbygge L.I.F.. 

Under krigen (2. verdenskrig, for at læseren ikke skal tro at det er "Boerkrigen") var der, så vidt jeg har fået fortalt, ikke megen "lebensraum" for idrætsudøvelse, idet besættelsesmagten mente, at danske idrætsudøvere der rejste fra by til by nemt kunne være formidlere, og da der kom mange mennesker når danske hold mødte hinanden kunne det nemt skabe dansksindede, ophidsede demonstrationer imod værnemagten, så først efter krigens afslutning kom der gang i fodbolden påny, og da var jeg efterhånden blevet "en gammel dreng".
I de år boede vi sammen hos mine bedsteforældre på Thistedvej 92 i en to-længet gård med trælokum ude i baghaven. I køkkenet var der et stort, stort støbejerns-komfur, som ustandseligt skulle ha" tilført enten briketter, kul (hvis der var noget...), tørv eller træ.
Elektricitet var indført. Énlederne blev fremført isoleret, fastmonteret til porcelænsholdere i loftet. Jævn-strøm - og disse ledninger var konstant besat af horder af fluer, som Bedste forgæves forsøgte at holde nede i antal, ved at ophænge en brun, klæbrig strimmel fra lysekronen ved bordet...hvor vi spiste. Strimlen var altid fyldt til sidste plads med "flue-lig", og summede de ikke over os her,...ja så var de "med os" på lokummet.

Bedstefar var slagter og af gammel nordtysk slægt...
- hidsig og galsindet, men også venlig og glad for vi børn i huset. Vi var flere, idet han havde lejet en lejlighed ud til en familie der havde "pænt med unger". Bare vi ikke spillede fodbold ude på den cementerede gårdsplads...for der var vinduer....
Nu var det ikke som idag en gummi- eller plastikbold, næ, vi måtte "stjæle" vores mors køkkengrej, og bl.a. havde Bedste nogle porøse stålbolde af tyndt tråd (til at skure gryder og pander med), og de blev omviklet med en gammel strømpe, og var denne "bold" for let, så flettede vi en trækugle ind som indmad...og så ku" den smadre vinduer.
Når Bedstefar opdagede, at vi spillede, mens han sov eftermiddagssøvn, så rejste han sig, gik til stuevinduet som han åbnede, og så råbte og skreg han som en afsindig !
Særlig slemt én dag, hvor der samtidig kom to tyskere, som han kendte og som ville købe en 1/2 gris...ja, de blev så forfærdede over hans stemmepragt, at de vendte om..., men når han så havde "fået luft", vi knægte var væk, Bedste havde talt ham til ro, stoppet hans 2 meter lange merskumspibe, det blev spisetid, klokken blev 18.45, dampradioen blev tændt, plads i sin "rocking chair"....og så ordene fra radioen: 
"De lytter til Danmarks Radio...Kalundborg langbølgesender..."
På trods af det støjende , knasende, småhylende og lidt uskarpe lydbillede, så blev han nu som en "Bambi"...der skulle være fred.
Så kunne jeg godt snige mig op på hans skød, nulre hans bløde øreflipper og snuse lidt til piberøgen.

Efter krigen var min mor og far godt "trætte" af min bedstefar, så vi flyttede til Aalborg... Kastetvej 131...2. sal..på hjørnet ved Vester Fjordvej.
I denne opgang boede i stuen en stor familie med rigtig mange unger..piger og drenge. Her mødte jeg for første gang én som lignede bedstefar. 
Det var fatteren dernede. Først mange år senere fandt jeg ud af, at det var en storebror til Frejas æresmedlem Poul "Hawkeye" Jensen. Han blev kaldt "Gummi-Charles"...hvorfor ved jeg ikke.
En vestbyhistorie var, at Charles, der sjældent så alle børnene p.g.a. lang arbejdstid, en fredag i vintermånederne kom cyklende hjem ad Ny Kastetvej. Her mødte han en bette pige i mørket, som stod og græd. Han stod af cyklen og spurgte hende hvorfor hun græd - " jeg ka´ ik´ find´ hjem". Så spurgte han : "Hvad hedder din far?" -Så sagde hun lidt snøvlende: " De si´er at han hedder "Dummi Charli"..!!" 

-først den ene vej..og så den anden vej...
Nå, - men her hørte jeg første gang om FREJA, som boede ovre ved "Drengehjemmet" på Annebergvej. Jeg var med fatter Poul derovre en gang imellem, og selv om jeg godt ku´ li´ stedet mellem buske og træer, no´en stænger, lidt græs og net, så savnede jeg Lindholmknægtene, Lindholms træningsbaner ude ved Thistedvej og ned ad Aavej mod Limfjorden, og udsigten der.

Jeg gik på Ryesgade skole. Mine forældre havde i de år, noget som kaldes "ægteskabelig turbolens" og derfor flyttede de fra hinanden en periode, og mor og jeg tilbage til Thistedvej 92, hvilket jeg ikke var det mindste ked af, men jeg fortsatte på Ryesgade skole, hvorfor jeg måtte afsted på cykel hver morgen.....
Fodbold havde fået en fast plads i mit univers ! 
Ved hvert frikvarter fór jeg ned i " hjørnet" - D.v.s. i det nordøstlige hjørne - en slags firkantet "blindtarm" af skolegaarden, hvor der var et fredeligt sted, sådan da - hvor vi kunne fremføre vore "talenter", uden at GÅRDLÆREREN ku´ overvære boldspillet, idet vi ikke måtte spille bold - Vinduer... Igen ! 
Vi valgte hurtigt to hold og havde kun én målmand, og "målet" var mellem nedløbsrøret og hegnet mod øst ud mod skolehaven. 
Her mødte jeg, inden jeg var tilknyttet FREJA, Ole "Sjulle", Gert"Ziener","Koppi" og "Bette" og selvfølgelig mange, mange flere .....
Hvad spillede vi mæ´ ? 
Med tennisbolde, der må siges, var "tyvstjålet". Når vi var på stadion om søndagen, lå vi bag buskene til Aalborg Tennis Klub på Aalborg Stadions håndboldbaner og "lurede" når et skævt slag med ketcheren fik tennisbolden til at flyve højt over indhegningen og over på håndboldbanerne eller gangstien ! 
Kom der en tennisbold, var det med at være rede og komme væk med den dyrebare sag i en fart... året vi er i , må være 1946, måske 47....

Jeg var begyndt at spille i L.I.F. sammen med nabosønnerne "Jønne"( Jørn Larsen) og " Bette Kaj" , "Nudde" og "Ski´kasseren" ( han vurderede altid volumen af en "nedblæsning fra tarmen..."), samt Holger Hansen, som jeg pudsigt nok mødte under mit nylige ophold på Sygehus "syd", hvor han er portør, og som jeg ikke havde set i mange år, Poul Birkholm og Leif Mogensen, der senere gik i CHANG m.fl..
Ole "Sjulle" må på én eller anden måde ha´ hæftet sig ved mig, fordi han brugte megen tid til at få mig til FREJA i stedet for L.I.F..

Min far måtte for at skaffe sig arbejde tage til Sverige, hvor han arbejdede på et jernstøberi. Han blev forbrændt og fabrikslægen konstaterede efter at have hjulpet ham med forbrændingen, at han havde fået T.B. ( Tuberkulose) i lungerne... Da far skrev hjem om dette her, vidste min mor Rosa øjeblikkelig, at hun også havde sygdommen, idet hun i nogen tid havde spyttet blod. Tuberkulosehospitalet i Aalborg måtte desværre medgive hende hendes pessimisme, og de blev begge indlagt her på Sanatoriet ( Det lå næsten lige overfor Zoo i en smuk gammel have).

Det var et slemt chok for mig, at skulle "miste" mor og far ! Bedste og Bedstefar var ikke stærke nok til at klare mig alene, hvorfor jeg måtte flytte over fjorden påny til min farmor Stinne og farfar Alfred som boede på Kastetvej 24, den gamle navigationskole der senere blev ungdomsherberg og hjem for tyskere på vej på orlov og retur til Norge. 
Efter krigen blev det til D.S.U.- hjem i forhuset og i bagbygningen noget mere varmt, medmenneskeligt - Barnevuggestue- og børnehave . 
Nu går min dejlige dattersøn på 2 år, Jacob, derhenne i samme lokaler, som hans morfar gik i efter krigen. Det tog lang tid, at vænne sig til farmor Stinne og farfar Alfreds meget velordnede livsstil, og jeg måtte en gang imellem over broen til Thistedvej 92...
Da min bedstefar og bedstemor nu var nået over de 70 år, gik det desværre hurtigt ned af bakke med deres helbred, og de faldt bort i hhv. "49 og "52. Det var tungt at bære. Min varme glade barnetid forlod mig med dem...
Farmor Stinne var et prægtigt menneske, der godt vidste, hvilken kærlighed jeg havde med Lindholm, så det tog noget tid med at komme videre, men med medmenneskelig snilde fik hun motiveret mig....

...og så i Freja...
I tiden omkring 1947, fik " Sjulle" mig så endelig overtalt til at prøve FREJA, og efter en noget nervøs start derude i det røde træhus, blev det så mit ungdomshjem - fodboldhjem - nummer to...
Mange har gennem årene spurgt, hvorfor jeg nu blev i FREJA, for næsten alle var mere eller mindre "smågale" ! 
I hvert fald ham der klubhusinspektøren Poul ..... Mærkeligt nok fandt jeg intet galt i dén form han havde, for sådan var min Bedstefar! Jeg glemte, at Poul fra tid til anden svovlede som Etna. Jeg ku´ se i hans øjne, at der nok ikke gik så lang tid før han grinede, og det holdt stik, så egentlig, var han med til at gavne min første FREJA-tid, som jeg kendte det...mellem lidt smågale onkler, tanter og så "bedstefar" ....
Træneren for de 12-14 årige var skiltemaleren William Larsen, og selv om jeg selvfølgelig startede på 3. drengehold ( -som venstre wing...), så gik der egentlig ikke lang tid, før jeg kom op blandt dem, som jeg kendte så godt fra Ryesgade skole. Jeg blev li´som accepteret uden "problemer".
Otto Nielsen, "Nille" var også træner, og han holdt skam øje med os. Jeg husker engang i de år, hvor der var "lagkagekamp", hvor én af drengene snød sig op i køen, hvorefter jeg tog tilløb og kastede et hårdt umodent æble efter den skyldige, men han dukkede sig, så æblet fløj direkte ind i hovedet på William. 
Jeg forsøgte at "snyde" mig udenom skylden, men så kom "Nille", han havde set det hele... 
Jeg fik en spillepause! 

Min far Poul var udskrevet fra sanatorium, delvis "ribbet" i den ene side p.g.a. Tuberkulose som havde ødelagt lungerne. Han fulgte mig ude i Freja, men han var helt enig med lederne, idet han ville ha" mig ned at spille centerhalf (som ham selv), for dét vidste han, at han vidste noget om...centerposten.
Første gang jeg prøvede centerhalfpladsen, var en-gang mod AaB ude på deres anlæg på Ny Kærvej. 
Fatter stod på den ene sidelinie og gestikulerede og Sonny Thomsen stod på den anden...
Jeg tror nok vi tabte ganske stort, så jeg blev holdt i "skole", da vi senere kom hjem til farmor og farfar....
Alt det her fodbold var farmor Stinne ikke helt lykkelig med, hun havde, sagde hun senere.... set min egen far opføre sig helt umodent og sågar noget fuld, da han var ynglingespiller ! 
Jeg blev af førnævte sendt på danseskole - Harritsø-Jørgensens...oppe i nærliggende Absolonsgade i baghuset af en tidligere fabriksbygning. Samt i F.D.F. - 5 kreds. 
Til at begynde med, var jeg meget vrangvillig, men min egen mor, der var vendt hjem fra sanatoriet, overtalte mig ( til glæde for hende), til at skulle lære at danse og "føre mig lidt frem" over for pi´er... Jeg fik en meget sød pige som dansepartner, Birthe Bjørklund, som både var kæk og en god danser. Så det endte sågar "så galt" - at vi som seniores, blev institutmestre med "kors og bånd og striber på".
Jeg husker, at det skete nede på "ODD FELLOW PALÆET", hvor jeg mødte én som jeg havde set spille på FREJA´s førstehold ovre i Nørresundby, én de sagde, var en rigtig "hård negl" - én af klubbens store profiler. Hans egen datter skulle også danse. Han sagde, at jeg efter hans mening var noget heldig med sejren, men det havde man da også lov til at være. Det var min senere svigerfar Ole Rømer!
Datteren Liselotte blev også institutmester i ynglingerækken med Orla samme år....

Far og mor fik i 1950 lejlighed nede i Korsgade 36 på anden sal og jeg flyttede fra Kastetvej 24.
Min farmor, som både var stram og retlinet, men også fuld af livsglæde, kom jeg rigtigt " ind på livet af". Jeg opdagede at hos hende, trods det lidt bryske, var hjertet varmt. Farfar Alfred, der som min egen far, var stenhugger - var overhovedet ikke interesseret i fodbold, men i så meget andet som f. eks. havebrug, kort-spil, musik og teater. 
Jo´e jeg fik endog meget med mig fra Kastetvej...
(nok ikke så meget havebrug og kortspil ! ) 
Korsgade 36 - anden sal til venstre, var en to-værelses lejlighed med fælles toilet på gangen - delt med naboen overfor. Men vi havde en prægtig tid der i Korsgade -" Storyville" -som vi kaldte det....... 

Jeg blev hurtigt rykket op som junior, og her kom jeg hurtigt på centerhalfpladsen. Ikke helt, som min gamle far ønskede det, han ville nemlig have mere fysik, hvor jeg forsøgte at efterligne de bedste nationale, som Poul Andersen B 93, Kresten Brøgger AB m.fl., for hvad fatter ikke vidste, eller helt var klar over, var, at spillet udviklede andre principper end i hans tid. 
Jeg var blevet anfører for FREJA´s 1. juniorhold i 1952 . Her var folk som " Store Per Mel" - " Jørgen slagter" - Søren "Røv´s" søn Jørgen - "Koppi" - Finn "Dumbo" - Bjarne "bordtennis" - Jens Munk - Frode Mortensen - Ole Lindhart og en "bette spirrevip" John Mayer...... 
I 1953 kom jeg med som reserve på Jysk juniorhold, og grunden til, at jeg ikke ved den lejlighed kom til at spille i Idrætsparken, var, at jeg havde fået neglerodsbetændelse, og dagen før mødet i Århus måtte jeg have opereret fingeren, så jeg stillede op i Århus ved holdleder Bodilsen...med fingeren indbundet. 
Han knurrede en del over sagen, men en Aa.B.-leder indenfor JBU"s ungdomsarbejde "HP" gik i "forbøn" for mig hos Bodilsen. 
"H.P." var en prægtig mand, som kunne omgås alle, og altid fik det bedste ud af en sag.
Bodilsen ville egentlig have mig sendt hjem igen, men jeg kom med til København og lærte Bodilsen at kende. Næste år kom jeg på Jysk hold som centerhalf og anfører.
I "54 holdt mine forældre "åbent hus" for alle på det hold som jeg spillede på, og så sad vi med chokolade og boller, mens vi fra vinduerne studerede "damer" og gav karakterer på "Den åbne Richterskala" fra 0-10....

En anden kammerat lærte jeg at kende på min læreplads.."Rich. L. Hansens maskinfabrik" i Ryesgade. Han var bryder og hed Preben G. Hansen.
Han var glad for jazz, og da han blev bragt ind blandt "fodboldfolket" i 1954-55, mente han at vi Frejanere, såvel som de folk der boede omkring os, levede som i New Orleans- kvarteret Storyville...det fransk-creolske kvarter med gadedrenge, værtshuse og horehuse. Han fik mig gjort glad ved jazz...hvilket har holdt siden...jazzen, Hansen og mig.
Jeg gik stadig til dans..indtil "55, og havde da lært lidt om, hvordan man "bør føre sig" overfor damer, og ikke som bedstefar udtrykte det...:"de har sgu ikke ret meget i ho"det...og det de har, er kun at tænke på én bette ting...".
"Ja..."-sagde Bedste så..."-det er jer mænd". 

Jeg var ikke helt med på den strofe...men den var mig velkendt. Den noget forstokkede, mandschauvenistiske livsform, som jeg i nogen grad havde med fra barndomshjemmet, fik farmor, danseskolen, FDF og min mor, Rosa, stille vænnet mig fra...:"..at piger er andet end sex og fjas". 
Det var svært at få ind i hovedet...og er det stadig... (bare Lotte nu ikke læser disse postulater...)

I julen 1954, når fodbolden lå stille, var der noget at glæde sig til. Det var Freja"s store Juletræsfest ude i det gamle "Kilden". Freja holdt til oppe på 1. sal med udsigt over det store dansegulv nedenfor. 
Freja"s festudvalg havde skam engageret en trio der spillede i "vores" sal ud mod Vesterbro.
Jeg havde bemærket mig Ole Rømers datter, Liselotte, så hende dansede jeg lidt med, mens en ret stor familie af onkler og tanter og mor Lilly hold øje med min færden....
-nå, men midt i dette familieforetagende kunne jeg ikke rigtig "føre mig frem"...-det blev senere, men jeg husker, at det var pigeglade Frejanere der spillede rollen. Det var "Ziener", "Bette"og "Sjulle"...
-det var i aftentimerne, idet børnejuletræet foregik om eftermiddagen. Disse 1.juledage...-først med familiejulefrokost og så "Kilden", blev en tradition, så det gjorde ondt, da de væltede denne prægtige gamle pa-villon. Mange gode minder blev li"som begravet i murbrokkerne.

Og så blev man seniorspiller...
Freja"s 1.hold var rykket ned i Serie 1 (tidligere hed det mesterrækken) i 1953 og kampene spilledes i Gl. Frejapark, hvor vi tidligere havde hjemmebane på stadion. Vi var i række med Vejgård, AaB"s 2.hold m.fl., og for en oprykning talte kun 1. pladsen. Vi ynglinge blev som regel "testet" på 1.holdet når vores turnering var endt...vel for at afprøve mulighederne for fremtiden.
Jeg husker en kamp mod slutningen af 1955, hvor Freja"s 2.hold, der også spillede i serie 1 lå i bunden med Ranum og Frederikshavn. Man skulle møde rækkens førerhold Vejgård, som ugen i forvejen havde udspillet vort 1.hold, men dog kun med resultat 3-3. Til den kamp var der vel 7-800 tilskuere i Gl. Frejapark, og der var mødt ligeså mange denne søndag formiddag. Spilleudvalget havde hentet Jens Munk (bror til sportsjournalisten Poul Munk), Erik Juul Kristensen alias "Koppi", samt undertegnede op på 2.holdet, hvor vi stillede op sammen med gamle kæmper som Ejnar Sørensen, målmanden "Store Frode", "Pilatus" Bent m.fl..Vi var bagud 2-0, kæmpede os ind i kampen påny, idet rapfodede Jens Munk reducerede, hvorefter vi næsten "blæste dem ud af banen".
Det blev 2-2 ved "Pilatus" Bent, og vi kom sågar foran 3-2 ved Egon "Nelle" Larsen, men så gik der "brok" i forsvaret, "Pilatus" lavede straffe...og VB fik udlignet...., men festligt for vi unge at deltage "på højt niveau".
Samme uge var Frode Mortensen, en anden af vor årgang, med 1.holdet oppe i Frederikshavn og vandt der 5-1...han var lidt langsom, men nej hvor kunne han spille bold. I min scrap-bog står der i artiklen fra "Stiften": "Freja"s ungdom fik succes og vandt 3 point".
Men ikke alene de her nævnte var oppe og mærke "mosten". 
Der var også Henning "Bette" Christensen, som desværre holdt op alt for tidligt, Jørn Toft (formand Frederik Toft"s søn), som var en drabelig god tekniker med et godt præcist spark...men desværre lidt bange af sig. "Kommune-Erik" Christensen, Mogens Menck og Poul Bjeldbak havde noget af det der "ku" bruges"...
I 1956 vandt vi ynglingenes række i det nordjyske og klarede os godt i ungdomsbykampe mod bl.a. Århus. 
Min far Poul var udskrevet fra sanatorium, delvis "ribbet" i den ene side p.g.a. Tuberkulose som havde ødelagt lungerne. Han fulgte mig ude i Freja, men han var helt enig med lederne, idet han ville ha" mig ned at spille centerhalf (som ham selv), for dét vidste han, at han vidste noget om...centerposten.
Første gang jeg prøvede centerhalfpladsen, var engang mod AaB ude på deres anlæg på Ny Kærvej. 
Fatter stod på den ene sidelinie og gestikulerede og Sonny Thomsen stod på den anden...
Jeg tror nok vi tabte ganske stort, så jeg blev holdt i "skole", da vi senere kom hjem til farmor og farfar....
Alt det her fodbold var farmor Stinne ikke helt lykkelig med, hun havde, sagde hun senere.... set min egen far opføre sig helt umodent og sågar noget fuld, da han var ynglingespiller ! 
Jeg blev af førnævte sendt på danseskole - Harritsø-Jørgensens...oppe i nærliggende Absolonsgade i baghuset af en tidligere fabriksbygning. Samt i F.D.F. - 5 kreds. 
Til at begynde med, var jeg meget vrangvillig, men min egen mor, der var vendt hjem fra sanatoriet, over-talte mig ( til glæde for hende), til at skulle lære at danse og "føre mig lidt frem" over for pi´er... 
Jeg fik en meget sød pige som dansepartner, Birthe Bjørklund, som både var kæk og en god danser. Så det endte sågar "så galt" - at vi som seniores, blev institutmestre med "kors og bånd og striber på".
Jeg husker, at det skete nede på "ODD FELLOW PALÆET", hvor jeg mødte én som jeg havde set spille på FREJA´s førstehold ovre i Nørresundby, én de sagde, var en rigtig "hård negl" - én af klubbens store profiler. Hans egen datter skulle også danse. Han sagde, at jeg efter hans mening var noget heldig med sejren, men det havde man da også lov til at være. Det var min senere svigerfar Ole Rømer!
Datteren Liselotte blev også institutmester i ynglingerækken med Orla samme år....

Bogstaveligt talt..r.... ud af bukserne
Da efterårsturneringen startede i 1956 fik jeg min debut som centerhalf på 1.holdet, og allerede tidlig sommer min debut på Aalborgs seniorbyhold mod Århus.
Freja havde dengang en årlig dyst mod AIA, der spillede i 1.division. En sommerkamp på stadion, hvor vi så inviterede forstærkninger til vort hold. Der kom troligt 3-4000 tilskuere til disse opgør og efter matchen var der så sammenkomst med alle spillere i klubhuset i Gl. Frejapark, og traditionelt havde Poul & Poula her fremtryllet en forrygende gang gullasch. Der blev "hygget" og bl.a. sad jeg her med min personlige "modspiller" i kampen, Ernst Pedersen, der fortalte mig, hvordan man "skulle gi" tilbage af samme skuffe". 
Først havde han spurgt om jeg skulle være med i bykampen næste aften i Århus Idrætspark...
-jeg benægtede selvfølgelig bl.a. med baggrund af kampen vi lige havde spillet...så sagde han: "OK...så får du lige et par fiduser..."

Næste morgen mødte jeg som vanligt på min læreplads kl. 10 min. i 7..med lidt hovedpine...og sovet alt for lidt. Kl. 8 blev jeg kaldt ind på kontoret..telefon...det var en Freja-leder, Karl Kauffeldt, og han sagde, at jeg skulle tage til Århus med byholdet, men at jeg som reserve ikke kom på banen....
Jeg knurrede lidt men sagde: "Altså, si"r vi det..." -men var stadig noget knotten...
Vi tog afsted, blev udstyret med en grøn bluse, et par alt for store bukser...og mine, næsten uden elastik i livet...badebukser havde jeg glemt. 
Nå"e, men jeg skulle være "på bænken", og i det herlige sommervejr nød jeg, at "der var luft til det hele"... -og uden at nogen anede noget!
Kampen startede, og næsten vanligt kom vi bagud, Finn Nielsen fra Chang udlignede, men så lavede Leif Mogensen, Chang, selvmål...og de 2000 tilskuere morede sig.
Den eneste blandt vi reserver som havde fået ordentlige bukser, var Bjarne Sørensen fra Aa.B., og ham havde jeg så lavet en aftale med, at skulle det ske, at jeg skulle på banen, så ville vi bytte bukser i al ubemærkethed. Nu skete der det overraskende, at Bjarne skulle ind som reserveback...og dermed var "mine" reservebukser forsvundet.
Jens Erik Arentoft udlignede flot til 2-2, og desværre ...kort tid efter gjorde min modspiller fra "gullasch- kampen" aftenen i forvejen, Ernst Pedersen, det til 3-2 til Århus, men så skete der virkelig noget....10 minutter før halvleg brækkede Leif Mogensen Chang, håndleddet...og jeg skulle ind i en fart !
Jeg råbte om nye bukser..men ingen af de andre reserver ville bytte "i det fri", så jeg måtte på banen og spille centerhalf...med den ene hånd til at hjælpe det slappe elastik i livet på de tunge spillerbukser.... -mens jeg skulle følge spillet.
Jeg råbte og skreg om at få nye bukser, for det var temmelig ulideligt... -hvad ville folk ikke tænke om mig, hvis jeg tabte bukserne...uden en trævl indenunder....
Lige før pausen brød Ernst Pedersen fra AIA igennem midterfeltet, og jeg måtte i aktion.
Jeg tog en dyb indånding og kastede mig ud i en dyb tackling af ham. Ernst røg i græsset...ligesom jeg selv...flere kom til ...et mægtigt klumpspil opstod , og flere kom ned i græsset. Jeg røg ind i en ny kæmpe-tackling og var temmelig ør i hovedet, da jeg rejste mig op....jeg havde glemt alt om elastikken, og folk gik til halvleg med et temmelig bredt grin...både spillere og publikum.
Jeg fnyste meget over det her i pausen og fik endelig udleveret ordentlige bukser.
I anden halvleg brugte jeg så al min nyerobrede viden om Ernst Pedersens "julenumre" med en fnysende galskab mod en efterhånden noget skævt grinende Ernst Pedersen...for de førte jo kampen...
Jens Erik Arentoft og Finn Nielsen scorede for Aalborg sidst i kampen, således at vi gik ud af den sidste byholdskamp mellem Aalborg og Århus med "palmerne"...

På vej ud fra Århus idrætspark vendte Ernst"s mundvige den modsatte vej...nedad.
Jeg var efter kampen helt glad for debut"en..-og ingen talte om dét med bukserne..ikke engang Freja"s æresmedlem og stifter Ejnar Pedersen, der overleverede mig Aalborgs store spillernål og gratulerede mig med den...som en af de sidste spillere der fik nålen.
Senere fik vi lov at komme en lille tur på "Maritza" inden turen tilbage til Aalborg. Jeg var efterhånden kommet i helt overstadigt humør. Freja"s målmand Jørgen Bach "Nønne", der også var med, og jeg gik en tur op i "Blue Room", og ville godt have os en lille "swing-om", men da jeg inklinerede for en køn Århus-pige, sagde hun de ord jeg aldrig glemmer: "Næe, ellers tak...,-nå men do har jo fået bukser på igen !"...Så måtte jeg "ned i kanvassen" igen.

"Der går altid både tilbage..."
Min første seniorsæson var tredelt, idet vi skulle over til kalenderårsturnering, som vi har idag (dengang kørte 1. halvdel i efteråret og 2. halvdel i foråret). Her rykkede vi tilbage i jyllandsserien, hvor vi tidligere havde været fra start sidst i "30"erne til "53. Vi returnerede i "58 og allerede dér drømte vi om at komme videre fremad. Vi var med i toppen i årene fremover, men nåede ikke ind i "Shangri-la"...i 4. og senere 3. division.

Jeg var nu begyndt at læse til maskinmester, idet min drøm velsagtens var at kunne føre et af disse store damplokomotiver, som blandt andet stod og ventede på overkørsel ved jernbanebroen, lige uden for bopælen, Kastetvej 24..lige ved viadukten. Udviklingen gik mod diesellokomotiver, som jeg overhovedet ikke så på med samme glæde som de go"e gamle sorte ild-sprudlende damplokomotiver....
Da jeg havde de to første eksaminer, havde jeg lært Liselotte at kende, og for at komme så vidt havde Preben, min lærekammerat og jeg inviteret os selv til aftenskaffe hjemme hos Lilly og Ole. For en god sags skyld medbragte vi en sandkage...til Lilly som jeg havde udset...
Jeg sagde: ".. at nu på søndag skal vi jo til Bedsted og spille sommerkamp, og da Ole er træner for os, vil du sikkert med...ikke os"...?"
Lidt betuttet sagde hun ja..hvorefter jeg sagde, at da hun jo nu skulle smøre madkurv, så kunne hun jo ligesågodt smøre lidt til Liselotte og mig !
-og så var jeg vist godt på vej ind i familien Rømer/ Phieffer....

Januar "60 tog jeg ud at sejle med J.L.Lauritzen Line som juniormester for at få sejltid. Det var hårdt at savne sin pige, familie og venner,...- og "banen ved Annebergvej". Men jeg oplevede forhold, som jeg ikke gerne havde været foruden i dag. Jeg tænker selvfølgeligt ikke på det rent maskinelle..næ, nej... 
-mere at se hvorledes folk havde det i Nord- og Syd-amerika...opleve andres kultur, musik, livsform, galskab og morskab.
Man bliver så morderligt klog af sådan noget..noget man værdsætter fra sit Skandinavien, når man er der-ude, og når du er hjemme igen, hvor svært andre, trods smilene, havde og har det...
Jeg kom hjem efter et års tid og i maj "61 giftede Liselotte og jeg os.
Jeg skulle læse til installatøreksamen her i Aalborg fra maj og til december, mens vi boede på mit værelse hos mine forældre der nu boede i Langelandsgade 2, og dermed skulle Per Henriksen, en god målmand der var kommet til Freja fra Chang, forlade det. Desværre forlod han hurtigt Freja igen...en god keeper og en festlig gut. Han førte et barskt liv og karrieren blev alt for kort....men hvor kunne jeg li " ham.
Liselotte blev gravid og Michael blev født et år efter brylluppet, og vi flyttede i lejlighed i Willemoesgade 8. Efter 1 1/2 år i marinen kom jeg så hjem til Aalborg i efteråret "63 og fik ansættelse hos Nordkraft, så nu var tiden endelig inde til at yde en indsats for at få Freja frem i rækkerne.

Tilbage til Freja-liren
Jeg havde fået en del "fedt" på siderne af tiden "i baljen", og det skulle af igen før jeg var rede. Jeg begyndte at træne oftere, blev sågar træner for et ungdomshold, og kom så på 1.holdet som fløjhalf.
"Koppi" og jeg byttede pladser, og jeg tror det var i 1966 vi rykkede op i 4.division. Året efter oprykning til 3.division. Jeg var også fra tid til anden med på vort 2.hold, der rykkede op i jyllandsserien.
Jo det var gode år for vestbyen. Nu viste fødselsoverskudet sig, fra de sidste krigsår og tiden derefter, i form af resultater på plænerne.
Forresten flyttede vi over på Ny Frejapark i 1962 i nye tidssvarende boligforhold, med rigtigt varmt vand i bruserne...jeg kan nemlig godt huske den her uhumske "Stil" man havde blandt 1.holdsspillerne i Freja mens vi endnu var i Gl. Frejapark..Debut på holdet... --efter kampen..inde i badet med de gamle gasvandvarmere, efterårssøndag, råkoldt, jeg vasker håret un-der de 4 stråler fra bruseren..., pludselig udbryder jeg: "Nu"r det herligt..."...
-det var det nu ikke, for da jeg åbnede øjnene påny stod d"herrer "Hønen"-"Vøvsbageren"-"Lillebror" -"Likken"-"Kikker"-"Nønne" og "Store Frode" rundt om mig og gennemurinerede min krop...
Senere deltog jeg selv i samme ritual, ...hvis jeg altså ku".....

Jeg spillede med i 1967, da vi rykkede ned fra 3. division. Desværre havde vi alt for sent fået det rigtige hold sammensat, og trods en flot efterårssæson måtte vi som Fynboerne siger: " Ne å su grunvaj " -og her blev vi til jeg stoppede på 1.holdet i 1971.
Jeg brækkede skinnebenet i en 2.holdskamp ude i Klarup, hvor jeg kom lidt skævt ind i en tackling.
Jeg startede et par år senere "i det små" på serie 4-5-6 og nød det. 
Jeg gik ind i spilleudvalget..-senere blev det så bestyrelsen, som menigt medlem, sekretær og næstformand og sluttelig i "82 ind i bestyrelsen i det nu så udskældte SIFA.
Old-boys spillede jeg ind imellem før mit benbrud, men afstod fra det, så længe jeg kunne anvendes på højere hold, men efter mit benbrud var det, som om vi alle var på samme linie, og her har jeg også haft herlige timer med holdkammerater, ja, men også mod gamle "fjender", som man egentligt finder ud af er nogle dejlige "fjender"...

Bestyrelsen forlod jeg for 3 år siden, jeg syntes at tiden var inde til at få afprøvet nye veje. 
Dermed er jeg ikke færdig med Freja, fra tid til anden ringer formanden "Jensen to"najt" eller "Thomsen" alias Carsten Jacobsen og får mig igang med "et eller andet"...vi hænger ved vi gamle.

Jeg fortalte fornylig "Sam", at Keld havde lavet bordkort til en speciel "sølvbryllupsfest" for alle vi "drenge" der er vokset op sammen, og har "hygget os" i alle årene : "Sjulle" - "Ziener" - "PV"-Olsen - "Koppi" - "maj sæl"...og selvfølgelig vore koner.
Til undertegnede havde vores formand lavet en tegning på et bordkort fra "Faklen". Det viser et stort kanonrør, og ud af røret farer der med "ild og røg" en mand iført flyverhjelm og ditto briller samt overalls. Under tegningen står der "Mister Canonball 1991".
Sam smilede først lidt, men var bagefter "sorryfull", idet han var af den mening, at han...og altså kun ham alene, burde ha" den titel, på grund af hans ustyrlige skudstyrke!
Men så blev jeg forknyt på Sam og overvejede at få udleveret den nekrolog, som han allerede havde lavet om mig for "Stiften", for at se efter om han havde fået det hele med!
Nå, ja..så holder jeg med al det "gas"..- det er noget man lærer ude i Freja, siger jeg så..., fordi de mener, at man skal bruge sin fantasi på banen...og udenfor.

Da jeg efter min "lufttur" var på vej ud af min morfinrus på Sygehus Syd, havde jeg mange mærkelige fantasier.
Én af dem var, at jeg i Freja-dress (uden reklamer...) sidder på en sky over Aalborg.
På en stol dér i skyen sidder en ældre mand med langt hår og skæg..i en fuldkommen hvid Real Madrid spilledragt...lidt rummelig...og jeg pudser hans støvler...
Han og jeg nynner, sammen med nogle, jeg ikke kan se, på en vise jeg kender, mens vi kigger ned..først over Lindholm Å...det gamle stadion derovre og træningsbanerne...Limfjorden...vestbyen..de røde tage ...Ny Frejapark...Gl. Frejapark,
-dér hvor banen lå.. I ved godt.. "Banen ved Annebergvej".... 

Jørgen Lund Pedersen


"Baxi, Butchi, Krisser og de andre.."
Keld Torben Jensen - Født 17. juni 1949 - Indmeldt i 1954 - 63 kampe på Frejas 1.hold - Ungdomsleder fra 1964 - Bladudvalget fra 1969 - Bestyrelsen fra 1975-1997 - Formand fra 1982 - 1997 - Indehaver af Freja"s guldnål samt JBU"s og DBU’s sølvnål - Æresmedlem i Freja. Modtager af SIFA"s pris "Årets Idrætsleder" og DGI"s nordjyske Idrætslederlegat - Formand for Aalborg Kommunes Folkeoplysningsudvalg 1997-

Solen har sikkert skinnet den dag, min far, slagtermester Axel Jensen, fik mig meldt i Freja. 
Det gjorde den vist nok altid, dengang. Hans kommentar til min mor var den sædvanlige: "Vi går lige en runde...". Så var ruten lagt. Fra huset på Ny Kastetvej til Freja. Jeg er sikker på, at min far var ligeså stolt som jeg, der marcherede afsted i flunkende nyt Freja-tøj. 
Mor havde aftenen i forvejen syet et flot Freja-mærke på den hvide trøje med den typiske snore-lukning. Strømperne var flotte, hjemmestrikkede med striber på tværs, og bukserne ligeledes hjemmesyede...og til at vokse i. 
Støvlerne var i virkeligheden "adgangstegnet" til den fodboldverden, som jeg dengang lidet anede skulle blive en så væsentlig del af mit liv.
Faktisk var jeg da startet for længst. Det var uundgåeligt, thi "den dreng som går udenom en hoppende fodbold samler sikkert på servietter !".

Når far lagde ruten omkring Freja, tog hans lille karseklippede purk de mest slidte sko på, i sikker forventning om at møde andre boldglade unger. 
"Trekanten" var stedet.
Her kunne man med sikkerhed finde modstandere til en kamp. Drengen med bolden var sikker "førstevælger", og sekunder efter kunne man i en støvsky ane, at kampen bølgede. 
Det var ikke just nogen Wembley, idet "Trekanten" var bålplads, opvarmningsplads o.s.v., hvilket indebar slagger, glasskår, søm o.l. på den i forvejen forpjuskede græsstrimmel.

"Slagter", som min far blev kaldt, havde sit eget hold. I atmosfæren af gaskaminernes sprøde sitren og de gamle drenges cigarrøg fandt man "holdet". De gamle førsteholds-kæmper Kaj Jensen ("Tjunte-Kaj"), Aksel Kristensen, Martin Kjærgaard samt min fætter Henning B. Nielsen ("lillebror") var medspillerne, og her gjaldt det "Sevinsel", "66", "Ligeud" og "Whist". 
Når jeg havde overstået min "kamp" og opsøgte min far, og sad han "i tur"...ja, så faldt der prompte en håndfuld ti-ører. 
I klublokalet stod dén. Skinnende forchromet ..-den en-armede tyveknægt.
To-tre mønter , så var den gal, og så måtte man til det.
Ud for at finde klubhusinspektøren, som ikke altid var nogen rar mand. Han bandede og svovlede, medens han med en stor skruetrækker og en hammer forsøgte at løse de tekniske genvordigheder, som denne maskine bød ham.

Når fars "hold" sluttede spillet, hyggesnakkede man over en kop kaffe, og snart sad vi unger med alle antenner ude, altimens vi slugte beretningerne om Frejas storhedstid før den anden verdenskrig. Meget tidligt fattede jeg, at Freja var noget særligt.

Så da jeg endeligt blev "legaliseret" medlem af Freja, var det faktisk alligevel med en vis rutine. 
5 år var jeg blevet, da min far og jeg troppede op i klubhuset hos ungdomsafdelingens kasserer, Einar Sloth. Fra sit lille kontor i hjørnet af det ene omklædningsrum styrede han, på sin rolige facon, det kæmpe-menageri som medlemsregistreringen var der midt i "50"erne. 
På et tidspunkt var Freja Danmarks største fodboldklub, med en ungdomsafdeling, der talte mellem 8-900 drenge. Med kun to baner var der simpelthen pres på.

Som i skolen linede vi op på rækker efter hold, hvilket jeg jo af gode grunde, nemlig alderen, endnu ikke havde fattet.
Et af mine første bekendtskaber var en lille krøllet knægt, der som jeg var betaget af at løbe slalom imellem de opstillede rækker. Jørn Christensen eller "Krisser" / "Gamle" var det. 
Et venskab, der fra barndom bar os over ungdom til det onde tunger sikkert i dag vil kalde "alderdom". Et venskab der også skulle indebære et svogerskab.. -ja, hvem skulle ha" spået det. 
Vores morskab med slalomløbet fik en brat stopper ved et brøl, som givet var at sammenligne med det, der måtte have væltet Jerikos mure. Det var den førnævnte baneinspektør, der udover denne titel også var ungdomsformand og træner. Poul Jensen, som jeg jo godt kendte, skønt ikke helt på denne vis, gav os chokket.
" Jamen vi var jo ikke på noget hold.."- tak skæbne at svare ham igen. Vi fik gjort temmelig klart, at en vis disciplin herskede, hvilket med den hoben rødder, som vi jo bestod af, var yderst påkrævet. 
Når Poul TALTE, så kunne man høre en knappenål falde, ellers så, nå ja...så var der ingen fodbold for synderen den dag. 
4. lilleput var mit første "rigtige hold", og du godeste hvor var man dog stolt, da man kom hjem til de gamle og fortalte nyheden. 
Nu var min skæbne helt beseglet. Herfra hed det fodbold, fodbold og atter fodbold, døgnet rundt, alle steder..-ja, selv i søvne spillede jeg fodbold. De gange hvor jeg siden er vågnet med skader kan ikke tælles. Adskillige scoringer har skråvæggen, over min seng i huset på Ny Kastetvej, registreret. 

Af med de støvler...
Mine forældres slagterforretning lå lige over for "Drengehjemmet" på Annebergvej. 
Dette "sted" var for mange "almindelige børn" utilnærmeligt, og for deres forældre upassende selskab. For mig var det paradis. 
I min egenskab af slagtersøn og bud i forretningen, fragtede jeg dagligt varer over gaden til køkkenregionerne på drengehjemmet. Inspektørparret på drengehjemmet, Hr. og Fru Johansen "adopterede" mig faktisk, i den forstand, at jeg frit kunne færdes overalt på hjemmets område. Drengene, der var et sammenkog af "glemte" og gemte samt forældreløse fra det ganske land, var temmelig barske og havde et stærkt hieraki. Der var anfører, viceanfører og forskellige gruppeledere. Og alle måtte de kæmpe for at holde "titlen".
Også her spillede man fodbold, og på en bane af standard som Frejas "Trekant".
" Om man måtte være med, når de spillede?"
“- ja, selvfølgelig...” svarede en af mine kammerater, Kaj Jensen hed han. “Vi ska" lige spørge Store-John”. 
At jeg stod der med en flunkende ny læder-bold gav mig da også en vis status..-troede jeg.
Store John kiggede lige engang, og sagde så...
“OK, men ta" fodboldstøvlerne af. Her spiller vi alle i bare fødder”.

Poul "Hawkeye"...-et kapitel af Frejas historie...og af min !
Mange af drengene fra hjemmet havde naturligvis også deres gang på "den anden side af hækken", nemlig på Freja, men almindeligvis ikke længere væk end at de kunne høre "fløjten", som Inspektør Johansen anvendte, når drengene kaldtes til samling. 
Den var der respekt for, klart nok, for ellers røg "frynsegoderne"..og det prompte.
Flere af dem var medlemmer i Freja, der sikkert gav dem lidt ekstra solskin i tilværelsens barske hverdag.

Vi kunne simpelthen ikke få nok af fodbold. Hver dag, når vi slap fri af skolens "lidelser", samledes en gruppe af kvarterets boldglade unger til nogle timers "opvarmning" inden den rigtige træning startede. 
Om man betragtede ungerne, kunne man hos flere af dem sikkert spore en vis nervøsitet. 
Ikke specielt for selve spillet, men alle antenner var ude...- for sæt nu Poul kommer.
Manden, vi frygtede, var naturligvis Poul Jensen, som til vi ungers store fortrydelse dukkede op på anlægget på de mest besynderlige tidspunkter. 
Vi havde selvfølgelig forskellige "flugtruter", og ikke mindst var drengene fra hjemmet geniale til at "ligne græsstrå" i samme øjeblik den blå "Whooler"-knallert var i syne.
Oftest slap vi væk, også med bolden i behold, for netop bolden var altid det helt ømme punkt. Når Poul kunne se sit snit til det, "sneg" han sig ind på de små syndere, og som en rigtig general..: -med angreb fra nye vinkler hver gang. 
Kom han så tæt på, at han kunne se hvem det var, ja så måtte man stå skoleret, og var det min bold, hvilket ofte var tilfældet, så måtte jeg, udover en "dommedags-skideballe", vandre den tunge gang over til fatter og fortælle at bolden var inddraget, men vi, min far og jeg, kunne komme over efter bolden når træningen var slut. 
Hvor ofte det er sket, har jeg ikke styr på, men faktisk har Poul haft denne "hobby" altid.
Selv når vi som ynglinge mødtes på den vestligste af Frejas baner (senere Firma-sport) for, en søndag eftermiddag, at genopfriske de lækkerier vi havde noteret os på Stadion, ja, så dukkede Poul Jensen op. Da vi siden kom til at sidde i bestyrelsen sammen, kunne vi sagtens enes om formålet, nemlig "at passe på banerne", men at det hos ham har været en besættelse.., det ville han ikke indrømme..men jo, det var det.

Poul...og Poula, som "pølse-damen" i klubhuset hed, er uløseligt forbundet med et væld af oplevelser for mig og et utal af Frejanere gennem tiden. 
Poul..den barske, temperamentsfulde, og Poula den milde..den naturlige modvægt til Pouls retirader af ukvemsord.
De var der altid, dér i klubhuset,.. hver dag.
Poula i køkkenet, der vel var på max. 1 kvm., og Poul..bandende og svedende...ude og inde, opkridtning, tjæring af net..hammer og sav og som altid "de største søm i landet"....ja, og så skal vel lige nævnes, at vi allerede dengang havde kigget Poul ud...han kunne li" at lave bål, ganske som når han senere i vores fælles bestyrelsestid blev udnævnt til "1. pyroman", nemlig med ret til at tænde Sct. Hansbålet. 
En stor tønde knitrede hver dag lysteligt med gamle træpropper og støvler, affald m.v.. 

Drengehjemsdrengene
Uanset hvor brysk og utilnærmelig Poul kunne virke, så havde han sine "bløde pletter". Årligt tiggede han og Støtteforeningens forgænger, "Festudvalget" præmier ind til uddeling i ungdomsafdelingen, og til vi ungers undren var det gang på gang drengene fra "Drengehjemmet", der fik støvler, fodboldudstyr m.v.
Først som ældre fattede man, hvor socialt Poul handlede, idet knægtene fra drengehjemmet ofte måtte stille til træning i gummistøvler, og i det tøj som de jo anvendte i skolen o.l. Træsko havde han forbudt, og uden at det behøver at have nogen forbindelse, må jeg lige nævne en lille episode.

Hver træningsaften startede med, at Poul kom ud for enden af klubhuset, og helt på samme vis som søløverne i zoo fodres, sparkede han boldene ud til vi "forslugne unger". For Poul, der altid gik i træsko, fik det én dag den konsekvens, at teknikken svigtede, og en træsko slap hans fod, og landede i træerne mod de tilstødende kolonihaver...
-naturligvis til stor morskab for vi unger, mens Poul bestemt ikke mente, det var morsomt.

Til København med "Jens Bang"....og Poul Jensen !
Poul som jo havde styr på mange ting, deltog med stor rutine i de mange ture som ungdomsholdene var på i 50"erne og 60"erne. Det var primært hovedstaden, der var rejsemålet i mange år, og når man skuer de eksotiske og spændende rejsemål, som vore unge spillere i dag ta"r som en selvfølge, ja så begynder man at ane "alderen" tynge, når man starter med.."- da far var dreng.."
Næh,...Vanløse..Fremad Valby..Gentofte Vangede.
Det var vores "eksotiske rejsemål", og man skulle være et skarn at jamre, for vore oplevelser var mange.
Som 10-årig fik jeg chancen første gang. Jeg blev en dag efter træningen kaldt til side af Poul Jensen. 
Skideballe..tænkte jeg, men nej...-om jeg mon måtte komme med til Vanløse i København? Jeg har formentlig været 7. reserve, og at det var med et hold, der var noget ældre, var for mig uvæsentligt. Af sted til hjemmet på Ny Kastetvej for at få den nødvendige tilladelse og økonomisk opbakning. Det første fik jeg, det andet måtte gå ud over mine "hårdt optjente" penge fra budtjansen i fars forretning. Men man skulle med., det var lykke. 
Vi "ældre" Aalborgensere får en tåre i øjenkrogen, når vi tænker på H.P. Prior og Jens Bang..de nu hedengangne Københavner-både, som vel stoppede deres virke i slutningen af 60"erne. Men det var vores tids "Jumbo-jet"....omend komforten også var en anden.
Velfriserede, med soveposen under armen, (købt til lejligheden hos Andersen i Tøjdepotet, Helgolandsgade, der bl.a. solgte militært overskudsmateriel) samt en frisk madpakke i rygsækken, der allernådigst var udlånt af storebror Willy. 
Poul Jensens stemme gjaldede til samling og optælling, hvorefter vi på række marcherede ombord. Fra skibet tog vi afsked med mødrenes hvide, våde lommetørklæder...og så gik det løs. Indkvarteringen på båden var som regel fordelt både ude og inde, selvfølgelig alt efter vejret, men var det tørvejr blev nogle placeret på dækket, mens hovedparten blev placeret i lastrummet. Her fik man en krog mellem hunde i bure, cykler o.l., og indhyllet i en stank af fed motorolie fandt man plads til soveposen. Du godeste for et tumult, men selvfølgelig kun til Poul Jensens stemme gjaldede. Poul var sædvanligvis som hovedleder på disse ture altid suppleret med Einar Sloth Nielsen. 
Vel en af Frejas fornemste ledere gennem tiden. Stille og omgængelig, en perfekt kontrast til Poul Jensen.
Einar var igennem flere år kasserer for ungdomsafdelingen, og nåede da også inden hans alt for tidlige død, at høste klubbens guldnål. Pouls styring af alle vi "lopper" var, omend ikke særlig pædagogisk, så ganske effektiv. Legendarisk var et af Pouls udbrud på turen, da han ude midt på Kattegat brølede: 
"...hvis I ikke falder til ro nu,....SÅ VENDER VI OM ! ".

Jo, Pouls magt var stor, men respekten om ham var fuldt fortjent, hvilket vi da også bemærkede os hos lederne i vore værtsklubber, hvor især samarbejdet med Vanløse kørte over rigtig mange år. 
Indkvarteringen var altid på privat basis, og det kan nok være at en snoskforkælet slagtersøn fik sig sine oplevelser, da det første ophold blev en realitet. Jeg skulle bo hos "Vagn"..en herlig storfregnet knægt, fyldt med ægte Københavnerhumør. Hans far var fuld hver dag under opholdet, moderen, lille og forslidt, 6 søskende i den lille lejlighed i Valby. 
"Den varme mad" var rabarbergrød, og sovestedet var i én køjeseng mellem Vagn og en lillebror, som jeg om morgenen opdagede var "tis-våd"...jo, det var noget af en dåb man her fik.
Besøgene i København var altid kombineret med en kamp i "Parken"..landskamp eller "Stævnet", som det udvalgte Københavnermandskab blev kaldt. 
Her oplevede vi i "59 en 17-årig Frederikshavner-knægt ved navn Harald Nielsen få sit internationale gennembrud, i kamp mod de brasilianske verdensmestre. Overfor verdens bedste "stopper" Bellini, scorede Harald 2 gange. Jo, der var noget at berette når man kom hjem.

Der var altid en genvisit forbundet med disse Københavner-ture, og Vagn og co. var selvfølgelige gæster i Aalborg mere end én gang. Vagn fik straks en plads i min mors hjerte, og den lille blege Valby-dreng, samlede igennem nogle år både kulør...og ikke mindst kilo, ved 5-6 ugers sommerferieophold i hjemmet i Fredericiagade.

Danmarks største klub
Rent sportsligt var Frejas ungdomsafdeling næsten altdominerende fra midten af 50"erne til sidst i 60"erne. Det toppede vel i 1960, hvor vi vandt 8 ud af de 11 rækker i Stor-Aalborgs Drengeturnering, og hertil vandt så også det år vore juniores den bedste kreds under JBU-junior A. 
Man samlede mellem 800-1000 mennesker i Aalborg Håndværkerforenings store sal (nu Bio 5) til en gigantisk festaften. "Sam" var konferencier, der var underholdning af...selvfølgelig, Henning Fogh, der til lejligheden havde indøvet et specielt sangkor af Freja-knægte, og i al beskedenhed var undertegnede naturligvis en af de bærende kræfter. Vi var pavestolte ...sikke"t bifald vi fik..(eller var det mon blot en tak for vi stoppede). Den store regissør for arrangementet var Festudvalgets formand Ejler Nielsen, der vanen tro i Freja-regi havde fremtryllet et overdådigt "amerikansk lotteri". Bl.a. havde min far sponseret 10 stk. 
salami. Stor var min fortrydelse, da jeg blandt i hundredvis af flotte præmier, 7 gange vandrede op til scenen efter gevinst...og hver gang :"1 salami fra slagter Jensen på Annebergvej !".

Vort hold dengang var utroligt stærkt, men hvert andet år opnåede vi desværre "kun" en 2. plads i vores række. Det var når vi som 2.års-spillere mødte NB, hvis hold talte navne som Henning Jensen (senere Real Madrid), Poul Erik Andreasen (p.t. træner for AaB"s superligahold), Gilbert Røgilds m.fl.. Det var vort lod årligt, at lande turneringen 1-2 point efter NB. Vores trænere igennem flere år "onkel Egon", som Egon Hansen kaldtes, og Herbert Gaede fostrede et væld af senere 1.holdsspillere til Aalborg Freja.

Årgangene 1949 og 1950 gav spillere som Jørn Christensen (Frejas rekordholder), Ole Nielsen, Børge Øland, undertegnede, Harbo Larsen, Per Nielsen, Poul Jensen, Henning Knudsen, Claus Kristensen, Peter Schrøder, Peter Gaede m.fl. en lang række 1.holdskampe, og de seneste årgange fra de 2 trænerkapaciteter navne som Henning Højer, Carsten og Jørgen Enevoldsen, Carsten "Fidi" Mortensen, Jan "Babben" Jensen m.fl..

Vore forbilleder i Freja-regi var det talentfulde mandskab som supertræneren, den piberygende bager, Poul Verner Olesen, havde ført frem til et Jysk Pokal-mesterskab for ynglinge i 1963. Et hold som ligeledes kastede mange 1. holdsspillere af sig. Det var navne som Ole "Sømand" Nielsen, Hans J. "Sjønne" Nielsen, Per Hjørringaard, Peter Laursen, Aksel Larsen, Chr. Frederiksen Buchholtz), Jess Zimmer m.fl.
Vi var dominerende på de forskellige Aalborgbyhold, og i en årrække satte man ikke et udvalgt Jysk Ynglinge- eller Juniorhold uden Frejaspillere, ja, det samme var sågar tilfældet med junior- og ynglingelands-holdene, hvor bl.a. netop "årgang "50" efter et jysk juniormesterskab, leverede ikke mindre end 3 spillere til på en gang: Harbo Larsen, Henning Knudsen og "Bette Polle" Poul Jensen.

Hvad skete der med alt dette talent..?
Store var forventningerne til seniortiden, men hvad skete..?
Hvad der gik galt...jeg ved det ikke. Men klubben med Danmarks største ungdomsafdeling, Aalborg Freja, høstede desværre ikke de store resultater, som de mange talenter ellers kunne udmøntes i. 
Det var ikke trænerne...., var det ledelsen, hvoraf mange måske nok havde siddet for længe ? Var man ikke klar til at påtage sig det ansvar, det var at "udruge" guldæggene i reden ? Var opbakningen til de unge talenter for middelmådig, uden mål og visioner ? Jeg vil nødig sidde med bakspejlet og klandre de mange frivillige ledere, der på daværende tidspunkt arbejdede for Freja, men skal jeg være ærlig, hvad jeg iøvrigt holder meget af, så var ledelseskonstellationen nok ikke rigtig og ikke mindst utidsvarende dengang. 
Flere af lederne havde...al ære og respekt for det.. siddet i ledelsen fra sidst i 40"erne, altså 20-25 år, vel at mærke i en årrække hvor klubben fristede en tilværelse, næsten helt i bund med to serie 1-mandskaber som det typiske. Man var ikke vænnet og sporet til nytænkning, man handlede per rutine. Vort største problem dengang var givetvis en konstant frustration over at storhedstiden fra 30"erne var og blev saga. En misundelse og jalousi overfor "de røde", for hvem det altid går godt..(?) -dette og så Frejas evigt tilbagevendende: Hyggen. 
Det var nok ikke disse gamle hæderkronede ledere, der skulle have styret klubbens fremtid, men hvem så..og hvor var de der kunne ?

Selvfølgelig stod AaB og flåede i vore talenter, det har de vel iøvrigt altid gjort. Dette fik flere af vore ledere til at gå i direkte had, og dermed ofte virke fuldstændig handlingslammede.
Lad mig her, inden jeg vender tilbage til sagaen om "udvandrerne", lige afrunde min såkaldte "sportslige karriere" (hvilket nogle af mine nuværende holdkammerater på grand-oldboysholdet givet vil sige må være tidsspilde) på klubbens bedste hold. 
I efteråret "67 blev jeg og Børge Øland prøvet på 1.holdet i en kamp i Jysk Pokalturnering. Freja var rykket ned fra 3. division, og man rustede sig til en hurtig tilbagevenden...talenterne var der jo. Træner var Ove Rønn. En herlig type..et dejligt menneske. Ove var tidligere divisionsspiller i AaB, og med sin prægtige fysik og energiske attituder virkede han altid motiverende. Rent taktisk var han desværre en novice, og nuværende trænere, selv på ungdomsniveau, vil givet ryste på hovedet, om de så hans optegnelser i en kamp. Hvor man i dag bruger blokkevis af notater og optegner løbebaner m.v. , ja, her stod Ove Rønn helt af. 
En kampsituation kunne ikke være værre, end at den kunne rummes på bagsiden af en tændstikæske -sådan! 

Efter den obligatoriske standerhejsning fik jeg min officielle dåb. Under brusebadet stod jeg uden for vandets rækkevidde og sæbede mig ind. Shampoo i håret..hyggede mig voldsomt ved nu at være senior. Pludselig mærkede jeg en pragtfuld varme på ryg og bag...,undrende vendte jeg mig om og så en storgrinende Ole "Sjulle" Schultz, der overtissede mig...:
"Nu er du rigtig senior !"

Debut"en og vinterens træningskampe tegnede lovende...vi skulle nok vende tilbage til divisionen, og også forårets kampe viste vejen. Vi kørte lige igennem...på et tidspunkt med 8 point ned til den nærmeste oprykningskandidat....men hvad skete...holdet gik helt i koma, og Herning, der på et tidspunkt lå til nedrykning, overhalede os i svinget. Stammen på holdet var kuldet med "Sjønne", Per Hjørringgaard, Peter Laursen, Chr. Buchholtz og hertil Mogens Madsen, Ole Kaiser m.fl. Alle stærke spillere med divisionserfaring. Men den gik ikke. 

"De spiller og de triller.."
Nu skulle også vores største talenter fra årgang "50 prøve gamet, og i en pokalkamp mod Randers Frejas divisionsreserver debuterede folk som Henning Knudsen, Poul Jensen, Harbo Larsen, Per Nielsen o.s.v.. Det er nok den bedste kamp, jeg nogensinde har deltaget i. "De spiller og de triller, så andre ej forstår..." Ja, den verselinie, som vi har sunget så tit, den passede på en prik. Jeg tror vi slog det rutinerede Randers-mandskab med fem eller seks overskydende, og igen steg forventningerne til en ny sæson, men nej! 
Min karriere som førsteholdspiller var efter soldatertiden i Holstebro næsten ovre, idet netop disse "unge løver" tog patent på pladserne, i hvert fald for en tid. Jeg var nu allerede dybt involveret i bestyrelsesarbejdet og måtte "nøjes" med at være 2. holdsspiller i en årrække.
Efter tre år i træk at have været lige ved og næsten, var flere af de bedste spillere i frustration skiftet. 
Det startede med "Sjønne", og også "Sømand" prøvede sig i AaB. Jess Zimmer, der i Freja næsten udelukkende var 2. holdspiller, var gået i Chang og markerede sig her hurtigt som topscorer på 1. holdet. Poul Rank, hurtig og farlig forward søgte til VB, Henning Knudsen måtte p.g.a. arbejde søge til Århus. Harbo, Poul Jensen og Per Nielsen drog alle til AaB. Et kapitel i Frejas historie, som burde have givet resultater i overflod, var omme. Spillertrafikken var startet, og fik med indførelsen af betalt fodbold i 1977, endnu større betydning for alt og alle i dansk fodbold. 

Freja"s sidste "opsving"
Et paradoks iøvrigt at Frejas næste "opsving" skulle komme netop dette år. 
Efter at vort 1. hold i "76 lige akkurat reddede sig fri af nedrykning fra danmarkserien, vendte sæsonen "77 om på det hele. Med 2.700 tilskuere som klædelig kulisse lykkedes det os i en forrygende kamp at slå Chang med 3-2. Det var "et rent" Freja-hold, der spillede os opad i rækkerne, med de bærende kræfter i Jørn "C." Christensen, Carsten og Jørgen Enevoldsen, Mogens Madsen og Børge Hasselgren samt Carsten "Fidi" Mortensen. Træner var Poul "Orm" Christensen.
Med oprykningen startede en helt ny tilværelse ikke blot for spillere, men så sandelig også for vi ledere. 
"Sponsores".. et nyt begreb var født. AaB, der jo i mange år havde været fortalere for betalt fodbold, blev så at sige "taget med bukserne nede"...
Fuldstændig uforberedte på denne nye tingenes tilstand. 
De blev reddet takket være daværende borgmester Marius Andersen, der fik halet en aftale hjem med De Danske Sprit Fabrikker. AaB"s særstilling i Aalborg fik Frejas daværende formand Henning Fjeldgaard og jeg klart at mærke, da vi forventningsfyldte mødte op hos Marius.....nej, desværre.

Et kæmpeapparat var sat i sving for at kunne byde vore spillere en bonusordning for den ekstra træningsindsats, som nu måtte til for at blive i divisionen.
Som den første klub i byen fik vi slået hul på Stadions monopolstilling med bandereklamer. Vi solgte Freja-aktier. (..ja Knud Øster solgte faktisk egenhændigt for over kr. 20.000,-.) og Supporter-aftaler og ved egen hjælp lykkedes det at få en aftale i stand med en hovedsponsor, nemlig "Arkaden" i Reberbansgade formedelst kr. 40.000,-. Vi var slået igang, men med spiller-bonus, flyrejser m.v. var det nogle gevaldige omvæltninger klubben blev udsat for fremover.
Spillermæssigt var det da interessant, om man "kunne lugte guld" eller ej, at flere vendte tilbage til klubben, og at vi faktisk fik 2 hold af nye spillere, primært fra Chang (hvilket de i bitre vendinger skosede os for... "vi kunne altså ikke gøre for"et..de kom selv.."), ligesom flere 2. holdsspillere fra AaB ville søge kampen om pladserne til divisionsholdet. Lovende så det ud, og det var da i hvert fald nyt at strømmen vendte den vej. 
Holdet klarede sig udmærket, og vi skulle helt hen til den 12. kamp før vi led nederlag. Moralen smuldrede og vi landede på en 9. plads. Sæson"en "78 burde måske have givet os "et vink med en vognstang" om at et hold af sammenbragte spillere ikke kan klare mosten, når det virkelig gælder. Med sæsonens flotteste spil pillede Freja glansen af Hernings prof"er med bl.a. legendariske Bobby Moore. 5-0 stod der på tavlen da dommeren på denne herlige sommeraften fløjtede kampen af. 5-0 over Helge Sanders "special-syede" mandskab for øjnene af ca. 1.500 tilskuere. Det var så sandelig guf...

Netop dette, at samle et slagkraftigt mandskab, ved hjælp af "lykkeriddere", skulle vise sig at blive skæbnesvangert for klubben, idet tendensen viste sig i sæson "79 og "80, hvor vi måtte forlade 3. division. Nu var ca. halvdelen af spillerne folk "ude fra", og de kunne altså ikke da det gjaldt, og hvad værre var, med nedrykningen var Freja igen et "uinteressant" bekendtskab, og så at sige samtlige forlod igen klubben, hvilket resulterede i at rutscheturen fortsatte...durk igennem danmarksserien, ned i jyllandsserien i "82, hvor vi vel at mærke heller ikke gjorde noget væsen af os. En nedtur der kulminerede med et ophold i serie 1 i sæson 1984.
Set i bakspejlet havde vi nu det organisatoriske apparat til at klare os som divisionsklub, mens vi spillermæssigt var helt i bund. På årene fra "77 til "80 var klubbens omsætning steget 4-500 %, og Freja, der i 1981 og "82 var under formand Erik Lyngøs ledelse, havde etableret et vældigt sponsor-net, hvilket den dag i dag giver klubben "smør på brødet". 
Erik Lyngø var, sin korte formandsperiode til trods, en utrolig gevinst for klubben. Vi indgik i hans periode i et samarbejde, "Fodbold-Alliancen, Aalborg", der gav os både spændende oplevelser og rimelige indtægter, men med vores nedtur fodboldmæssigt faldt dette samarbejde fra hinanden. Klart nok kunne vi, udover Jørn "C." (der som én af de eneste spillere har stået alle disse "storme" igennem), ikke byde på serie-spillere kontra Manchester United, Liverpool, og hvad vore eventuelle modstandere måtte hedde, men lærerigt var det.
Som formand afløste jeg i 1982 Erik Lyngø, der nok var lidt frustreret over alle disse skønne, spildte kræfter, og de udeblevne sportslige resultater.

"Er du utilfreds, så må du åbne kæften..." - denne melding fik jeg af og til af min far, når jeg "var ved at gå til i brok", og at dette indebar at jeg og et par andre unge brusho"der, måtte lade os vælge ind i Støtteforeningens forgænger.."Frejas festudvalg"...ja, det var vel naturligt.

Så vidt jeg erindrer, var det under Svend Laursens ledelse, og "brusho"derne" var Erling "Postbageren" Madsen, Ole Nielsen og undertegnede. Herfra gik turen til sekretærposten i Frejas bestyrelse, hvortil Ole Nielsen og undertegnede blev valgt i 1975. Her var man i færd med at foretage en "foryngelseskur". 
Frederik Toft havde stoppet sin flotte formandsperiode, Knud Kristensen, Knud "Krabbe" Sørensen, Ernst Røttger, Poul Ottesen...alle ledere med 20-25 års erfaring, blev indenfor en periode på 2 år erstattet i bestyrelsesarbejdet. Svend Laursen forlod "Festudvalget"s" formandspost og blev formand for Freja i en bestyrelse hvor eneste "overlevende" var Henning Fjeldgård, der efter få år overtog formandshvervet i en temmelig urutineret bestyrelse. 

Hvor man tidligere oplevede valg til bestyrelsen som enigt kor, syngende "genvalg..genvalg", var det nu rene svingdørs-valg vi var udsat for på klubbens generalforsamlinger. Udskiftning på op til flere poster år efter år. Først med Jørgen"Jokker" Lund Pedersen, Poul "Hawkeye" Jensen, Lars Johannesen og Hans Ørbæks tilsynekomst kom vi i stabile perioder for bestyrelsesarbejdet, hvilket så absolut er af største betydning. Fjeldgård afløstes som tidligere nævnt af Erik Lyngø som formand i 1981 og undertegnede kom så på posten i 1982.....og her sidder jeg så endnu. 

Stadig i udvikling
- ja onde tunger vil vel sige, at jeg også har "udviklet mig"...rent vægtmæssigt, men det var nu Freja, jeg her tænkte på. Når jeg ser tilbage på årene i Frejas bestyrelse, er det en utrolig udvikling, vi har været i...og stadig er i. 
Noget godt og noget skidt, men spændende har det været...."turbulent" - for nu at bruge et modeudtryk. Indførelsen af pengefodbold, den evige sponsorjagt, og ikke mindst årene som "rederiejere"....-tak skal man ellers ha" .
Som de fleste erindrer vandt Freja jo en net sum penge i klasselotteriet. Kr. 105.250,-..året var 1982. 
Vi oprettede "Den Selvejende Institution Frejaneren" med formålet, at få disse uventede penge til at vokse. "Redskabet" var en forpagtning af Restaurant Fregatten. De første tre år var "rent guld" idet pengetransporten kørte i fast rutefart fra "rederiet" til Freja.
Det bedste der er at sige om den periode bliver, at "Ungdomsrejsefonden" herigennem fik en gunstig vækst, og at forsøg bl.a. med ungdomskonsulentan-sættelse kunne sættes i værk. 
Det værste var at "levestandarden" i Freja nåede uhyggelige højder....og så skulle det gå galt. 
Med "kartoffelkuren" svigtede omsætningen på Restaurant Fregatten, og vores opbremsning kom alt for sent. Faktisk er vi først nu ovre vort "efterslæb" fra "rederiperioden". Inden vi fik set os om var Freja"s underskud vokset til ca. 800.000 kr. og først nu, efter 4 års smalkost har vi udlignet gælden.

Måske vil det være forkert at føle stolthed i en sådan situation, men jeg kan ikke nære mig alligevel, især når man ser vore kolleger i andre klubber resignere og jamre højlydt, altimens underskudene vokser og vokser. En stolthed over de Freja-ledere der har holdt ud i "trængselstiderne", en glæde over de af klubbens medlemmer der, sammen med primus motor"en Lars Johannesen, har taget et nap med i cafeteriet, som i det store og hele har været den vigtigste indtægtskilde i denne periode, hvilket alt tyder på også vil være tilfældet i årene fremover.

Jeg glædes over at have været med til at give klubben en dameafdeling, hvilket ikke skete uden "ballade" i den bestyrelse, der modtog Mogens Bossens oplæg, dér først i 70"erne. 
Jeg fornøjes stadig over at se vort klubhus, som dagligt giver os Aalborgs bedste rammer, og gør at vi stadig er "en klub" i ordets bedste forstand.
Inden jeg helt svimer hen, synes jeg det er herligt at klubben har fået tennis på programmet, ligesom samspillet med KFUM Fodbold har tilført ny energi og forstærket troen på fremtiden for ungdomsfodbold i Freja. Mange kameler er slugt, og flere bliver slugt når det handler om Freja"s fremtidige eksistensgrundlag.

"Superliga-ræset" er kørt, og nu handler det om, at finde Freja"s sportslige niveau for fremtiden.
Med en lederstab som Freja"s er jeg ganske tryg, og hvem ved...om føje tid kan jeg måske nøjes med blot at koncentrere om min "fodboldmæssige karriere", som naturligvis langt fra er slut endnu.....-når blot jeg har råd til at betale en øl i ny og næ efter lørdagens obligatorsike old-boystræning sammen med "Baxi", "Butchi", "Krisser" og de andre...

Keld T. Jensen






Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies væsentlige for drift af dette websted er allerede blevet sat. To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

  I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive Module Information