Menu

Freja Historie

Hip Hop Freja op...

Aalborg Freja 1912-2012

 

Redigeret af:

Keld Jensen & Jørgen Pyndt

 

 

Cigarmagerlærling på C.W. Obel,

Ejner Petersen, 16 år

- og den lykkelige ejer af en fodbold

 

 

Da Aalborg mod slutningen af 1800-tallet gik ind i industrialiseringens tidsalder, skete det med et krav fra industrien om albuerum, plads til byggeriet af nye store fabrikker.

Udbygningen skete i stor udstrækning mod vest, og med fabrikkerne kom boligkvartererne ligeså rask. Dette medførte behov for bedre gadeforbindelser mellem den gamle bykerne til den nye vestby, der dengang var betegnet ved alt vest for Vesteraa.

I 1896 gennemførtes et stort gadegennembrud, hvorved Borgergade opstod som hovedfærdselsåre mod vest.

På 8-10 år blev området mellem Kattesundet, Kastetvej, Dannebrogsgade, Istedgade og Reberbansgade bebygget. Blandt virksomhederne der flyttede til den nye bydel var Tekstilfabrikken, C.W. Obels Tobaksfabrik, Spritfabrikken og Margarinefabrikken.

I den nye bydel var interessen for idræt voksende, og på kort tid opstod der forskellige mere eller mindre organiserede klubber, enten i form af "firmaklubber" eller  som  "gadeklubber" med udspring i de store virksomheder.

Typisk for disse nye klubber var at deres virke omfattede flere idrætsgrene. I modsætning til de etablerede klubber i Aalborg, der i stor udstrækning brugte den store eksercerplads i byens midte, så fandt man forhåndenværende småanlæg til sine aktiviteter.

Freja blev stiftet på et møde i kælderen Istedgade 11 den 1. maj 1912. Cigarmagerlærlingen fra C.W. Obel, Ejner Petersen, havde trommet en del af sine jævnaldrende sammen i kælderrummet, og da han havde bolden, blev han enstemmigt valgt til klubbens formand, og han var således den første og eneste i bestyrelsen de første 2 år.

Randers Freja, der i disse år var provinsmestre, gav udfaldet ved "dåben". Klubben fik navnet "Fodboldklubben Freja", men gik iøvrigt i daglig tale under navnet "Ejner's klub".

Blandt medlemmerne i kredsen taltes navne som Hans Larsen "Fesser", Otto Nielsen "Kap", eller "Kaptajnen" som han også kaldtes, samt Karl Kauffeldt. Træningen foregik det første halvår på Fjordmarken helt ned mod fjorden, hvor roklubberne siden kom til. I foråret 1913 søgte man byrådet om tilladelse til at benytte ”Ryesgade Skole’s Idrætsplads” som græstotterne længst op mod skolehaverne smukt blev kaldt. Samtidig fik man tilladelse til at benytte et rødmalet skur, som også var redskabsrum for skolehaverne.

 

Ejner Petersen fortæller:

”Af vor lille brogede flok havde de fleste kun de støvler, der brugtes til søndagstøjet - til daglig gik man i træsko. Det var ikke populært hos forældrene, at fodtøjet blev ødelagt ved fodboldspil, men ingen af os havde i begyndelsen rigtige fodboldstøvler - det var ren luksus. Den tids fodboldstøvler var med høje skafter af stift brunt lærred, og på ydersiden var der en læderskive, der skulle beskytte anklen.

Den første fodbold kostede 8 kroner.

Kontingentet blev sat til 5 øre ugentligt. Vi var vel 14-15 medlemmer fra starten, heraf flere ukonfirmerede, og jeg var den ældste med 16 år.

Ingen af os havde lært at sparke med vristen, så de mange tåspark fik hurtigt bolden til at gå op i syningen, og hele vort kontingent gik til at få bolden repareret. I flere uger kunne vi være uden bold, men vi mødtes alligevel hver eneste dag for at tale om de store bedrifter, vi en dag skulle udføre.

Da den første bold var slidt op, samlede vi vores ”formue”, og i håbet om at kunne købe en ny bold på afbetaling vandrede vi til ”Sports- magasinet”, hvis indehaver var me-get forstående, og vi fik en stærk svinelæderbold til 22 kroner, hvilket var et fornuftigt køb, fordi det lærte spillerne at sparke med vristen i stedet for at få tæerne ødelagt.

En af mine  lærekammerater Otto Færch ”Kap” Nielsen pralede med, at han aldrig sparkede med tåen, og det var rigtigt, for hans tæer vendte så meget indad, at han kun kunne sparke med ”papegøjen”.

Vore målstænger var rundstokke med en snor over, men senere benyttede vi Ryesgade Skoles mål og baner, der også lå på Fjordmarken.

En søndag skulle vi spille kamp, og da vi kom om morgenen, lå der et temmelig tykt lag tøsne over hele banen. Vi gik resolut i gang med at trille sneen sammen i store kugler for at rydde banen, og kampen blev afviklet som den skulle.

Et par dage efter blev vi kaldt ind til Ryesgade Skoles overlærer, og vi fik en regulær skideballe, fordi, som han sagde. ”Græstæppet skulle hvile under sneen”.

Vi rystede fortvivlet på hovedet, for vi kendte jo alle Fjordmarkens ”græstæppe” med dets knolde og huller over det hele.

I den allerførste tid blev klubben kaldt ”Ejner’s klub”, hvad jeg var stolt over, men navnet ”Freja” tog vi fra vore idoler Randers Freja, der var jysk mester.

Dengang anede vi ikke, at vi fire år senere ville banke dem her i Aalborg.

Et halvt år efter starten fik vort bedste hold den første klubdragt: rød- og sortstribede trøjer og blå benklæder. Omklædningen foregik i græsset langs banen,og faldt der sne under kampen, døjede vi med at finde vort kluns igen.

Efter kampen tog vi bad i fjorden fra drengebadeanstalten, der lå lige i nærheden (hvor nu Vestre Bådehavn ligger). Samme efterår dukked en klub op i grusgraven ved Hobrovej (nuværende atletikstadion) ved navn ”Sonne’s klub”, en klub Freja spillede en del med, men Alexander ”Sonne” Nielsen meldte sig sammen med flere andre ind i Freja, og klubben blev opløst.

Fra ruinerne rejste der sig nu en ny fodboldklub: ”Carl Emil’s klub” -den klub der senere kom til at hedde ”Chang”...”

Allerede i klubbens første sæson vovede man at udfordre andre klubber.

 

Ejner Pedersen stiftede Freja og var som eneste bestyrelsesmedlem også første formand 1912 - 1914 og igen 1940 - 1955. Her fotograferet i Odense i 1914, da han som 18-årig nyudlært cigarmager fik arbejde her, og iøvrigt spillede flere kampe på OB's førstehold.

 

Ejner Petersen beretter:

Jeg husker vores allerførste kamp, som var mod en drengeklub med det usædvanlige navn ”Det gloende røvhul”, der holdt til ved fjordanlægget nord for Obels fabrikker. Efter kampen, som vi vandt, kom modstandernes stjernespiller, den senere så kendte idrætsmand, Georg ”Gogge” Gundersen hen til os og sagde, at kunne de ikke vinde i fodbold...- ja, så kunne de tæve os med næverne. I arrigskab punkterede de alle de cykler, der lå ved fodboldbanen. Deres klub gik senere i opløsning, og vi overtog de bedste spillere.”

 

Første rigtige turneringskamp spillede man på Eksercerpladsen mod Afholdsklubben Skjold, der dengang spillede i JBU's turnering, og man indkasserede da og-så et nederlag på 1-6, og sandelig om ikke Ejner Petersen, klubbens stifter, også var den første officielle målscorer i klubbens lange historie.

I 1913 begyndte man at vove sig udenbys, og man spillede bl.a. i Dronninglund, hvor man halede en sejr hjem på hele 7-0, og det til trods for at spillerne havde foretaget turen på cykel...28 km, og da kun få ejede en cykel måtte man låne sig frem hos familie og venner.

Da dette ikke rakte kørte man 2 på hver cykel - sådan! Cyklen var iøvrigt det eneste befordringsmiddel i de første år.

Som nyudlært cigarmager i 1914 fik Ejner Petersen arbejde hos Schmalfeldt i Odense. Her spillede Ejner Pedersen i OB en lang række kampe.

Ejner Petersen afløstes som formand af lærekammeraten Otto Færch Nielsen kaldet ”Kaptajnen” eller  "Kap”. 

Man havde samtidig valgt klubbens første "rigtige" bestyrelse, der desuden bestod af følgende:

Magnus Clausen, Hans "Fesser" Larsen, Jens

Jensen samt Søren Harbo Petersen.

 

Allerede på forårsgeneralforsamlingen 1915 kom  den 18-årige Otto "Nille" Nielsen til som formand.

Otto  "Kap” Færch Nielsen der ganske som Ejner Petersen nu var udlært cigarmager havde også søgt arbejde udenbys nemlig hos Hirschsprung i København,  så ”Nille” der var nyudlært ”kontorist” hos Aalborg Portland trådte til.

En formandsperiode der skulle strække sig over 25 år, og som bragte Freja med blandt landets mest betydningsfulde klubber.

Freja havde i 1915 år taget atletik på programmet og ændrede klubbens navn til "Idrætsklubben Freja".

Man blev optaget i JBU, SIFA og JAF (Jysk Atletik Forbund), og klubben var i det hele taget i en helt utrolig vækst.

 

Drengeklubben var blevet alvor, og man begyndte så småt at bide skeer med de allerede etablerede klubber, men at det stadig var primitive forhold vidner flg. indlæg fra generalforsamlingen i 1916 om.

 

Christian Sørensen foreslår flg.:

"at man får Næt til Foråret og dernæst får Banen

jævnet. Der var fuld tilslutning til begge Forslag.

Dagen for Arbejdet sattes til d. 24. dec. kl. 10 !!"

 

Freja spillede med to hold i JBU's turnering uden nævneværdige resultater, men mødte i Rundskueturneringens slutkamp AaB med resultatet 1-1.

AaB blev dog erklæret som vinder, idet de scorede først!! -ja sådan var reglerne faktisk...

- men vi var på vej.

 

 

I "Idrætsliv" udgivet af SIFA i 1917 finder man følgende oplysninger om Freja:

Idræt:            Foreningen dyrker Fodbold og Fri Idræt.

Baner:           Banerne er på Sportspladsen ved Ryesgade (Fjordmarken).

Foreningen har omklædningsværelse.

Saison: Saisonen er hele Aaret.

Betaling: Indskud 1 kr.

Aktive: 0,50 pr. Maaned.

Passive: 3,00 kr. Aarligt.

Juniores: 0,20 kr. pr. Maaned

(intet Indskud)

Alle (undtagen Kvinder) kan blive Medlem.

 

I 1918 kom Freja's egentlige gennembrud, da det unge mandskab skabte sensation ved på Fjordmarken at slå  provins-mestrene fra Randers Freja med 5-1.

Klubben skifter samme år farve fra de sort-røde striber til de hvide trøjer og blå bukser.

Det sker først i atletikafdelingen og så siden i fodboldafdelingen.

 

I 1919 kommer man med i JBU's 1. holdsturnering og får al ønskelig modstand, hvilket fremgår af disse resultater:

Chang-Freja 4-0, AGF-Freja 11-0,

Randers Freja-Freja 5-2, Chang-Freja 0-1.

Atletikafdelingen går stille i opløsning, og man foreslår på generalforsamlingen at materialer, iøvrigt ligesom flere medlemmer, ”overlades” til AIK

(senere IK 1919).

Ringe opmærksomhed fra kommunen gjorde, at man måtte leve med kummerlige forhold og pladsnød, hvilket givet var grunden.

Man havde bl.a. tidligere søgt om lys og vand til klubhuset, men kommunen gav afslag.

 

Man arrangerede hvert år i påsken kampe mod udenbys hold af klasse, ikke blot for den sportslige udfordring, men også for at tjene penge, men de danske myndigheder forstod også dengang at gøre livet surt for idrætslederne.

 

 I et dekret fra DBU hedder det blot:

"Entrégivende kampe mod udenbys modstandere er nu skattepligtige".

Det var givet en streg i regningen for klubbens kasserer, der havde nok at gøre med at samle økonomi bl.a. til den hastigt voksende ungdomsafdeling.

 

På generalforsamlingen d. 26. april 1920 på Hotel Hafnia,  konstaterer sekretæren Karl Hansen om økonomien:

"Kasseren oplæste Regnskabet for hvilket der gaves descharge.

Det konstateredes at der var en

Beholdning pr. 26.4. på kr. 949,98.

Regnskabet balancerede med

  1. 2.267,63."

 

Her besluttedes det ligeledes for første gang at lade klubben repræsentere ved JBU's delegeretmøde.

I 1921 trådte Aalborg Byhold for første gang frem for offentligheden ved en kamp mod AB fra København.

Freja var i kampen repræsenteret af klubbens formand Otto Nielsen, der som venstre wing var med til at tabe 2-0.

I 1922 oprettedes den jyske mes-terrække, og da Chang dette år var kredsvinder i 1. holdsturneringen, blev det dem, der som første Aalborgklub kunne deltage i bedste række.

Først i 1926 kom Freja med.

I 1923 spilledes der udover turneringskampene en lang række privatkampe, og at Freja var på vej ses bl.a. af flg. resultater:

B 1903-Freja 3-2, Vejle Boldklub-Freja 2-3.

I Pokalturneringen spillede vi

 uafgjort 2-2 mod Chang, mens AaB blev slået 5-0.

 

Den jyske pokalturnering blev udskrevet i 1924 og Freja mødte her AGF i Århus i en kamp der gav genlyd over hele landet.

Vi førte langt hen i kampen med 2-0 og vi ville givetvis have vundet, om ikke dommeren pludselig dømte mål til AGF på en bold der stadig var 1 meter inde på banen.

Spillerne truede med at forlade banen, men valgte at gennemføre.

Turneringen vandtes såvel det første år som de kommende 4 år af AaB.

AaB rykkede som Aalborgs andet mandskab ind i mesterrækken i 1925, og endelig i 1926 lykkedes det for Freja.

Vi blev kredsvindere og slog i kredskampene Grenå med 2-1, Holstebro med 3-0 og Esbjerg med  hele 5-2.

Oprykningsslaget mod Vejle Bold- klub skulle stå i Randers og vi tabte 2-1, men da mesterrækken blev udvidet og delt i en nord- og en sydkreds var chancen der stadig og denne gang mod Thisted.

Vi vandt kampen med hele 7-2, og var nu med i datidens "elite".

 

Drengedrømmen var en realitet.

 

 

 

Den bedste målmand,

der aldrig kom på landsholdet

 

Historien om Aalborg Frejas springfyr mellem stængerne - Hermann Friis Christensen - fortalt gennem en scrapbog med gulnede avisudklip

Man sidder med et klenodie mellem hænderne. Man burde have hvide handsker på for ikke at beskadige det. En scrapbog med stiv ryg og spættet omslag.

I et hvidt felt på forsiden står med sirlig håndskrift:

”Referater fra mine Kampe. Hermann Friis Christensen”. 

 

På første side står boghandlerens pris - 2,85 - med blyantskrift ved siden af et udklip fra en avis med  et gulnet foto der viser en mand i højhalset

sweater og med tweedkasket på hovedet:

Ricardo Zamora. Den berømte målmand med 46 landskampe for Spanien i

begyndelsen af forrige århundrede.

Han var Hermanns idol, må

man forstå.

 

På næste side er der fotos af 11

alvorligt udseende spillere i hvide skjorter af forskelligt tilsnit.

”Jydsk Mester 1925-26 - Mesterrække-

holdet i Freja” har Hermann skrevet med spruttende fyldepen.

I øvrigt skiller han sig ud fra flokken, fordi han er iført strikket sweater med stor krave, og som den eneste er der ansats til et drilsk smil i ansigtet. Hans bror Carl - højre innerwing - er også med på holdet.

Hermann.  Et af de store i Frejas historie.

Et kollektiv med en ener i målet. Og - skal det vise sig efter timers fordybelse i gulnede avisudklip om en lang karriere - nok den bedste målmand, som aldrig kom på landsholdet.

 

Og så er diskussionen om ”den bedste” jo altid relativ. Det nytter jo ikke at sammenligne Pelé, Maradona og Messi, når man skal finde ”verdens bedste fodboldspiller”. De er jo hver især produkter af deres tid og den måde, fodbold spilles på - netop i forskellige tidsaldre.

 

Af samme grund ved vi heller ikke, om Hermann Friis Christensen er Frejas bedste målmand gennem tiderne. Men vi ved, at han var et gudbenådet talent, en humørspreder og en mand, der tog sin sport seriøst. En mand, som Freja kan være stolt af at have talt i sine rækker. En mand, som rager op i et tilbageblik over de 100 år siden starten på Fjordmarken.

 

Bombarderet af kanonskud

Netop Fjordmarken spiller en rolle i beretningen om Hermann. I en fremragende artikel, som du finder efter denne del af Freja-historien - Fra Fjordmarken, barndommens Wembley, til banen ved Annebergvej - fortæller Eivind ”Sam”

Samuelsen, Stiftstidendes navnkundige sportsredaktør, indmeldt i Freja i 1929 som 8-årig, om sine barndomsoplevelser på Fjordmarken.

Den var vestbyens samlingssted for fædre og mødre og de myldrende børneflokke fra de tætte beboelsesblokke. Sam skriver bl.a.:

Her trænede førsteholdet tirsdag og torsdag - og træningen var på de lyse aftener et tilløbsstykke. Hermann Christensen, klubbens lille, store målmand, var publikumsmagneten. Bombarderet af kanonskud i hastig rækkefølge fra holdkammeraterne, fløj Hermann rundt i det netløse mål og klarede, hvad der kom. Hans hurtighed, smidighed og frygtløshed var fabelagtig.

 

Netop hurtigheden og smidigheden går igen i de mange avisudklip, scrapbogen rummer. For Hermann var ikke noget stor målmand i fysisk forstand. Intet steds i de mange artikler, som datidens journalister høvlede af sig om drabelige fodboldkampe, er Hermanns præcise højde omtalt, men det antydes, at han manglede noget i højde og drøjde. Manglerne blev dog i den grad opvejet af smidigheden og frygtløsheden. Hermann gik ikke af vejen for noget eller nogen, som dristede sig ind på hans enemærker: Målfeltet. Navnlig det lille.

 

Da jyderne slog københavnerne

For at nå frem til højdepunktet i målmandens karriere, er vi nødt til at bryde scrapbogens møjsommelige kronologi. Vi skal frem til den 9. september 1934, kun et par år før Hermann lagde handskerne og støvlerne på hylden, til den store kamp mellem København og Jylland. Alene udklippene fra den begivenhed fylder 20 sider i scrapbogen. Vi er nemlig tilbage i en tid, da kampe mod udenlandske klubber, navnlig engelske, kampe mellem byhold og mellem de såkaldte unionshold, fyldte lige så meget i publikums og mediernes opmærksomhed, som en Champions League-kamp gør det i dag.

 

Og kampen mellem København og Jylland havde højeste status. 16.000 tilskuere på Århus Stadion så kampen, som jyderne - til alles overraskelse - vandt suverænt med 6-3.

Det københavnske hold var nærmest identisk med det danske landshold, så der var mere end prestige på spil. De jyske spillere brændte for at bevise, at de ”var lige til landsholdet” – ikke mindst på målmandsposten.

 

Her var der grund til direkte sammen-ligning mellem Svend Jensen, 29-årig målmand fra B93 med 26 landskampe på CV´et, og så 30-årige Hermann Christensen fra Freja, der for 8. gang vogtede målet på det udvalgte jyske hold. Han var adskillige gange blevet bragt i forslag til landsholdet, men forgæves.

Svend Jensen fik en hektisk dag på det kogende stadion i Århus. I løbet af 20 minutter fører jyderne med 3-0, og ifølge referaterne havde målmanden fra B93 ikke nogen helt heldig dag. Herefter bølger slaget frem og tilbage, og københavnernes navnkundige tankcenterforward Pauli Jørgensen havde et godt forsøg, som Hermann Christensen tog sig af. 2. halvleg bliver en mere lige affære, som ender 3-3, bl.a. lykkes det Pauli Jørgensen at overrumple Hermann med et hurtigt og hårdt skud. Men ellers var Aalborg-manden karl for sin hat og overstrålede klart landsholdsmanden i den anden ende af banen.

 

Dagens Nyheder - en af datidens førende aviser, som for længst er blevet offer for bladdøden - har en kritik af hver spiller efter kampen. Om de to målmænd hedder det:

Svend Jensen spillede ikke nogen god kamp.

Hans bedømmelse af situationerne var ofte forkert, dog havde han et par glimrende redninger.

Så får jydernes sidste skanse flottere ord med på vejen efter en indsats, som også var godt hjulpet af et stærkt og hårdt kæmpende forsvar:

Det var første gang, jeg for alvor fik lejlighed til at se

Hermann Christensen i arbejde - eller i hvert fald første gang, jeg rigtig studerede ham - og nu forstår jeg, at jyderne er glade for ham.

Han er levende, påpasselig og meget sikker, og man kunne ikke bebrejde ham nogle af de bolde, der gik i nettet.

 

Aalborg Amtstidendes udsendte var også på plads, og gennem hans lokalpatriotiske briller lød sammenligningen mellem de to målmænd således:

Hermann Christensen var i sit es. Dermed være alt sagt. Det skal ikke undre, om han i går spillede sig ind på landsholdet, hvor Svend Jensens dage - at dømme efter hans spil i går - sikkert er forbi.

 

Men at det ikke kun var jyderne, der kunne se kvaliteterne hos Aalborg Frejas målmand, vidner denne karakteristik i Berlingske Tidende om:

Hermann Christensen forsvarede det jyske mål som en hunkat sin killing, når der er en hund i nærheden.

Han var i målet og foran målet.

Han trillede og rullede og sprang, smidig og modig, og han tog alt hvad der var en gnist af mulighed for at få fat i.

 

Og vi runder rækken af superlativer af med dette citat fra et gulnet udklip - fra hvilken avis fremgår desværre ikke:

Hermann Christensen i mål har næppe nogensinde spillet så fremragende som i dag. Hans spil, der gang på gang hilstes med stormende ovationer, var i landskampstil, og det må stå hen som en gåde, hvis DBU kommer udenom den dygtige Aalborg-målmand som vogter af det danske mål mod Norge på søndag.

Den lange Svend Jensen falder helt igennem ved en sammenligning mellem de to.

Efter kampen brød publikum gennem alle afspærringer og forbi de smilende kontrollører, som lod dem storme ind på banen for at hylde deres helte. De blev båret i guldstol fra banen mens det bølgende menneskehav sang Jylland mellem tvende have eller Jyden han er stærk og sej - og selv da spillerne havde forladt banen blev de klappet frem på stadionbalkonen til endnu en hyldest. 

 

Men det var ikke nok, fortæller Amtstidendes udsendte:

Hermann, Hermann, Hermann

- gjaldede råbene, og den lille populære målmand måtte frem igen og tage imod en privat, stormende ovation.

Der er ikke noget at sige til, at den kamp i Århus den 9. september 1934 indtager scrapbogens hædersplads.

 

Den Gyldenblondes reportage

For at forstå, hvor meget kampen fyldte i 30´erne, da sorte skyer var ved at samle sig over Europa og Hitler var begyndt at kaste lange skygger, er det godt at holde sig til den navnkundige Povl Sabroe - Den Gyldenblonde - og hans reportage om den store begivenhed.

En opvisning i sproglig ekvilibrisme. Her et uddrag af hans stemningsbeskrivelse efter kampen:

I aften skælver Århus af jubel, bølger af patriotisk begejstring ruller hen over den jyske hovedstad. Restauranterne er fyldt af kronjyder, uldjyder, kvabjyder, stærke jyder og jyder for en dag – dvs. tilrejsende fynboer, der tager del i

glæden over nedsablingen af københavnerne. I festrusen hænder det, at glade gæster mellem dansemelodierne for-

langer spillet ”Jylland mellem tvende have” eller ”Jyden han er stærk og sej”.

 

Men også optakten til kampen er mættet af stemning og muntre oplevelser, som Den Gyldenblonde rundhåndet deler med sine læsere:

Fra alle jyske byer var der kommet tilskuere i biler og rutebiler. Fra Aalborg selve borgmesteren, postbudformand

Jørgensen, der indtraf med forsinkelse, fordi han med sin svigersøn, der førte bilen, var kørt i grøften ved Hobro.

Svigersønnen rekvirerede Falck til det havarerede køretøj og lejede en lillebil til Århus, således at borgmesteren blev bragt ud ved anden ombæring.

 

Hvilken kamp, hvilken dag i Århus. På stadion flød det med papir og ølflasker. Flere havde stukket ølflaskerne ned i jorden - måske med et håb om at de skal være vokset op af jorden med ny frugt til næste gang, som det lakoniske konstateres i en afsluttende billedtekst efter gigantkampen, hvor jyderne sendte københavnerne hjem med storebæltsfærgen og et forsmædeligt nederlag i bagagen.

 

Og 40 år senere fik kampen i øvrigt et lille efterspil i forbindelse med Århus Festuge i 1974. Da blev der nemlig bragt en rettelse. Jyllands-Posten havde bragt et reportagefoto fra kampen i 1934 og fejl-  agtigt skrevet, at det var den københavnske landsholdsmålmand Svend Jensen i aktion.

 

Svend Jensen klarer et skud fra Kaj Nielsen

- lød den oprindelige tekst.

En vågen medarbejder på stadsbiblioteket i Århus, der overværede kampen som 13-årig, opdagede fejlen, og på en pressefotoudstilling ved festugen i 1974 blev billedet så bragt igen, nu med den rette tekst:

Den jyske målmand, Hermann Christensen, Aalborg Freja, griber bolden foran den københavnske centerforward Pauli Jørgensen, Frem.

Den rettelse nåede Frejas navnkundige målmand ikke at se. Han døde 11 år forinden.

 

Ros fra spillets moderland

Vi fortsætter punktnedslagene i scrapbogens referater af store kampe med Hermann mellem stængerne, enten for sin klub eller på udvalgte hold – og rammer ned på en kamp mellem Cardiff City og Aalborgs byhold den 18.maj 1928 på Aalborg Stadion.

Holdet fra spillets moderland var modstanderne overlegene i næsten alle spillets faser, og Cardiff vandt en fortjent sejr på 4-0 – og kampen refereres minutiøst over tre fulde spalter i  Aalborg Stiftstidende. Og der lægges ikke skjul på, at havde det ikke været for en enkelt mand – Hermann Christensen i målet, hvem ellers? – så havde englænderne vundet endnu større. Og efter kampen talte avisen med Cardiffs holdleder, Dr. Brownlee, og spurgte ham om hans syn på det danske hold:

Aalborgs byhold spiller udmærket, navnlig er jeg imponeret over målmanden. Hans spil er lige så godt som professionelle målmænds, og det er en fryd at se ham gå frem og gribe en centring.

 

Man mærker ”the stiff upperlip” og det engelske understatement i udtalelsen. En kølig, professionel vurdering - i modsætning til

Socialdemokratens overstrømmende udladning efter samme kamp:

Én mand skal i hvert fald roses, og det er målmanden Hermann Christensen.  Når englænderne ikke fik mindst 31 mål, så skyldes det udelukkende vor målmand.

Han afværgede for sin part alene 27.

 

Et udsagn, der virker en kende overgearet - så vi lader endnu en leder fra Cardiff, mister F. Stewart, få det sidste ord med denne udtalelse til Jydsk Idrætsblad:

Kampen i dag var af stor kvalitet, og det store publikum var vist godt tilfreds. Aalborgs bedste mand var den lille målmand Hermann Christensen, han er virkelig i en klasse for sig selv, det er forbløffende hvad den lille mand kan nå.

Jeg beundrede i allerhøjeste grad hans arbejde i målet.

Uforbeholden ros fra en engelsk ekspert - og så hæfter man sig ved understregningen af ”den lille målmand”. Måske ligger her den indirekte forklaring på, at Hermann Christensen aldrig vandt over ”Lange Svend” Jensen fra B93 i kampen om målmandsposten på landsholdet.

 

Balladekampen mod AGF

Blandt de mange udklip påkalder et af de første i bogen sig læserens udelte opmærksomhed - alene på grund af over- skriften i Aarhuus Stiftstidende fra den 9. november 1924:

 

Skandale-Kamp paa Aarhus Stadion.

Her mødtes Aalborg Freja og AGF i den jyske pokalturnering, og der var på forhånd lagt op til et drabeligt opgør mellem to jævnbyrdige hold. Dog måtte århusianerne i kraft af hjemmebanefordelen se sig som favoritter. Ikke desto mindre spiller Freja fremragende og kommer foran med 2-0 da kampen tager en skandaløs vending.

 

AGF fører et angreb igennem med skud på mål, et skud, som den 20-årige målmand Hermann Christensen taber i første omgang, men han vender sig og sikrer sig bolden inden den passerer stregen - men ikke desto mindre dømmer dommeren fra sin position midt på banen mål til hjemmeholdet.

 

Frejas spillere er - ligesom publikum og hjemmehold -helt desorienterede, og da en berettiget protest til dommeren ikke virker, så forlader holdet banen under ledelse af en ophidset anfører Aksel Christensen. Et par høje herrer fra JBU formår dem dog at vende tilbage til kampen, som AGF nu overtager og vinder med 3-2 over et desillusioneret Aalborg-mandskab, som straks nedlægger protest. Hvis den tages til følge, så skal der spilles omkamp.

 

Desværre er der ikke udklip i scrapbogen, som kan dokumentere om der vitterlig blev spillet omkamp. Men en skandale i Århus, det var det under alle omstæn-digheder.

 

Fra scrapbogen noteres endvidere beretninger om meriterende sejre over Chang med 5-1 og over AaB med 4-2 i den daværende mesterrække, en sejr på udebane med 2-1 over datidens jyske storhold, AGF, vækker også speciel interesse, 3-2 over Odense i en bykamp - men også et svidende nederlag på 2-7 til AaB, hvor referenten wing fortæller:

 

En komisk situation indtræffer. Hermann C har lige fanget et skud, Søren dasker nonchalant omkring med ryggen til fjendemålet, da han pludselig vækkes af sin slummer ved at Hermann sender udsparket lige i agterspejlet på ham. Som et lyn er Søren rundt og scorer under vild jubel kampens flotteste mål.

 

Ikke én af Hermanns bedste kampe må man forstå.

Det var den 13. april 1927.

 

Han fik en slags revanche den 18. august samme år, da Aalborgs byhold mødte et udvalgt skotsk hold og vandt 3-0. Igen er det signaturen wing, der skriver om kampen, hvor han kalder Hermann Christensen for byholdets ”flinke målmand” – og slutter sin reportage med denne oplysning:

 Efter kampen var der komsammen i ”Kilden” hvortil undertegnede og øvrige presserepræsentanter var inviterede. Her åbenbarede skotterne sig som jævne, brillante kammerater, fuldstændig blottede for den akademiske overlegenhed, som vi kender så godt herhjemme. De sang og dansede til værten ikke ville have dem længere (de var også lange nok), og de var begejstrede for aftenen.

 

Aalborg. Kilden. Fodboldkomsammen. Før TV og andre massemedier splittede socialt samvær i atomer.

 

Vi kunne blive ved med at finde guld i scrapbogens udklip – men lad os binde den sidste sløjfe med disse to.

 

Først foromtale af en kamp mellem Frejaog AGF i Aalborg 15. april 1928 - her skriver Socialen om målmanden:

Hermann kender enhver fodboldtilhænger i Aalborg. Han er elsket og forgudet af enhver skoledreng, der med agtelse for sig selv kender Hermann og hans præstationer lige så godt som den lille tabel og den danske kongerække. Hermann hører til eliteklassen blandt Danmarks målmænd, og det er altid en fornøjelse at overvære en kamp, hvor han vogter målet. Mon han kan holde kassen ren på søndag mod de fremstormende AGF ´ere?

 

Det kunne Hermann ikke helt. Han slap en enkelt bold ind, men Freja vandt 2-1 i en hårdt spillet kamp, hvor Freja fik en spiller udvist for et overfald på modstandernes målmand.

Og lad os hente det sidste citat i en omtale af en bykamp mellem Aalborg og Odense på Aalborg Stadion den 5. juni 1934.

Aalborg vandt 4-2 - og af referatet i Stiftstidende fremgår det, at heldet også tilsmilede målmanden:

Hermann Christensen i Aalborgs mål var forbløffende, selv for dem, der har set ham mange gange før.

Vel var han årvågen og hurtig, men lykken fulgte ham også i en sådan grad, at hen selv lo højlydt over sit held.

Men heldet følger jo ofte den, der opsøger det.

 

Om lidt bli´r her stille….

En maalmand.

Den 15. april 1936 bringer signaturen Aho. en klumme i Aarhuus Stiftstidende med den meget enkle overskrift. Artiklen er et vemodigt farvel til Hermann Christensen, der havde besluttet at indstille karrieren i en alder af 32 år – ikke meget for en målmand, men nu var det slut. I klummen får Frejas eminente keeper bl.a. disse ord med på vejen:

I det store sammenspil, der hedder fodbold, er målmanden en ener. Han har sine egne love at gå efter.

Han er på samme tid den mest beskyttede og den mest udsatte. Han er den eneste spiller, der alene kan tabe og vinde en kamp. Han har den mest personlige plads i fodbold.

Det siger meget at være den største blandt målmænd.

Jyllands målmand har i en lang årrække været Hermann Christensen, Aalborg Freja.

Titusinder har år efter år sat deres lid til den lille, smilende aalborgenser, der er lige så rask i vendingen som han er vendelbo-drævende i talen, og aldrig har han skuffet et menneske. Han har været en spiller, der var værd at have som sidste mand på skansen.

Hermann beskrives som et talent – men også som en mand, der forvaltede sit talent med flid og omhu, bl.a. gennem træningen, hvor han opfandt en ny træningsmetode.

Han stillede sig simpelthen i en rundkreds af spillere, som fik besked på at skyde på ham så hårdt og hurtigt, de kunne.

Han beskrives som en spiller med højt humør, som kunne få både medspillere og modstandere til at grine højt – men der var altid alvor bag løjerne.

Han var et seriøst sportsmenneske.

 

Og artiklen slutter:

Hermann Christensen var kommet så vidt i sin sport, at det glædede ham at møde sin overmand, og når man er nået så langt, så har man fattet den store kærlighed til sin gerning.

Han vil blive savnet af publikum i enhver dansk fodboldby, og der bliver for andre klubbers spillere ikke så meget som før ved at lave mål i Aalborg, for den største ære, der fandtes, var at sætte en bold forbi den dygtige, frække, hårde, glade Hermann Christensen, der i særlig grad har repræsenteret de egenskaber, der kendetegner Aalborgs fodboldspillere.

 

Et værdigt eftermæle. Og havde Kim Larsen været kendt på de tider, tilbage i 30´erne, så ville publikum på stadions over det ganske land have sunget med på

”Om lidt bli´r her stille”.

Og helt stille blev der den 8. januar 1963.

Da døde Hermann Friis Christensen, kun 59 år gammel.

 

Sidste udklip i scrapbogen er dødsannoncen, der fortæller, at bisættelsen foregår i stilhed.

En skarp kontrast til det begejstringsbrøl, den lille, store målmand rejste i sin karriere.

 

I 100-året for hans elskede klubs stiftelse er det passende at sende en varm hilsen til manden, der nok stadig vogter målet i sin egen himmel.

 

Jørgen Pyndt

 

 

Eivind ”Sam” Samuelsen

1921-1997

Indmeldt i 1929

60 kampe på Frejas 1.hold

Bladudvalget fra 1957-66.

Bestyrelsen fra 1943-47

Spilleudvalget fra 1948-58

Modtager af: 

JBU' s sølvnål

DIF's ærestegn

Aalborg Idrætsleder-pokal

Freja’s sølvnål

 

Fra Fjordmarken...

barndommens Wembley

- til banen ved Annebergvej

 

”Sam”, mangeårig sportsredaktør på Aalborg Stiftstidende skrev i 1992 om sin Freja-epoke:

 

A stiller.! Når græsset på Fjordmarken var så højt, at en flad aflevering skulle spilles over knæhøjde, gik der bud til "Luksus Marius", der var avlsbruger i Helgolandsgade, og så kom han fluks med sin hestetrukne græsslåmaskine og gjorde marken nogenlunde spillebar, mens han samtidig skaffede hø til geden, eller hvad han nu havde hjemme i stalden i baggården.

Fjordmarken - barndommens Wembley, Lords og Las Vegas ligger stadig, hvor den lå.

I dag mere friseret og uden tyvernes og tredivernes herlige liv. Her havde Freja bofællesskab med "Tobakken" i et rødt skur, der tjente fire formål. Mod syd var der omklædningsrum for Tobakken IF's cricket-spillere og for Frejas fodboldspillere. Mod nord ind mod Poul Paghs- gade skoles og Ryesgade skoles skolehaver, gav det plads for skolernes haveredskaber.

Fjordmarkens enlige fodboldbane vendte ud mod Ryesgade og cricketbanen ned mod jernbaneskråningen.

Det gav to point at slå bolden ud i buskadset ved stien langs jernbaneskråningen.

Her trænede førsteholdet tirsdag og torsdag - og træningen var på lyse aftener et tilløbsstykke.

Hermann Christensen, klubbens lille, store målmand var publikumsmagneten.

Bombarderet af kanonskud i hastig rækkefølge fra holdkammeraterne, fløj Hermann rundt i det netløse mål og klarede, hvad der kom. Hans hurtighed, smidighed og frygtløshed var fabelagtig.

 

 

Fjordmarken var hjemmebane for sekunda- og ungdomshold og en smutvej for folk og fæ, der skulle ned til Vestre Bådehavn.

Det skete nok at spillerne måtte drible uden om fornærmede kvinder med hylende unger i barnevogne.

"I kan vel i det mindste tage en smule hensyn.." - sagde en mopset dame, der havde ageret bande for et brandskud.

Jo, det Fjordmarken var barndommens Wembley og i trediverne de arbejdslediges tilholdssted, hvor man fordrev ledigheden med fodboldspil.

Det var her "Fjordmarkens sønner" rustede sig til slagene mod "Eksercerpladsens sønner".

Fjordmarken var barndommens Lords, for det var her vi lærte cricketspillets vidunderlige væsen. Freja havde ikke spillet på sit program. Det tog "Tobakken" sig af, og her havde man ingen ungdomsafdeling.

Derfor blev de unge i Freja aldrig cricketspillere som  drengene i AaB og Chang. Skammeligt nok for cricket er et vidunderligt spil.

 

Fjordmarken var drengetidens Las Vegas. Her blev der spillet om penge. Vi yngre "sjokkede" om 5-ører. Mange voksne lod sig ikke nøjes med det. Der blev i dække af buskadset spillet hasard - indtil politiet, hvilket ofte skete, kom og stormede "spillebulerne".

Hvilken larm. Spillerne flygtede for livet hen over jernbaneskråningen, ned mod fjorden med betjentene i hælene.

Til ungdomsholdenes træning og kampe blev førsteholdets aflagte bolde fortrinsvis anvendt. I regnvejr var de tunge som bly.

Men i gode tider blev vi dog udstyret med lettere skyts.

Målstolper og overliggere måtte vi selv slæbe ud, stille op og pille ned efter endt dont. Et hårdt job. Net kendte vi ikke til. Derfor var det en ren svir for vi drenge at spille på "Fremad's" bane i Mølholm. Her var der net på målet. Oh, hvilken salig lyd når bolden gik i rusen.

I mange år var det "6" (Arthur Petersen), der havde nøglen til skuret, hvor boldene lå opbevaret i en stor aflåst trækasse i den ene ende af det mørke omklædningsrum, og det var iøvrigt her på Fjordmarken at Poul Jensen, vort nuværende æresmedlem, begyndte sin lederfunktions-æra ved at pumpe bolde m.v.

 

"Is-Christensen", der havde sin iscreamfabrik i Fredericiagade 19, var med sin isvogn en vigtig bestanddel af Fjordmarken. Han solgte 5-øres is i et lille kræmmerhus...og 10-øres i en skal.

Min far havde engang før vi spillede en kamp mod "Thor", Nørresundby, lovet mig en is for hvert mål, jeg scorede. Jeg lavede 9...så min belønning var faktisk mere end den timeløn som fatter fik, og som var 34 øre. Jeg måtte af økonomiske grunde tage til takke med at modtage en 10-øres is.

 

Fjordmarken var på trods af sine knolde, elendige græs, og i tørketider mangel på samme, selve paradiset for en knægt, som aldrig kunne få Freja nok.

Her kom man tæt på sine helte.

Foruden Hermann var det Hans Larsen (Fesser), Sigvald Christiansen og Aksel Christensen med mange flere.

Fantastisk at der under så elendige forhold kunne fostres gudbenådede spillere som de her nævnte.

 

Fødselsdagsgaven

"Hvad ønsker du dig til din fødselsdag ?"-spurgte far.

"At blive medlem af Freja !"

Det var i 1929. Jeg stod foran min 8 års fødselsdag.

Kontingentet var for drenge 25 øre om måneden, så selv om far som arbejdsmand ikke hørte til de bedst aflønnede, var ønsket til at opfylde....hvis da Freja ville have mig, for normalt tog klubben ikke mod småskidt som mig.Men det ville Freja godt. Måske fordi far var passivt, men ivrigt medlem, og min syv år ældre fætter Chr. Samuelsen (Gubbe) blev betragtet som en kommende storspiller... Ihvertfald sagde Severinsen, en rødhåret knokkel af en havnearbejder som stod for dén afdeling, at selvfølgelig skal du være medlem..., og jeg fik mit første medlemskort, med lovene heftet i et rødt, stift bind.       

Jeg har aldrig før eller siden fået så pragtfuld en fødselsdagsgave. Jeg læste lovene forfra og bagfra. Studerede mit navn. Lagde medlemskortet under hovedpuden.

Jeg sov dejligt. Jeg var medlem af Freja.

Først to år senere kom jeg i kamp. Af fars gamle natskjorte havde mor gjort mig en Frejabluse, og med et par brugte spejderbukser, som havde tilhørt naboens Ronald, var påklædningen perfekt.

Siden jeg var syv havde jeg sparet sammen til et par fodboldstøvler. De stod i vinduet i Sportsmagasinet på Boulevarden og kostede ti kroner. Alt hvad jeg kunne samle af 5-ører ved at løbe ærinder, blev sparet op til støvlerne. Ugenligt skævede jeg til støvlerne, der stod hvor de stod, indtil jeg kom og købte dem, tog dem på og løb i dem hele vejen hjem.

Ti år og placeret på Frejas første juniorhold. Vi skulle spille mod Chang i Grusgraven (det nuværende atletikstadion). Jeg skulle spille centerforward. Jeg rørte bolden fire gange. Vi tabte nemlig 3-0.

På Changs hold var "Skotte" Erik Rasmussen, og den senere forfatter Hans Lyngby Jepsen. "Skotte" var ikke så stor, men god. Lyngby var stor, men ikke særlig god. Jeg havde ingen fysik til kampen mod de store drenge, hvoraf flere var 14-15 år.

 

Så kom der pludselig et boom i drengefodbold.

Kaj Eriksen, Chang-kæmpe og foregangsmand på mange områder, havde indstiftet skoleturneringen.

Nu tog han som formand for Aalborg Pokalturnering også initiativ til at oprette en drengeturnering, og det kaldte drengene ud i klubberne.

I Freja fik vi pludselig tre drengehold, og jeg blev anfører på tredieholdet. Vi vandt turneringen. Vi spillede 5 kampe og vandt dem alle. I den sidste mødte vi AaB på Eksercerpladsen og vandt 1-0. Jeg kan endnu se målet som "Julle" Niels Juel Petersen scorede. Han flyttede senere fra vestbyen og spillede siden for Chang.

Vi spillede altså kun 5 kampe årligt, så hver kamp var en kæmpebegivenhed, som vi så hen til i uger.

Samtlige vinderhold i de tre rækker var inviteret ned på Café de la Reine, der lå i Østerå mellem Algade og Nytorv. Det var Kaj Eriksen, der overrakte mig pokalen som anfører for holdet. Jeg var så benovet og stolt, at jeg var ved at snuble over egne ben, da jeg blev kaldt frem.

Siden den dag og indtil sin død var Kaj Eriksen  min personlige ven. Han var i mange år revisor i JBU, og jeg besøgte ham ofte i Hadsund, hvor han i mange år var stationsforstander ved Privatbanerne.

 

Året efter overrakte han mig to billetter til den årlige englænderkamp. Forud for udtagelsen af byholdet spillede to hold, de røde mod de grønne, og efter denne udtagelseskamp udtog man holdet, som skulle møde de britiske gæster. I den forbindelse var der en konkurrence blandt publikum. Dem der satte det rigtige byhold vandt to billetter til siddetribunen. Der var stor tvivl om en enkelt plads. Hvem skulle spille centerhalf ? Changs Otto Hansen eller Frejas Arne Holt ?

Jeg fandt løsningen. Otto Hansen skulle spille centerhalf og Arne Holt højre innerwing - og sådan blev det.

”Det var du den eneste der fandt ud af”, sagde Kaj Eriksen, da jeg hentede billetterne, som min far og onkel fik af mig. Jeg ville hellere stå bag mål og se kampen, som vi drenge altid gjorde.

 

Samme år stod min første sportsartikel på forsiden af Jysk Idrætsblad.

JBU's udtagelseskomité havde

vraget Frejas Herman Christensen til fordel for Corell fra Vejle.

Vanvittigt, skrev jeg i et harmdirrende læserbrev...

-underskrevet Eivind Samuelsen, 10 år.

Det hjalp. Næste gang det udvalgte jyske hold skulle spille var Hermann Christensen atter målmand på holdet.

 

Første rejse med Freja fulgte året efter.

Et drengehold med tre reserver var blevet inviteret til Hobro.

Da holdet var sat og blev slået op var jeg ikke på. Jeg havde håbet på en reserve-plads. Men mit navn var heller ikke blandt de tre reserver, og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage.

Det opdagede "HP" Holger Petersen, der var blevet ungdomsafdelingens leder.

Kort efter stod mit navn på listen som fjerde reserve.

"Jeg havde helt glemt, at der skulle 4 reserver med..."

sagde han.

Op gennem årene havde vi gode ungdomshold.

Som junior var jeg med til at vinde pokalturneringen med en finalesejr over Changs jyske mestre.

En kamp der foregik på Stadion.

 

Kort før krigen brød ud var vi i Norge, hvor vi efter glimrende spil vandt tre kampe, og grundlagde et varmt ven-

skab med Kristiansandklubben "Vigør".

 

I samme periode fik vi et jysk mesterskab i ynglingerækken. Jeg var for ung til at spille på holdet, men var dog med i flere store slag.. -som linievogter. Herligt !

 

Kampe jeg husker

Det var 1929 eller 1930. DBU havde oprettet en landsturnering på fire kredse. Freja var så stærke, at holdet var kommet i den ene af disse kredse, og skulle bl.a. møde KB i Idrætsparken i København.

Det var en enkeltturnering, idet de deltagende fortsat

deltog i de respektive lokalturneringer.

City-kiosken, der dengang lå på hjørnet af Bispensgade og Vesterå, bragte hver søndag eftermiddag resultaterne, som blev slået op i vinduet.

Der lød et brøl, den eftermiddag, da Freja spillede i Idrætsparken og resultatet blev slået op: KB-Freja 3-6.

Skeptikerne, blandt de forbavsede og glade fodboldfans foran butiksruden, havde deres tvivl.

De gik ind i kiosken. Foretog en kontrolopringning

- det tog sin tid..det gjorde det jo dengang, men endelig fik de forbindelse.

Det var ikke Freja, men KB der havde vundet 6-3.

Den skuffelse var dog til at bære, for som det stod at læse i de Københavnske aviser dagen efter, var det en stor præstation af Aalborg Freja, at score tre gange hos så dygtig en målmand som KB's Poul Gaae.

 

Et par år senere var Freja ved at rykke ud af mesterrækken. Holdet var blevet nr. sidst og skulle spille mod Århus FC, der havde vundet mellemrækken.

Århus FC var en forholdsvis ny klub, der havde samlet en lang række dygtige spillere fra hele landet ved at anskaffe dem bolig, arbejde og andre frynsegoder - en klub med skjult professionalisme.

Kampen skulle spilles i Randers, og der var så stor

interesse for den, at der blev arrangeret særtog til kampen. Op mod 1.000 fodboldfans rullede med toget for at støtte Freja.

Kampen endte 1-1-, og der måtte en ny kamp til.

Næste søndag gik turen atter til Randers. Igen var særtoget fyldt. Og denne gang fik man det ønskede resultat med hjem. Freja vandt 3-1. De to sidste mål scoret på straffespark af Hans "Fesser" Larsen.

Året efter. Kamp på Aalborg Stadion. Modstanderne var AGF, med flere koryfæer, bl.a. landsholdets centerhalf Søren "Jyde" Jensen. AGF førte 4-2 og der manglede blot 5 minutter....-men så tog en vis mand ved Freja, og i en finish hvis mage man aldrig tidligere havde set, stormede holdet frem, scorede tre gange og vandt sensationelt 5-4.Den kamp blev der talt om i årtier.

 

En anden kamp mod AGF husker jeg af én grund.

Ole Rømer debuterede (1934). Han var efter en pause vendt tilbage til klubben, og hans debut var imødeset med spænding og forventning.

AGF vandt kampen 3-2, men det ene af målene blev scoret af Ole Rømer, der i mange år fremover i høj grad var med til at præge klubben.

Fætter Gubbe, Chr. Samuelsen havde spået, da jeg var blot syv, at han og jeg en dag ville spille sammen på Frejas mesterrækkehold. Det kom vi til.

En forårsdag i 1941 debuterede jeg i en kamp mod Holstebro med den berømte Steffen Johansen i mål.

Kampen blev spillet på Aalborg Stadion.

Det gik ad Pommern til. Holstebro, som på dette tidspunkt havde et meget stærkt hold, førte ved pausen

4-0. Men i anden halvleg fik vi overtaget og fik reduceret til 3-4, da jeg fem minutter før kampens ophør fik mit unge livs største chance. Jeg blev spillet helt fri af Anker Jensen der brølede: "SKYD !"

Det gjorde jeg så. Men langt over.

 

Fra samme periode husker jeg en kamp mod AaB's andethold. I alle drengeårene havde man drømt skønne drømme om at skulle møde AaB i en mesterrækkekamp. Men AaB var nu røget langt forbi os og havde placeret sig i den nye 1.division, og nu var deres andethold rykket op i mesterrækken, eller jyllandsserien som rækken vist nok var blevet døbt.

Jeg følte det faktisk som en stor skam, at vi, Aalborg Freja, der havde haft så mange blændende spillere, nu var degraderet til at spille mod AaB's andethold.

Tilmed tabte vi 0-1.

Det var ikke til at bære. Vi var et ungt kuld, målmanden Henrik Jacobsen, Holger Sørensen, Svend Villadsen, Aksel Ravnkilde, Ernst Røttger og jeg selv som var hentet op fra et godt ynglingehold, men det var som om, vi var knuget af ikke at være i stand til at leve op til vore forgængere og idealer. Det var et pres at skulle efterfølge de store gamle kanoner, og det magtede vi ikke.

Banen på Annebergvej

"Når vi er færdige med at dræne skal vi ud at luge..."

Holger Petersen, ungdomslederen, gav sine instrukser, og vi fulgte dem..

Efter endt træning gik turen fra Fjordmarken ud til arealet bag Drengehjemmet på Annebergvej. Her skulle Freja bo. Hele to baner var ved at blive indrettet. Begge baner omgivet af rækværk. Medlemmerne havde selv drænet arealet, og nu skulle der luges ud i buskadset, der omgav anlægget.

Holger Petersen ”HP” var medlem af baneudvalget, som bestod af brødrepar. Holger Petersens bror hed Harry,...kaldet "Dame-Harry", fordi han var ansat i et modemagasin, der solgte dametøj.

Det andet brødrepar var malermester Peter Christensen,..kaldet "Peter Kluns" og Jens Christensen,..kaldet "Spinderen" fordi han var tobaksspin- der på C.W. Obel.

Peter Christensen var, med sine nære forbindelser til kommunalbestyrelse og kommunale embedsmænd, en ørn til at skaffe brugbart materiale.

Klubhuset blev således opført af reddede rester fra den nedbrændte Kilden-pavillon og inventaret i klubhuset var hjembragt ud af overskudslageret fra Nordjysk Udstilling i 1933.

Alle hjalp til for at få anlægget færdigt, og i 1935 - et år efter at AaB var rykket fra Eksercerpladsen ud på Ny Kærvej - rykkede vi ud på de nye baner, senere kaldet Frejaparken, hvor brave Hans Jacob Larsen og hans blide hustru, var første værtspar.

 

Det var dengang, da holdene efter en kamp samledes på banens midte, sagde tak til hinanden efterfulgt af et hurra-råb, og senere samledes til fælles kaffebord i klubhuset.

Jeg husker i den forbindelse efter en kamp mod Randers Freja, at deres anfører, centerhalf'en Chr. Madsen, der iøvrigt senere flyttede til Aalborg og blev old-boysspiller i klubben, sagde, mens vi nød kaffen i opholdsstuen: "Hvor bor I altså pragtfuldt her !"

Det er rigtigt. Det gjorde vi. Det var luksus. Selv om der findes skønne beretninger om samlinger i skuret på Fjordmarken, bl.a. når Ernst  Hansen, ”Gigolo”, verdens mindste målmand, sad på boldkassen og spillede på sin harmonika, medens Carl Hougaard sang den om "Nik, Nik, botanik, ude i Charlottenlund" og andre sange...

Desværre kom der efter indvielsen af anlægget nogle uoverensstemmelser mellem bestyrelsen og byggeudvalget. Det resulterede i, at de to brødrepar trak sig ud af alt arbejde i Freja. Det var synd. Både for dem og ikke mindst for Freja.

Vi fik nogle dejlige år på banen på Annebergvej.

Vi kunne desværre ikke rent fodboldmæssigt leve op til fortidens helte, men på anden vis blev epoken på Annebergvej frugtbringende, gennem et rigt klubliv.

Ikke mindst i de trange år under krigen, hvor Poula og Poul Jensen havde overtaget klubhusdriften.

Alene af den kendsgerning, at det var muligt, takket være en gasbadeovn, at få et varmt bad efter træning eller kamp, gjorde klubhuset til noget specielt.

Det var kun de færreste klubhuse landet over, der var i besiddelse af sådan en luksus.

Også banerne var vild luksus - med net - og altid i en stand, der gjorde det til en fryd at spille på dem.

Klubaftener med hygge, erstatningskaffe, bordtennis og kortspil var med til at øge sammenholdet.

Koryfæerne fra dengang kom i klubben. I deres old-boys-tilværelse bragte de fortsat hæder til klubben, og kom og blev vi unges supporters.

Udbygningen af vestbyen gav en befolkningstilvækst, så Frejaparken hurtigt blev oversvømmet af herlig ungdom i blåt og hvidt, som ikke blot talmæssigt, men også resultatmæssigt satte sig suverænt på førstepladsen i byen. En herlig tid.

 

Største bordtennisafdeling i Danmark

Vi var, da Dansk Bordtennis Union i 1943 blev stiftet, landets største bordtennisklub. Vort førsteholds centerhalf på dette tidspunkt, Axel Ravnkilde, blev det nye forbunds første kasserer og Børge Petersen, tidligere formand for AIK, det nuværende IK 1919, den første formand.

Vi havde i Freja spillet bordtennis for sjovs skyld, lige siden vi var flyttet ud i Frejaparken. der var et bord i hvert af de to omklædningsrum, og blandt andet den daværende ungdomsleder Kay Kätes var ivrig bordtennisspiller. Også en olympisk guldvinder var blandt bordtennis- spillerne..., det var Hans Nielsen, mester i letvægtsboksning i 1924, der i sin pure ungdom havde spillet en smule fodbold i klubben, men som bestemt var bedre til at bokse. Efter at flere og flere klubber tog bordtennis på programmet, opstod tanken om at organisere spillet. Jylland havde fået sin egen bordtennisunion, og Freja meldte sig under fanerne, og vi var vel omkring 100 registrerede bordtennisspillere i alle aldre.

Vi fik et godt hold med Chr. Petersen "Kikker" og Per "Lik" Christiansen som stjerner sammen med den hårdtslående Marius Andersen. Det blev til en finaleplads om det jyske mesterskab hvor vi tabte 6-3 til Esbjerg. Afdelingen fik sat sine spor. Det var således efter en opvisning af Frejas hold på Hotel Phønix i Brønderslev at Brønderslev Idrætsforening tog bordtennis på programmet, og i mange år var BI som bekendt en af landets førende bordtennisklubber.

 

Thorkilds uheld

Bordtennisspillet havde sine trængselstider under krigen p.g.a. materialemangel. Det var umuligt at skaffe bolde. I klubben svandt antallet af bolde ind. Med tape forsøgte vi at lappe revnerne i boldene, men de holdt kun kort tid, og en aften var vi i den situation, at vi kun havde én eneste bold tilbage.

Det vestre omklædningsrum var tæt pakket. Alle ville gerne have et slag og håbede på, at bolden kunne holde hele aftenen. Man fulgte slagets gang, og pludselig forsvandt bolden ud mellem publikum.

Alle ledte efter den....pånær Thorkild Albrechtsen, en stor godmodig gut, som gerne indledte sine kommentarer med et: "Ho, ho.."

Vi andre ledte som gale, alt imens Thorkild blev mere og mere rød i kinderne og til sidst brødebetynget udbrød: "Ho, ho...! Jeg står på den!"

 

Dermed sluttede en epoke i Frejas historie, men efter krigens ophør blomstrede bordtennisspillet påny.

Til et stort stævne lejede klubben hele Restaurant Ambassadør, som tyskerne havde beslaglagt under besættelsen, og som kommunen nu havde overtaget.

Fra København havde man lovet at sende os nye bolde. De kom først, da stævnet var forbi.

Heldigvis havde vi bl.a. gennem Aksel Ravnkilde, der virkede i sportsfirmaet Jens Therkildsen, sikret os bolde, så vi med nød og næppe og stor nervøsitet kunne gennemføre stævnet.

Midler til driften af bordtennisafdelingen tilflød os blandt andet fra bankospil i klubhuset. Én enkelt aften  var der dundrende fuldt hus.

Hvorfor...? Jo, hovedgevinsten var den aften 1 pk. med 10 stk. cigaretter - som ellers var umulige at opdrive.

 

Gullaschkampene

En grov opdeling af Aalborgs tre gamle klubber er:

AaB -byens ældste.

Borgerskabets klub der havde fabrikanters, grosserers, direktørers og konsulers bevågenhed.

Chang -flipproletarernes klub

bemandet  af kommunale og statstjenestemænds sønner, kontorassistenter og lagerfolk.

Freja -arbejderklubben med rod i kvarteret med de store arbejdspladser som C.W. Obel, Textilfabrikken, Cementfabrikken Norden, værftet m.v.

 

Om det er Frejas sociale tilhørsforhold, der i mange år knyttede venskabelige bånd med arbejderklubben i Århus, Arbejdernes Idrætsklub Aarhus, kaldet AIA, skal være usagt. Men det er i hvert fald uomtvisteligt, at da vi en dag skikkede bud og indbød AIA til en venskabskamp, var svaret omgående ja.

AIA var dengang den nye komet i dansk fodbold. Fra jyllandsserien var holdet, i kraft af boldbegavelser som  Ernst og Villy Petersen, Hans Viggo Mikkelsen og senere Poul Pedersen, elegant vandret lige op i 1. division.

Oprykningskampen på deres vej fra 3. til 2. division, hvor modstanderen var HIK, samlede 25.000 tilskuere. Der var aldrig under 10.000 til de blå Århusianeres kampe, mens de var bedst, for AIA spillede simpelthen det kønneste og mest elegante fodbold et dansk hold nogensinde har vist.

AIA kom, så og sejrede. Vi havde forstærket vort hold. Vi ringede til Knud Lundberg. Jeg kommer, sagde han. Det samme gjorde Flemming Nielsen og andre brandstærke AB'ere. Poul Munk, Randers Freja, Jørn Sørensen, Nibe og senere KB og landsholdet kom. For Verner Nielsen, Nørresundby blev gullaschkampen et springbræt til AB og landsholdet.

Det blev til en række målrige kampe med masser af tilskuere.

Menuen i den 3. halvleg var altid gullasch og høj stemning. Spørger man de gamle kæmper, som jeg lige har nævnt, om hvad de synes er noget af det bedste i deres glorværdige karrierer, og de vil svare: Gullaschkampene i Aalborg mellem Freja og AIA.

 

Historien, om da jeg på Ramblaen i Barcelona mødte én mig i første omgang ukendt mand, er kendt.

Jeg troede, han var spanier, og blev mildest talt forbavset, da han spurgte mig:

"Hvordan går det i Aalborg Freja ?"

Hvorpå jeg elegant svarede: "Vi synger godt !"

"Ja, men er det ikke også det vigtigste", sagde manden, der viste sig at være Politikens udenrigsmedarbejder, John Njor, der netop havde deltaget i en gullaschkamp, og syntes, at det havde været en af de bedste oplevelser i hans tid som fodboldspiller for AB og landsholdet.

 

Vi synger godt i Freja...

Lige siden stiftelsen i 1912 har humøret haft høj prioritet i klubben. Stiftelsefester med festaviser og sange hørte til dagens glade orden.

Jeg husker strofer fra en af disse gamle sange, inspireret af at B 93's berømte Michael Rohde havde skrevet en bog, der hed "20 år på holdet".

I Freja-sangen hed det:

"Om 20 år på holdet, kan Fesser tale med,

hvis ej vi Fesser havde, så kom vi galt af sted."

 

Første klubsang, som vi kender og synger den dag i dag, skrev mangeårige formand Otto Nielsen, som iøvrigt fik en lovende fodboldkarriere ødelagt af et dårligt knæ. Han var på holdet, der bankede Aa.B. 6-1, da Aalborg Stadion blev indviet i 1920. Han skrev:

"Når vi drager ud for at kæmpe min ven,

så er vi kun lutter raske drenge,

og får vi lidt klø, kommer vi nok igen,

og vil for en sejr os anstrenge."

 

Otto Nielsen var også på "de skrå brædder".

Sammen med bl.a. min far optrådte han i Frejas telt ved en af de første Idrætsuger i Aalborg.

 

Vores uforlignelige målmand Hermann Christensen var en anden sangskriver, der med sine vers har gjort sig udødelig:

"Når Freja rykker frem, så skal det gå med fynd og klem,

vi haler sejren hjem, vi kiler på igen...”

 

Gennem årene har Freja lavet gøgl ved klubbens bazarer såvel i Håndværkerforeningen som i den gamle Aalborghal. Vi fik tilmed en sag på halsen af samme grund, fordi man ikke havde svaret Koda-afgift af den spillede musik.

Revy er der blevet spillet med "Fogh and Sam" som frontfigurer. Det var til en jubilæumsrevy "Sangen om vor bane" blev lanceret.

Her måtte Pouls tynde kaffe i klubhuset også stå for skud:

"Der er noget jeg mig frabeder,

det er det som Poul serverer,

ud' i huset og kalder kaffe.

Værre sprøjt kan man ikke skaffe,

når vi sætter vor kop til munden,

kan vi se helt ned til bunden..."

 

I efterkrigsårene opførte vi i påskedagene sammen med AaB og Chang revyer på Ambassadør, og på det seneste har vi oplevet bl.a. vores formand (1981-1997) Keld Jensen i en overdådig rolle som "overset old-boysspiller".

Afslutningsfester hører med til billedet af festlige Freja. I 1992 genoptog man festen for veteraner, og nu holder man ved ”Ærtegildet” der kalder på alle de, der dengang de spillede, spillede fodbold, som fodbold skal spilles.

Inde-fodbold

Det var januar. Der var ikke en krone i kassen, og vi var rykket ned i serie 1.

Men da nød lærer nøgen kvinde at spinde, fandt vi ud af, at det ville være en god idé at lave et inde-fodboldstævne.

AaB havde gjort det et årti i forvejen oppe i Tennishallen (bag Sportshøjskolen på Annebergvej). Klubben stillede selv med fire hold, og jeg mener, at Chang og Freja hver kom med to. Det var ikke nogen succes der fristede AaB til gentagelse, så Dahl Engelbrechtsen, AaB's formand sagde: Kør bare løs! - da jeg fortalte ham, at vi i Freja havde tænkt at lave et stævne.

 

Vi inviterede Chang, AaB, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, NB og Nibe, og sagde til dem: Vi har ingen penge. Vil I hjælpe os. Vil I uden beregning og uden at modtage rejsepenge komme til Aalborg og deltage i en inde-turnering ? Ikke én sagde nej. Tennishallen var stuvende fyldt. Stævnet var godt. Nibe med den senere landsholdsspiller Jørn Sørensen vandt, og vi fik penge i kassen, så vi kunne klare til dagen og vejen.

 

Senere på året talte Aalborghallens direktør Løvschall med Freja's festudvalgsformand, den kommunalt ansatte, brave Ejler Nielsen. ”Tror De vi kan spille indendørs fodbold i Aalborghallen ?” - spurgte han.

”-Jo, mon ikke”, sagde Ejler Nielsen. ”Nu skal jeg få fat i en ekspert...”, og så ringede han til mig nede på "Stiften". Løvschall og jeg drog til Århus for at se, hvorledes man gjorde i Århus Stadionhal.

Der var i disse år ikke just fuld belægning i Aalborghallen - for nu at sige det pænt - og den var, efter forhandling med Løvschall, til at få til en forholdsvis billig leje.

Frederik Toft var blevet formand for Freja, og forelagt planerne sagde han: Kør videre !

Det gjorde vi så. Spilleudvalg, bestyrelse, festudvalg o.s.v.

Planer om at etablere 6-dagesløb i Aalborghallen var strøget. Hallen var for lille. Nu skulle vi så lave vort specielle 6-dagesløb. Et inde-fodboldshow. Aalborghallen fik fremstillet bander. Svend Laursen fra festudvalget tegnede reklamer til banderne, der skulle uddeles spurtpræmier, topscorerne skulle iføres "den gule førertrøje" o.s.v...... Show på drengen!

Klubberne blev indbudt og sagde omgående ja tak, men vi lovede dem også betalt rejse samt en afslutningsfestlighed. Vore medlemmer havde billetter med ud på arbejdspladserne, og før Aage Poulsen, Børge Olsen og Arne Holt, som var stævnets faste honorarløse dommere havde fløjtet op, var vi sikre på overskud.

Aalborghallen var stuvende fuld af tilskuere.

Mange kunne ikke se, men det kunne de da anden runde løb af stabelen. Chang's stærke hold vandt og Freja tjente mange tusinde kroner. 15.000 tror jeg nok, og det var en formue på de tider.Sådan gik det også året efter, og nu ville AaB og Chang have deres del af kagen. Men vi ville ikke give arrangementet fra os.

De to klubber, der begge spillede i divisionen og tjen-te masser af penge på kampene på Aalborg stadion, ville overtage stævnet.

Freja sagde nej.

Så boycottede de to klubber stævnet, og vi kaldte på Randers Freja og Viborg, der med glæde sagde ja tak. Og folk blev ved at strømme til !

 

Striden sprængte Aalborg Pokalturnering - en sammenslutning af Freja, Chang og AaB., der i årenes løb havde gjort så meget godt for Aalborgs fodbold.

Blandt andet ved fælles engagement af udenlandsk træner, internationale kampe m.v.

Sagen kom så på borgmester Jens Jensens skrivebord, og det kom til et kompromis, således at AaB og Chang og senere VB kom med i arrangementet, som tilfældet er den dag i dag, hvor stævnet er rykket ud i Aalborg Stadionhal. (De uofficielle Nordjyske Indendørsmesterskaber stoppede midt i ‘90’erne).

Vi holdt også DM som Ikast vandt. Vi havde inviteret KB, men tågen hindrede holdet i at komme.

Freja tjente buler af penge, og en hel del af midlerne kunne henlægges med henblik på opførelsen af et klubhus i Ny Frejapark på V. Fjordvej, hvortil klubben agtede at flytte.

Forretningslivet viste en stigende interesse for denne turnering, som tilmed blev udsendt ikke blot i radio, men også i Danmarks TV. Men stramme amatørregler hindrede os i at modtage præmier som TV-apparater, cykler, knallerter og meget andet godt, som forretninger ville udsætte som spurtpræmier.

Vi måtte nøjes med mindre ting, som  f.eks. en klipning til manden der scorede det flotteste hovedstødsmål.

Det var bare tider....

Eivind Samuelsen

 

 

Ole Rømer kunne det hele - ville det hele  - og nåede næsten

det hele…

 

Ole Rømer er unægtelig en af de

allerbedste spillere Freja har fostret

gennem historien.

17 år på 1. holdet taler sit eget sprog.

Nærkampsstærk angriber, et blændende

hovedstød, og så et vindergen. Han var også uhyre temperamentsfuld, hvilket til tider kostede nogle skrammer i

forholdet til Freja.

Han havde sine meningers mod, og når temperamen-tet glødede, så ve den, de eller det der kom i vejen. Det store uheld var, at hans storhedstid var i krigsårene, og han fik slet ikke fik levet sit talent ud for Freja.

Han nåede at spille på Jysk hold 2 gange under krigen i hhv 1941 og 1945, hvilket qua Freja’s down-periode i disse år, må siges at være sensationelt, og har vidnet om Ole’s høje klasse.

At det kunne være blevet til mere, og at Ole var klubmand fortæller dette lille notat fra Freja’s bestyrelseprotokol anno 1943:

”På vintergeneralforsamlingen nævner formanden følgende lyspunkter fra sidste sæson:

Einar Sørensen blev udtaget som reserve til Jysk juniorhold og Ole Rømer til Jysk hold, men han meldte afbud p.g.a. turneringskamp i Freja.”

 

Her lidt facts om en af Frejas største:

Født 08.04. 1914

Freja's 1. Hold 08.04. 1934 - 1951

Antal kampe 118 - Score 104 mål (vi formoder at kamptallet er langt større…omkring de 300, da Ole Rømer faktisk spillede 17 år på 1. Holdet. Desværre er vore kampstatistikker fra 1935 -1954 meget tynde)

Ole Rømer opnåede også et stort antal kampe på Aalborgs Byhold (ca. 35) såvel som på Jysk Hold (2 kampe)

Spilleudvalget 1938-1942

Festudvalget 1938-1946

Fanebærer 1946-1953

 

1939: På generalforsamlingen d. 22.9. nævnes det i formandens beretning:

"Et Uheld på Fodboldbanen havde forårsaget et længere Hospitalsophold for Klubbens Mesterrækkespiller Ole Rømer. Formanden beklagede det skete Uheld og bad Ole Rømers Fader, som var til stede om at overbringe ham Klubbens varmeste Hilsen.

Alle Medlemmerne rejste sig i Tilslutning hertil."

1941: På generalforsamlingen omtales Ole Rømers flotte indsats på Jysk Hold.

1945: Ole Rømer udtages til Jysk hold og får endvidere Freja's Fiduspokal (Lauritz Jensens Mindepokal)

1946:  Ole Rømer vælges til fanebærer.

1957: Ole Rømer træner Frejas 1. hold indtil han pga arbejde må rejse fra byen.

1960-1963: Ole Rømer er træner for Frejas ynglingehold.

 

Ole Rømer efterlod sig en lille krønike: ”Min vej til Freja”

”Jeg begyndte at interessere mig for fodbold som 10-årig i 1925. Min fætter havde vundet en medalje ved en holdturnering, og det gav mig blod på tanden, så jeg begyndte at plage min far for at få et par fodboldstøvler. Det blev en hård kamp, for han var ikke spor interesseret, men det skal jeg love for han blev senere, ja han blev fanatisk Frejamand.

Endelig fik jeg medlemsskabet af Freja og et par svinelæderstøvler. De var meget stærke og havde den egenskab, at de med brugen blev større og større, så til sidst måtte jeg have 5 par strømper på for at fylde dem ud.

Det var dejligt at komme i gang med organiseret fodbold, frem for gadefodbolden, og det gik så godt for mig, at jeg kom på juniorhold, skønt jeg kun var drengespiller. Det skyldtes nu nok, at et helt juniorhold forlod Freja for at spille i Chang.

Jeg boede i Dalgasgade, hvor der boede flere kendte spillere: Lars Holm der var målmand før Hermann Christensen, Carl Friis Christensen (Hermanns bror) og Åge Dam fra Chang.

I 1928 flyttede vi på Bejsebakken, og så var det forbi med fodbolden i Freja, men det kriblede i tæerne for at komme til at spille igen, så skønt der var langt til Fjordmarken, så blev det alligevel Freja igen i efteråret 1933.

Jeg spillede serie 3 og 4 året ud.

Da vi startede på sæsonen 1934, blev min gode ven ”Gubbe” (Chr. Samuelsen) og jeg enige om, at den skulle have en ekstra skalle, så når vi var færdige med gymnastikken, løb vi en tur til Norden.

Det lagde man mærke til i spilleudvalget, så da vi kom på græs, kom jeg til at spille mod 1.holdet.

Der var jeg så herefter i 17 år, hvor jeg havde ca. 300 kampe, og opnåede æren af at spille på Jysk hold.

Jeg har også haft den glæde, at være med i arbejdet på lederbasis, jeg tror i de fleste udvalg, om så det er fanebærer prøvede jeg også dette.

I flere perioder har jeg også været træner, bl.a. 1960-1964 som ynglinge- og juniortræner, og de år vil jeg aldrig glemme. De står for mig som mine bedste sæsoner i Aalborg Freja. Ole Rømer”

Keld Jensen

 

 

 

Der kom et efterladt brev

til redaktionen.

Der kan ske underlige og vidunderlige ting, når folk rydder op i deres gemmer.

Det skete i hvert fald for en gammel frejaner, som for mange, mange år siden forlagde sin private og arbejdsmæssige residens til Stubbekøbing på Nordfalster.

Konen havde sendt ham på tvungen oprydning under loftets spindelsvæv, og her faldt vor mand i staver og gamle minder, da han fandt et brev om en klub oppe i Aalborg. Hans klub - Aalborg Freja.

 

Hakon Hagbarth, stadsingeniør i Stubbekøbing og en velanskreven leder indenfor lolland-falstersk fodbold og bestyrelsesmedlem i DBU gennem mange år, læste brevet igennem med vemod og glæde - og i stedet for at følge sin bedre halvdels påbud om konsekvent oprydning = brutal udsmidning, så puttede han brevet i en kuvert og sendte det til Freja. Som jo var hans klub i sin tid og som han besøgte årligt ved arrangementet ”gule ærter” lige til sin død for et par år siden.

 

Og hvilken guldgrube der på den måde nu finder vej til dette jubilæumsskrift. For brevet er nemlig skrevet af ingen anden end Eivind ”Sam” Samuelsen, navnkundig sportsredaktør på Stiftstidende, revymand, tekstforfatter og Frejaner dybt ind i sit blå-og hvidstribede hjerte, som holdt op med at slå i 1997.

Og skulle nogen stadig være i tvivl om, hvem der er tale om, så minder vi endnu en ekstra gang om, at ”Sam” er manden bag verdens bedste klubsang: ”Sangen om vor bane”. Når man læser brevet, så ser man den lige linje fra det og til den smukke klubsang.

 

Gigolo med harmonikaen

I brevet fortæller ”Sam” om sin barndom i vestbyen og den enorme betydning, som klubben fik for ham. Der er måske linier som allerede er fortalt i Sam’s Frejahistorie, som du lige har læst, men det tåler gentagelse.

Beretningen begynder dengang, der kun var to årstider. Vinter og sommer.

Når der var sne på Fjordmarken, så var det vinter.

Når der var grønt derude, så var det sommer:

 

”Det var aften. Jeg gik med far i hånden. Vi havde set på træningen og slået et slag ned omkring lystbådehavnen, hvor der duftede af brakvand og tjære. Vi skulle hjem til Valdemarsgade, hvor mor ventede med kaffen. Vi skråede ned over Fjordmarken. Det var nemlig så praktisk, at der gik en sti tværs over fodboldbanen. Vi hørte musik og lyttede og gik efter tonerne og sangen. Det lød så godt. Musik var sjælden. Det var før man havde radio i hvert hjem, så gårdmusikanternes ydelser var sammen med fars og mors sang min eneste berøring med tonernes verden.”

 

Det viste sig, at tonerne kom fra klubhuset – et rødt skur på Fjordmarken, der tjente som omklædningsrum for andre end fodboldspillerne fra Freja. Faktisk rådede klubben kun over en fjerdedel af huset. En anden fjerdedel lagde Tobakkens cricketspillere beslag på, bagsiden var redskabsrum for skolehaverne.

 

”Vi kiggede ind i rummet hvor Gigolo sad med sin harmonika og hvorfra sangen vældede ud. Vi kunne ikke rigtig se noget, for det lys, et kvadratalen stort tilgitret vindue højt oppe kastede ind i rummet, var beskedent. Men efterhånden, som man vænnede sig til mørket, tonede ansigterne frem. Smilende, glade ansigter. Skulder ved skulder sad de der og sang i et støvet lokale med lugt af svedigt tøj og støvlefedt. De snakker om det endnu - dem, der var med.

De havde det pragtfuldt.”

Og netop det rødmalede skur på Fjordmarken blev bette Eivinds indgang til fodboldverdenen og dermed også Aalborg Freja.

”Målstolperne, som skulle bæres ud hver gang, der var træning. Nettene, som kun blev sat op ved festlige lejligheder. Boldene. Minutterne kunne føles som timer før han kom, ham, der havde nøglerne, hvad enten det var ”6”, Severinsen eller Poul. Hvor har jeg tit misundt dem, der havde en nøgle til disse herligheder. Her sad vi en eftermiddag et par drenge sammen med David Steele - en engelsk træner, som de tre Aalborg-klubber havde engageret, og der åbnede han for os - med Kay Kästel som tolk - en vidunderlig verden af fodbold. Her så man for første gang sit navn skrevet på en holdopstilling. Det gør ondt af lykke helt ind i sjælen at tænke på det.”

 

Brevet fortæller om, at trængslen i det lille skur på Fjordmarken blev større og større og flere og flere kom til. Klubben skulle have mere plads og fik det.

Ude ved Annebergvej, hvor der blev bygget et nyt klubhus af tømmer fra den gamle Kildepavillon.

Et klubhus med to omklædningsrum som hver for sig var større end skuret på Fjordmarken. Og så var der brusere med koldt og varmt vand og toiletter, så man ikke længere behøvede at lette sig i buskene.

”Jeg husker indvielsen, og jeg husker den første klubaften, hvor vi unge fik lov til at kigge ind. Husker, da der blev stillet bordtennisborde op. Jeg husker, at vi sad foran huset i græsset på den ene bane, Svend Tekniker og jeg, og så på den rødbrune herlighed med Freja-mærket lige under halvtaget. Vi lo og græd, blødhjertede som vi var, og forsikrede hinanden om, at vi tilhørte den bedste klub i hele verden.

Den klub, der havde det flotteste hus. Hvor var vi stolte.”

Så kom 2. Verdenskrig, og her blev klubhuset noget særligt, et samlingssted, hvor man kunne rykke sammen i de onde år.

”Med bordtennis og en bordtennisbold, lappet med cellofan, slog vi rædslerne til side for en stund, rykkede hinanden nær i en ufredstid.”

I brevet konstaterer ”Sam” med et strejf af vemod, at selv det nye klubhus ved Annebergvej blev for småt og for trangt, og mens det gik i tiltagende forfald, så rykkede Freja ind i sit nye domicil på Vestre Fjordvej - dér, hvor der nu står et flunkende nyt og smukt klubhus som ramme om et rigt klubliv for over 1000 frejanere.

Men flytningen fra ”banen ved Annebergvej” var ikke uden følelsesmæssige omkostninger.

”Det stikker i hjertet at gå fra det gamle, som det stak i hjertet for nogle, dengang vi forlod skuret på Fjordmarken. Det hus var noget særligt. Det var jo her, vi jublede og sammen glædede os over sejre. Det var her, vi søgte sammen og fandt trøst efter et nederlag, der sved.

Det var her, vi fandt kammerater og venner for livet.

Det med, at vi fandt, at en klub er noget mere end de uindviede tror. Det var et sted, man længtes mod, holdt af og blev fortrolig med. Der var engang, da det var et ståsted i ens tilværelse. Det var på én gang håndgribeligt og sfærisk. Det gav os noget. En generation siger tak for husly.

Jeg vil altid kunne se det hus. Det var mit hus.

Der er dem, der husker bedre end jeg, og derfor kan det godt ske, at denne beretning om et hus og et skur ikke er helt i overensstemmelse med de faktiske forhold.

Men beretningen er ikke bevidst farvet. Den er kun forgyldt af en aldrende ynglings kærlighed til en klub der hørte - og hører - denne klub til.”

 

Sådan slutter brevet fra ”Sam”, fundet under oprydning på et loft i en by i den anden ende af landet, langt fra Aalborg.

Men når man har læst brevet, så forstår man bedre, at kun ”Sam” og ingen anden kunne skrive verdens bedste klubsang skrevet til jubilæet i 1962:

 

 

Sangen om vor bane

Mel.: Risten på Vesterbro

 

Der er en del folk, der har have,

mens andre har høns og duer;

no'n rager sig med Philishave,

hvis ellers maskinen du'r.

Der’ andre der ta'r sig en bajer,

hver har jo sin lyst, som han

med kærlighed omsorgsfuldt plejer,

og jeg har det li'sådan.

Jeg har også min lyst, det har jeg,

men den er nu no'et speciel:

Hver aften ved syv-tiden ta'r jeg

ud til et sted for mig selv.

Det er bare no'en træ'r, no'en buske,

 no'en stænger, lidt græs og net,

men så længe, jeg lever, vil jeg huske

den fredfyldte, skønne plet.

Den plet har charme

- såvel i oktober som i maj;

jeg elsker banen derude ved Annebergvej.

 

Ved fem-tiden lukkes bedriften,

så hjem til lidt aftensmad.

Så kigger man lige i "Stiften"

 eller i Dansk Familie-Blad.

Det kribler i blodet, og konen..

- si'r: "Hvor skal nu farmand hen?"

Så lukker man for grammofonen

og skal så derud igen.

Jeg kan nu slet ikke la' være,

 jeg må ha' den daglige tur,

jeg skal ud til den atmosfære,

der findes bag byens mur.

Jeg skal ud at se på, de træner,

og snakke lidt bold, du ved...

- på Freja's de græsgrønne plæner,

mit herlige fritidssted.

Og konen...? Tror I,

at hun skælder ud? Nej-nej-nej!

Hun ved, hun har mig

på banen ved Annebergvej.

 

Såd'n aften, når myggene sværmer

 i solen som gyldent tyll,

man står dér i skjorteærmer

 i duften af tjørn og hyld,

hvor er der da dejligt derude;

en dag skal du komme med.

Der er masser af plads derude,

så du finder nok et sted,

og dér kan du se på dem alle,

se holdene, der skal i kamp,

og ih, hvor vi gi'r den en skalle,

når gæsterne de får tamp.

Jeg elsker så sandt denne strimmel,

at når jeg en stille nat

engang får min plads i en himmel,

så ønsker jeg bare, at

der kunne blive

en sky med et hul i, så jeg...

-kan følge livet på banen ved Annebergvej

 

Eivind "Sam" Samuelsen (1962)

 

 

Jørgen Lund Pedersen

Født 10. august 1937

Indmeldt i 1948

265 kampe på Frejas 1.hold

Ungdomsleder 1964-65

Bladudvalget fra 1966-67 

Bestyrelsen fra 1978-89 

Støtteforeningen fra 1979-82

SIFA’s bestyrelse 1982- 1999.

Modtager af Freja's guldnål,

JBU's  og DBU’s sølvnål.

Æresmedlem i SIFA.

Æresmedlem i Freja 2002.

 

"Sådan som jeg så og hørte det..."

 

Jørgen ”Jokker”Lund Pedersen skrev således i 1992 om sin Freja-epoke:

 

Jeg er født i 1937 i Lindholm. Min mor hed Rosa og var en varm, glad pige. Poul hed min farmand. Min nu afdøde fatter var gammel AaB'er, men da jeg fulgte med ham til kampene, placeret på en bænk på ladet af en overdækket lastbil, for at skåne spillere og ledere mod regn, -ja, da spillede han for Lindholm Idræts Forening. Han havde lært min mor at kende omkring 1936, og da hun boede ved Thistedvej i Lindholm...ja som de omgængelige sjæle vi mænd er, så forlod han AaB for at være tættere på mor. Sammen med andre unge var han således med til at opbygge L.I.F..

Under krigen (2. verdenskrig, for at læseren ikke skal tro at det er "Boerkrigen") var der, så vidt jeg har fået fortalt, ikke megen "lebensraum" for idrætsudøvelse, idet besættelsesmagten mente, at danske idrætsudøvere der rejste fra by til by nemt kunne være formidlere, og da der kom mange mennesker når danske hold mødte hinanden kunne det nemt skabe dansksindede, ophidsede demonstrationer imod værnemagten, så først efter krigens afslutning kom der gang i fodbolden påny, og da var jeg efterhånden blevet "en gammel dreng".

I de år boede vi sammen hos mine bedsteforældre på Thistedvej 92 i en to-længet gård med trælokum ude i baghaven. I køkkenet var der et stort, stort støbejerns-komfur, som ustandseligt skulle ha' tilført enten briketter, kul (hvis der var noget...), tørv eller træ.

Elektricitet var indført. Énlederne blev fremført isoleret, fastmonteret til porcelænsholdere i loftet. Jævnstrøm - og disse ledninger var konstant besat af horder af fluer, som Bedste forgæves forsøgte at holde nede i antal, ved at ophænge en brun, klæbrig strimmel fra lysekronenved bordet hvor vi spiste.

 

Strimlen var altid fyldt til sidste plads med "fluelig", og summede de ikke over os her, ja så var de "med os" på lokummet.

Bedstefar var slagter og af gammel nordtysk slægt.

- hidsig og galsindet, men også venlig og glad for vi børn i huset. Vi var flere, idet han havde lejet en lejlighed ud til en familie der havde "pænt med unger". Bare vi ikke spillede fodbold ude på den cementerede gårdsplads, for der var vinduer.

Nu var det ikke som idag en gummi- eller plastikbold, næ, vi måtte "stjæle" vores mors køkkengrej, og bl.a. havde Bedste nogle porøse stålbolde af tyndt tråd (til at skure gryder og pander med), og de blev omviklet med en gammel strømpe, og var denne "bold" for let, så flettede vi en trækugle ind som indmad...og så ku' den smadre vinduer.

Når Bedstefar opdagede, at vi spillede, mens han sov eftermiddagssøvn, så rejste han sig, gik til stuevinduet som han åbnede, og så råbte og skreg han som en afsindig !

Særlig slemt én dag, hvor der samtidig kom to tyskere, som han kendte og som ville købe en 1/2 gris...ja, de blev så forfærdede over hans stemmepragt, at de vendte om. Men når han så havde "fået luft", og vi knægte var væk, Bedste havde talt ham til ro, stoppet hans 2 meter lange merskumspibe, det blev spisetid, klokken blev 18.45, dampradioen blev tændt, plads i sin "rocking chair"....og så  ordene fra radioen: "De lytter til Danmarks Radio...Kalundborg langbølgesender..."

På trods af det støjende , knasende, småhylende og lidt uskarpe lydbillede, så blev han nu som et lam - der skulle være fred.

Så kunne jeg godt snige mig op på hans skød, nulre hans bløde øreflipper og snuse lidt til piberøgen.

 

Efter krigen var min mor og far godt "trætte" af min bedstefar, så vi flyttede til Aalborg, Kastetvej 131, 2. sal, på hjørnet ved Vester Fjordvej.

I denne opgang boede i stuen en stor familie med rigtig mange unger... Her mødte jeg for første gang én som lignede bedstefar. Det var fatteren dernede. Først mange år senere fandt jeg ud af, at det var en storebror til Frejas æresmedlem Poul "Hawkeye" Jensen. Han blev kaldt "Gummi-Charles"...hvorfor ved jeg ikke.

En vestbyhistorie var, at Charles, der sjældent så alle børnene p.g.a. lang arbejdstid,  en fredag i vintermånederne kom cyklende hjem ad Ny Kastetvej. Her mødte han en bette pige i mørket, som stod og græd.

Han stod af cyklen og spurgte hende, hvorfor hun græd. "Jeg ka´ ik´ find´ hjem".

Så spurgte han : "Hvad hedder din far?"

Så sagde hun lidt snøvlende:

" De si´er at han hedder "Dummi Charli"!!"

 

Først den ene vej... - og så den anden vej...

Nå, - men her hørte jeg første gang om FREJA, som boede ovre ved "Drengehjemmet" på Annebergvej.

Jeg var med fatter Poul derovre en gang imellem, og selv om jeg godt ku´ li´ stedet mellem buske og træer, no´en stænger, lidt græs og net, så savnede jeg Lindholm-knægtene, Lindholms træningsbaner ude ved Thistedvej og ned ad Aavej mod Limfjorden, og udsigten der.

 

Jeg gik på Ryesgade skole. Mine forældre havde i de år, noget som kaldes "ægteskabelig turbolens" og derfor flyttede de fra hinanden en periode, og mor og jeg tilbage til Thistedvej 92,  hvilket jeg ikke var det mindste ked af, men jeg fortsatte på Ryesgade skole, hvorfor jeg måtte afsted på cykel hver morgen.

Fodbold havde fået en fast plads i mit univers !

Ved hvert frikvarter fór jeg ned i " hjørnet" - D.v.s. i det nordøstlige hjørne - en slags firkantet "blindtarm" af skolegaarden, hvor der var et fredeligt sted, sådan da - hvor vi kunne fremføre vore "talenter", uden at GÅRDLÆREREN ku´ overvære boldspillet, idet vi ikke måtte spille bold -  Vinduer... Igen !

Vi valgte hurtigt to hold og havde kun én målmand,   og "målet" var mellem nedløbsrøret og hegnet mod øst ud mod skolehaven.

Her mødte jeg, inden jeg var tilknyttet FREJA, Ole "Sjulle", Gert "Ziener","Coppi" og "Bette" og selvfølgelig mange, mange flere.

Hvad spillede vi mæ´ ? Med tennisbolde, der må siges, var "tyvstjålet". Når vi var på stadion om søndagen, lå vi bag buskene til Aalborg Tennis Klub på Aalborg Stadions p-plads og "lurede"  når et skævt slag med ketcheren fik tennisbolden til at flyve højt over indheg- ningen og over på p-pladsen eller gangstien !

Kom der en tennisbold, var det med at være rede og komme væk med den dyrebare sag i en fart...året vi er i, må være 1946, måske 47.

 

Jeg var begyndt at spille i L.I.F. sammen med nabosønnerne "Jønne"(Jørn Larsen) og " Bette Kaj", "Nudde" og "Ski´kasseren", samt Holger Hansen, Poul Birkholm og Leif Mogensen, der senere gik i CHANG m.fl..

 

Ole "Sjulle" må på én eller anden måde ha´ hæftet sig ved mig, fordi han brugte megen tid til at få mig til FREJA i stedet for L.I.F..

 

Min far måtte for at skaffe sig arbejde tage til Sverige, hvor han arbejdede på et jernstøberi. Han blev forbrændt og fabrikslægen konstaterede efter at have hjulpet ham med forbrændingen, at han havde fået T.B.

(Tuberkulose) i lungerne. Da far skrev hjem om dette her, vidste min mor Rosa øjeblikkelig, at hun også hav-

de sygdommen, idet hun i nogen tid havde spyttet blod. Tuberkulosehospitalet i Aalborg måtte desværre medgive hende hendes pessimisme, og de blev begge indlagt her på Sanatoriet (det lå næsten lige overfor Zoo i en smuk gammel have).

 

Det var et slemt chok for mig, at skulle undvære mor og far! Bedste og Bedstefar var ikke stærke nok til at klare mig alene, hvorfor jeg måtte flytte over fjorden påny til min farmor Stinne og farfar Alfred som boede på Kastetvej 24, den gamle navigationskole der senere blev ungdomsherberg og hjem for tyskere på vej på orlov og retur til Norge.

Efter krigen blev det til D.S.U.- hjem i forhuset og i bagbygningen noget mere varmt, medmenneskeligt - Barnevuggestue- og børnehave  (nu ungdomspolitisk hus). 

Nu går min dejlige dattersøn på 2 år, Jacob, derhenne i samme lokaler,  som hans morfar gik i efter krigen.

Det tog lang tid, at vænne sig til farmor Stinne og farfar Alfreds meget velordnede livsstil, og jeg måtte en gang imellem over broen til Thistedvej 92...

Da min bedstefar og bedstemor nu var nået over de 70 år, gik det desværre hurtigt ned af bakke med deres helbred, og de faldt bort i hhv. '49 og '52. Det var tungt at bære. Min varme glade barnetid forlod mig med dem...

Farmor Stinne var et prægtigt menneske, der godt vidste, hvilken kærlighed jeg havde med Lindholm, så det tog noget tid med at komme videre, men med medmenneskelig snilde fik hun motiveret mig....

 

...og så i Freja...

I tiden omkring 1947, fik " Sjulle" mig så endelig overtalt til at prøve FREJA, og efter en noget nervøs start derude i det røde træhus, blev det så mit ungdomshjem - fodboldhjem - nummer to. Mange har gennem årene spurgt, hvorfor jeg nu blev i FREJA, for næsten alle var mere eller mindre "smågale"!

I hvert fald ham der klubhusinspektøren Poul .....

Mærkeligt nok fandt jeg intet galt i dén form han havde, for sådan var min Bedstefar! Jeg glemte, at Poul fra tid til anden svovlede som Etna. Jeg ku´ se i hans øjne, at der nok ikke gik så lang tid før han grinede, og det holdt stik, så egentlig, var han med til at gavne min første FREJA-tid, som jeg kendte det...mellem lidt smågale onkler, tanter og så "bedstefar" ....

Træneren for de 12-14 årige var skiltemaleren William Larsen, og selv om jeg selvfølgelig startede på 3. drengehold (som venstre wing), så gik der egentlig ikke lang tid, før jeg kom op blandt dem, som jeg kendte så godt fra Ryesgade skole. Jeg blev li´som accepteret uden problemer.

Otto Nielsen, "Nille" var også træner, og han holdt skam øje med os. Jeg husker engang i de år, hvor der var "lagkagekamp", hvor én af drengene snød sig op i køen, hvorefter jeg tog tilløb og kastede et hårdt umo-dent æble efter den skyldige, men han dukkede sig, så æblet fløj direkte ind i hovedet på William.

Jeg forsøgte at "snyde" mig udenom skylden, men så kom "Nille", han havde set det hele...

Jeg fik en spillepause!

 

Min far Poul var udskrevet fra sanatorium, delvis "ribbet" i den ene side p.g.a. Tuberkulose som havde ødelagt lungerne. Han fulgte mig ude i Freja, men han var helt enig med lederne, idet han ville ha' mig ned at spille centerhalf (som ham selv), for dét vidste han, at han vidste noget om: centerposten.

Første gang jeg prøvede centerhalfpladsen, var engang mod AaB ude på deres anlæg på Ny Kærvej.

Fatter stod på den ene sidelinie og gestikulerede og Sonny Thomsen stod på den anden.

Jeg tror nok vi tabte ganske stort, så jeg blev holdt i "skole", da vi senere kom hjem til farmor og farfar.

Alt det her fodbold var farmor Stinne ikke helt lykkelig med, hun havde, sagde hun senere, set min egen far opføre sig helt umodent og sågar noget fuld, da han var ynglingespiller !

Jeg blev af farmor sendt på danseskole - Harritsø-Jørgensens...oppe i nærliggende Absolonsgade i baghuset af en tidligere fabriksbygning. Samt i F.D.F. - 5 kreds.

Til at begynde med, var jeg meget vrangvillig, men  min egen mor, der var vendt hjem fra sanatoriet, overtalte mig (til glæde for hende), til at skulle lære at danse og "føre mig lidt frem" over for pi´er...

Jeg fik en meget sød pige som dansepartner, Birthe Bjørk- lund, som både var kæk og en god danser.  

Så det endte sågar "så galt" - at vi som seniores, blev institutmestre med "kors og bånd og striber på".

Jeg husker, at det  skete nede på "ODD FELLOW PALÆET", hvor jeg mødte én som jeg havde set spille på FREJA´s førstehold ovre i Nørresundby, én de sagde, var en rigtig "hård negl" - én af klubbens store profiler. Hans egen datter skulle også danse. Han sagde, at jeg efter hans mening var noget heldig med sejren, men det havde man da også lov til at være. Det var min senere svigerfar Ole Rømer! Datteren Liselotte blev også institutmester i ynglingerækken med Orla samme år.

 

Far og mor fik i 1950 lejlighed nede i Korsgade 36 på anden sal og jeg flyttede fra Kastetvej 24.

Min farmor, som både var stram og retlinet, men også fuld af livsglæde, kom jeg rigtigt "ind på livet af".

Jeg opdagede at hos hende, trods det lidt bryske, var hjertet varmt. Farfar Alfred, der som min egen far, var stenhugger - var overhovedet ikke interesseret i fodbold, men i så meget andet som f. eks. havebrug, kortspil, musik og teater.

Jo, jeg fik endog meget med mig fra Kastetvej (nok ikke så meget havebrug og kortspil).

Korsgade 36 - anden sal til venstre, var en to-værelses lejlighed med fælles toilet på gangen - delt med naboen overfor. Men vi havde en prægtig tid der i Korsgade -

"Storyville" -som vi kaldte det.......

 

Jeg blev hurtigt rykket op som junior, og her kom jeg hurtigt på centerhalfpladsen. Ikke helt, som min gamle far ønskede det, han ville nemlig have mere fysik, hvor jeg forsøgte at efterligne de bedste nationale, som Poul Andersen B 93, Kresten Brøgger AB m.fl., for hvad fatter ikke vidste, eller helt var klar over, var, at spillet udviklede andre principper end i hans tid. 

Jeg var blevet anfører for FREJA´s 1. juniorhold i 1952. Her var folk som "Per Mel", " Jørgen slagter", Søren "Røv´s" søn Jørgen, "Coppi", Finn "Dumbo", Bjarne "bordtennis", Jens Munk, Frode Mortensen, Ole Lindhart og en "bette spirrevip" Dion Meyer.

I 1953 kom jeg med som reserve på Jysk juniorhold, og grunden til, at jeg ikke ved den lejlighed kom til at spille i Idrætsparken, var, at jeg havde fået neglerodsbetændelse, og dagen før mødet i Århus måtte jeg have opereret fingeren, så jeg stillede op i Århus ved holdleder Bodilsen, med fingeren indbundet.

Han knurrede en del over sagen, men en Aa.B.leder indenfor JBU's ungdomsarbejde H. P. Larsen gik i forbøn for mig hos Bodilsen.

"H.P." var en prægtig mand, som kunne omgås alle, og altid fik det bedste ud af en sag.

Bodilsen ville egentlig have mig sendt hjem igen, men jeg kom med til København og lærte Bodilsen at kende. Næste år kom jeg på Jysk hold som centerhalf og anfører. Og senere blev det da også til flere kampe på det udvalgte Jysk ynglingehold. Det var med senere koryfæer og flere endda landsholdsspillere: John Madsen, Esbjerg, Jørn Sørensen, Nibe, Egon Jensen, Esbjerg, John Jensen, AGF, Kaj Højbjerre, Aa.B. og såmænd også Kurt ”Krumme” Nicolajsen, Aa.B. (senere Chang).

I '54 holdt mine forældre "åbent hus" for alle på det hold som jeg spillede på, og så sad vi med chokolade og boller, mens vi fra vinduerne studerede "damer" og gav karakterer på "Den åbne Richterskala" fra 0-10....

I julen 1954, når fodbolden lå stille, var der noget at glæde sig til. Det var Freja's store Juletræsfest ude i det gamle "Kilden". Freja holdt til oppe på 1. sal med udsigt over det store dansegulv nedenfor.

Freja's festudvalg havde skam engageret en trio der spillede i "vores" sal ud mod Vesterbro.

Jeg havde bemærket mig Ole Rømers datter, Liselotte, så hende dansede jeg lidt med, mens en ret stor familie af onkler og tanter og mor Lilly hold øje med min færden  - nå, men midt i dette familieforetagende kunne jeg ikke rigtig "føre mig frem"...-det blev senere, men jeg husker, at det var pigeglade Frejanere der spillede rollen. Det var "Ziener", "Bette"og "Sjulle". Det var i aftentimerne, idet børnejuletræet foregik om eftermiddagen. Disse 1.juledage først med familiejulefrokost og så "Kilden", blev en tradition. Så det gjorde ondt, da de væltede denne prægtige gamle pa villon for at gøre plads til Hotel Hvide Hus. Mange gode minder blev li'som begravet i murbrokkerne.

 

Og så blev man seniorspiller...

Freja's 1.hold var rykket ned i Serie 1 (tidligere hed det mesterrækken) i 1953 og kampene spilledes i Gl. Frejapark, hvor vi tidligere havde hjemmebane på stadion.

Vi var i række med Vejgård, AaB's 2.hold m.fl., og for en oprykning talte kun 1. pladsen. Vi ynglinge blev som regel "testet" på 1.holdet når vores turnering var endt...vel for at afprøve mulighederne for fremtiden.

Jeg husker en kamp mod slutningen af 1955, hvor Freja's 2.hold, der også spillede i serie 1 lå i bunden med Ranum og Frederikshavn. Man skulle møde rækkens førerhold Vejgård, som ugen i forvejen havde udspillet vort 1.hold, men dog kun med resultat 3-3.

Til den kamp var der vel 7-800 tilskuere i Gl. Frejapark, og der var mødt ligeså mange denne søndag formiddag. Spilleudvalget havde hentet Jens Munk, Erik Juul Kristensen alias "Coppi", samt undertegnede op på 2.holdet, hvor vi stillede op sammen med gamle kæmper som Ejnar Sørensen, målmanden "Store Frode", "Pilatus" Bent m.fl..Vi var bagud 2-0, kæmpede os ind i kampen påny, idet rapfodede Jens Munk reducerede, hvorefter vi næsten "blæste dem ud af banen".

Det blev 2-2 ved "Pilatus" Bent, og vi kom sågar foran 3-2 ved Egon "Nelle" Larsen, men så gik der "brok" i forsvaret, "Pilatus" lavede straffe...og VB fik udlignet...., men festligt for vi unge at deltage "på højt niveau".

Samme uge var Frode Mortensen, en anden af vor årgang, med 1.holdet oppe i Frederikshavn og vandt der 5-1...han var lidt langsom, men nej hvor kunne han spille bold. I min scrapbog står der i artiklen fra "Stiften":

"Freja's ungdom fik succes og vandt 3 point".

Men ikke alene de her nævnte var oppe og mærke "mosten". Der var også Henning "Bette" Christensen, som desværre holdt op alt for tidligt, Jørn Toft (formand Frederik Toft's søn), som var en drabelig god tekniker med et godt præcist spark...men desværre lidt bange af sig. "Kommune-Erik" Christensen, Mogens Menck og Poul Bjeldbak havde noget af det der "ku' bruges"...

I 1956 vandt vi ynglingenes række i det nordjyske og klarede os godt i ungdomsbykampe mod bl.a. Århus.

 

Bogstaveligt talt..r.... ud af bukserne

Da efterårsturneringen startede i 1956 fik jeg min debut som centerhalf på 1.holdet, og allerede tidlig sommer min debut på Aalborgs seniorbyhold mod Århus.

Freja havde dengang en årlig dyst mod AIA, der spillede i 1.division. En sommerkamp på stadion, hvor vi så inviterede forstærkninger til vort hold. Der kom troligt 3-4000 tilskuere til disse opgør og efter matchen var der så sammenkomst med alle spillere i klubhuset i Gl. Frejapark, og traditionelt havde Poul & Poula her fremtryllet en forrygende gang gullasch. Der blev "hygget" og bl.a. sad jeg her med min personlige modspiller i kampen, Ernst Pedersen, der fortalte mig, hvordan man "skulle gi' tilbage af samme skuffe".

Først havde han spurgt om jeg skulle være med i bykampen næste aften i Århus Idrætspark...

-jeg benægtede selvfølgelig bl.a. med baggrund af kampen vi lige havde spillet...så sagde han:

"OK...så får du lige et par fiduser..."

 

Næste morgen mødte jeg som vanligt på min læreplads kl. 10 min. i 7..med lidt hovedpine...og sovet alt for lidt. Kl. 8 blev jeg kaldt ind på kontoret..telefon...det var en Freja-leder, Karl Kauffeldt, og han sagde, at jeg skulle tage til Århus med byholdet, men at jeg som reserve ikke kom på banen. Jeg knurrede lidt men sagde:

"Altså, si'r vi det!" -men var stadig noget knotten.

Vi tog afsted, blev udstyret med en grøn bluse, et par alt for store bukser og mine var næsten uden elastik i livet...- og badebukser havde jeg glemt.

Nå, men jeg skulle være "på bænken", og i det herlige sommervejr nød jeg, at "der var luft til det hele -og uden at nogen anede noget!

Kampen startede, og næsten vanligt kom vi bagud, Finn Nielsen fra Chang udlignede, men så lavede Leif Mogensen, Chang, selvmål...og de 2.000 tilskuere morede sig.

Den eneste blandt vi reserver som havde fået ordentlige bukser, var Bjarne Sørensen fra Aa.B., og ham havde jeg så lavet en aftale med, at skulle det ske, at jeg skulle på banen, så ville vi bytte bukser i al ubemærkethed.

Nu skete der det overraskende, at Bjarne skulle ind som reserveback, og dermed var "mine" reservebukser forsvundet. Jens Erik Arentoft, Chang udlignede flot til 2-2, og desværre ...kort tid efter gjorde min modspiller fra "gullasch- kampen" aftenen i forvejen, Ernst Pedersen, det til 3-2 til Århus, men så skete der virkelig noget.

10 minutter før halvleg brækkede Leif Mogensen, Chang, håndleddet - og jeg skulle ind i en fart!

Jeg råbte om nye bukser, men ingen af de andre reserver ville bytte "i det fri", så jeg måtte på banen og spille centerhalf - med den ene hånd til at hjælpe det slappe elastik i livet på de tunge spillerbukser - mens jeg skulle følge spillet.

Jeg råbte og skreg om at få nye bukser, for det var temmelig ulideligt. Hvad ville folk ikke tænke om mig, hvis jeg tabte bukserne...uden en trævl indenunder!

Lige før pausen brød Ernst Pedersen fra AIA igennem midterfeltet, og jeg måtte i aktion.

Jeg tog en dyb indånding og kastede mig ud i en dyb tackling af ham. Ernst røg i græsset - ligesom jeg selv - flere kom til - et mægtigt klumpspil opstod, og flere kom ned i græsset. Jeg røg ind i en ny kæmpe-tackling og var temmelig ør i hovedet, da jeg rejste mig op. Jeg havde glemt alt om elastikken, og folk gik til halvleg med et temmelig bredt grin. Både spillere og publikum.

Jeg fnyste meget over det her i pausen og fik endelig udleveret ordentlige bukser.

I anden halvleg brugte jeg så al min nyerobrede viden om Ernst Pedersens "julenumre" med en fnysende galskab mod en efterhånden noget skævt grinende Ernst Pedersen, for de førte jo kampen...

Jens Erik Arentoft og Finn Nielsen scorede for Aalborg sidst i kampen, således at vi gik ud af den sidste byholdskamp mellem Aalborg og Århus med "palmerne".

 

På vej ud fra Århus idrætspark vendte Ernst's mundvige den modsatte vej - nedad.

Jeg var efter kampen helt glad for debut'en - og ingen talte om dét med bukserne. Ikke engang Freja's æresmedlem  og stifter Ejner Pedersen, der overleverede mig Aalborgs store spillernål og gratulerede mig med den - som en af de sidste spillere der fik nålen.

Senere fik vi lov at komme en lille tur på "Maritza" inden turen tilbage til Aalborg. Jeg var efterhånden kommet i helt overstadigt humør. Freja's målmand Jørgen Bach "Nønne", der også var med, og jeg gik en tur op i "Blue Room", og ville godt have os en lille "swing-om", men da jeg inklinerede for en køn Århus-pige, sagde hun de ord jeg aldrig glemmer: "Næe, ellers tak! -nå men do har jo fået bukser på igen !"

Så måtte jeg "ned i kanvassen" igen.

 

"Der går altid både tilbage..."

Min første seniorsæson var tredelt, idet vi skulle over til kalenderårsturnering, som vi har idag (dengang kørte 1. halvdel i efteråret og 2. halvdel i foråret). Her rykkede vi tilbage i jyllandsserien, hvor vi tidligere havde været fra start sidst i '30'erne til '53. Vi returnerede i '58 og allerede dér drømte vi om at komme videre fremad. Vi var med i toppen i årene fremover, men nåede ikke ind i "Shangri-la" - i 4. og senere 3. division.

 

Jeg var nu begyndt at læse til maskinmester, idet min drøm velsagtens var at kunne føre et af disse store damplokomotiver, som blandt andet stod og ventede på overkørsel ved jernbanebroen, lige uden for bopælen, Kastetvej 24, lige ved viadukten. Udviklingen gik mod diesellokomotiver, som jeg overhovedet ikke så på med samme  glæde som de go'e gamle sorte ildsprudlende damplokomotiver.

Da jeg havde de to første eksaminer, havde jeg lært Liselotte at kende, og for at komme så vidt havde Preben, min lærekammerat og jeg inviteret os selv til aftenskaffe hjemme hos Lilly og Ole.

For en god sags skyld medbragte vi en sandkage til Lilly som jeg havde udset.

Jeg sagde: "Nu på søndag skal vi jo til Bedsted og spille sommerkamp, og da Ole er træner for os, vil du sikkert med...ikke osse...?"

Lidt betuttet sagde hun ja..hvorefter jeg sagde, at da hun jo nu skulle smøre madkurv, så kunne hun jo ligesågodt smøre lidt til Liselotte og mig ! -og så var jeg vist godt på vej ind i familien Rømer/Phieffer....

Januar '60 tog jeg ud at sejle med J.L.Lauritzen Line som juniormester for at få sejltid. Det var hårdt at savne sin pige, familie og venner, og "banen ved Annebergvej". Men jeg oplevede forhold, som jeg ikke gerne havde været foruden i dag. Jeg tænker selvfølgeligt ikke på det rent maskinelle, næ, nej... -mere at se hvorledes folk havde det i Nord- og Sydamerika, opleve andres kultur, musik, livsform, galskab og morskab.

Man bliver så morderligt klog af sådan noget.

Noget man værdsætter fra sit Skandinavien, når man er derude, og når du er hjemme igen, hvor svært andre, trods smilene, havde og har det.

Jeg kom hjem efter et års tid og i maj '61 giftede Liselotte og jeg os.

Liselotte blev gravid og Michael blev født et år efter brylluppet, og vi flyttede i lejlighed i Willemoesgade 8.

Efter 1 1/2 år i marinen kom jeg så hjem til Aalborg i efteråret '63 og fik ansættelse hos Nordkraft, så nu var tiden endelig inde til at yde en indsats for at få Freja frem i rækkerne.

 

Tilbage til Freja-liren

Jeg havde fået en del "fedt" på siderne af tiden på havet, og det skulle af igen, før jeg var rede.

Jeg begyndte at træne oftere, blev sågar træner for et ungdomshold, og kom så på 1.holdet som fløjhalf.

"Coppi" og jeg byttede pladser, og jeg tror det var i 1966 vi rykkede op i 4.division. Året efter oprykning til 3.division. Jeg var også fra tid til anden med på vort 2.hold, der rykkede op i jyllandsserien.

Jo det var gode år for vestbyen. Nu viste fødselsoverskudet sig, fra de sidste krigsår og tiden derefter, i form af resultater på plænerne.

Forresten flyttede vi over på Ny Frejapark i 1962 i nye tidssvarende boligforhold, med rigtigt varmt vand i bruserne. Jeg kan nemlig godt huske den her uhumske "Stil" man havde blandt 1.holdsspillerne i Freja mens vi endnu var i Gl. Frejapark.

Debut på holdet - efter kampen - inde i badet med de gamle gasvandvarmere, efterårssøndag, råkoldt, jeg vasker håret under de 4 stråler fra bruseren, pludselig udbryder jeg: "Nu er det herligt...".

Det var det nu ikke, for da jeg åbnede øjnene påny stod d'herrer "Hønen", "Vøvsbageren", "Lillebror", "Lik", "Kikker", "Nønne" og "Store Frode" rundt om mig og gennemurinerede min krop.

Senere deltog jeg selv i samme ritual, hvis jeg altså ku'...

 

Jeg spillede med i 1967, da vi rykkede ned fra 3.division. Desværre havde vi alt for sent fået det rigtige hold sammensat, og trods en flot efterårssæson måtte vi som fynboerne siger: "Ne å su grunvaj", og her blev vi, til jeg stoppede på 1.holdet i 1971.

Jeg brækkede skinnebenet i en 2.holdskamp ude i Klarup, hvor jeg kom lidt skævt ind i en tackling.

Jeg startede et par år senere "i det små" på serie 4-5-6 og nød det.

Jeg gik ind i spilleudvalget. Senere blev det så bestyrelsen, som menigt medlem, sekretær og næstformand og sluttelig i '82 ind i bestyrelsen i det så udskældte SIFA.

Old-boys spillede jeg ind imellem før mit benbrud, men afstod fra det, så længe jeg kunne anvendes på højere hold, men efter mit benbrud var det, som om vi alle var på samme linie, og her har jeg også haft herlige timer med holdkammerater, ja, men også mod gamle "fjender", som man egentligt finder ud af er nogle dejlige "fjender"...

 

Bestyrelsen i Freja forlod jeg for 3 år siden (1989), jeg syntes at tiden var inde til at få afprøvet nye veje.

Dermed er jeg ikke færdig med Freja, fra tid til anden ringer formanden "Jensen to'najt" eller "Thomsen" alias Carsten Jacobsen og får mig i gang med "et eller andet"...vi hænger ved vi gamle.

 

Jeg fortalte ved en lejlighed Sam, at Keld havde lavet bordkort til en speciel "sølvbryllupsfest" for alle vi drenge, der er vokset op sammen, og har "hygget os" i alle årene : "Sjulle", "Ziener", "PV"-Olsen, "Coppi" og undertegnede...og selvfølgelig vore koner.

Til undertegnede havde Keld lavet en tegning på et bordkort fra "Faklen". Det viser et stort kanonrør, og ud af røret farer der med "ild og røg" en mand iført flyverhjelm og ditto briller samt overalls.

Under tegningen står der "Mister Canonball 1991", selvfølgelig på baggrund af ”min” ulykke på Nordkraft.

Sam smilede først lidt, men var bagefter "sorryfull", idet han var af den mening, at han...- og altså kun ham alene, burde ha' den titel, på grund af hans ustyrlige skud-styrke!

Men så blev jeg forknyt på Sam og overvejede at få udleveret den nekrolog, som han allerede havde lavet om mig for "Stiften", for at se efter om han havde fået det hele med!

 

Nå, ja..så holder jeg med al det "gas"..- det er noget man lærer ude i Freja, siger jeg så..., fordi de mener, at man skal bruge sin fantasi på banen...og udenfor.

 

Da jeg efter min "lufttur" var på vej ud af min morfinrus på Sygehus Syd, havde jeg mange mærkelige fantasier.

Én af dem var, at jeg i Freja-dress (uden reklamer...) sidder på en sky over Aalborg.

På en stol dér i skyen sidder en ældre mand med langt hår og skæg..i en fuldkommen hvid Real Madrid spilledragt, lidt rummelig - og jeg pudser hans støvler.

Han og jeg nynner, sammen med nogle, jeg ikke kan se, på en vise jeg kender, mens vi kigger ned.

Først over Lindholm Å, det gamle stadion derovre og træningsbanerne, Limfjorden, vestbyen, de røde tage, Ny Frejapark, Gl. Frejapark, -dér hvor banen lå.. I ved godt.. "Banen ved Annebergvej"....

          

Jørgen Lund Pedersen

Keld Torben Jensen

Født 17. juni 1949

Indmeldt i 1954

63 kampe på Frejas 1. hold 

Ungdomsleder 1964-1967

Ungdomsleder 1984-1985

Bladudvalget fra 1969->

Bestyrelsen fra 1975-1997

Formand fra 1982-1997

Formand for Folkeoplysningsudvalget i Aalborg 1997->

SIFA’s bestyrelse 2008

Formand SIFA 2012->

 

Indehaver af:

Freja's guldnål  

JBU's og DBU’s sølvnål

DBU Jyllands Hæderstegn

Æresmedlem i Freja

 

Modtager af :

SIFA’s Aalborgs Idrætslederpris 1996

Aalborg Freja’s Træner- og Lederlegat 1997

Nordjysk Idrætslederpris 1998

Årets Nordjyske Kanon 2017

 

 

"Baxi, Butchi, Krisser og de andre rødder "  

 

Keld ”Slagter/Melis” Torben Jensen skrev sådan i 1992, og siden supplerede han fortællingen i 2012...

 

Solen har sikkert skinnet den dag, min far, slagtermester Axel Jensen, fik mig meldt i Freja.

Det gjorde den vist nok altid, dengang. Hans kommentar til min mor var den sædvanlige: "Vi går lige en runde...".

Så var ruten lagt. Fra huset på Ny Kastetvej til Freja. Jeg er sikker på,  at min far var ligeså stolt som jeg, der marcherede af sted i flunkende nyt Frejatøj.

Mor havde aftenen i forvejen syet et flot Freja-mærke på den hvide trøje med den typiske snore-lukning.

Strømperne var flotte, hjemmestrikkede med blå-hvide striber på tværs, og bukserne ligeledes hjemmesyede... og til at vokse i.

Støvlerne var i virkeligheden "adgangstegnet" til den fodboldverden, som jeg dengang lidet anede skulle blive en så væsentlig del af mit liv.

Faktisk var jeg da startet for længst. Det var uundgåeligt, thi "den dreng som går udenom en hoppende fodbold samler sikkert på servietter !".

Når far lagde ruten omkring Freja, tog hans lille karseklippede purk de mest slidte sko på, i sikker forventning om at møde andre boldglade unger.

"Trekanten" var stedet.

Her kunne man med sikkerhed finde modstandere til en kamp. Drengen med bolden var sikker "førstevælger", og sekunder efter kunne man i en støvsky ane, at kampen bølgede.

Det var ikke just nogen Wembley, idet "Trekanten" var bålplads, opvarmningsplads o.s.v., hvilket indebar slagger, glasskår, søm o.l. på den i forvejen forpjuskede græsstrimmel.

 

"Slagter", som min far blev kaldt, havde sit eget hold.

I atmosfæren af gaskaminernes sprøde knitren og de gamle drenges cigarrøg fandt man "holdet".

De gamle førsteholdskæmper Kaj Jensen, Aksel Kristensen, Martin Kjærgaard samt min fætter Henning B. Nielsen "lillebror" var medspillerne, og her gjaldt det "Sevinsel", "66", "Ligeud" og "Whist".

Når jeg havde overstået min "kamp" og opsøgte min far, og sad han "i tur"...ja, så faldt der prompte en håndfuld ti-ører.

I klublokalet stod dén.  Skinnende forkromet ...

- den enarmede tyveknægt.

To-tre mønter, så var den gal, og så måtte man til det.

Ud for at finde klubhusinspektøren, som ikke altid var nogen rar mand. Han bandede og svovlede, medens han storsvedende med en stor skruetrækker og en hammer forsøgte at løse de tekniske genvordigheder, som denne maskine bød ham.

Nogen finmekaniker var han så langt fra.

Når fars "hold" sluttede spillet, hyggesnakkede man over en kop kaffe, og snart sad vi unger med alle antenner ude, alt imens vi slugte beretningerne om Frejas storhedstid før den anden verdenskrig.

Meget tidligt fattede jeg, at Freja var noget særligt.

Så da jeg endeligt blev "legaliseret" medlem af Freja, var det faktisk alligevel med en vis rutine.

5 år var jeg blevet, da min far og jeg troppede op i klubhuset hos ungdomsafdelingens kasserer, Einar Sloth. Fra sit lille kontor i hjørnet af det ene omklædningsrum styrede han, på sin rolige facon, det kæmpemenageri som medlemsregistreringen var der midt i 50'erne.

På et tidspunkt var Freja Danmarks største fodboldklub, med en ungdomsafdeling, der talte mellem 8-900 drenge. Med kun to baner var der simpelthen pres på.

 

Som i skolen linede vi op på rækker efter hold, hvilket jeg jo af gode grunde, nemlig alderen, endnu ikke havde fattet.

Et af mine første bekendtskaber var en lille krøllet knægt, der som jeg var betaget af at løbe slalom imellem de opstillede rækker.

Jørn ”C” Christensen eller "Krisser" var det.

Et venskab, der fra barndom bar os over ungdom til det onde tunger sikkert i dag vil kalde "alderdom".

Et venskab der også i flere år skulle indebære et svogerskab.. -ja, hvem skulle ha' spået det.

Vores morskab med slalomløbet fik en brat stopper ved et brøl, som givet var at sammenligne med det, der måtte have væltet Jerikos mure. Det var den førnævnte baneinspektør, der udover denne titel også var ungdomsformand og træner. Poul Jensen, som jeg jo godt kendte, skønt ikke helt på denne vis, gav os chokket.

"Jamen vi var jo ikke på noget hold.."- tak skæbne at svare ham igen. Vi fik gjort temmelig klart, at en vis disciplin herskede, hvilket med den hoben rødder, som vi jo bestod af, var yderst påkrævet.

Når Poul TALTE, så kunne man høre en knappenål falde, ellers så, nå ja...så var der ingen fodbold for synderen den dag.

  1. lilleput var mit første "rigtige hold", og du godeste hvor var man dog stolt, da man kom hjem til de gamle og fortalte nyheden.

Nu var min skæbne helt beseglet. Herfra hed det fodbold, fodbold og atter fodbold, døgnet rundt, alle steder.. - ja, selv i søvne spillede jeg fodbold. De gange hvor jeg siden er vågnet med skader kan ikke tælles.

Adskillige scoringer har skråvæggen, over min seng i huset på Ny Kastetvej, registreret.

 

Af med de støvler...

Mine forældres slagterforretning lå lige over for "Drengehjemmet" i svinget på Annebergvej.

Dette "sted" var for mange "almindelige børn" utilnærmeligt, og for deres forældre upassende selskab.

For mig var det paradis.

I min egenskab af slagtersøn og bud i forretningen, fragtede jeg dagligt varer over gaden til køkkenregionerne på drengehjemmet. Inspektørparret på drengehjemmet, Hr. og Fru Johansen "adopterede" mig faktisk, i den forstand, at jeg frit kunne færdes overalt på hjemmets område. Drengene, der var et sammenkog af "glemte" og gemte samt forældreløse fra det ganske land, var temmelig barske og havde et stærkt hieraki. Der var anfører, viceanfører og forskellige gruppeledere. Og alle måtte de kæmpe for at holde "titlen".

Også her spillede man fodbold, og på en bane af standard som Frejas "Trekant".

"Om man måtte være med, når de spillede?"

“- ja, selvfølgelig...” svarede en af mine kammerater, Kaj Jensen hed han. “Vi ska' lige spørge Store John”.

At jeg stod der med en flunkende ny læderbold gav mig da også en vis status.. - troede jeg.

Store John kiggede lige engang, og sagde så...

“OK, men ta' fodboldstøvlerne af. Her spiller vi alle i bare fødder”.

 

Poul "Hawkeye" Jensen...

-et kapitel af Frejas historie...og af min !

Mange af drengene fra hjemmet havde naturligvis også deres gang på "den anden side af hækken", nemlig på Freja, men almindeligvis ikke længere væk end at de kunne høre "fløjten", som Inspektør Johansen anvendte, når drengene kaldtes til samling.

Den var der respekt for, klart nok, for ellers røg "frynsegoderne"..og det prompte.

Flere af dem var medlemmer i Freja, der sikkert gav dem lidt ekstra solskin i tilværelsens barske hverdag.

 

Vi kunne simpelthen ikke få nok af fodbold.

Hver dag, når vi slap fri af skolens "lidelser", samledes en gruppe af kvarterets boldglade unger til nogle timers "opvarmning" inden den rigtige træning startede.

Om man betragtede ungerne, kunne man hos flere af dem sikkert spore en vis nervøsitet.

Ikke specielt for selve spillet, men alle antenner var ude... - for sæt nu Poul kommer!!!

Manden, vi frygtede, var naturligvis Poul Jensen, som til vi ungers store fortrydelse dukkede op på anlægget på de mest besynderlige tidspunkter.

Vi havde selvfølgelig forskellige "flugtruter", og ikke mindst var drengene fra drengehjemmet geniale til at "ligne græsstrå" i samme øjeblik den blå "Wooler" knallert var i syne.

Oftest slap vi væk, også med bolden i behold, for netop bolden var altid det helt ømme punkt.

Når Poul kunne se sit snit til det, "sneg" han sig ind på de små syndere, og som en rigtig general..: 

-med angreb fra nye vinkler hver gang.

Kom han så tæt på, at han kunne se hvem det var, ja så måtte man stå skoleret, og var det min bold, hvilket ofte var tilfældet, så måtte jeg, udover en "dommedags-skideballe", vandre den tunge gang over til fatter og fortælle at bolden var inddraget, men vi, min far og jeg, kunne komme over efter bolden når træningen var slut.

Hvor ofte det er sket, har jeg ikke styr på, men faktisk har Poul haft denne "hobby" altid.

Selv når vi som ynglinge mødtes på den vestligste af Frejas baner mod travbanen (senere Firma-sport) for, en søndag eftermiddag, at genopfriske de lækkerier vi havde noteret os på Stadion, ja, så dukkede  Poul Jensen op. Da vi siden kom til at sidde i bestyrelsen sammen, kunne vi sagtens enes om formålet, nemlig "at passe på banerne", men at det hos ham har været en besættelse.., det ville han ikke indrømme..men jo, det var det.

 

Poul...og Poula, som "pølse-damen" i klubhuset hed, er uløseligt forbundet med et væld af oplevelser for mig og et utal af Frejanere gennem tiden.

Poul..den barske, temperamentsfulde, og Poula den milde, den helt naturlige modvægt til Pouls salver af ukvemsord.

De to var der altid, dér i klubhuset,.. hver dag.

Poula i køkkenet, der vel var på max. 1 kvm., og Poul - bandende og svedende...ude og inde, opkridtning, tjæring af net..hammer og sav og som altid "de største søm i landet"- ja, og så skal vel lige nævnes, at vi allerede dengang havde kigget Poul ud, han kunne li' at lave bål, ganske som når han senere i vores fælles bestyrelsestid blev udnævnt til "1. pyroman", nemlig med ret til at tænde Frejas Sct. Hansbål.

En stor tønde ved siden af klubhuset knitrede hver dag lysteligt med gamle træpropper og støvler, affald m.v..

 

Drengehjemsdrengene

Uanset hvor brysk og utilnærmelig Poul kunne virke, så havde han sine "bløde pletter". Årligt tiggede han og Støtteforeningens forgænger, "Festudvalget" præmier ind til uddeling i ungdomsafdelingen. Som jeg husker det skete uddelingen gerne i forbindelse med Freja’s fødselsdag først i maj. ”Lagkagekamp” var løsenet og det kan nok være det kunne trække unger til fra nær og fjern. Gratis lagkage og saftevand, og så denne uddeling -  og til vi ungers undren var det gang på gang drengene fra "Drengehjemmet", der fik støvler, fodboldudstyr m.v.

Først som ældre fattede man, hvor socialt Poul handlede, idet knægtene fra drengehjemmet ofte måtte stille til træning i gummistøvler, og i det tøj som de jo anvendte i skolen o.l. Træsko havde han forbudt, og uden at det behøver at have nogen forbindelse, må jeg lige nævne en lille episode.

 

Hver træningsaften startede med, at Poul kom ud for enden af klubhuset, og helt på samme vis som søløverne i zoo fodres, sparkede han boldene ud til vi "forslugne unger". For Poul, der altid gik i træsko, fik det én dag den konsekvens, at teknikken svigtede, og en træsko slap hans fod, og landede i træerne ved de tilstødende kolonihaver...

-naturligvis til stor morskab for vi unger, mens Poul bestemt ikke mente, det var morsomt.

 

Til København med "Jens Bang"....og Poul Jensen!

Poul som jo havde styr på mange ting, deltog med stor rutine i de mange ture som ungdomsholdene var på i 50'erne og 60'erne. Det var primært hovedstaden, der  var rejsemålet i mange år, og når man skuer de eksotiske og spændende rejsemål, som vore unge spillere i dag ta'r som en selvfølge, ja så begynder man at ane "alderen" tynge, når man starter med.."- da far var dreng.."

Næh,...Vanløse..Fremad Valby..Gentofte Vangede.

Det var vores "eksotiske rejsemål", og man skulle være et skarn at jamre, for vore oplevelser var mange.

Som 10-årig fik jeg chancen første gang. Jeg blev en dag efter træningen kaldt til side af Poul Jensen.

Skideballe..tænkte jeg, men nej...-om jeg mon måtte komme med til Vanløse i København? Jeg har formentlig været 7. reserve, og at det var med et hold, der var noget ældre, var for mig uvæsentligt. Af sted til hjemmet på Ny Kastetvej for at få den nødvendige tilladelse og økonomiske opbakning. Det første fik jeg, det andet måtte gå ud over mine "hårdt tjente" penge fra budtjansen i fars forretning. Men man skulle med, det var lykke.

Vi "ældre" Aalborgensere får en tåre i øjenkrogen, når vi tænker på H.P. Prior  og Jens Bang, de nu hedengangne Københavnerbåde, som vel stoppede deres virke i slutningen af 60'erne. Men det var vores tids "Jumbo-jet"....omend komforten også var en anden.

Velfriserede, med soveposen under armen, (købt til lejligheden hos Andersen i Tøjdepotet, Helgolandsgade, der bl.a. solgte militært overskudsmateriel) samt en frisk madpakke i rygsækken, der allernådigst var udlånt af storebror Willy.

Poul Jensens stemme gjaldede til samling og optælling, hvorefter vi på række marcherede ombord. Fra skibet tog vi afsked med mødrenes hvide, våde lommetørklæder - og så gik det løs.

Indkvarteringen på båden var som regel fordelt både ude og inde, selvfølgelig alt efter vejret, men var det tørvejr blev nogle... de ældste.. placeret på dækket, mens hovedparten blev placeret i lastrummet. Her fik man en krog mellem hunde i bure, cykler o.l., og  indhyllet i en stank af fed motorolie fandt man plads til soveposen. Du godeste for et tumult, men selvfølgelig kun til Poul Jensens stemme gjaldede. Poul var sædvanligvis hovedleder på disse ture altid suppleret med Einar Sloth Nielsen.

Vel en af Frejas fornemste ledere gennem tiden. Stille og omgængelig, en perfekt kontrast til Poul Jensen.

Einar var igennem flere år kasserer for ungdomsafdelingen, og nåede da også inden hans alt for tidlige død, at høste klubbens guldnål. Pouls styring af alle vi "lopper" var, omend ikke særlig pædagogisk, så ganske effektiv. Legendarisk var et af Pouls udbrud på turen, da han ude midt på Kattegat brølede:

"...hvis I ikke falder til ro nu,....

SÅ VENDER VI OM ! ".

 

Jo, Pouls magt var stor, men respekten om ham var fuldt fortjent, hvilket vi da også bemærkede os hos lederne i vore værts- klubber, hvor især samarbejdet med Vanløse kør- te over rigtig mange år.

Indkvarteringen var altid på privat basis, og det kan nok være at en snoskforkælet slagtersøn fik sig sine oplevelser, da det første ophold blev en realitet. Jeg skulle bo hos "Vagn"..

- en herlig storfregnet knægt, fyldt med ægte Københavnerhumør. Hans far var fuld hver dag under opholdet, moderen, lille og forslidt, og med 6 søskende i den lille lejlighed i Valby.

"Den varme mad" var rabarbergrød, og sovestedet var i én køjeseng mellem Vagn og en lille- bror, som jeg om morgenen opdagede var "tis-våd"...- jo, det var noget af en dåb man her fik.

Besøgene i København var altid kombineret med en kamp i "Parken": landskamp eller "Stævnet", som det udvalgte Københavnermandskab blev kaldt.

Her oplevede vi i '59 en 17-årig Frederikshavner-knægt ved navn Harald Nielsen få sit internationale gennembrud, i kamp mod de brasilianske verdensmestre. Overfor verdens bedste "stopper" Bellini, scorede Harald 2 gange. Jo, der var noget at berette når man kom hjem.

Der var altid en genvisit forbundet med disse Københavnerture, og Vagn og co. var selvfølgelige gæster i Aalborg mere end én gang. Vagn fik straks en plads i min mors hjerte, og den lille blege Valbydreng, samlede igennem nogle år både kulør...og ikke mindst kilo, ved 5-6 ugers sommerferieophold i slagterhjemmet i Fredericiagade.

 

Danmarks største klub

Rent sportsligt var Frejas ungdomsafdeling næsten altdominerende fra midten af 50'erne til sidst i 60'erne.

Det toppede vel i 1960, hvor vi vandt 8 ud af de 11 rækker i Stor-Aalborgs Drengeturnering, og så vandt vore juniores sam- me år den bedste kreds under JBU - i junior A.

Man samlede 800-1000 mennesker i Aalborg Håndværkerforenings store sal (senere Bio 5) til en gigantisk festaften. "Sam" var konferencier, der var underholdning af - selvfølgelig, Henning Fogh, der til lejligheden havde dannet et specielt sangkor af Frejaknægte, og i al beskedenhed var undertegnede naturligvis en af de bærende kræfter.

Vi var pavestolte ...sikke't bifald vi fik..(eller var det mon blot en tak for vi stoppede?).

Den store regissør for arrangementet var Festudvalgets formand Ejler Nielsen, der vanen tro i Frejaregi havde fremtryllet et overdådigt "amerikansk lotteri".

Bl.a. havde min far sponseret 10 stk. salami.

Stor var min fortrydelse, da jeg blandt i hundredvis af flotte præmier, 7 gange vandrede op til scenen efter gevinst...og hver gang blev der annonceret:

"1 salami fra slagter Jensen på Annebergvej !".

Dét syntes min far var morsomt...

 

Vort hold dengang var utroligt stærkt, men hvert andet år opnåede vi desværre "kun" en 2. plads i vores række. Det var når vi som 2.års-spillere mødte NB, hvis hold talte navne som Henning Jensen (senere Real Madrid), Poul Erik Andreasen (senere træner for AaB's superligahold), Gilbert Røgilds m.fl.. Det var vort lod årligt, at lande turneringen 1-2 point efter NB. Vores trænere igennem flere år "onkel Egon", som Egon Hansen kaldtes, og Herbert Gaede fostrede et væld af senere 1.holdsspillere til Aalborg Freja.

Årgangene 1949 og 1950 gav spillere som Jørn Christensen (Frejas rekordholder), Ole Nielsen, Børge Øland, undertegnede, Harbo Larsen, Per Nielsen, Poul Jensen, Henning Knudsen, Claus Kristensen, Peter Schrøder, Peter Gaede m.fl. en lang række 1.holdskampe, og de seneste årgange fra de 2 trænerkapaciteter navne som Henning Højer, Carsten og Jørgen Enevoldsen, Carsten "Fidi" Mortensen, Jan "Babben" Jensen m.fl..

 

Vore forbilleder i Freja-regi var det talentfulde mandskab som ikonet Ole Rømer og senere supertræneren, den piberygende bager, Poul Verner Olesen, havde ført frem til et Jysk Pokalmesterskab for ynglinge i 1963.

Et hold som ligeledes kastede mange 1. holdsspillere af sig. Det var navne som Ole "Sømand" Nielsen, Hans J. "Sjønne" Nielsen, Per Hjørringaard, Peter Laursen, Aksel Larsen, Chr. Buchholtz Frederiksen, Jess Zimmer m.fl.

Vi var dominerende på de forskellige Aalborgbyhold, og i en årrække satte man ikke et udvalgt Jysk Ynglinge- eller Juniorhold uden Frejaspillere, ja, det samme var sågar tilfældet med junior- og ynglingelandsholdene, hvor bl.a. netop "årgang '50" efter et jysk juniormesterskab, leverede ikke mindre end 3 spillere til på en gang:

Harbo Larsen, Henning ”Nurmo” Knudsen og "Bette Polle" Poul Jensen.

 

Hvad skete der med alt dette talent..?

Store var forventningerne til seniortiden, men hvad skete..?

Hvad der gik galt...jeg ved det ikke. Men klubben med Danmarks største ungdomsafdeling, Aalborg Freja, høstede desværre ikke de store resultater, som de mange talenter ellers kunne udmøntes i.

Det var nok ikke trænerne. Var det ledelsen, hvoraf mange måske nok havde siddet for længe? Var man ikke klar til at påtage sig det ansvar, det var at  "udruge" guldæggene i reden? Var opbakningen til de unge talenter for middelmådig, uden mål og visioner?

Jeg vil nødig sidde med bakspejlet og klandre de mange frivillige ledere, der på daværende tidspunkt arbejdede for Freja, men skal jeg være ærlig, hvad jeg iøvrigt holder meget af, så var ledelseskonstellationen nok ikke rigtig og ikke mindst utidsvarende dengang.

Flere af lederne havde...al ære og respekt for det.. siddet i ledelsen fra sidst i 40'erne, altså 20-25 år, vel at mærke i en årrække hvor klubben fristede en tilværelse, næsten helt i bund med to serie 1-mandskaber som det typiske. Man var ikke vænnet og sporet til nytænkning, man

handlede per rutine. Vort største problem dengang var givetvis en konstant frustration over at storhedstiden fra 30'erne var og blev saga. En misundelse og jalousi overfor "de røde", for hvem det altid går godt..(?) -dette og så Frejas evigt tilbagevendende: Hyggen.

Det var nok ikke disse gamle hæderkronede ledere, der skulle have styret klubbens fremtid, men hvem så.. -og

hvor var de der kunne ?

 

Selvfølgelig stod AaB og flåede i vore talenter - det har de vel iøvrigt altid gjort. Dette fik flere af vore ledere til at gå i direkte had, og dermed ofte virke fuldstændig handlingslammede.

Lad mig her, inden jeg vender tilbage til sagaen om "udvandrerne", lige afrunde min såkaldte "sportslige karriere" på klubbens bedste hold (hvilket nogle af mine senere holdkammerater i old-boysafdelingen givet vil sige må være tidsspilde).

I efteråret '67 blev jeg og Børge Øland prøvet på 1.holdet i en kamp i Jysk Pokalturnering. Freja var rykket ned fra 3. division, og man rustede sig til en hurtig tilbagevenden...talenterne var der jo.

Træner var Ove Rønn. En herlig type, et dejligt menneske. Ove var tidligere divisionsspiller i AaB, og med sin prægtige fysik og energiske attituder virkede han altid motiverende.

Rent taktisk var han desværre en novice, og nuværende trænere, selv på ungdomsniveau, vil givet ryste på hovedet, om de så hans optegnelser i en kamp.

Hvor man i dag bruger blokkevis af notater og optegner løbebaner m.v. , ja her stod Ove Rønn helt af.

En kampsituation kunne ikke være værre, end at den kunne rummes på bagsiden af en tændstikæske - sådan!

 

Efter den obligatoriske standerhejsning fik jeg min officielle dåb. Under brusebadet stod jeg uden for vandets række- vidde og sæbede mig ind. Shampoo i håret..

- hyggede mig voldsomt ved nu at være senior.

Pludselig mærkede jeg en pragtfuld varme på ryg og bag..., undrende vendte jeg mig om og så en storgrinende Ole "Sjulle" Schultz, der overtissede mig...:

"Nu er du rigtig senior !"

Debut'en og vinterens træningskampe tegnede lovende - vi skulle nok vende tilbage til divisionen, og også forårets kampe viste vejen. Vi kørte lige igennem...på et tidspunkt med 8 point ned til den nærmeste oprykningskandidat, men hvad skete...holdet gik helt i koma, og Herning, der på et tidspunkt lå til nedrykning, overhalede os i svinget.

Stammen på holdet var kuldet med "Sjønne", Per Hjørringgaard, Peter Laursen, Chr. Buchholtz og hertil Mogens Madsen, Ole Kaiser m.fl.

Alle stærke spillere med divisionserfaring.

Men den gik ikke.

 

 

 

"De spiller og de triller.."

Nu skulle også vores største talenter fra årgang '50 prøve gamet, og i en pokalkamp mod Randers Frejas divisionsreserver debuterede folk som Henning Knudsen, Poul Jensen, Harbo Larsen, Per Nielsen o.s.v..

Det er nok den bedste kamp, jeg nogen-sinde har deltaget i.

"De spiller og de triller, de andre ej forstår..."

Ja, den verselinie, som vi har sunget så tit, den passede på en prik. Jeg havde alt for dumt valgt denne kamp til at indvie et par nye støvler, og begge mine hæle var til sidst en blodig las, men udskiftning...ikke da tale om. Jeg VILLE simpelthen ikke ud. Jeg tror vi slog det rutinerede Randers-mandskab med fem eller seks overskydende, og igen steg forventningerne til en ny sæson, men nej!

Min karriere som førsteholdspiller var efter soldatertiden i Holstebro næsten ovre, idet netop disse "unge løver" tog patent på pladserne, i hvert fald for en tid.

Jeg var nu allerede dybt involveret i bestyrelsesarbejdet og måtte "nøjes" med at være en habil 2. holdsspiller i en årrække.

 

Efter tre år i træk at have været lige ved og næsten, var flere af de bedste spillere i frustration skiftet til andre klubber.

Det startede med "Sjønne", og også "Sømand" prøvede sig i AaB. Jess Zimmer, der i Freja næsten udelukkende var 2. holdspiller, var gået i Chang og markerede sig her hurtigt som topscorer på 1. holdet.

Poul Rank, hurtig og farlig forward søgte til VB,  Henning Knudsen måtte p.g.a. arbejde søge til Århus, Harbo Larsen, ”Fidi”, Poul Jensen og Per Nielsen drog alle til AaB.

Et kapitel i Frejas historie, som burde  have givet resultater i overflod, var omme. Flere af spillerne vendte naturligvis igen ”hjem til folden”, men spillertrafikken var startet, og fik med indførelsen af betalt fodbold i 1977 endnu større betydning for alt og alle i dansk fodbold.

Freja's sidste "opsving"

Et paradoks iøvrigt at Frejas næste "opsving" skulle komme netop dette år.

Efter at vort 1. hold i '76 med førnævnte åreladning af spillere lige akkurat reddede sig fri af nedrykning fra danmarksserien, vendte sæsonen '77 om på det hele.

Med 2.700 tilskuere som klædelig kulisse lykkedes det os i en forrygende kamp at slå Chang med 3-2.

Endelig slog talenterne til. Det var "et rent" Frejahold, der spillede os opad i rækkerne, med de bærende kræfter i Jørn "C." Christensen, Carsten og Jørgen Enevoldsen, Mogens Madsen og Børge Hasselgren samt  den tilbagevendte Carsten "Fidi" Mortensen. Træner var Poul "Orm" Christensen, der så absolut havde sine største kompetencer på det sociale område.

Med oprykningen startede en helt ny tilværelse ikke blot for spillerne, men så sandelig også for vi ledere.

 

Divisionsstatus, og det i året, hvor betalt fodbold blev indført i Danmark. Harald Nielsen og Helge Sander havde længe nok ”truet” DBU’s fodslæbende og forældede billede af dansk fodbolds fremtid. AaB, der jo i årevis havde været fortalere for betalt fodbold, blev så at sige "taget med bukserne nede".

Fuldstændig og aldeles uforberedte på denne nye tingenes tilstand, selvom Sonny Thomsen som AaB-formand og den tidligere AaB-formand A. Dahl Engelbrechtsen som JBU formand og DBU næstformand, jo i den grad havde haft ”pladser ved ringside”.

Jeg husker endnu turen til Divisionsforeningsmøde i Fremad Amagers klubhus, hvor de nye vedtagelser blev præsenteret. Under hele turen havde Sonny, som blev mig én af mine allerbedste AaB-venner, underholdt mig, den ”grønne” Freja-leder, om hvorledes tingene skulle klares i den nye fodboldverden. Og hvad skete...? - ganske som i ”Kejserens nye klæder”, så var AaB ikke rigtig klædt på, hverken for eller bag.

Nå, men byens førstemand Borgmester Marius Andersen tog nu initiativ til så at sige at redde r.... på AaB, da han op af hatten trak en gedigen sponsoraftale med De Danske Spritfabrikker, til AaB der var rykket ned i 2.division. De skulle nu spille med ”Sprittens” så kendte malteserkors på brystet.

For Freja, der var rykket op i 3.division, var det ikke blot en ny situation, men en helt ny verden, hvor også vi skulle finde en måde at tackle udfordringen på, bl.a. med sponsores.

Men AaB's særstilling i Aalborg fik Frejas daværende formand Henning Fjeldgaard og jeg klart at mærke, da vi forventningsfyldte mødte op på Borg-mesterkontoret hos Marius.....

- nej, desværre.

 

Her var der absolut ingen hjælp at hente. Nå, men er du Guds barn, så klar dig selv...

- og det gør vi jo i Freja.

 

Om der var sammenhæng mellem den manglende medvind hos borgmesteren, og det faktum at Marius i en lang periode mente det nødvendigt at agere ”giftekniv” i en sammenlægning af  ”de slagne” Chang og ”opkomlingene” fra Freja, hvilket der af helt naturlige årsager ikke blev noget af - ja det kan man kun gætte på.

 

Et kæmpeapparat var sat i sving for at kunne byde vore spillere en bonusordning for den ekstra træningsindsats, som nu måtte til for at blive i divisionen.

Som den første klub i byen fik vi slået hul på Stadions monopolstilling med bandereklamer....og ”Stadionur”. 

Vi fik det gamle urværk fra Aalborg Stadion og Gert Kåstrup smedede stålkonstruktionen, Knud ”Krabbe” beklædte den og undertegnede malede tallene og Roth Skilte dekorerede.

Vi solgte Frejaaktier. (..ja ærke-Frejanenen Knud Øster solgte faktisk egenhændigt for over kr. 20.000,-.) og Supporteraftaler og ved egen hjælp lykkedes det at få en aftale i stand med en hovedsponsor, nemlig "Arkaden" i Reberbansgade.  Tøjfirmaet Hummel, som er tøjsponsor i jubilæumsåret 2012, blev den første tøjsponsor i Freja, med en flot aftale i 1978.

Vi var slået igang, men med spillerbonus, flyrejser m.v. var det nogle gevaldige omvæltninger klubben blev udsat for fremover.

Spillermæssigt var det da interessant, om man "kunne lugte guld" eller ej, at flere vendte tilbage til klubben, og at vi faktisk fik 2 hold af nye spillere, primært fra Chang (hvilket de i bitre vendinger skosede os for...), og endelig kom flere 2. holdsspillere fra AaB og tog kampen op om pladserne på divisionsholdet.

Lovende så det ud, og det var da i hvert fald nyt, at strømmen nu var vendt.

Holdet klarede sig udmærket, og vi skulle helt hen til den 12. kamp før vi led nederlag.

Moralen smuldrede og vi landede på en 9. plads. Sæson'en '78 burde måske have givet os "et vink med en vognstang" om, at et hold af sammenbragte spillere ikke kan klare mosten, når det virkelig gælder.

Men med sæsonens flotteste spil pillede Freja glansen af Hernings prof'er med bl.a. Englands tidligere anfører, den legendariske Bobby Moore på holdet.

Han blev fløjet over fra England til kampene i Danmark.  5-0 stod der på tavlen da dommeren på denne herlige sommeraften fløjtede kampen af.

5-0 over Helge Sanders "specialsyede" mandskab for øjnene af ca. 1.500 tilskuere. Det var så sandelig guf...

 

Vi indså, at et mere professionelt tilsnit var nødvendigt, så det at gøre forretningsmanden Erik Lyngø til formand faldt helt naturligt. Både i forhold til klubbens drift og ikke mindst til det nu vigtige sponsorarbejde. Med sit netværk blev hidtil uopnåelige sponsorer til en naturlig del af 1. holdsuniformen.

Et sponsornet, som i mange år gav os smør på brødet.

Man siger, at det der kommer let, det går let, og hvad spillere angår, ja så holdt den tese. Netop dette, at samle et slagkraftigt mandskab, ved hjælp af "lykkeriddere", skulle vise sig at blive skæbnesvangert for klubben, idet tendensen viste sig i sæson '79 og '80, hvor vi måtte forlade 3. division.

Naturligt er det også, at når enkelte spillere får vist potentialet, ja så kommer interessen også udefra.

Vore topscorer Carsten ”Fidi” Mortensen, var der naturligvis sympati for både lokalt, nationalt og såmænd også internationalt, og ”vips” var han væk. Via den lokale ”agent” Børge ”Mælkemand” Andersen, som også var pressesekretær for AaB, hentede den tidligere AaB-træner Rudi Strittich ”Fidi” til Esbjerg, og herfra smuldrede det for os, og vi raslede

ned af listen, og det blev nu til ren overlevelse.

Ansættelse af Karlo Niloonen og forsøgt forstærkning med bl.a. Henning Munk Jensen, den tidligere landholdsstopper, kunne heller ikke sætte proppen i hullet. Nu var ca. halvdelen af spillerne folk "ude fra", og de kunne altså ikke, da det gjaldt - det var som våd, friskkogt spaghetti.

Vi røg ud af divisionen i 1980.

Og hvad værre var, med nedrykningen var Freja igen et "uinteressant" bekendtskab, og så at sige samtlige forlod igen klubben, hvilket resulterede i at rutscheturen fortsatte...durk igennem danmarksserien, ned i jyllandsserien i '82, hvor vi vel at mærke heller ikke gjorde noget væsen af os. En nedtur der kulminerede med et ophold i serie 1 i sæson 1984.

 

Set i bakspejlet havde vi nu det organisatoriske apparat til at klare os som divisionsklub, mens vi  spillermæssigt var helt i bund.

Erik Lyngø var, sin korte formandsperiode til trods, en utrolig gevinst for klubben. Han tænkte udover rampen.

Vi indgik i hans periode i et samarbejde med AaB, NB og Chang:

"Fodbold-Alliancen, Aalborg" eller ”Football Association Aalborg” som vi hed uden for bygrænsen. Det gav os både spændende oplevelser og rimelige indtægter, og gjorde at vi på Aalborg Stadion kunne matche europæiske storklubber som Borrusia Mönchengladbach, Manchester United, Liverpool, West Bromwich. Men med vores nedtur fodboldmæssigt faldt dette samarbejde fra hinanden. Klart nok kunne vi, udover Jørn "C." (der som én af de eneste spillere stod alle disse "storme" igennem), ikke byde på seriespillere kontra Manchester United, Liverpool, og hvad vore eventuelle modstandere måtte hedde, men lærerigt var det.

Som formand afløste jeg i 1982 Erik Lyngø, der nok var lidt frustreret over alle disse skønne, spildte kræfter, og de udeblevne sportslige resultater.

 

Freja Cup - den første ungdomsturnering i Nordjylland

Aalborg Freja’s Forældreforening tog i 1977 i anledning af Freja’s 65-års fødselsdag initiativ til en ungdomsturnering: Freja Cup. Man inviterede klubber fra nær og fjern, og det blev en rigtig fin oplevelse både for klubben og de gæstende klubber.

Turneringen åbnede et samarbejde bl.a. med Ballerup der holdt i flere år, og som den første turnering af sin art i Aalborg var vi virkelig ”fremme i bussen”.

Turneringen afvikledes med større og større tilslutning og succes i Kr. Himmelfartsferien over årene 1978 0g 1979, og så skete det igen, at simpel brødnid (?) fik vore bysbørn fra AaB til at lave en klon af vores turnering, og selvfølgelig samme dage som vores...?

Og de udbød så dertil deres turnering med større og flottere præmier. Naturligvis var der i denne spirende turneringsform ikke plads til to turneringer af denne art i samme by, så med svigtende tilmelding (AaB hapsede flere af vore ”faste” kunder) kunne og ville Forældreforeningen ikke holde liv i Freja Cup, men synd var det, også for Aalborg.

Vi var år foran såvel Hjørrings som Frederikshavns Dana Cup’s, og havde fundamentet. Og som et lille koriosum:

AaB’s turnering lukkede efter kort levetid.

 

Er du utilfreds må du åbne kæften...

Min "læretid" som leder startede i 1964.

"Onkel Egon", som nu ikke længere var vores træner, manglede hjælpere til et kuld lilleputter, nemlig Carsten "Fidi" Mortensens årgang, så 3-4 af vi juniores trådte til. Det var herligt, og det er nok ikke et tilfælde, at årgang '49 til stadighed har været med på ledersiden i Freja.

Kaj Sørensen, senere ungdomsformand og forretningsfører, Ole "lektor" Nielsen senere bestyrelsen/førsteholdstræner og ungdomskonsulent, Tom "Butchi" Niel- sen, senere ungdomsformand, sportsformand og (efter undertegnede) hovedformand, Jørgen "Baxi" Bach, senere i bestyrelsen, Jørn "C", træner og leder...samt undertegnede.

I en periode var jeg "i min anden klub", nemlig Ungdomsklubben Vesterkæret, klubrådsformand og "redaktør" af ungdomsklubbladet.

Dette sidste gjorde, at da på et tidspunkt... vistnok omkring '68-'69... Frejaneren var gået i "koma", ja, så lavede vi med klubleder Viggo Petersens velvilje "Frejaneren" på ungdomsklubbens duplikator.

Det var så at sige ungdomsklubbens "redaktion" der tog over i Frejaneren.

Det var Børge Øland, Peter Gaede, Jørgen Bach og undertegnede, der skrev, tegnede, duplikerede og falsede - primitivt, men ud det kom "Frejaneren".

Siden har bladet ikke svigtet, og skal nogen nævnes i det regi, så er det Lars "Avis" Johannesen, som i utallige år har været "praktikeren" med ”Frejanerens” udgivelse. Klubbladet har jo været hele den tekniske udvikling igennem netop fra det duplikerede, det kopierede, det bogtrykte, det offsettrykte.....sort-hvid.... farver...fra 6 gange årligt til hvad det er i dag: en gedigen halvårsrapport i flot opsætning, og efter 40 år i ”redaktionen”, som i består af mig, og flere fine journalister, bl.a. en vis ”Mua”, ja så synes jeg, at det er flot vi holder ud trods bladdød i klubverdenen, og stadig søger den fineste historiske dokumentation, vi kan levere.

 

"Er du utilfreds, så må du åbne kæften...!"

- denne melding fik jeg af og til af min far, når jeg "var ved at gå til i brok", og at dette indebar, at jeg og et par andre unge brusho'der, måtte lade os vælge ind i Støtteforeningens forgænger.."Frejas festudvalg"...ja, det var vel naturligt.

Bl.a. ville vi lave bedre klubfester.

Så vidt jeg erindrer, var det under Svend Laursens ledelse, og det var Erling "Postbageren" Madsen, Ole ”Lektor” Nielsen og undertegnede der maste på.

Herfra gik turen til sekretærposten i Frejas bestyrelse, hvortil Ole Nielsen og undertegnede blev valgt i 1975. Her var man i færd med at foretage en "foryngelseskur".  

Frederik Toft havde stoppet sin flotte formandsperiode, Knud Kristensen, Knud "Krabbe" Sørensen, Ernst Røt- tger, Poul Ottesen - alle ledere med 20-25 års erfaring, blev indenfor en periode på 2 år erstattet i bestyrelsesarbejdet.

Svend Laursen forlod "Festudvalget's" formandspost og blev formand for Freja i en bestyrelse hvor eneste "overlevende" var Henning Fjeldgård, der efter få år overtog formandshvervet i en temmelig urutineret bestyrelse.

Hvor man tidligere oplevede valg til bestyrelsen som enigt kor, syngende "genvalg..genvalg", var det nu rene svingdørsvalg vi var udsat for på klubbens generalforsamlinger.

Udskiftning på op til flere poster år efter år. Først med Jørgen"Jokker" Lund Pedersen, Poul "Hawkeye" Jensen, Lars Johannesen og Hans Ørbæks tilsynekomst kom vi i stabile perioder for bestyrelsesarbejdet, hvilket så absolut er af største betydning.

Fjeldgård afløstes som tidligere nævnt af Erik Lyngø som formand i 1981 og undertegnede kom så på posten i 1982 - og her sad jeg så til 1997, hvor ”yngre kræfter” skulle til (han er dog et halvt år yngre), og jeg blev afløst af min holdkammerat fra lilleput Tom ”Butchi” Nielsen, der har arbejdet så fremragende på posten lige siden.

 

Selv fik jeg chancen for et nyt formandsskab i 1998, da SIFA’s daværende formand spurgte, om jeg ville varetage idrættens interesser og lade mig opstille til valget som formand for Aalborg Kommunes Folkeoplysningsudvalg, og efter nogle politiske rævestreger var jordet, blev jeg valgt og har fået genvalg lige siden.

Freja har i næsten lige linie været flot repræsenteret i SIFA-bestyrelsen de seneste 30 år af Jørgen Lund Pedersen og senere Keld Toldbod, og endelig af undertegnede. Min interesse for det idrætspolitiske fik en ekstra dimension, da jeg som repræsentant for Freja blev valgt ind i SIFA’s bestyrelse i 2008, og nu her i maj 2012 valgt til ny SIFA-formand.

 

Stadig i udvikling

- ja onde tunger vil vel sige, at jeg også har "udviklet mig"...rent vægtmæssigt, men det var nu Freja,  jeg her tænkte på. Når jeg ser tilbage på årene i Frejas bestyrelse, er det en utrolig udvikling, min klub har været i - og stadig er i.

Noget godt og noget skidt, men spændende har det været...."turbulent" - kan man sige.

 

Indførelsen af pengefodbold, den evige sponsorjagt, og ikke mindst årene som "rederiejere" på ”Fregatten”

- tak skal I ellers ha'.

Som nogle erindrer vandt Freja i 1982 en net sum penge i klasselotteriet. 1/8 lod indkøbt af Frejas navnkundige kasserer Kaj Jensen (1938-1951) Kr. 125.000,. minus afgifter Kr. 105.250,-.

Vi oprettede "Den Selvejende Institution Frejaneren" med formålet: at få disse uventede penge til at vokse. Med vandtætte skotter til Frejas klubøkonomi, uden fare for klubbens liv og trivsel.

"Redskabet" var en forpagtning af Restaurant Fregatten. Carl-Johan Jensen, på daværende tidspunkt sekretær i Freja’s bestyrelse gik på privat basis ind som partner, og Hans Ørbæk, på daværende tidspunkt formand for Freja’s Støtteforening var daglig leder.

De første tre år var "rent guld" idet pengetransporten kørte i fast rutefart fra "rederiet" til Freja.

Det bedste der er at sige om den periode bliver, at "Ungdomsrejsefonden" herigennem og i samspil med

 ”Forældreforeningen” fik en gunstig vækst, og at forsøg bl.a. med ungdomskonsulentansættelse kunne sættes i værk. Det værste var at "levestandarden" i Freja nåede uhyggelige højder, og så skulle det jo gå galt.

”Alting har en ende” sang Shubber’ne, og i dette tilfælde skete det med Schlüters "kartoffelkur". 

Omsætningen på Restaurant Fregatten svigtede fatalt, og vores opbremsning kom alt for sent. Der var indgåede aftaler og driftsunderskud gennem 2-3 år.

Faktisk skulle vi grueligt meget igennem før vort efterslæb fra "rederiperioden" var ude af verden.

Et underskud var vokset til ca. 1.000.000 kr. Faktisk så foreslog Kontorchef Niels Thomassen, FritidsforvaltningenAalborg Kommune, på et krisemøde hos ”Jokker”, at vi lod Freja erklære konkurs, og det kan da nok være at de to repræsentanter fra vores bankforbindelse, som var med til mødet svedte koldsved.

Men nej, vi bestemte os for ”en kold tyrker”. Vi ville selv rydde op...

Dette indebar, at vi i 1988 måtte sige farvel til vort populære inspektørpar Else Marie ”Fie” og Ole ”Granner” Jensen for selv at overtage cafeteriadriften, rengøring mv. efter humane aftaler med kommunen.

 

Vi fik under hele ”finanskrisen” et fabel- agtigt styringsapparat i Frejas økonomiske makkerpar: ”Debet & Kredit” alias næstformand Carsten Jacobsen og økoformand Peter Nielsen, der gjorde en kæmpeindsats for at få Freja på skinner, og da vi så nåede dertil, også at holde os på skinnerne.

 

Måske vil det være forkert at føle stolthed i en sådan situation, men jeg kan ikke nære mig alligevel, især når man ser kolleger i andre klubber resignere og jamre højlydt, alt imens deres underskud vokser og vokser.

En stolthed over de Frejaledere der har holdt ud i "trængselstiderne", en glæde over de af klubbens medlemmer der, sammen med primus motor'en Lars Johannesen, har taget et nap med i cafeteriet, som i det store og hele var den vigtigste indtægtskilde i denne periode. Først i 1992, efter 4 års smalkost fik vi udlignet gælden. Og så i 1998 havde vi en million ”på bogen”, hvilket vi havde sat os for, da vi var længst nede ”og suge grundvand”.

Det var et slæb, men ganske som salig Dalgas sagde, da han anlagde de første fodboldbaner på heden:

”Hvad udad tabes må indad vindes”.

Vi blev stærkere og stærkere internt.

En strukturdebat fik ”rystet posen”, og en ny organisation så dagens lys, med mindre arbejde til flere hænder.

En organsation, som man med små justeringer lever efter i dag. En markant tilvækst var et sponsorudvalg, et område vi fik dyrket, og som siden har gjort klubbens markedsføring flot og økonomien endnu flottere.

1981 måtte vi så ned i jyllandsserien, og endelig i 1983 ned og skrabe bunden som serie 1 klub under ledelse af den karismatiske træner Steen Pedersen.

Om ham fortæller Jan ”Fryser” Frederiksen, at han i stedet for den traditionelle fysiske opvarmning, kunne finde på at anvende meditation, men med den utilsigtede virkning, at flere spillere var rundtossede og enkelte nærmest i ”koma” langt ind i kampene.

Så blev turen vendt og op i jyllandsserien med Steen ved roret i 1984.

Som ét af flere kraftige tiltag ansatte vi nu John Holm Jensen som træner, og Flemming ”Fynbo” Nielsen i en rolle som hjælpetræner og ungdomskonsulent og i 1986 lykkedes det så endelig at vende tilbage til Danmarksserien...men, men..ikke tilfældigt at Freja blev betegnet som et elevatorhold.

 

”De glade 80’ere”? - ja det kan nok være elevatoren kørte for 1. holdets vedkommende...serie 1, jyllandsserien, danmarksserien og ”tilbaws” igen, og økonomien var ligeså vanvittig, men med udgangen af det årti havde vi ligesom fundet melodien....i hvert fald økonomisk og organisatorisk.

 

Friendly Youth Football

I 1987 blev fodboldturneringen i SIFA’s Ungdomslege med succes afholdt på Freja.

Venskabsbytanken havde sat sig hos os, og i en sen nattetime...igen hos ”Jokker” blev idéen fostret til ”Friendly Youth Football”. Det var Trosvik-lederen fra Fredrikstad, Norge, Svein Larsen, ”Jokker” og undertegnede der lagde planen for en ungdomsturnering for drengespillere. Vi fandt interesserede klubber i Lancaster/Morecambe, England, Rendsburg, Tyskland, Almere, Holland, Karlskoga, Sverige, og som nævnt Fredrikstad, Norge.

Aalborg blev omdrejningspunktet for turneringen, som så blev indstiftet i

  1. Turneringen skulle køre med skiftende værtsskab klubberne

imellem, og efter ”musketér-princippet”

- én for alle og alle for én.

Dvs, at alle klubber skulle have samme

 deltagerudgifter, uanset hvor det blev holdt, hvilket jo var en klar

håndsrækning til Englænderne.

Efter de første 2-3 turneringer måtte vi konstatere, at opfattelsen af moral var meget forskellig, og som de første blev Hollænderne ”hældt ud”. De overholdt hverken de økonomiske eller de etiske regler. Tyskernes ”organisation” viste sig nærmest kun at bestå af én mand, hvilket kom til udtryk ved turneringen i Rendsburg. Så var den gal med englænderne, som blev lidt for kreative med deres rejseomkostninger, som vi jo alle skulle betale til, og da vi var nået raden rundt, var interessen og lysten borte hos vore norske venner og os selv til at fortsætte turneringen.

Vi gjorde vort og Freja’s drengehold kunne i triumf snuppe det sidste trofæ fra turneringen i Fredrikstad 1991. Trods alt et godt initiativ, og oplevelserne og erfaringerne med turneringen har været flotte for os både på lederplan og for Freja-drengene.

 

Den evige trussel...

- den 3. Limfjordsforbindelse

Helt tilbage i 50’erne tumlede byrådet med en Limfjordsforbindelse over Egholm.

Den blev som tiden viste afløst af mere konkrete planer og en deraf følgende flot anlagt tunnel i Aalborg øst. Med den stigende privatbilisme i 70’erne, så man lyset i at aflaste fjordtrafikken med en vestlig linie over Limfjorden, så Frejas bestyrelse måtte i 1981 på barrikaderne, da truslen om en 3. Limfjordsforbindelse (Lindholmlinien) henover ikke bare Freja, men over mange af de bedste rekreative områder i Vesterkæret, trængte sig på.

Via læserbreve og ved kontakter til alle foreningerne i området lykkedes det at påvirke politikerne, der så at sige sparkede beslutningen til hjørnespark.

Men om den døde dér ? - nej da.

Den historie er dukket op gang på gang, og Freja har stillet op hver gang for at værne om dette sindsyge foretagende.

Vi har med deltagelse i Vestbyens samråd, borgergrupper, debatter, fællesmøder osv konstruktivt søgt indflydelse omkring beslutningen, hver gang den var/er til debat.

I 1996 blev den 3. Limfjordsforbindelse endnu engang sparket til hjørne efter vild uenighed i det politiske system. Denne gang mellem amt og kommune.

Sandelig om ikke også 2011 bragte sagen op igen, så vi var oppe med paraderne, og tilsyneladende er der nu nogenlunde politisk enighed (?) om Egholmlinien - en vestlig linieføring over Egholm med fødeveje til/fra Vestbyen men dog uden de store trafikanlæg i Vesterkæret som Lindholmlinien. Pest eller kolera ? - og hvem skal betale? Vi må se hvad der sker, men givet er det, at i Freja skal vi nok holde ud - længere end de siddende politikere.  

 

Freja som ”flerstrenget forening”

Ikke siden Freja i starten havde atletik på programmet, og en epoke efter krigen som bordtennisafdeling havde vi haft fuld gavn af betegnelsen ”Idrætsklubben”, for det havde jo reelt altid handlet om fodbold, men inden for få år i 90’erne ploppede det ene initiativ op efter det andet, og pludselig var vi en ”fler-strenget forening”, som er betegnelsen for foreninger med flere idrætsgrene på programmet.

 

Da Freja blev tennisklub

Hold da op hvor tennisfeberen rasede der sidst i 80’erne og først i 90’erne, og venteliste var der da også i vores naboer Aalborg Tennis Klub på Kastetvej, så da en flok ”hardcore” Frejanere i 1989 stillede ved bestyrelsen med en idé om en tennisafdeling tog vi fremsynet imod. 2 stk. flotte kunstgræsbaner ud mod Vestre Fjordvej var planen. Et byggeudvalg blev sammensat: Tom Nielsen,

Peter Nielsen, Claus Christensen, Henning Knudsen og Keld Jensen. Flot finansieret, baseret på en mindre medlemsskare gik pionererne i gang.

Formand blev Stig ”Krumme” Nicolaysen, bestyrelse: Frede Blåbjerg, Thomas Lillie og Allan Christensen.

Flot indvielse med daværende rådmand for Fritidsforvaltningen Inge Nesgaard i foråret 1991.

Medlemsskaren var der....men blev mindre...og mindre ..og mindre. Vi sprang på toppen af bølgen, og landede dog næsten tørskoede. Senere blev Claus ”Gokke” Jacobsen og Tom ”Butchi” Nielsen drivkraften i bestyrelsen, og senere tog også Morten ”Muddi” Ubbesen fra, men uden at nogen kunne stoppe nedturen, som gjaldt tennissporten i hele Danmark....golf’en tog over.

Glæden ved ”centercourt” er vendt tilbage efter man i 2010 med Aalborg Kommunes hjælp omdannede den ene bane til en bandefodboldbane, og da man i 2011 endegyldigt overlod de sidste 2 medlemmer til ”en uvis skæbne ude i samfundet”. Tilbage står så at Freja’s mindste allerede har taget ”bane 2” i brug til fodbold.

 

Da Freja blev dartklub

Idéerne og gå-på-modet boblede og i 1987 barslede nogle medlemmer med en etableringen af en dart-afdeling. Igennem længere tid var der spillet dart i klubhusstuen på klubaftenerne, men nu blev det seriøst, og en bestyrelse med Peter Nielsen som formand, Willy ”Epoxy” Christensen som kasserer og Sved Aage ”Guggi” Linnemann, Jan ”La” Larsen og Steffen Christensen som bestyrelse tog det fat. ”Dartklubben Freja-pilen” kom barnet til at hedde.

Efter kort tid fik hjemmebanen base i kælderen, installeret efter alle kunstens regler, men....ak - lige under støvlevasken i mellemgangen i det ”gamle” klubhus.

Banke støvler det gør fodboldspillere altså, og det var mere end de seriøse dartspillere kunne tage, når de stodmed den afgørende pil.

 

Så i løbet af få år rykkede man klubben over i lydisolerede betonsikringsrum under Fritidscentret Vesterkæret. Nu med Willy ”Epoxy” Christensen og afdøde Preben Christiansen som nogle af pionererne. ”Dartklubben Fjordpilen” hedder ”vores barn” i dag...25 år efter fødslen, og så vidt vi ved har den det godt.

 

 

1992 - Freja fedtlesscenter

Sandelig om ikke Freja var én af de første foreninger i byen til at tilbyde fitness...eller som vi kaldte det i markedsføringen ”fedtless”. I kælderrummet, hvor der nu pakkes tøj, blev der opsat spejle, indkøbt gummimåtter og diverse ”torturredskaber”, og vi lavede aftale med en  instruktør, men to sæsoner blev det til, så lukkede ”biksen” så at sige pga iltsvind. Lokalet var jo selvsagt for lille, for lavloftet og for ”lousy”...

 

”Nød lærer nøgen kvinde at optræde” ....eller: Da Freja og KFUM fandt sammen.

Det første er et citat af Erik ”Logo” Lyngø, men selv om det er noget fra det oprindelige, så var hensigten og årsagen den samme, da Aalborg Freja og KFUM Fodbold i 1990 slog pjalterne sammen og stillede et fælles mandskab, da ingen af klubberne hver især var i stand til at mønstre spillere nok til at kunne tilmelde et ynglingehold. Der blev lavet en fælles organisation og skriftlig formel aftale om samspillet. Freja havde så absolut flest ”aktier” i det samarbejde i form af såvel organisatorisk manpower som trænere og ledere.

Samarbejdet blev udbygget til juniores og det virkede som en positiv synergi for begge klubber, da de fælles hold med den større bredde, nu naturligt gave stærkere hold.

Efter 4 års samarbejde vedtog de 2 klubber nu en ”delvis” fusion af ungdomsfodbold mellem 10 og 18 år.

Vel gav det dønninger med at skulle skifte ”hjemmebane” hvert halve år, men der var en god vilje til at det  

  skulle lykkes. Resultaterne var der ikke noget at sige til, og det kulminerede i 1998 med 4 kredsvindere og juniormesterholdet der blev Jysk Mester.

Fremtiden for den fælles u-afdeling tegnede således lys og lovende, da KFUM i 2000 skrottede alle aftaler og umotiveret opsagde samarbejdet.

Begrundelsen har vi aldrig fået, men mon ikke de syntes, at vi i Freja ”fyldte for meget”, hvilket vi sikkert også gjorde i forhold til deres noget tynde organisation.

Tiden har så vist, at det nok var det bedste, der kunne ske for begge klubber. Samarbejdet gav i sine 10 år den fornødne luft til at komme over vigende medlemstal, det gav KFUM lærerige år omkring det organisatoriske, og i dag har begge klubber en forrygende tilslutning til ungdomsfodbold, og nag er der ikke kommet ud af ”krisen”. Vi har i dag et fornuftigt naboskab, som dog er blevet udfordret de senere år, hvor vore 1. herrehold har spillet i samme kreds, og KFUM er da (med håneretten indenfor rækkevidde), naturligvis også nogle af dem vore ungdomshold gerne vil slå, når lejlighed bydes.

 

Og så fik vi kvindefodbold.

Jeg glædes over at have været med til at give klubben en kvindeafdeling, hvilket ikke skete uden  "ballade" i den bestyrelse, der modtog Mogens Bossens oplæg, dér først i 70'erne.

Uhada hvor det gav bataljer, og det var lige før udsagnet ”det bliver over mit lig” kom i anvendelse. Freja var så udpræget en ”mandeklub”, og omklædningsfaciliteterne var jo da også indrettet herefter, det vil også bare give ballade osv.... - så alle argumenter blev kørt i stilling. Men i 1972 lykkedes det på generalforsamlingen, at få kvindefodbold med på programmet. 

Én af de første trænere var Keld ”Golonka” Nørgaard, og efter ham fulgte kapaciteter som Carsten ”Fidi” Mortensen, Erik Ørsted, Ole ”Granner” Jensen, Morten ”Nalle” Routhe Johansen og Jens Peter ”Buller” Høyer osv, men først ved Peter Nielsens mellemkomst i 1988 blev det rigtig seriøst, og med en oprykning til serie 1 blev det ”alvor”, og kvindefodbolden var rigtig etableret.

Og hvad det har betydet..?

Ja, det er måske ikke på bestyrelsesplan man har mærket det feminine islæt, bortset fra de to stærke kvinder Joan Ravnkilde Lillie der var kasserer i en årrække, og så Bettina ”Beth” Madsen, der er her der og alle vegne, og nu har siddet i bestyrelsen i 10 år.

Dels har det gjort gennemsnittet i Freja ikke så lidt kønnere, men ”pigerne” har virkelig taget fra med arbejdsopgaver over alt i fællesskabet Freja, og med over 300 af ”slagsen” i alle aldre her i 2012, har man vist såvel sportsligt som klubmæssigt ansvar. Og at 1. damehold her i flere år har været klubbens højestrangerende, har sat en streg under seriøsiteten.

 

Jamen hvad er det Freja kan...?

Jeg fornøjes stadig over at se vort klubhus anno 2005, som dagligt giver os Aalborgs bedste rammer. 

Vi er stadig "en klub" i ordets bedste forstand, og på alle niveauer tager man del i ansvar og fællesskab.

 

”Muddi” indførte for nogle år siden begrebet ”Freja’s Forældrekollektiv” i børneafdelingen. Forældrene finder deres rolle i Freja-fællesskabet. Det er så flot, og sandelig om ikke jeg, som formand for Folkeoplysningsudvalget, og som bestyrelsesmedlem i SIFA, kan konstatere, at det nu er blevet en ”eksportvare” som ”Muddi” glad og gerne tager ud og fortæller andre klubber omkring.

Ikke noget ”med hatten i hånden her”!

Et fantastisk arbejdende sponsorudvalg har i 15 år under benhård styring af Jens Kærvad Pedersen, sørget for at bibringe midler til såvel drift, som til det mere sjove.

 

Ganske som med klubhusbyggeriet bliver der arbejdet benhårdt med etableringen af en kunstgræsbane, der gerne skulle være klar til vintertræningen her i jubilæumsåret. Økonomien der ligger til grund herfor arbejdes der lige så benhårdt på med den 9. udgave af Aalborg City Cup. Når de 3.000 gæster anløber serviceres de af ca. 300 Frejanere...det er fantastisk.

Jo Frejanerne kan virkelig tage fra. Det er lidt som Jørgen Pyndt beskrev det i en Frejaner-artikel omkring Aalborg City Cup: Freja gør ligesom humlebien....den flyver...

- skønt den egentlig slet ikke kan.

 

Hvor skal Freja hen...?

"Superliga-ræset" er ikke Freja’s kop the, det er uden for rækkevidde, en snes klubber har lukket sig inde i en glasklokke, og summer forvirrede og aggressive rundt som bien der er ved at drukne i en ølflaske. Masser af energi og ingen penge. Nu handler det om at finde Freja's  sportslige niveau for fremtiden.

 

De seneste 10-15 år har vort 1. herrehold, som jeg beskrev det om ‘80’erne, kuret op og ned typisk med Danmarksserien som toppen og serie 1 som bunden. 

Vi var ”liiiige ved” forrige sæson men solgte førertrøjen til Lindholm IF, som røg op i 2. division, og med lige så stor vilje holdt sig over stregen, mens de nu igen kæmper med det yderste af neglene for at holde sig oppe.

De er så ubestridt Aalborgs ”2’er” lige nu.

Publikum har de ikke mere af end Freja, så hvad er det hele værd? Naturligvis er det sjovt at lege med de store, men det koster...såvel i indsats på banen som økonomisk. Det ”sjoveste legerum” lige nu må være danmarksserien for herrerne og 1. division for kvinderne.

Overkommeligt økonomisk og sportsligt udfordrende og tiltrækkende.

 

Her i 100-året med et medlemstal over de 1.000, kan det være lidt svært ikke at bruge de store superlativer, så hvorfor skulle vi det.

Vi har al grund til at ranke ryggen og gi’ os selv et klap på skulderen. Vi er gjort af rette stof, og med en lederstab som Freja's er jeg ganske tryg - uanset hvilken vej man vælger at gå.

 

- og  med min "fodboldmæssige karriere", på standby, så er det vel blevet tid til blot at tage på ”oplevelsetur” til Frejaparken -  til klubben der aldrig sover....

- ja hvem ved, måske den nye fløjlsbløde kunstgræsbane vil lokke vi gamle ud til en gang gå-bold - så jeg igen kan få lov til at tabe en øl i ny og næ til "Baxi", "Butchi", "Krisser" og de andre i

Freja... - en fantastisk klub.

Keld T. Jensen

 

 

Kristian "Krillo"

Pedersen var Freja.

 

Freja var med dagligt i Krillo’s liv fra han var barn og lige til han døde i 2010.

Som ungdomsspiller nåede han aldrig mere end ”bredde” trods en fabelagtig teknik. Han kunne jonglere med bolden til vi andre ikke gad tælle mere. Men som det humoristiske omdrejningspunkt, var der tale om ”elite”, her var Krillo uovertruffen.

 

Krillos storebror Anders med øgenavnet ”Bajads” (som altså betyder spøgefugl) var i årevis den uformelle leder af Aalborgs største og bedste hylekor, hvad enten det handlede om ståtribunen på det gamle stadion, hvor Freja i flere år

spillede førsteholdskampe frem til Ny Frejapark blev taget i

anvendelse, eller det var ved de store

indendørsstævner i såvel Tennishallen som i Aalborghallen. 200 unger skreg sig hæse på befaling, og skrålede med af fuld hals på de mange hjemmebryggede slagsange…, som den når en kæmpechance blev brændt:

”Ååååh det var en skam…at gi’ en skaldet en kam”... eller når dommeren måtte lægge øre til:

”Ud med dommern’…ind med en ko…

- den kan sgu vær’ li’så go’!”.’

 

”Bajads” var en uhyre frygtløs og talentfuld målmand, og jeg tror han stoppede i Freja som ynglingespiller, for så at lade Krillo tage over, ikke som målmand - men som den naturlige anfører af Freja’s roligans, når lejlighed bød sig…

- altid klar til at rykke ud.

Kunne Freja’s spillere ikke vinde ved de store indendørs

turneringer i Aalborghallen, ja så kunne hylekoret da sørge for at nogle af de såkaldte ”spurtpræmier” tilfaldt holdet:

”Frugthandler Richard på Reberbanen udlover nu 7 fuldmodne blodappelsiner til holdet med det bedste hylekor!”

….så kan det da nok være, der var succes.

 

Én gang gik det galt…. Freja’s uforlignelige fodbolddommer, ja en af Danmarks ypperligste og FIFA-dommer såmænd, lille trivelige Aage Poulsen var  én af flere faste dommere til disse indendørsstævner, og ved udlodningen af endnu en spurtpræmie svipsede den. Ikke sådan at Freja’s hylekor under ledelse af Krillo ikke endnu engang vandt en komfortabel sejr, men sejrherren Aage Poulsen blev meget pikeret, da vi havde hylet, fløjtet, piftet og skreget prisen til ham : ”en fløjte til dommeren med dagens største pibekoncert”.....av-av. det kan nok være Aage var sur.

Men han kom over det igen.

Humoren var uovertruffen, og utallige er de som Krillo gennem tiden har leveret øgenavne til…. ”Pifter’n”, ”Mumler’n”, ”Glider’n” ”Fryser’n” osv.

Krillos sprogbrug dannede skole, hvilket sikkert har givet skolelærerne på vestbyskolerne visse problemer, når en ellers begavet elev om sin uafsluttede regneopgave slyngede ud med ”en Krillo”:

”….jaaja…det er rent Mulkolainen?”

 

Som fodboldspiller nåede Krillo til klubbens 2. hold. Som en førsteholdstræner engang sagde om Krillo:" Han har for meget overkrop og for tynde ben!" Hurtig i tanke og replik, men for tung til 1. holdsbold.

Indendørs fodbold derimod var lige Krillo med den sublime teknik: en lille bane, Krillo over stregen, op med bolden....- så kunne han rulle den under foden til forsvarspillerne var rundtossede, hvorefter han sparkede den ind.

Krillo var mere til "hyggebold", men den manglende fodboldkarriere gav så Freja en elsket ungdomsleder. Det var her han fandt sin bedste rolle. En enorm viden om fodbold og så denne vanvittige Freja-jargon, gav ham en kæmpe "fanskare" over årene, og mange af hans drenge blev senere 1. Holdsspillere bl.a. de 3 gange Jan på samme hold, som naturligvis måtte have ny identitet: ”Fryseren”, ”La” og ”Guf”.

Krillo var udlært smed, men det var nu ikke på arbejdsmarkedet han fik sine fortjenstmedaljer. Fast arbejde har aldrig rigtig sagt ham noget, nej Freja, det var vigtigt.

Krillo stiftede aldrig familie, men et stort netværk sikrede ham et godt indhold i tilværelsen, og på hans elskede knallert dukkede han op her, der og alle steder.

Han var et omvandrende sportsleksikon, med en helt ekstrem samling af bokseresultater, og skisport..., jeg kan stadig i venners lag høre ham recitere med høj klar speakerrøst:

"De daaanske mesterskaber 1967.

Kamp i letfluevægt....i rødt ringhjørne... program nr. 118...fra Jyden i Aalborg, Frank Norman Sørennnnsen!"

Humoren var suveræn, og selv om vitserne med årene kørte lidt i samme rille, var timingen altid eminent, han bevarede "grebet".

 

Krillo døde desværre i 2010 i en alder af 63 få dage efter, at han som vanligt sad ved kassen som ”kontrollør” til 1. holdets hjemmekamp sammen med kammeraten fra drengeårene, Erik "Mumler" Larsen, og vi udvekslede  muntre kommentarer.

Kristian Pedersen var leder i Freja i mere end 40 år, og var tildelt Freja's Sølvnål, JBU's Sølvnål og DBU's Sølvnål.

Krillo var et stykke Frejahistorie og vil ikke lige blive slettet af harddisken med det samme. Hans mange finurligheder vil med garanti blive refereret lystigt også blandt nyere generationer af Frejanere.

Han var selv en ørn til at vedligeholde forbindelsen til sine drenge - ”disciplene”...

- juniorholdet fra dengang han var deres træner, og ganske naturligt mødes de efter Krillo’s død stadig én gang årligt til en gang lire-fodbold, lidt mad og en frisk øl.

Nu under navnet ”Krillo Memorial”, hvor de under festivitas’en uddeler årets ”Krillo Memorial Pris” til en af gutterne, der var med omkring Krillo.

De første prismodtagere var helt naturligt Erik "Mumler" Larsen og senest Bent ”Barber” Hansen.

 

Og deroppe "i skyen med hullet..." - ja der kan Krillo og "Sam" så tage en ny dyst i "paratviden" om, hvem der blev nr. 4 - 5 og 6 i mændenes langrend ved vinter-OL i 1960 i Squaw Valley.

 

Jeg tør godt sætte en blank 20'er på, hvem af de to der ved det.

Keld Jensen

 

 

 

Frejas friske furier

 

Pigerne har altid spillet en stor rolle i Freja – først mere i det skjulte og så helt fremme i lyset

 

I dag er der ingen, der rynker på næsen af at kvinder spiller fodbold.

Der er i tidens løb faldet så mange mandebastioner, at også fodbolden måtte give plads for ”det svage køn”.

I Freja – som jo ret beset har sit navn efter frugtbarhedsgudinden i den nordiske mytologi – trådte kvinderne for alvor frem for godt 40 år siden, nærmere bestemt i 1970. Det vender vi tilbage til. Først et historisk tilbageblik.

Lad os tænke os ind i det fastlåste kønsrollemønster for 100 år siden, tre år før kvinderne fik valgret ved en grundlovsændring i 1915. Dengang var det utænkeligt, at en kvinde kunne så meget som bare tænke på at spille fodbold. Pladsen var i hjemmet som mor for en anseelig børneflok og som opvartende og tjenende ånd for manden, der jo skaffede penge til familiens underhold ved sit arbejde. I arbejderkvartererne i vestbyen ved skifteholdsarbejde på værftet, spritten, tobakken, cementen – eller hvad datidens tunge industriarbejdspladser nu hed. Hårdt arbejde i treholdsskift, 46 timer om ugen, hurtig nedslidning.

 

Så der har sikkert siddet mange kvinder og undret sig over, at deres trætte, nedslidte mand absolut skulle ned på Fjordmarken i sin sparsomme fritid for at fjolle rundt med en oppustet svineblære i en læderindpakning med snøre – det spil, de kaldte fodbold. Men hun har sikkert

 

også kunnet fornemme, at det gav manden lys og luft i en ellers barsk hverdag, at han kunne tumle rundt med sine kammerater og råbe sin glæde ud, når han pandede bolden ind i den netløse målramme til en vigtig scoring.

Måske har hun taget ungerne på armen og i barnevognen og trillet ned på Fjordmarken en sommeraften for at se manden spille inden turen igen gik hjem til den to-værelses med lokum i gården og vasketøj overalt.

 

Pigeklub i 1970

Siden gik det jo som historien om udviklingen af det danske velfærdssamfund dokumenterer. Kvindernes rolle ændrede sig gradvist for i efterkrigstiden at tage de store kvantespring fremad med frigørelse af de fastlåste mønstre og med indtog på arbejdsmarkedet. Nu var de to om at skaffe lønnen hjem – og to til at deles om arbejdet og ansvaret i hjemmet. Det sidste var mange mænd meget længe om at finde ud af, og nogle har stadig ikke fundet ud af det.

Det ændrede kønsrollemønster fik også indflydelse på fritiden, som der blev mere og mere af i takt med arbejdstiden blev nedsat, længere ferier, orlovsordninger etc. Og inden man så sig om, så var kvinderne også begyndt at spille fodbold.

 

1970 blev et skelsættende år for kvindefodbolden i Danmark. Man stiftede Dansk Kvinde Fodbold Union, fordi DBU ikke ville tage kvinderne under sine vinger – og samme år blev Boldklubben Femina uofficielle verdensmestre i kvindefodbold. To år senere blev kvinderne optaget i DBU med en underafdeling for damefodbold.

 

I Aalborg Freja melder kvinderne sig første gang på scenen ved generalforsamlingen den 12. februar 1970, da Liselotte Petersen meddelte, at hun ville forsøge at oprette Aalborg Frejas Pigeklub. Initiativet blev hilst velkomment, og 22 kvinder/piger meldte sig under fanerne samme aften. I initiativet lå der nu mest en social foranstaltning, da der her primært var tale om at samle "fodboldenkerne", dvs de aktive spillere og lederes koner til samvær uden bold. Det er nok ikke tilfældigt, at det var netop Liselotte Petersen, der var initiativtager. Hun er datter af én af tidens helt store Frejanere, Ole Rømer, og gift med en anden af dem, der rager op i Frejas historie, Jørgen ”Jokker” Lund Petersen. Så sent som ved klubbens 90 års dag var Liselotte på scenen ved jubilæumsfesten for at opildne kvinderne til at sætte et endnu større præg på hendes elskede vestby-klub. Hun talte ikke for døve øren, hvad den senere historie vil vise.

 

Kvindefodbold optages i ´72

I 1972 – samme år, som Danmark meldte sig ind i EF ved en folkeafstemning – blev kvindefodbold på foranledning af Mogens Bossen officielt med en godkendelse på generalforsamlingen en del af Aalborg Freja.

En passende markering af klubbens 60 års jubilæum.

Aalborg Freja’s Forældreforening

Et andet initiativ primært med kvindelig besætning i Freja var stiftelsen af Aalborg Freja’s Forældreforening, der kom til i 1976. Formålet var, som naturligt af navnet, at understøtte Freja’s ungdomsafdeling. Lone Kjeldsen (gift med daværende U-formand Villy Kjeldsen og mor til Bo Pullich) blev formand, og i den hårde kerne omkring hende var bl.a. Jette ”Fubbi” Ubbesen (mor til Morten ”Muddi” Ubbesen) og Lene Kristensen (mor til Henning ”Myren” Kristensen). Forældreforeningen satte sig markante spor og lagde bl.a. kræfterne i etableringen af ”Aalborg Freja’s Ungdomsrejsefond”, som jo den dag i dag er med til at sende Freja-ungdommen til nær og fjern. De kørte også i flere år Bingo-spil i klubhuset og skaffede således god kapital til såvel fonden som den næsten filantropiske ungdomsturnering ”Freja Cup”, der løb i nogle år, før den blev ”saboteret” af AaB.

De nåede såmænd også at være koncert-arrangør, med de i start-firserne så populære ”Bølle Bob”. Det blev en arrangementsmæssig succes, alt klappede, publikum klappede, men dert var bare for få af dem. Der var plads til rigtig mange flere, der i Stadionhallen. Masser af initiativer var der i Forældreforeningen, der lukkede i 1986.

 

Freja’s guldnål til Poula

Herefter er der store spring i den officielle beretning om kvinderne i Freja, men vi kan da notere, at ”Pouls Poula” -Poula Jensen - i 1981 modtager Frejas guldnål som den første og hidtil eneste kvinde i klubbens historie.

Poula, der var gift med Poul ”Hawk-eye” Jensen, var

ligeså fast en

bestanddel af Freja som manden.

Som den ene del af bestyrerparret tog hun sin kæmpetørn i klubhuset, og også som kontingentinkassator, hvilket i arbejderkvarteret kunne være diplomati på højt plan.

 

- og så blev det ”næsten” seriøst

I 1988 begynder kvinderne tilsyneladende for alvor at røre på sig rent sportsligt, da det bedste hold rykker op i serie 1. Her er de stadig i 1992, hvor det i historieskrivningen noteres, at kvinderne slutter på en femteplads i serie 1.

Vi springer frem til 1993, hvor det fortælles, at kvinderne kun var et sølle point fra at sikre sig oprykning til Jyllandsserien. Den blev sikret i 1995 – og da det bedste herrehold samtidig måtte tage turen ned i serie 1, så var et kvindehold for første gang det øverst rangerende i den gamle arbejderklubs historie.

Hvilken skelsættende begivenhed.....den sved.

I 1999 var der for alvor vokseværk i kvindeafdelingen, som med en femteplads i Jyllandsserien sikrede sig den hidtil bedste placering. Vokseværket fortsatte i 2000, da over 20 piger meldte sig under Frejas faner efter et åbent-hus-arrangement.

 

Og så blev de jyske mestre

I 2002 var kvinderne meget tæt på oprykning, men blev snydt ved skrivebordet, da JBU ændrede reglerne for oprykning midt i sæsonen. Og pigerne strømmede stadig til klubben, som - bl.a. af den grund - vedtog den klubhusudvidelse, der resulterede i dagens smukke rammer.

 

2004 blev det helt store jubelår for kvinderne i Freja.

De vandt Jyllandsserien og rykkede for første gang op i Danmarksserien. Og der var ikke langt ned til de gode reserver, for i 2005 rykkede andetholdet op i serie 1.

Var 2004 et skelsættende år, så var der mere end vild jubel i 2006, da kvinderne for alvor tog teten i den hæderkronede klub. Det bedste hold vandt Danmarksserien suverænt og rykkede op i 1. Division, mens 2.holdet rykkede op i Jyllandsserien.

Og kvindeafdelingen talte nu 110 medlemmer.

 

Fantastisk udvikling.

Den blev fulgt op i 2007, da holdet – til alles overraskelse - landede i top-4 i 1. Division og dermed skulle spille om oprykning til 3F-ligaen med de helt store hold som Fortuna og Brøndby.

 

Det lykkedes ikke, men året efter - 2008 - toppede pigerne med en fornem 3. plads i 1. division.

 

2012...14 kvinde/pigehold i Freja

Her i jubilæumsåret er der over 300 medlemmer af kvindekøn i Freja.

Kvindernes førstehold er at finde i Danmarksserien, hvor Lars ”Gut” Jensen igen svinger staven som træner med den tidligere elitespiller Bettina ”Beth” Madsen som assistent.

Reserverne hentes på andetholdet i Jyllandsserien, som har Jan ”Pumba” Knudsen som træner og Bo ”Timor” Pullich som indehaver af den avancerede titel ”teknisk direktør”.

De to hold i serie to trænes af Maria Lyngby, som er ny på posten - og alle trænere i seniorafdelingen kan med tilfredshed konstatere, at fødekæden er i orden. Ungdomsafdelingen tæller et U18, et U15 og et U13-hold, mens børneafdelingen tæller hele syv hold: U12, U11, U10-9-8-7 og 6. I alt 14 hold kan Freja mønstre på kvindesiden.

 

Så fra den spæde start, hvor hørmen fra mændenes omklædningsrum var blandet med rå latter over kvindernes forsøg på at spille fodbold, til i dag er der sket en kolossal udvikling, der har cementeret kvindefodbolden som en magtfaktor i jubilæumsåret.

Og det skal ingen rynke på næsen ad eller være kede af. For - som Lars ”Gut” Jensen tørt konstaterede ved en snak på træningsbanen for nogle somre siden - så er der blandt mange gode grunde til at foretrække pigerne, at de unægtelig er noget kønnere end mændene…..

Jørgen Pyndt

 

 

 

 

 

 

 

Beth er vild med Freja

- og omvendt

 

Formanden for den hastigt voksende

kvindeafdeling er født med sport

 

Hun er født til sport. Ganske vist har hun selv valgt det, men påvirkningen i barndomshjemmet i Taars i Vendsyssel var så massiv i den retning, at valget nærmest var givet på forhånd.

 

Hendes far var sportens ildsjæl i byen syd for Hjørring, og datteren Bettina tog livtag med flere sportsgrene: Håndbold på ret højt plan – kvalifikationsrækken – svømning, elitegymnastik og, ikke mindst, fodbold.

Det blev til 150 kampe på Fortuna Hjørrings suveræne kvindehold, inden hun i 1997 skiftede til Freja, hvor det blev til 126 kampe på

førsteholdet og en meget lang stribe på andetholdet, inden først en korsbåndsskade og senest en skadet me- nisk satte en stopper for den aktive karriere.

 

Bettina Madsen – i daglig tale i Frejas verden kun Beth – virker som om hun altid har været blå/hvid i sjælen, selvom medlemskabet i den jubilerende klub i Aalborgs vestlige bydel altså kun rækker 15 år tilbage. Medlemskabet i Freja kom i stand takket være Anette Krogsgaard, en gammel holdkammerat fra Fortuna, som overbeviste Beth om, at Freja bare var sagen. Og det har det været lige siden.

 

Ind i lederarbejdet

Beth, der er teknisk assistent af uddannelse og arbejder i et rådgivende ingeniørfirma, har boet i Aalborg siden 1986, men tog altså turen til Fortuna til træning, kampe og andet arbejde i klubben – bl.a. som hjælper i den store Dana Cup fodboldturnering, vistnok verdens største af sin art. Her kom hun ind i forplejnings-gruppen, og erfaringerne derfra har hun overført til tjansen som ”madmor” i forbindelse med Frejas store, årlige ungdomsturnering, City Cup, hvor godt 3000 mennesker skal bespises i det store telt på grusbanen.

Beth fortæller, at det er logistikken i opgaven, der udfordrer hende – og så er det det helt suveræne sammenhold blandt de mange frivillige, lige fra de yngste bakkevaskere til de ældste løjtnanter ved forsyningslinjerne, der fascinerer hende og giver hende tifold tilbage i glæde hvad der investeres i hårdt slid i ugerne og månederne op til turneringen. Bare det, at en forælder siger til hende, at hun ønsker at arbejde i madteltet ”fordi du altid husker at sige tak og stikke et smil”, kan få det våde frem i blikket.

 

Men i det hele taget kom den fremmede fugl fra Hjørring hurtigt ind i Frejas maskinrum – ledelsesarbejdet. Det begyndte med, at hun blev træner for det hold, hendes søn – Mathias – spillede på, og da datteren Michelle også ville spille bold i Freja, så sagde mor ja til også den træner-

tjans, hvis der bare kunne stilles et hold. Og det kunne der. Michelle spiller stadig i klubben, mens Mathias mistede interessen og er stoppet.

Men det blev ikke ved trænerarbejdet. Beth kom hurtigt ind i ledelsen, hvor hun fik jobbet som ungdomsformand og siden som formand for kvindeafdelingen – en post, som hun stadig bestrider og som giver sæde i klubbens bestyrelse, hvor hun har siddet i seks år. Jovist går der megen tid med det, men det er vigtigt, at nogle påtager sig arbejdet hvis Freja skal blive ved med at være en velfungerende klub, ikke mindst for de mange unge, siger Beth og glæder sig specielt over, at hun i sin tid var med til at starte forældregrupperne, som nu er rygraden i meget af arbejdet i ungdomsafdelingen.

 

Stolt af Freja

Beth er ikke i tvivl om svaret på spørgsmålet om, hvorfor det så lige blev kvindefodbolden, der vandt over de andre interesser og talenter. Det har noget at gøre med få græs på knæene, give sig fuldt ud og være en del af et hold. Lidt af en drengepige, erkender hun. I Freja var det i første omgang hendes fodboldmæssige kvaliteter, der åbnede døren til det sociale fællesskab – og i dag er der ingen tvivl i sindet overhovedet:

”Freja er min klub og jeg er stolt af at være en del af det fællesskab og kammeratskab, som er så unikt for netop denne klub. Her får du lov til at udfolde dig, og der er altid plads til nye ideer og initiativer. De oplevelser, du har til træning, på banen, til City Cup – dem kan man varme sig ved i meget lang tid, og jeg ville for alt i verden ikke kunne undvære dem. Freja er min klub. Det er jeg stolt af at kunne sige.”

 

Det eneste der ærgrer, og som kan få en skygge til at glide hen over det ellers så glade ansigt, er de skader, der stoppede for udfoldelserne på banen.

For selvom man er halvt så gammel som Freja, så var der mange gode år i benene endnu.

Og lur os, om ikke den stædige vendelbo, der blev Frejaner med stort F, får sig kæmpet tilbage til grønsværen.

De savner hendes glade grin derude….

Jørgen Pyndt

 

 

Tone er vokset op i og med Freja

Tone Mørch

 

At vokse op i Freja har uden tvivl været med til at definere og præge mig som menneske. Da jeg blev bedt om at skrive dette bidrag til jubilæumsbogen, gik der ikke ret lang tid før jeg blev jeg klar over, at det ville blive en smal sag at fylde siderne ud. Udfordringen ville bestå i, at fange essensen af hvorfor det har været, og stadig er noget specielt, at være en del af fællesskabet på Freja.

Enhver der har oplevet den specielle ånd der er i Freja, vil antageligt give mig ret i, at der sker noget i kroppen når foråret kommer: når man kan dufte nyslået græs og træerne begynder at springe ud.

Det betyder nemlig, at en lang vinterpause er slut og at forårssæsonen så småt skal til at gå i gang.

Og dét betyder at weekenderne skal foregå på Frejas terrasse.

På den gamle terrasse, tilbage i februar 2001 stod vi 7 håbefulde piger. Maria ’Gut’ Jensen, Marlene

Rommerdahl Post Madsen, Michelle Bøgelund Madsen og

undertegnede var blandt andet at finde på terrassen den dag.

Vi var samlet dér for at starte et pigefodboldhold.

Tallet 7 var det magiske tal - det ville nemlig udløse gevinst: at man ville finde en træner til os. Pigefodbold var ikke en selvfølge på det tidspunkt, og derfor var der ikke nogle hold i ungdomsafdelingen (ja så gammel er jeg!).

Af samme årsag skulle vi klæde om i kælderen, som i dag blandt andet bliver brugt til opbevaring af tøjskabe til førsteholds trupperne og fysioterapeut briksen - ja man kunne fristes til at beskrive det som et kosteskab. Men dengang var det altså pigernes omklædningsrum. Vi gik i bad, der hvor der i dag er vaskerum osv..

Det hele skulle starte et sted, og det gjorde det der.

Et års tid senere var der kommet flere til, blandt andet Nicoline Toft Porsmose og Christine Hoeg Hanson som stadig figurerer i klubben i dag. Den smarte har regnet ud, at vi nu er i år 2002, som var 90 års jubilæet for Freja. Dét husker jeg som sjov og ballade! Vi befinder os stadig på terrassen - dog i det gamle klubhus. Solen skinnede, vi fik is, kastede med vand og havde alle fået en fin t-shirt.

Det var lykken.

En ting der især prægede pigeholdet var, at de fleste spillere havde forældre der var på Freja i den ene eller anden funktion - eller sagt på en anden måde: de var indfødte og det var jeg ikke.

Med et brændende ønske om at skabe en identitet i klubben, blev jeg træner som 14-15 årig.

Tilfældigvis passede det sammen med, at jeg fik en knæskade og kom derfor alligevel afsted et par gange om ugen. Det betød rigtig meget, at få lov til at få en funktion - en mulighed for at bidrage til fællesskabet.

I samme forbindelse vil jeg også nævne, at min far Lars Mørch, senere fik en funktion i klubben, hvilket var noget af det, jeg som barn var så misundelig på, at mine holdkammeraters forældre havde.

 

Efter et års tid som træner fik jeg lov til at komme på DBU’s B1 træner kursus, som gav nogle rigtig gode værktøjer til at håndtere opgaven trods min unge alder. Det blev til 7 år som træner; 3 år med mikroput piger og 5 år med U15 pigeholdet. Især de seneste 5 år sammen med Bettina ’Bedste Beth’ Madsen har været meget specielle og ualmindeligt sjove! Dét tror jeg ikke der er nogen, der har oplevet Beth, kan være i tvivl om!

At gå fra at være spiller til træner er noget helt specielt. Jeg var vant til at sidde på den sikre side af katederet. Pludselig skulle jeg stå bag katederet og føre kridtet.

Det var meget udfordrende, men også enormt sjovt!

Der er mange af de mikroput piger, jeg havde dengang, som stadig spiller i klubben i dag. Det er en gave, at de stadig er i klubben, og at forældrene stadig hilser på.

 

I foreningslivet skal alle bidrage, og løfte i fælles flok.

Afhængigt af tilhørsforhold løfter nogle mere end andre. Sådan vil det altid være, og det er der ikke noget galt i. Man investerer ikke sine hårdt tjente penge i noget, der ikke giver afkast, og på samme måde fungerer det også med frivilligt arbejde.

Hvert år, når der er City Cup, og de yngste pigehold bliver sat til at dele mad ud, mindes jeg med et smil, de første par år, hvor der var knap så meget struktur på hele foretagendet.

Det var sjovt og spændende at få lov til at være en del af, både som spiller men også som træner. Specielt fordi man får muligheden for, at lære ’alle de andre’ på Freja at kende. Hele klubben bliver sat i sving, for at det skal fungere, og min erfaring er, at netop dette har stor betydning for den specielle ånd.

Fodboldkampe går ligesom livet op og ned. Nogle gange er man på toppen, og hele holdets indsats går op i en højere enhed. Andre gange er der ikke noget der fungerer, og så må man tage små skridt for at finde ud af, hvordan man kommer videre. Især i ungdomsårene vandt vi sjældent, men vi havde det til gengæld sjovt! Hvert år blev der indkaldt til forældremøde om det samme problem: skulle det oprindelige hold splittes fordi årgang 88 blev for gamle til at spille med årgang 89 og 90. Men det skete aldrig.

Vi var det første pigehold, og fik heldigvis lov til at blive sammen, indtil det var tid til ’at blive voksne’ og rykke op i seniorafdelingen.

Personligt havde jeg rigtig svært ved at acceptere, at skulle rykke op som senior. Jeg havde været vant til, at være ”stjernen” på holdet og anede, at tingene ville ændre sig. Det kom især til udtryk på min sidste tur som ungdomsspiller til Italien. Sammenholdet var godt, og jeg forstod ikke, at det at have et sammenhold ikke nødvendigvis hang sammen med alder.

Mod forventning, gik det fint med at rykke op.

Årgang 88 havde gjort klart for mig, at det var sjovt fordi festerne var gode, og at ’alle de voksne spillere’ var søde, så derfor skulle det nok gå. Og det gjorde det selvfølgelig også, selvom det var hård kost, at komme nederst i fødekæden.

 

Til min første træningskamp med 1.divisionsholdet siger Gut (Lars Jensen) noget i retningen af:

”Hvaa Tone, hvor vil du gerne spille på banen?”, noget usikkert får jeg svaret at ”jeg er midtbanespiller”, hvorpå han siger ”vi har en plads som angriber, det er der, der er plads” og så tog det ellers fart. De næste par år var jeg i en skarp duo med Estrid Sørensen og var også topscorer i nogle perioder. Det var gode tider, men som livet er, går tingene op og ned. Der kom et trænerskifte, jeg gik ud af gymnasiet, skulle rejse rundt i verden, og alt muligt andet fik betydning for, at jeg i en længere periode ikke var ”i mit es”. På trods af dette, har klubben altid holdt fast i mig, og jeg har aldrig søgt andre steder hen. Jeg fandt ud af, at sammenbrud er et skridt på vej til udvikling, og heldigvis blev jeg også lidt ældre.

 

Freja kan være en svær klub at være ny i, fordi der er så mange traditioner og måder som ’vi’ gør tingene på.

Jeg stod selv ’ude i kulden’ fordi jeg ikke var ”indfødt”, dengang holdet startede. Dertil vil jeg dog understrege, at så snart man bliver lukket ind, er min oplevelse, at det er svært at komme ud igen. Der er fordele og ulemper ved alting, og hvis den værste bivirkning ved ånden i Freja er, at man bliver skræmt væk fordi man ’ikke prøver nok’, så er det velsagtens fordi man ikke vil.

Med et medlemstal på et stykke over tusind, kræver det ikke matematik på højt niveau at regne ud, at der er plads til alle.

 

I mine 11 år på Freja har jeg været hele følelsesregisteret igennem. Vinterpausen plejer altid at falde på et godt tidspunkt, men resten af tiden er det en fornøjelse. Der er altid noget at brokke sig over, men så har vi jo noget at snakke om. Freja er et fantastisk sted at vokse op, fordi der er plads til alle. Når jeg tænker over, hvad det har givet mig sammenlignet med, hvad jeg har givet, så står jeg tilbage med et smil og grønne tal på kontoen.

Det var, hvad jeg kunne fortælle om at vokse op i Freja, men det er svært at fange essensen af ånden i Freja, fordi det er noget man skal opleve.

Det vigtigste er, som jeg ser det, er frivilligt arbejde, engagement og godt humør. Aalborg Freja er et fristed for mange, og har også altid været det for mig.

På Freja møder alle hinanden på lige fod, og hjælper til. Dét er noget specielt.

100 års jubilæet taler for sig selv – de ting der er noget værd bevarer man, og mon ikke Freja bliver hængende lidt endnu.

Tone Sofie Mørch, April 2012

 

 

Ny i Freja – det er stærke sager

Af en lettere rystet oldboys-målmands

bekendelser

 

De to forfattere af denne jubilæumsbog har mange ting tilfælles. Hårfarven og glæden ved et godt glas f.eks.

Og musik af det gode gamle rock´n roll-tilsnit. For slet ikke at tale om passionen for verdens bedste spil.

Hvad der i den sidste sammenhæng adskiller dem mest er, at den ene – Keld ”Melis” Jensen - nærmest er født ind i Freja, mens den anden – Jørgen ”Mua” Pyndt kom til så sent, at han stadig betragtes som flygtning på tålt ophold. Han, der er født syd for den sproglige stødgrænse, nemlig på Lolland, meldte sig først ind i Freja i 1996 som 49-årig.

 

Det skete under samme års gule ærter-fest, som Pyndt var blevet inviteret til efter at have produceret en radioudsendelse om Lars ”Avis” ”Szarmack” ”Direktøren” Johannesen, som havde fået 25 års hæderstegnet for sin indsats i den farverige vestbyklub.

Kl. 2 om natten meldte han sig ind hos Svend ”Gønge”, som tog imod indmeldelsen i et omklædningsrum, iført korte bukser midt i vinterens barfrost.

I ”Frejaneren” skrev det nye medlem om hvordan det så var at komme ind i klubben med de gule ærter som afsæt:

Den ene snaps tog den anden, Sams sang om vor bane fik det blanke vand frem i øjnene på de ældre ved bordet, et øjeblik af stor skønhed. Det hele endte med, at jeg i en lettere sidevind meldte mig ind i Freja. Det skulle jeg aldrig have gjort….

 

Indmeldelsen betød, at Pyndt – som straks fik tilnavnet ”Mua” (”Målmand uden arme”) af den allestedsnærværende spasmager Jens Erik ”Rinso” Hoff Kjeldsen – fik genoplivet en hensygnende målmandskarriere, da han indtog pladsen i den hvide ramme på Grand Old Boys.

Det behørige outfit blev indkøbt, støvler og flunkende nye målmandshandsker med skridsikker belægning. Men jeg glemte at købe benskinner. Det gjorde jeg efter blot én tackling af én af de rablende gale englændere, som løber rundt i Freja og gør livet usikkert for fredelige boldflyttere. Ellers gik det meget godt. Der var ganske vist et par kilo eller tre mere end for 25 år siden at hive op i målkrogen, og bolden kom også i lidt andre baner end ellers. Den blev sjældent – og da kun ved et uheld – ramt helt rent.

 

Så kan du godt ringe efter kæresten....

Den specielle omgangstone i omklædningsrummet og under kampene skal man lige vænne sig til, fremgår det af den nye old boys målmands refleksioner over den første tid i Freja.

 

Nåh, men jeg må hellere krybe til korset og erkende, at jeg elsker det. F.eks. da vi førte 4-0 i Nørresundby og ”Revisor” råbte, at nu kunne jeg godt ringe efter min kæreste. Flere på holdet havne nemlig set, at hendes tilstedeværelse kunne forstyrre min koncentration – men foran 4-0 kunne det vel ikke gå helt galt. Vi vandt i øvrigt 12-0.

Jeg vil ikke påtage mig opgaven at give den endelige definition på begrebet klubånd, men den eksisterer i hvert fald i Freja. Denne underlige blanding af larmende mandehørm, stille snak i et hjørne, dejlige unger, der render rundt og samler tomme flasker op i omklædningsrummet efter træningen. Trætheden efter en god gang træning, glæden over en god sejr – f.eks. 5-2 over VB eller 2-0 over de sorte, for hvis det ikke gælder om at vinde, hvorfor så overhovedet spilde tid på det? Og hele tiden husker man formand ”Melis” ord, der er en slags motto for old boys afdelingen: Nu må vi også passe på ikke at dehydrere.

 

Her i jubilæumsåret har ”Mua” været medlem i omkring 17 år. Og dermed er han godt i gang med at opfylde det, han skrev i klubbladet lige efter sin indmeldelse:

Jeg kan kun sige, at hvis det tager 50 år at blive rigtig Frejaner, så har jeg tænkt mig at leve 50 år til, for det vil jeg opleve.

Nu har jeg været medlem i et halvt års tid, og jeg ved stadig ikke, hvad de hedder, dem, jeg spiller på hold med.

Jo – Rinso, Baxi, Gogge, Modvind, Krølben, Moppe, Revisor, Futre, Butchi, Melis. Og så er der Møller og Tom og Palle, som sikkert også har et dæknavn.

 

Til jer – og alle de andre pragtfulde mennesker, jeg har mødt i min korte Freja-tid -  vil jeg bare sige, at jeg har nydt hvert et minut sammen med jer.

Og jeg har tænkt mig at begynde at ta´ med hænder…

Jørgen Pyndt

 

 

Sådan fik jeg mit øgenavn: Rinso

Freja har altid været kendt for, helt fra tidernes morgen, at man ret hurtigt fik et øgenavn, eller kælenavn, om man vil. Det gik ikke lang tid, så var man beriget med et tillægsnavn, og sådan var det bare, om man ville det eller ej. Der er gennem tiderne giver 100'vis af øgenavne, og bag hvert er der en logisk historie, som med tiden nok desværre går tabt for mange. Jeg skal bare lige nævne nogle få øgenavne fra mine årgange Buller, Kelvas, Babben og Fidi. Der er masser af andre.

Da jeg startede op i Freja i begyndelsen af 60'erne, gik der heller ikke lang tid, for jeg fik øgenavnet Rinso.

Jeg mener, det var Krillo (Kristian Pedersen), der gav mig øgenavnet, men er ikke hel sikker. Han var faktisk ophavsmanden til rigtige mange af dem.

Jeg var lilleput og lige begyndt at stå på mål, da min karriere i marken ikke helt gik efter planen, og efter en gang træning på mudrede baner og med bolde, der havde snøre, lignede med en, der havde haft en legedag i en kulmine. Det var dengang vaskemaskiner, i de små lejligheder og kældre i Herluf Trolles Gade, var et ukendt begreb. Skulle der vaskes, måtte mor gøre det i hånden i køkkenet eller vente til den ugentlige vaskedag nede i kælderen, med de store vaskekar og gruekedel til det grove. Nogle af os har endda prøvet at blive badet i gruekedlen, hvis man trængte til en alvorlig personlig rengøring. Vandet blev varmet op via gas, men kun hvis du smed en lille mønt i møntboksen på væggen.

Indrømmet, den boks har man op til flere gange forsøgt at tømme med en stålkam, for at få penge ud til de søde sager......

Sammen med vaskedagen måtte man tilmed håbe på godt vejr, så tøjet kunne blive tørt på tørresnorene i gården eller ud for altanerne.

Det var ikke altid det med rent vasketøj lykkedes alligevel. Kombinationen mellem boldspil i gården og vådt vasketøj til tørre kunne give store problemer for vidrenge, hvor fodbold og Freja bare var livet.

Så rigtige mange af mine holdkammerater kom til træning på Freja næste gang med beskidt tøj - det var dog ved de fleste taget op af tasken og hængt til tørre - så kunne det godt bruges igen.

Andre havde ikke haft det op af tasken - den aroma i et omklædningsrum glemmer man aldrig.

Men med mit fodboldtøj var det anderledes. Jeg havde en mor, der havde et rengøringsgen - beskidt fodboldtøj kunne hun slet ikke leve med. Det levede mit træningstøj højt på. Så hver gang, jeg kom til træning var det, i modsætning til de andre, med rent og sammenlagt fodboldtøj i tasken. Det var faktisk lidt pinligt at tage det op af tasken og falde så meget ved siden af.....

På det tidspunkt var der 2 mærker vaskepulver, der var helt fremme. Enten var man til ”RINSO”, eller man var til ”VALO”, på samme måde som man måtte vælge side i musikkens verden. Man måtte finde ud af om man var Cliff-fan eller Elvis-fan.

Min mor brugte RINSO. Så på den måde fik jeg mit øgenavn og blev en indfødt Frejaner.

Her 50 år efter hænger det øgenavn stadig fast på mig.

Til sidst vil jeg lige nævne, at et øgenavn i sjældne tilfælde kan ændre sig.

Da Modvind (Brian Jensen) for nogle år siden vandt en klatskilling, blev hans øgenavn straks ændret til Medvind, så selv som Old Boysspiller kan der stadig ske en navneændring i bedste Frejastil.

”Rinso”

alias Jens Erik Hoff Kjeldsen

 

 

Øgenavnene følger

Freja’s historie

Øgenavnene har altid været der.

Når man ser de første fotos, sange, klubblade osv, så er øgenavnene der som en fast bestanddel af Frejakulturen. Klart bibragt fra de store arbejdspladser som var Freja’s medlemsophav lige fra starten. Således var 2 af Freja’s første formænd cigarmagerlærlinge på C. W. Obel, og her var det notorisk blandt cigarmagerne,  at man fik sig et øgenavn. Otto Færch Nielsen var formand og afløstes af Otto Nielsen. Otto Færch Nielsen kaldtes ”Kap” eller ”Kaptajnen” og Otto Nielsen hed ”Nille”. Hvoraf ”Kaptajnen” kom, kan vi i dag kun gisne om, men det kunne jo være, at ”Kap” virkelig ”styrede” både som spiller og som formand.

På Aalborg Værft var brug af øgenavnene ligeså udbredt.

Én af de store spillere i startfasen ”Hans ”Fesser” Larsen, ja han var efter sigende en sand fodboldprofessor, så den lå lige for. Øgenavnene kommer bare, og de ligger i en uendelig strøm gennem 100 år.

Fra Fjordmarken er du her i historierne stødt på ”Gigolo”, ”Kubøj”, ”Tjunte-Kaj”, ”Goliath” og generationen der fulgte med ”Stodder”, ”Ånde-Poul”, ”Gub- be”, ”Poul Spjæt” og herefter generationen med  ”Hønen”, Per ”Lik”, ”Kikker”, ”Nønne” og ”Vøvsbageren”? Ja og da også årgangene med ”Jokker, ”Sjul-le” ” Coppi”, ”Dumbo” osv.

Én af de største er som tidligere beskrevet ”Krillo”. Han var i særklasse til at støbe disse navne:

”Pifteren”, ”Mumleren”, ”Glideren”, ”Fryseren”, ”Lakfod”, ”Rinso” osv.

Og selv har jeg da også delt ud med rund hånd til:

”Baxi”, ”Butchi”, ”Bønne”, ”Nurmo”, ”Clådie”, ”Den usynlige” etc.

Efter ”Jokkers” (Jørgen Lund Pedersen) ulykkelige stunt, hvor han røg igennem det halve af elværket ”Nordkraft”, prøvede jeg at omdøbe ham til ”Mr. Canonball”, men den hængte ikke rigtig ved, så han må nøjes med stadig at være ”Jokker”.

Selv blev jeg som purk i følgeskab med min far der var slagter naturligt kaldet ”bette-slagter”. Senere annekterede jeg ”som fuldgyldigt medlem” øgenavnet fuldt og helt blandt mine kammerater i Freja. Jeg var ”Slagter”!

Det var så mit øgenavn indtil jeg en træningsaften havde haft mine oplevelser med nogle af de rutinerede ”hardhittere” -  da vi årgang ’49 som unge seniores virkelig fik at mærke, at nu var det alvor.

Det var en kamp for overlevelse når modstanderne en træningsaften var ”Sjulle”, Jørgen ”Avl”, Per ”Nigger” og Vagner med tilnavnet ”Jernkaminen”.

Jeg var en aften humpet ind fra træningen og ventede på konsultation hos ”massøren” Arthur ”Seks”.

Ind kommer en overstadig Finn ”Gaslight”, der så skiftede mit hidtidige 2. generationsøgenavn

”Slagter” ud for evigt, da han hånende udtalte:

”Nåh ”Melis”....du gik tidligt ind i dag!!!”

Undrende spurgte jeg: ”..hvorfor siger du ”Melis”?”   ”Joh du bliver så let stødt!”

- og så har det været ”Melis” lige siden...

Ja, og internationalt blev det for år tilbage, da ”Jokker” på en tur til Lancaster, England præsenterede mig for en undrende borgmester.

”This is our young president of Aalborg Freja...: Mr. ”Granulated Sugar”!

 

Det er Frejahumor på højt plan...og den holder:

Mit navn er ”Melis”....Keld ”Melis”

 

 

 

”Fryseren” Jan Frederiksen

 

Aalburg Freja - City of Aalborg Freja Football - der er internationalt snit over I daglig tale - bare FREJA.

 

Freja er d. 24. maj 1912 en 100 år gammel fodboldklub, som bare kan det med at integrere folk ind i klubben.  Uanset uddannelsesbaggrund, sociale baggrunde, religiøse eller andre baggrunde, SÅ er Freja klubben hvor alle føler sig tilpas. En god jargon, friske bemærkninger, dygtige ledere og et godt kammeratskab, har været - og er stadig ingredienserne som binder klubben sammen. For de fleste bliver Freja et livslangt venskab. Man dør simpelthen med støvlerne på.

Min egen entre i klubben skete som 6 årig. Stolt var jeg, da jeg kunne vise mit første Freja medlemskort.  Endda et medlemskort i forskellige farver, det var stort. Jeg glemmer aldrig min første Freja spilledragt. Hvid langærmet undertrøje købt hos tøjbutikken Konkurrenten i Reberbansgade, et par tvivlsomme blå korte bukser og et par melerede strømper i et par gummisko, senere også et par Stanley Matthews støvler med korkpropper købt i Sportsmagasinet i Reberbansgade - jo.. man var ikke til at skyde igennem – spilledragten gav en status i ugens kampe nede i gården. Herefter var det af sted til træning på sin drengecykel med papstykker på baghjulet. Det er ikke mange træningspas der er blevet svigtet igennem de seneste 48 år. Man skal ud til klubhuset og ”Freja’s de græsgrønne plæner”, som skrevet står i Frejas nationalsang ”sangen om vor bane”

I 60’erne, 70‘erne og 80’erne var mødestedet terrassen og stuen. 

 

Her blev der udvekslet synspunkter, fortalt historier, spillet kort og trukket i automater. Ikke kun spillere fra klubben, men også borgere i midt/vestbyen deltog i de ugentlige aktiviteter.

Der var gang i klubhuset dagligt, med kortspil, præmiewhist, bankospil o.s.v.

Tobakstågerne hang over bordene, man følte sig hensat til de første 6-dagesløb i Forum. Opråbere der med klokkeklar brændevinsrøst, bekendtgjorde at

”nu spilles der om en nakkekam på pladen og en købmandskurv på rækken”.

 

Freja har altid været sublime i indefodbold, gode tekniske spillere har henrykket de mange publikummer ved de traditionsrige indefodboldstævner i Stadionhallen og Aalborghallen. Kimen til det hurtige og tekniske indespil, er for mange af spillerne startet i gymnastiksalen på Vesterkæret skole. Hvor Poul Orm og Krillo med flere, lavede teknisk træning og små turneringer, hvor præmien kunne være en ”zulu” eller ”piratos” pastil.

Når kampene var i gang på det lakerede gymsal gulv, sad de øvrige hold øverst i ribben - hujede og skreg.

 

Klubhuset var vores mødested før og efter træning, og i weekenderne fra tidlig morgen. I kælderen var der spilleautomater, flipperspil m.v. – ofte kunne man spille i timevis…vi der var hardcore flipperspillere, udgiften var beskeden, da vi lavede mange frispil.

Oppe i stuen stod de mere eksklusive automater, her regerede Goldfinger, han blev kaldt sådan p.g.a. af sine mange guldringe. Ungerne stod tæt om Goldfinger når han trak i automaten, han havde tilsyneladende uanede ressourcer af mønter, han blev hurtigt en legende – han kunne optage den enarmede i timevis

.

Senere udviklede stuen sig med andre automattyper, skydespil, Yatzy, Pac-man, dartskiver m.v

Junior og ynglingetiden blev kulminationen på, at vore dygtige trænere og ledere med Kril-lo i spidsen, efterhånden havde fået sammensat en talentfuld trup af spillere, hvoraf mange senere blev faste 1. holdsspillere.

 

Dagene bestod stort set kun af følgende aktiviteter, at passe sin skole og sine budjob hos Stiftstidende, vaskeri og købmand, spille fodbold og hver aften lige runde Vesterkærets Ungdomsklub, for et slag billard eller bordtennis, for herefter at hænge ud i baren eller diskoteket, måske med en scorereplik hængende i mundvigen. Jo...det var tider.

Vores talentfulde juniorhold mødtes faktisk hvert år i 25 år - sammen med Krillo. Vi mødtes enten privat eller tog på weekendture. På disse ture var der garanti for underholdning når Krillo brillerede i quiz’erne.

Overgangen fra ungdomsfodbold gik hurtig. Jeg havde debut som ynglingespiller på klubbens 1. hold i 1975. Herefter gik det slag i slag med tæt på 200 kampe.

Først de gode tider med oprykningen og årene i 3. Division, senere op- og nedturene i 90’ erne, hvor vi blev et elevatorhold imellem danmarksserien, jyllandsserien og endda serie 1.

Pludselig var der gået 15 gode år i Frejas seniorafdeling, kroppen var slidt - skaderne kom i byger.

Man var efterhånden moden til en oldboystilværelse, dog skulle en trænerkarriere i omegnsklubberne lige afprøves.

Men så stod menuen ellers på oldboysfodbold i Freja.

Jeg blev manager for gutterne, disse herlige fyre som råt for usødet kan levere hverdagens oplevelser i en solid humoristisk indpakning.

Der er højt til loftet i afdelingen, her er plads til alle - og alle faggrupper er repræsenteret.

De offentlige ansatte er forsvarsløse håneofre, linselusen glatter ud, menneskelægen og dyrlægen finder i fællesskab en diagnose og behandling.

Vore akademikere og bankfolk vurderer situationen, kan det mon svare sig?

Vore pensionister, som er sluppet for arbejdslivets byrder, blomstrer op som en Ronaldinho på bloddoping, de er sjældent set mere kreative og løbevillige.

Fælles for os alle er lysten til fortsat at lege med den runde kugle, lørdag efter lørdag.

Lørdag kl. 13, så er der bold på Freja, herefter en saunatur og udveksling af anekdoter og udokumenterede kreative løgnehistorier. Det er en udsøgt fornøjelse at være en del af dette sammenhold og kammeratskab.

Kampene på banen er ligeså intense som tidligere, dog har spillernes roller og spiller typer ændret sig, og løbebaner er udskiftet med gangsystemer, ”libero” det er noget vi har på… wingback?

Vi har glemt hvad det betyder - det er simpelthen for teknisk, dybdeløb.... det er mest noget vi bruger derhjemme, matchspoiler.... - der har vi konen. Efteruddannelse af vore trænere - sorterer under ældresagen.

 

Joh...ung eller gammel, Freja går i blodet, og vil altid være klubben man husker tilbage på med glæde, eller klubben man vender tilbage til, eller klubben bliver ét langt venskab for livet.

Derude ved vestbyens yderste marker, rejser Frejas nye flotte hvide klubhus sig, som et hjemsted for gode oplevelser i innovative rammer, sammen med dygtige, kreative og visionære ledere.

 

Freja er fremtidens klub, og er det sikre valg for et barn eller ungt menneske, som søger kammeratskab, fodbold og sunde oplevelser.

Freja en klub for hjertet - også mit.

Jan ”Fryser” Frederiksen

 

 

Freja og nålene...

Formanden for ”nåleudvalget” aflægger rapport

 

Det bør nok nævnes at udvalget stort set kun er én mand, og hans rolle er egentlig kun (så vidt det kan bruges) at dykke ned i sin trods alt gode hukommelse, at anvende Freja’s glimrende statistikker, og så ellers scanne om der er emner i farvandet. Som regel kommer emnerne dog fra bestyrelsen, så formanden og ”udvalget” (det er osse mig) kan nøjes med at nikke, og så ellers bestille det ønskede antal nåle, og så det største: At være med til overrækkelsen...at hædre gode Frejanere.

Freja har to hædersnåle i hhv guld og sølv.

Freja’s guldnål er indstiftet i forbindelse med 25-års jubilæet i 1937. Bestyrelsen fik dengang lavet 10 meget smukke nåle, og disse nåle har kunnet cirkulere, da der er tilbageleveringspligt ved dødsfald. Desværre er 3 af de oprindelige nåle gået tabt. Én er tabt, og 2 er stjålet ved et pengeskabskup i klubhuset. Men der er suppleret, og man har så kunnet erhverve

 

Frejas guldnål

efter flg. kriterier:

  • Et årelangt engagement i klubben
  • En ekceptionel indsats gennem alle årene.
  • Personen har beklædt poster på højt niveau.

 

Freja’s sølvnål er indstiftet i forbindelse med 75-års jubilæet i 1987. Bestyrelsen fik dengang lavet 10 nåle, men  har siden måttet supplere flere gange, og disse nåle har man så kunnet erhverve efter flg. kriterier:

  • Et årelangt engagement i klubbens regi som leder/træner eller spiller.
  • En markant indsats gennem alle årene.
  • Sølvnålen kan også tildeles for at hædre

personer, som på andre felter end det ovennævnte har leveret en præstation ud over det almindelige, og/eller som i en periode har været et   stort aktiv for klubben.

 

Flg. Frejanere har modtaget

guldnålen:

                                           

Otto "Nille" Nielsen 1937

Kaj Jensen 1947

Einar Petersen 1952

Frederik Toft  1962

Carl Haugaard 1963

Arthur ”6” Pedersen 1963

Karl Kauffeldt 1963

Ernst Röttger 1964

Eiler Nielsen 1966

Svend Lauersen 1969

Hans Jacob Larsen 1973

Poul Ottesen 1975

Knud ”Krabbe” Sørensen 1975

Einar Sloth 1975

Knud Christensen 1975

Poul Jensen 1975

Poula Jensen 1981

Keld Jensen 1987

Lars Johannesen 1987

Jørgen Lund Petersen 1989

Flemming Nielsen 1994

Tom Nielsen 2002

Peter Nielsen 2002

 

Flg. Frejanere har modtaget

sølvnålen:

 

Flemming Nielsen 1987

Hans Ørbæk 1987

Erik ”Coppi”Christensen 1987

Jørgen Lund Pedersen 1987

Svend Andreasen 1987

Carl-Johan Jensen 1987

Jørn ”C” Christensen 1987

Aage Poulsen 1990

Knud Øster 1992

Jens Ole ”Sømand” Nielsen 1992

Ejvind Samuelsen 1993

Bent Christensen 1994

Bent Hansen 1994

Peter Nielsen 1994

Tom Nielsen 1994

Kristian Pedersen 1994

Leif Andersen 1996

Ole Rømer 1997

Keld Toldbod 1997

Henning Højer Larsen 1999

Svend ”Gønge” Pedersen 1999

Morten ”Muddi” Ubbesen 1999 - Jan ”Nulle” Kjeldsen 2002

Jan ”Guf” Pedersen 2002

Jørgen ”34” Pedersen 2002

Torben Schou 2006

Ole Post Madsen 2006

Henrik Bjerregaard 2006

Bettina "Beth" Madsen 2008 –

Jens Kærvad 2010

 

Keld ”Melis” Jensen

 

 

 Kepa og Muddi: To glade drenge

 

De mødte hinanden – og deres tilkommende – i bydelens fodboldklub

 

Muddi er 48 år, født i Steen Billes Gade og blev meldt ind i Freja som 6-årig. Kepa er 44 år, født på Kastetvej og blev meldt ind i klubben som 5-årig. Og da de to møder hinanden til en jubilæumssnak i omklædningsrummet går der ikke et minut, før anekdoterne og vitserne står i kø og brænder for at blive fortalt. Det er to af Frejas glade drenge, vi er sammen med. Let til grin, men der er også folder i ansigtet til det alvorlige og eftertænksomme, når det kommer på tale.

 

Morten Ubbesen. Synonym med Muddi i Freja-sammenhæng. Hvad enten han undfanger ideer og lader den krøllede hjerne løbe i kreative baner – eller spankulerer rundt på anlægget i den stor-skak-ternede skovmandsjakke, der er blevet et omvandrende pejlemærke under City Cup. Det er bare Muddi – et øgenavn, hvis oprindelse fortaber sig i det uvisse, men nok har noget at gøre med en mundret sammentrækning af de to navne på dåbsattesten.

 

Palle Nielsen. I Freja kun kendt som Kepa. Øgenavnet er overtaget efter faderen, Verner Nielsen, der spillede i Freja – og som havde en blomsterforretning af samme navn – Kepa - på Kastetvej. En forretning, som klubbens ferme rimsmed og sangskribent, Keld ”Melis” Jensen, i sin egenskab af reklamemand forsynede med det udødelige slogan: ”Siger konen grimme gloser – gå til Kepa og køb roser”. Var sloganet udødeligt, så var forretningen det desværre ikke….

 

De to vestbydrenges vej ind i Freja var ikke ens. Mens det for Kepas vedkommende var udenfor diskussion, at

han skulle spille bold i sin fars klub – og blev meldt ind allerede som fem-årig – så var der i Muddis familie ingen tilknytning til klubben, men han boede i en gade og i en opgang, hvor alle knægte spillede fodbold. Som seks-årig fulgte han trop og blev frejaner. Og godt det samme, for da han kom i skole, opdagede han, at otte ud af ti spillede i Freja.

 

Forskellige karrierer

Ser man på det sportslige, så er det udenfor diskussion, at Kepa har sat solide fodaftryk som en dygtig og fortjenstfuld spiller med 252 førsteholdskampe som højre back. En plads, han troligt indtog på holdkortet - og i dag konstaterer han tørt, at det først var som old boys, at han blev betroet opgaver længere fremme på banen. I et tilbageblik på den lange karriere træder specielt en enkelt kamp tydeligt frem:

Det var en oprykningskamp fra Danmarksserien mod divisionsreserverne fra Viborg i begyndelsen af 90´erne.

De stillede op med bl.a. Steffen Højer og andre kendte navne, og det blev et brag af en kamp, som vi desværre kun fik uafgjort i og missede oprykningen. Men jeg vil altid huske den helt fantastiske stemning. Der var to fyldte busser med fra Freja, fed stemning på tilskuerpladserne. Den kamp var lige til scrapbogen.

 

Muddi har ikke et fodbold-CV med førsteholdskampe. Hans karriere udspillede sig på det sekundære plan – men en enkelt blomst til knaphullet vil han dog gerne fremhæve, nemlig da han var med til at blive jysk mester med Lilleput B midt i 70´erne. Den slags glemmer man ikke. Og så er det ikke fordi han vil tage æren for Kepas flotte karriere, men blot stilfærdigt gøre opmærksom på, at han faktisk har været træner for sin fire år yngre klubkammerat:

 

Dengang var han kun arme og ben, der gik som møllevinger. Jeg vil tro, at Vestas har fået mange ideer til deres fremtidige konstruktioner ved at se Kepa spille….

 

Ind i lederarbejdet

Trænerjobbet – han har for øvrigt også trænet klubbens første pigehold sammen med ”Nalle” - blev forsmagen på Muddis senere omfattende og igangværende ledergerning i Freja: Redaktør for klubbladet, sportsformand, børneformand - og som en konsekvens heraf naturligvis også medlem af hovedbestyrelsen.

Og han er ikke i tvivl om, hvad Freja skal gøre for at sikre sig i fremtidens skærpede konkurrence om børnene og de unges tid og opmærksomhed:

Vi skal holde fast i de værdier, klubben er bygget på - fra for 100 år siden og frem til i dag: Vi skal være et unikt sted, hvor børn og unge og ældre har det godt sammen.

Hvor den sportslige udvikling og udfordring betyder meget, men hvor det sociale altid skal være det bærende.

Ingen over og ingen ved siden af klubben.

 

Kepa bryder ind med en bemærkning om, at man skal huske at satse på det sportslige, for ellers så ender det hele i hat og briller.

Men ellers er han enig med Muddi:

Vi skal holdes fast i det, jeg vil kalde Freja-ånden. Vores evne til at holde sammen. Når jeg kommer ud i andre klubber, så kan jeg jo tydeligt se hvor velorganiserede og sammentømrede vi er i Freja i sammenligning med så mange andre.

 

Freja og familien

Både Muddi og Kepa skylder Freja mere end de mange gode timer, de har tilbragt i klubben. Den blev også på andre - og nok så vitale områder - skæbnebestemmende. Begge stiftede så at sige familie i Freja.

Kepa mødte sin tilkommende Lisbeth i Freja.

Sammen har de datteren Lisa på 18, der spiller i Freja, og Lasse på 13, der spiller i KFUM med sin far som træner. Men han (sønnen, altså) skal nok komme til Freja på et tidspunkt, lader han forstå.

Muddi mødte sin Gertrud i Freja, og begge deres børn -Sigrid på 7 og Thomas på 9 - spiller i klubben i dag.

 

På spørgsmålet om, hvad Freja har givet de to – udover familien - er der mange svar. Fordi der er så mange indtryk og efterhånden også en del år at holde styr på.

Men Kepa samler det op på denne måde:

 

Forleden var jeg ude at træne efter en pause på tre måneder. Da jeg kom ind i klubhuset, fik jeg straks den der gode følelse i kroppen. Det gør altså ét eller andet ved dig, når du kommer ind i omklædningsrummet.

Her er ingen mere end andre. Det må vente, til vi kommer ud på banen. Alle mine venner, hele min omgangskreds, er Frejanere. Jeg har spillet på hold med mange af dem, taget turene op og ned. Jo, Freja er blevet en slags dagligstue for mange mennesker, også for mig.

 

Muddi nikker. For en gangs skyld tavs.

Men han er klar til at sætte ord på de mange ting, der kitter klubben sammen, bl.a. en tur til London i 1979 som gav udsyn og sammenhold og venskab hen over flere generationer:

Vi er stolte af at være med i Freja.

Vi gør tingene på vores egen måde.

Og vi har vist, at vi altid står sammen.

F.eks. dengang i 80´erne, da vi gik på røven økonomisk, men valgte at knokle os ud af det uden at skylde nogen noget - i stedet for at klage og række hånden ud efter de offentlige kasser. Den slags gør mig stolt.

 

Den fælles historie

Dengang de to begyndte i Freja, da sad kassereren Einar Sloth og tog imod kontingentindbetalingen kvartalsvis. Har man fået det ind i blodet og som fælles erindring, så kan man sagtens leve med at det hele i dag ordnes via upersonlige indbetalingskort og et klik på netbanken. Og der skal da heller ikke mange stikord til, før de to finder anekdoterne frem.

Bl.a. om den noget oppiskede stemning, der herskede i byen efter at Freja i en oprykningskamp i 1977 havde besejret arvefjenderne - de sorte fra Chang - med 3-2 i en propfyldt Frejapark. At løjerne ind imellem tog overhånd i form af hærværk, det er de store nok til at lægge afstand til i dag med alderens indsigt og forståelse.

Én ting er begge enige om i jubilæums-årets tilbageblik:

Freja har givet os så meget gennem vores barndom og ungdom, at klubben nok har betydet mere end vores forældres opdragelse.

 

Oven på den erklæring er samtalens sidste spørgsmål nærmest overflødigt, men det skal stilles alligevel:

Hvis ikke Freja – hvad så?

 

I hvert fald ikke Chang. Freja-mærket sidder trods alt nærmest hjertet (Kepa)

 

Jeg var ikke blevet spejder, i hvert fald. Fodbold er jo verdens bedste spil (Muddi)

 

Og at verdens bedste spil skal spilles i gode, gamle Aalborg Freja, det er man ikke i tvivl om efter snakken med de to, der til fulde bekræfter tesen om, at voksne mænd bliver som drenge igen når bolden ruller.

Jørgen Pyndt

 

 

Sportslige ambitioner

og det sociale samvær

 

Førsteholdet vil gerne standse elevatorturen på en etage så højt oppe som muligt, men ikke på bekostning af sammenholdet

 

Fodbold er et enkelt spil. Det handler om at score et mål mere end modstanderne. Træneren for Frejas bedste herrehold - det spiller, mens dette skrives, i Jyllandsserien - Finn Christensen, afleverer den indlysende pointe med et skævt smil, mens han gestikulerer foran taktiktavlen i klubhuset. Der er træningssamling for de to bedste hold på herresiden inden jubilæumssæsonen venter. Og der lyttes opmærksomt til trænerens instrukser.

 

”KIS” står der på taktiktavlen - ”keep it simple”. Altså spil spillet så enkelt som muligt. Det gør det mest effektivt. Det er devisen og det taktiske oplæg til den ventende sæson.

 

Inden træneren kalder til samling og taktikinformation er der en leben af den anden verden i klubhuset.

Der hujes og jubles ved bordtennisbordet og over bordfodboldspillene. Ren afslapning og socialt samvær i topklasse - og ude i køkkenet er pigerne i gang med at skære frugt og gulerødder ud, som sammen med anden nødvendig forplejning skal med til Fjerritslev, hvor der venter et par vigtige træningskampe på kunststofbanen. Formen skal have en sidste afpudsning.

 

Den gode omsorg

Finn Christensen har været førsteholdstræner i otte år - af to omgange. Han er en rolig og velafbalanceret type, der ikke skriger sine ordrer ud på sergentmanér, men vælger den mere stilfærdige kommunikationsform:

Dialogen.

Det er vigtigt, at man giver den enkelte spiller selvtillid, får ham til at tro på sine egne evner, få ham til at fokusere på lige præcis de kvaliteter, han har. Så glider han bedre ind i det kollektiv, som et fodboldhold jo er, siger træneren foran taktiktavlen - og på spørgsmålet om det hele ikke kan blive for socialt og gå ud over de sportslige ambitioner falder svaret prompte:

Vi vil naturligvis altid stræbe efter den bedste placering. Alt andet giver ingen mening hvis man vil noget med sin sport. Men jeg har den faste overbevisning, at i Freja er det sociale sammenhold, fællesskabet, simpelthen forudsætningen for et nå resultaterne. Hvis vi giver køb på det, så falder holdet fra hinanden. Jeg mener, jeg har luret hemmeligheden bag det, at Freja er så god en klub: Vi er simpelthen fantastiske til at tage os af hinanden. Spillere, ledere, alle omkring holdet - ja, alle i klubben - viser det, som kan være så svært at definere, men som jeg vil kalde nødvendig omsorg.

I Freja er ingen ligegyldige. Alle er en del af et fællesskab.

 

Træneren erkender, at Freja har fået ry som et elevatorhold med idelig pendlen mellem Danmarksserien, Jyllandsserien og serie 1. Ambitionen er naturligvis at trykke på elevatorens stopknap på en etage så højt oppe som muligt - og for at indfri den ambition skal man altså stå på fællesskabets fundament. Understreget stilfærdigt, men ikke til at misforstå.

 

Freja det naturlige valg

Et blik ud over de opmærksomt lyttende spillere i klubhuset afslører, at det i hvert fald ikke er udtjente eller selvtilfredse spillere, der besætter pladserne på de bedste hold. Tværtimod er der hængerøv i bukserne, moderigtige tørklæder og smart hår næsten hele vejen rundt. Unge mennesker med mod på livet - også det, der handler om fodbold.

Én af de unge, der har markeret sig på holdet, er den 21-årige venstre back Niclas Mortensen, som har spillet i Freja siden sit 10. År.

Det var det naturlige valg for mig. Mine bedste kammerater spillede i Freja, så jeg fulgte med dem. Og det har jeg aldrig fortrudt, siger Niclas i en stille stund i et af omklædningsrummene - og han understreger, at netop samværet er en afgørende faktor for ham:

Vi har alle sammen ambitioner om at slutte så højt som muligt. Det er det, vi kæmper for. Men samtidig betyder det sociale i klubben utroligt meget for mig og for alle de andre. Hvis ikke man havde det godt med hinanden, så gad man jo ikke bruge så mange timer på fodbold. Vel er det surt slid ind imellem, men det glemmer man, når stemningen stiger i omklædningsrummet og man får sig en god snak.

Niclas Mortensen er under uddannelse som fysioterapeut og har ingen planer om at forlade hverken Freja eller Aalborg, men som han snusfornuftigt understreger, så er han kun 21 år og man kan jo aldrig vide, hvad fremtiden bringer. Hverken privat, arbejdsmæssigt eller sportsligt - men her og nu står menuen på Freja.

 

Anførerens prioritet

Udenfor linjerne på kunststofbanen i Fjerritslev råber assistenttræner Keld Mølgaard sine kommentarer og ordrer ud, så eftermiddagskaffen må skvulpe i kopperne på det nærliggende alderdomscenter. Engagement og begejstring lyser ud af staben på sidelinjen. Opbakningen til spillerne er dedikeret - og skulle én have misforstået en taktisk pointe, så får han den forklaret med en arm om skulderen af træner Finn Christensen under en afbrydelse i spillet. Det er opløftende, livgivende, at overvære sådan en blæsende kold forårsdag med en halv pelikan ind over Han Herred fra nordvest.

Og det går fint for Frejanerne i træningskampen mod Kvik Aalestrup, der bliver overspillet den ene gang efter den anden, bl.a. takket være nogle gode dybdeløb af manden på højrekanten, anfører Martin Søndergaard, som i sin tid i Freja har været med elevatoren op og ned et par gange eller tre.

Selvfølgelig spiller vi altid for den bedste placering, og jeg har været langt nede de gange, vi har måttet tage turen en række ned. Det er aldrig sjovt. Men det er i de situationer, man skal vise sin tro på klubben og være med til at spille den tilbage igen - dér, hvor det er sjovt at være med, siger Martin Søndergaard i pausen i Fjerritslev - og så er han i øvrigt på linje med træneren og sin unge holdkammerat Niclas ovre på venstre back pladsen:

Freja er og bliver en social klub. Der er et fantastisk sammenhold, ikke kun omkring førsteholdet, men i klubben på tværs af alle afdelinger. Hos pigerne, old boyserne, i ungdomsafdelingen. Det er dejligt at være en del af det fællesskab, så Freja er og bliver min klub, siger manden med anførerbindet.

Og så pøler han på igen, da der fløjtes op til 2. halvleg.

For han - og alle andre i Freja - ved, at vi også er gode i 3. halvleg.

Jørgen Pyndt

 

 

Derfor Freja!

Jørgen Pyndt har her i 100-året samlet udtalelser fra en lang række ”sandhedsvidner” på det enkle spørgsmål: Hvorfor Freja?

 

Mogens Ryberg:

Det er KLUBBEN. Jeg har været med siden 1948 og har altid nydt at komme i Freja. Det er alle tiders at få lov til at være med og spille i denne klub.

 

Morten ”Krabbe” Jensen:

Jeg er jo nærmest født ind i klubben. Min bedstefar Poul Jensen var æresmedlem og min bedstemor Poula har Freja’s guldnål, så der har aldrig været tvivl om, hvor jeg hørte til. Freja - det er bare min klub.

Af hele mit hjerte og altid.

 

Arne Frandsen:

Det er fordi det er Aalborgs bedste klub. Mine to sønner spiller herude, og dem har jeg altid fulgt. Det er stort at være i Freja og det vil jeg blive ved med resten af mit liv.

 

Michael Rømer:

Jeg er født ind i Freja og der har aldrig været og vil aldrig blive andre klubber for mig end Freja. Mere er der ikke at sige til det.

 

Karsten ”Fidi” Mortensen:

Det er bare alle tiders klub og den har altid fyldt meget i mit hjerte. Der er altid glæde at hente i Freja.

 

Per Taudal:

Når du bor i Niels Juels Gade og gerne ville spille fodbold i 1954, så var der kun én klub - og det var Freja. Gudskelov at det ikke blive Mølholm, eller Lindholm eller en helt anden klub, men Freja.  Kun Freja.

 

Tina ”Magda” Rømer:

Det er jo en klub, hvor alle hjælper alle og hvor det er rart at være. Vi hjælper hinanden i tyk og tyndt. Én gang Freja, altid Freja, sådan er det bare.

 

Kjeld Mølgaard:

Det er kammeratskabet og sammenholdet i Freja, hele stemningen og jargonen. Det er bare en kanon klub.

 

Thomas Kastrup-Larsen:

Freja er vestbyens klub, bydelens sportslige og sociale omdrejningspunkt - og en klub, hvor frivillige ledere vil gøre alt for at klubben kan blive ved med at være med. Det er stort.

 

Claus ”Gogge” Jacobsen:

Det er herude i Freja, der er liv og glæde. Du kan blive strøget med hårene, men også mod hårene, hvis det er det, du trænger til. Omgangstonen kan være meget åbenhjertig, men aldrig ond. Freja er glædens klub. Ingen tvivl om det.

 

Jan ”La” Larsen:

Det er den bedste klub i verden. Så kan de komme med Manchester United, Liverpool, Arsenal og alle de andre. Det kammeratskab og den omsorg for hinanden, man har herude i Freja, det findes ikke bedre.

 

Stefan Terneborn:

Fordi det er verdens bedste klub.

 

 

Hip Hop - City Cup

3000 unge fodboldspillere fra det meste af Europa til stævne i Freja:

En kæmpeopgave for de mange frivillige – og et godt skvæt i kassen

 

”Der var nedbidte negle og ekstremt lave stresstærskler i klubhusets kælder knapt et døgn før de første gæster skulle ankomme. Hold da kæft, tænkte vi. Er der virkelig så meget, der IKKE er på plads? Cigaretter blev inhaleret ned til filteret i kun to dybe sug, colaer og kaffe i spandevis kunne ikke bortvejre stemningen af afgrundsdyb nervøsitet. Vi kiggede på hinanden og bekæmpede tendensen til bare at skubbe aben og de uløste problemer over på andre skuldre – men lige meget, hvor vi så hen og hvad vi sagde, så vidste vi alle sammen, at der kun var én ting at gøre:

Stå sammen og tro på, at vi alligevel havde været dygtige nok”.

 

Sådan stod der i klubbladet i juli 2004 efter at Aalborg Freja for første gang havde efterprøvet teorien om, at en humlebi ikke kan flyve, men bare gør det alligevel. Vi havde haft premiere på den store internationale ungdomsfodboldturnering Aalborg City Cup – og dermed løst den vel nok største logistiske opgave i den hæderkronede klubs historie, fortidens bedrifter ufortalt.

 

1.700 spillere i alderen fra 8 til 16 år, drenge og piger mellem hinanden, fra ni europæiske lande, suppleret med vores egne og andre hold fra lokalområdet mødte hinanden i kampe på Frejas de græsgrønne og med Firmasportens baner tillagt.

Og hvilken oplevelse det var, da det hele først kørte.

De glade sejrsbrøl steg mod Kristi Himmelfarts-himlen i det vestlige Aalborg mens andre fældede en modig nederlagståre i et hjørne ved hegnet.

Officiel modtagelse

Første udgave af City Cup fik ikke den bedste start. Én af de centralt placerede personer i forberedelserne, det uforlignelige klubmenneske Flemming ”Glider” Nielsen, døde pludselig og uventet i en alder af kun 48 år. Men der var ikke andet at gøre end at bøje nakken og få den tomme plads fyldt ud og få løst opgaven med at få de mange udenbys gæster indkvarteret rundt om på byens skoler.

 

Åbningshøjtideligheden med indmarch og de forskellige nationalflags blafren foran klubhuset vil indskrive sig på blanke sider i mindebogen for de mange frivillige, der var med – og som siden trofast har taget en tørn hvert år, når City Cup igen kalder på alt det bedste i frivilligheden indenfor idrætten.

 

Det første år blev åbningstalen holdt af den daværende viceborgmester, den gemytlige Venstremand Peter Reinau, som også stod for den officielle modtagelse på det gamle rådhus inde i byens centrum. Den del af arrangementet er siden blevet opgivet – primært af logistiske grunde, men også fordi nutidens ungdom og idrætsledere ikke er så meget til det officielle. De vil være ude på anlægget og se deres hold i kamp i stedet for at nippe til et glas på rådhuset.

 

Da Rade blev ”overfaldet”

Men det er ikke blevet mindre festligt af den grund. Hvert år åbnes det store stævne med én eller anden form for underholdning – lige fra højtidelig indmarch med marchmusik i spidsen over udfordrende karnevals-samba-danse til de fantastisk dejlige sange af de unge musikmennesker fra Fristedet i Aalborg. Og så hører det til traditionen, at en gasflamme hvert år tændes som markering af, at nu er stævnet altså i gang. Den handling har flere gange kostet svedne øjenbryn og brændte hårtjavser, mens altmuligmand Knud bandende har knoklet for at få den satans gas til at fungere.

 

En anden tradition er, at en kendt fodboldspiller siger nogle velvalgte ord og sparker en bold ind på bane 1, hvor den hjemføres som et gyldent trofæ af én heldig, tilfældig spiller. Og her har spillerne fra AaBs superligahold stillet sig velvilligt til rådighed gennem årene:

Rasmus Würtz, Simon Bræmer, Thomas Enevoldsen, Kasper Bøgelund, – ja, hele perlerækken af kendte spillere har sagt ja til at sparke turneringen i gang, også ”vores egen”, stortalentet Lucas Andersen.

Alle sammen i taknemmelig erindring om de store oplevelser, de selv har haft ved lignende turneringer. Og bagefter har de delt rundhåndet ud af autograferne.

I et tilbageblik huskes AaBs daværende superangriber Rade Prica, der nærmest blev overfaldet af autografjægere efter sit åbningsspark. Han måtte sende afbud til den næste træning på grund af skrivekrampe…..

 

Det er besværet værd

Alle frivillige, der har deltaget i de indtil nu otte udgaver af City Cup – og det er mange, over 300 i tallet – er helt uundværlige. Uden dem kunne det simpelthen ikke lade sig gøre. Og det gælder lige fra modtagelsen i Info Centret i klubhuset over turneringsledelsen, rengøring, cafeteriet, de mange vagter ude på indkvarteringsskolerne, madholdet i spiseteltet, souvenirboden og de mange andre boder, der forvandler grusbanen ”Kamillen” til en mindre markedsby. De frivillige lægger tusindvis af timer i Freja under City Cup – og de belønnes med en efterfølgende fest i klubhuset, hvor Freja-ånden slippes løs til ud på de lyse timer, og de yngste + deres forældre får en tur til Fårup Sommerland som tak for endnu en håndsrækning.

 

Og så er det værd at notere, at City Cup hvert år er med til at spæde den altid slunkne klubkasse op med et pænt beløb.

 

Imponerende flot af Freja

Klubben arrangerer turneringen i samarbejde med den hollandske organisation Euro Sportring, som arrangerer ungdomsturneringer overalt i Europa. Organisationens danske spydspids, Bent Clausen, deler mange roser ud til Freja:

Det er ganske enkelt imponerende flot at se den måde, Freja har løst opgaven på fra starten og til nu, hvor turneringen er vokset i omfang gennem alle årene. Det, der imponerer allermest, er den store opbakning, der er i klubben. Her er Freja nok det bedste eksempel blandt de mange klubber, vi arbejder sammen med. Og det kan man også se af den kendsgerning, at rigtig mange klubber – både danske og udenlandske – vender tilbage til turneringen i Freja år efter år. Så ja. Vi vil gerne fortsætte samarbejdet og også gerne udvide det.

 

Bent Clausen fortæller videre, at samarbejdet kom i stand efter en henvendelse fra Aalborg Freja, og da Euro Sportring netop stod og manglede en turnering i den nordlige ende af

landet, så slog man til med det samme. Og det har ingen af parterne fortrudt.

Siden starten i 2004 med 1.700

deltagere, så er turneringen i dag vokset til langt over 3000 deltagere fordelt på flere end 200 hold i alle aldersgrupper.

Alt, hvad der kan presses ind i Frejas rammer, senest med Aalborg Rugbyklubs baner ved Johannesmindevej inddraget i kampprogrammet.

Og logistisk er den store udfordring fortsat at finde indkvartering på byens skoler til de mange hold. Imponerende, at det alligevel lader sig løse år efter år.

 

De store øjeblikke

Hvad der er de største øjeblikke under turneringen afhænger naturligvis af øjnene, der ser, og følelsernes parabol. For nogle er det naturligvis sejrsbrølet når vinderpokalen bliver overrakt lørdag aften. For andre er præmien for fair play eller en fjerdeplads lige så vigtig.

 

Et stort øjeblik var det også, da en fransk klub i 2005 overrakte formanden det flag, der vajede ved det stadion, hvor Danmark ved VM i Frankrig spillede en guddommelig kamp og vandt 4-1 over Nigeria i ottendedelsfinalen. Formand Butchis franske var lidt rustent, men så trådte Monsieur Ryberg (Rybæææær) til og fik takket behørigt for den flotte gave med gallisk esprit.

Et stort øjeblik er det også at se bespisningen i det store telt, som afvikles med militærisk organisation og disciplin. Eller det ferme håndelag i baren i klubhuset, hvor det øvede personale ud- skænker fadøl med følt og nænsomt skum.

 

Eller den stilfærdige snak med en farvet mand fra Holland, som er rejst den lange vej for at se sit talentfulde barnebarn udfolde sig og score sejrsmålet på bane 1 i finalen.

Tårer i en øjenkrog kan være så mange ting.

For alle dem, der giver en hånd med i kærlighed til klubben og dens liv, er det store øjeblik måske den kølige fadøl i næven lørdag hen mod midnat, når det hele er overstået – og når ”Sangen om vor bane” i indspilningen med det hedengangne Cubala Band ryger i CD afspilleren. Så kan man nærmest skære i hyggen.

 

Et stort øjeblik – af den mere vemodige slags – var det også, da den trofaste gamle grå Ferguson traktor udstødte sit sidste suk og nægtede at trille så meget som en meter mere. Da mistede de mange gæster et yndet fotomotiv til albummet. Hvem gider fotografere den nymodens bobcat, der nu triller rundt?

 

Med City Cup har Freja lagt nye alen til sin vækst. Hip hop – City Cup.

Jørgen Pyndt

 

 

Freja U12 - et stjernehold på vej...

Et interview april/maj 2012 med Magnus Bech Kristensen og Frej Rosenbæk

 

De er begge netop er fyldt 12 år, har spillet i Freja i 7 år og spiller med på Frejas meget succesfulde U12 hold.

Et hold som pt. er Jyllands bedste. 

Årgang 2000 har 52 spillere – fordelt på 4 forskellige hold. De er trænet af 11 forældre hvoraf flere har været med ”hele vejen”.

 

 

Hvorfor går du til fodbold?

MAGNUS: Fordi det er sjovt, man rører sig og man er sammen med kammeraterne.

FREJ: fordi det er sjovt at være sammen med vennerne, og vi har et godt kammeratskab.

 

Hvorfor er det godt at spille i Aalborg Freja?

MAGNUS: Vi er til mange fede cups, sjov træning, god træning og man lærer noget.

FREJ: Fordi vi kender hinanden så godt, vi har gode trænere og får sjov træning.

 

Hvad er den største oplevelse du har haft mens du har gået til fodbold?

MAGNUS: Det var at være og spille i Barcelona, Vildbjerg cup hvor vi har vundet 2 gange og blevet nr. 2 en gang, og så de gange vi har været i Hamborg!

FREJ: At være i Barcelona og alle turene.

 

Hvad er det bedste resultat I har opnået?

MAGNUS: Det var da vi vandt den jyske- fynske vinterturnering hvor alle de store hold var med.

FREJ: Det var da vi blev nr. 2 i Ryders cup – for de 8 bedste danske hold og slog  B93 5-0, KB 7-0 og B1903 5-2.

 

Hvordan kan det være I blevet så gode spillere? 

Og har så godt et hold?

MAGNUS: det er fordi vi træner meget i skolen, derhjemme og i Freja, og at vi har, og har fået gode spillere, og så fordi vi kender hinanden så godt.

FREJ: fordi vi har trænet meget, vi er meget fokuserede, spiller meget i skolen og spiller mod mange gode modstandere.

 

Hvad er vigtigst for dig – er det motion? Sejre, sammenhold eller??

MAGNUS: Det vigtigste er sammenholdet, og så fordi det er sjovt.

FREJ: Det er sammenhold, venskab, og ha’ det sjovt.

 

Hvad kunne være årsag til at du ikke mere skulle spille i Aalborg Freja?

MAGNUS: - .......det ved jeg ikke?

FREJ: Hvis jeg fik en alvorlig skade – jeg har før brækket hånden og haft dårlig fod.

 

Hvis du selv kunne bestemme, hvor spiller du så om 10 år?

MAGNUS: Først i Ajax og så i Real Madrid.

FREJ: Real Madrid!

 

Hvad ville være det bedste Freja kunne ønske sig/eller får i 100 års fødselsdagsgave?

MAGNUS: En kunstgræsbane og så nogle gode bolde.

FREJ: Kunstbaner.

 

Af ”sportsjournalist” Lars Dam Møller

 

 

 

 

 

Freja - set sådan lidt udefra

 

En del af Aalborgs sjæl. Sprællevende. En klub, der stiller krav. Vestbyens stolthed. Flotte ord fra omverdenen til den 100-årige

 

Superlativerne står i kø og slås om pladsen, når man beder politikere, organisationsfolk og andre om at beskrive den jubilerende klub, set sådan udefra, lidt på afstand. Og alle er enige om, at Freja er noget særligt. Øgenavnene. Jargonen. Det uhøjtidelige. Men også socialt ansvar. Bevidstheden om de bærende værdier. At det først og sidst er fællesskabet, der bærer.

 

Thomas Kastrup-Larsen Vestbyborger i Schleppegrellsgade, far til tre børn, socialdemokratisk rådmand og borgmesterkandidat, fastslår, at Freja er en markant institution i vestbyen. En klub, som folk omtaler med respekt og varme. Bydelens samlingspunkt og en klub med plads til mange forskellige mennesker.

Så mange, at den i dag er Nordjyllands største fodboldklub, hvad den ikke burde være, hvis man ser på den demografiske udvikling i den vestlige del af Aalborg. De mange små lejligheder appellerer ikke til børnefamilier, og Frejas opland er ikke stort.

På trods af det er det lykkedes Freja at få bydelens børn til at spille fodbold og tiltrække børn fra andre dele af byen. Det er flot gjort.

 

Rådmanden konstaterer, at Freja har så godt fat, at han - når han afleverer sine børn på Vesterkærets skole - er i tvivl om det er skolen eller Freja, han er kommet til.

Så dominerende er de blå/hvide træningsdragter.

En af de ting, jeg beundrer Freja mest for, er evnen til at revitalisere klubbens værdier, så de altid er vedkommende. I Freja er alle lige, og hvis du nyder godt af Frejas fællesskab og har børn, der spiller i klubben, så forventer Freja også noget af dig til gengæld. Forældrekollektivet og Frejas evne til at engagere forældrene i klubbens liv burde tjene som inspiration for mange andre klubber.

 

Thomas Kastrup-Larsen nævner City Cup-turneringen som et eksempel på Frejas evne til at stå sammen om store opgaver - og samtidig være med til at placere klubben og Aalborg på det europæiske landkort.

 Jeg er glad for at se, at Aalborg Freja, på trods af høje alder stadig spiller en meget aktiv rolle i vestbyen og Aalborg. Freja er en del af Aalborgs sjæl. En kontant og handlekraftig klub, som formår at realisere sine drømme - og få alle andre med på dem. Tillykke.

 

Hip, hop - Freja i top

Han er mest kendt for ”lige at komme forbi” og for at have introduceret en speciel spørgeteknik i dansk TV-journalistik: ”Hwaaaa?”. Og ”så ska´ han lige snakke med dig”.

Mogens Jørgensen fra TV2/Nord er et kendt ansigt og stemme og vellidt for sin evne til at kunne snakke med alle. Som fodboldspiller slog han sine folder som venstre wing i AaB og flere andre klubber – men han fik sin fodboldopdragelse i SSB, Storvorde-Sejlflod Boldklub, og kærligheden til den klub vil aldrig ruste.

 

Skulle den have en konkurrent, så må det unægtelig blive Aalborg Freja. Mogens Jørgensens to børn - Mathilde på 14 og Marius på 12 - spiller begge i klubben, og de bor så tæt på (Klostermarken), at turen ud til Frejas græsgrønne baner ofte tilbagelægges på cykel.

Sådan en lørdag formiddag, hvor man står på Frejas terrasse og ser ud over anlægget, hvor det summer af liv og glade spillere i blå/hvide trøjer, der gør klar til kamp med et ”vi er hvide, vi er blå – vi er ikke til at slå”. Det er altid en fornøjelse.

 

En overgang spillede Mogens Jørgensen også i NB, da ”De blå matadorer” slog deres folder i 3. division, hvor også Freja spillede. I et tilbageblik dukker denne fantastiske episode op:

Ålen, Babben, Snigeren, Fidi, Fryser. Det er sådan, jeg husker mødet med gutterne fra Aalborg Freja tilbage i 80´erne. Jeg husker især en kamp, hvor vi skulle spille lokalopgør en søndag formiddag på Nørresundby Stadion.

Freja var jo også på dette tidspunkt kendt for at være en social klub, så kamptidspunktet var med vilje lagt tidligt om søndagen. Vi håbede, at Frejas spillere havde siddet og hygget sig længe i det gamle, hyggelige klubhus på Vestre Fjordvej. Vi fra NB løb til opvarmning en halv time før kampstart, og til vores store overraskelse var der ingen Freja-spillere at se. Allerede dér kom de første tilråb om, at Freja nok ikke var stået op endnu. De har sovet for længe, festet hele natten - og vi spillere fra De Blå tænkte, at den her kamp vinder vi let. Fem minutter før kampstart rullede en bus op foran stadion med 11 blå/hvide spillere klar til kamp, og inden vi havde set os om havde Fidi scoret to gange.

Freja tog os på sengen og vandt lokalopgøret.

 

Som en ringe trøst husker Mogens Jørgensen, at han lavede en tunnel på ”Munken” (den tidligere landsholdsrekordindehaver, der spillede for Freja på det tidspunkt).

 

I dag er det er det så Freja, der i kraft af Mathilde og Marius, står hjertet nær hos den tidligere så vævre og driblestærke fløjspiller, der skilter med fordums bedrifter på grønsværen ved at have antaget det forpligtende mellemnavn ”Messi”. Og han føler sig heldig.

Heldig fordi man kan få lov til at være hjælpetræner for et drengehold, der spiller internationale kampe i Frejas største succes gennem mange år, City Cup.

Heldig at få lov til at stå op kl. 6 for at være med til at servere morgenmad sammen med de mange andre frivillige i det store telt. Heldig fordi man får lov til at være med på den årlige afslutningstur for ungdomsspillere til Rødhus, hvor drenge og piger hygger sig sammen.

Heldig, fordi man er med til de hyggelige spis-sammen-aftener i klubhuset med sund mad på menuen.

 

Eller heldig at få billet, trods lang venteliste, til den årlige gule-ærter-fest, hvor man kan møde Melis, Mua, Posten, Longo, Modvind, Luft, Bassen, Postbageren, Butchi, Rinso, Fryser, Fidi, Ålen og alle de andre gode, gamle ægte Frejanere, der fortæller løgnehistorier om, hvor gode de var engang. Tillykke, Freja.

I har fortjent hvert eneste år af de hundrede, der er gået.

Mogens Jørgensen

 

 

De er ikke, som de andre...

Freja har altid haft plads til alle – uanset social status, religion, skolekundskaber eller evner på fodboldbanen. I Freja har det lokale idrætspolitiske liv en ivrig fortaler for idrættens betydning og værdi i samfundet, og der står stor respekt og anerkendelse om klubbens indsats gennem de mange år.

Det er sådan, formanden for den aalborgensiske paraplyorganisation SIFA (Samvirkende Idræts-Foreninger Aalborg), Henrik Jensen, ser på 100 års jubilaren. Og selvom det kan være fristende blot at rangere klubben ind blandt én af de mange i storbyens rige foreningsliv, så mener SIFA-formanden alligevel, at netop Freja skiller sig ud.

Ingen klub har formået at koble det sportslige med det sociale i samme grad som Freja.

Vestbyen med fordums tiders talløse børn og unge fandt i Freja et sundt og trygt mødested, hvor mange snotnæsede knæg- te blev hevet ind i fællesskabet og undgik at blive rodløse gadehjørnebørn.

Den tid, da jeg selv var knægt og spillede på Provstejorden, var det fuldstændig lige meget, om vi skulle mødes Frejas 1., 2., 3., eller 4. hold – vi tabte hver gang.

 

Men mindet om de forsmædelige nederlag er visket væk, bl.a. takket være mange senere samvær med Freja-folk. Formanden slår sig gerne ned ved et Freja-bord, for her er garanti for grin, drilleri, gamle anekdoter, bægerklang og fællessang. Og så glæder han sig over, at Freja ikke hviler på fordums bedrifter, men har skabt en klub med indbygget fremtid, hvad ikke mindst de mange ungdomshold vidner om.

Freja har gå-på-mod og vil bare så meget med fodbold, samvær og hjertet i det hele, banen.

Banen, som har sin egen sang, der kan bringe tårerne frem i øjnene hos navnlig de ældre medlemmer. Frejanerne vil kæmpe med næb og klør for klubbens sag.

Jeg husker f.eks. tydeligt Keld Jensens kamp mod kommunale planer om at rive et hegn ned, så heste kunne galoppere frit over banerne og hundeejerne lufte Fido i målfeltet. Det forslag fra Park-og Natur blev hurtigt skudt ned…..

 

Henrik Jensen berømmer nutidens Freja for mange gode initiativer, bl.a. forældrekollektivet, der burde tjene som model i andre klubber. Meget ville se anderledes ud - i idrætsverdenen og i samfundet i almindelighed - hvis borgerne ligesom medlemmer- ne i Freja løftede i flok til glæde for de mange.

 

Freja ER noget specielt. Menneskene. Spillerne. Lederne. Klubhuset. Banen. Det er unikt i Aalborgs idrætshistorie, såvel bagud-som fremadrettet. Tak fordi I er der, og fordi I er dem, I er. Og et stort tillykke med de første 100 år.

Aalborg kan på alle måder være stolt over at rumme en forening som Aalborg Freja.

Henrik Jensen

Formand i SIFA

 

 

Tingelinge, tingelinge – spille bold -det ka’ Frejas indehold…

Én af dem, som kender livet i vestbyen på mange ledder og kanter, er Jørgen Andersen. Dels bor han i bydelen med sin familie, dels har han været formand for Aalborg Vest Samråd.

Og nu er han formand for Vand-og Kulturhuset Haraldslund og er gledet ind på en plads for SF i byrådet, ikke mindst på grund af opbakning fra den vestby, som hans hjerte banker for. Og her er Freja naturligvis i centrum.

De senere år har jeg haft den store fornøjelse, at min yngste datter er begyndt at spille i Freja, og jeg har i et par år virket som træner. Her mærker jeg med stor fornøjelse den fantastiske kultur og unikke engagement, der er i Nordjyllands største børne-og ungdomsafdeling. Her har jeg mødt mange dejlige mennesker, bl.a. en uvurderlig ildsjæl som ”Muddi”.

Altid glad og positiv med en frisk bemærkning på læberne. Man møder jo Frejanere overalt. I Haraldslund er det ”Fryseren”, som jo kan sælge sand i Sahara og som altid sprudler af kreative idéer, godt assisteret af Jan Daucke i brugerrådet - og i mit politiske arbejde render jeg ofte ind i ”Revisor”, som er en ørn til det med tal.

 

Jørgen Andersen nævner også Frejafolks indsats i kampen mod den 3. Limfjordsforbindelse som en positiv oplevelse, ligesom han mindes sine ungdomskampe for AaB mod Freja-hold med giganter som ”Ene”, ”Fidi”, ”Babben” og ”Svenne” på holdet.

Erindringen må spille ham et puds, for han hævder, at AaB altid vandt, men kun med et enkelt mål.

Historierne kunne fortsætte i det uendelige, men lad mig slutte med denne, som jeg sang sammen med borgmesteren før et byrådsmøde, hvor vi netop snakkede om Frejas jubilæum:

Tingelinge, tingelinge spille bold - det kan Frejas indehold.

Tillykke til vestbyens stolthed.

Jørgen Andersen

 

Kære Freja!

- en borgmesterlig hilsen…

Rigtig hjertelig tillykke med jubilæet. 100 år er jo ingen alder, når man formår at holde sig ung, følge med udviklingen og stadig er i topform. Og det er du!

Du er en rigtig Vestbyklub med din helt egen identitet, din egen særlige jargon og med et fantastisk sammenhold.

Jeg husker tydeligt, da jeg mødte dig de første gange. Jeg var ikke særlig gammel. Du var voksen og frygtindgydende - både på og udenfor banen. Jeg mødte dig blandt andet i ”Friluften”. Her skulle man ikke placere sit badehåndklæde et forkert sted. Så fik man i hvert fald hurtigt besked på at fordufte. Hvis der var nogle, der stod sammen, så var det dig og dine!

Freja, du sætter din hat, som du vil, og det sætter jeg stor pris på. Du har en jernvilje til at yde, før der kan nydes.

Klubhuset er et synligt bevis på denne holdning.

Du påtager dig helt naturligt et stort socialt ansvar, og har som det mest naturlige i

verden en meget stor ungdomsafdeling, som nyder godt af dine holdninger til integration, tolerancen og glæden ved at dyrke sport i fællesskaber.  Det er en fantastisk god og prisværdig kvalitet!

Freja, jeg vil gerne ønske dig og dine rigtig hjertelig tillykke med de første 100 år - det bliver spændende at følge dig i årene fremover.

Mange hilsner

Henning G. Jensen

Borgmester i Aalborg

 

 

Freja samler også veteranerne

Når Freja nu tager titlen som Nordjyllands største fodboldklub, så skyldes det ikke mindst, at man forstår at samle…og samle på de gamle drenge.

 

Det startede vel en gang i 50’erne i det gamle klubhus på Annebergvej, hvor bestyrerparret Poula og Poul Jensen én gang årligt samtidig med skatteopgørelsen i februar kaldte til ”torskegilde”. I Freja’s ”samtalekøkken” på ca. 2 x 2 mtr. fremtryllede de kogt torsk m. kartofler og sennepssovs til klubbens old-boy’ser.

Traditionerne tog man med sig i den gamle arbejderklub…

Man sang de gamle klubsange, øgenavnene blev genopfrisket og anekdoterne fik luft under vingerne. Stilen var lagt og levede med også ved flytningen til nyt klubhus i Vesterkæret først i 60’erne.

 

Sidst i 70’erne ændrede man konceptet, der således fra den rene mandehørm blev til en sammenkomst med 3 retter mad og rødvin + koner. Det kørte således i nogle år, og så blev den lagt død indtil Jørgen ”Jokker” Lund Pedersen og undertegnede i 1991 besluttede os for at finde formen igen, da vi klart kunne se, at man savnede denne årlige undskyldning for at mødes med ”legekammeraterne fra dengang”…

Det blev igen i nogle år til ”torskegilde”, og Freja’s stolte revytraditioner blev holdt i hævd med optræden af Henning Fogh og Peter B., og naturligvis Eivind ”Sam” Samuelsen.

På et tidspunkt foreslog ”Sam”, at man inviterede en ”aftenens hemmelige gæst”, som han så interviewede. Musikledsagelse har der været alle årene.

Henning Fogh og Peter B. medbragte vanligvis deres akkompagnatør Arne Søndergaard, siden var det i nogle år Haynes Jensen, som leverede musikken fra sit håndklaver, siden blev det ”Kalle”, Carl Johan Jensen der tog over.

I Freja er det, med respekt for traditionerne, vigtigt at få sunget alle klubsangene, og det blev nu til, at undertegnede fik lavet et veritabelt sanghæfte.

Og spillemændene er stadig vigtige, så den dag i dag er der både håndklaver og charme når pensioneret overlærer Per ”Drop” Taudal eller ”D.A.D.” (Den Afdankede Duo) Arne Lund Christensen og Peter Bendixen leverer akkompagnementet til det tonstunge mandskors udgydelser af Freja-sangene.

 

Revytraditionerne blev holdt i hævd i en del år, da undertegnede tog over efter de gamle koryfæer, og årligt leverede en lille vise og en monolog af ham vi alle kender… ”brokrøven” der altid bli’r forbigået når holdet sættes.

 

Menuen er over årene ændret til et valg mellem ”Skipper Labskovs” eller ”Gule ærter”, hvilket har gjort, at også ”de unge gamle” gerne deltager.

Et syv-mands ærteudvalg: Avis, Mua, Hasselgren, Fryser, Niller, Sømand og Melis arbejder året rundt for festen, som nu samler ca. 200 veteraner fra nær og fjern. 

Vi har nu fundet et koncept, som vi synes er det optimale.

Undertegnede styrer slagets gang,

leverer en velkomst, der synges

fra sanghæftet, vi har hvert år uddelt ”Longo’s kolde fidus”, en vandre-cham-     

pagnekøler m. indhold, til en Frejaner som virkelig har trådt i suppedasen eller har præsteret noget helt spektakulært.

Den er så nu i jubiåret afløst af en lille klokke..til den som altså har ”klokket lidt i det”...

Indstillingen leveres af Jørgen ”MUA” Pyndt, og det er den rå ubarberede humor der her skinner igennem.

 

Vi synger…og vi synger og ”MUA” interviewer så ”aftenens hemmelige gæst”, som faktisk kun udvalget og gæsten kender, indtil vedkommende træder ind igennem døren til klubhuset. Denne gang var det ”sportsstemmen” Svend Gehrs.

En stribe guldrandede navne fra sport og kultur har igennem årene gæstet Freja’s ærtegilde, og da én gæstevisit udløser en invitation fremover, så ser man stadig disse nogle af disse stjerner funkle ved deres deltagelse år efter år.

Formålet med dette arrangement er naturligvis ikke det rene filantropi, så alle betaler, og alle bliver behørigt ”pelset” når ærteudvalget ruller det stort anlagte amerikanske lotteri i gang.

Køkken- og serveringspersonale består af udvalgets koner/kærester samt en flok håndplukkede friske damespillere, og baren passes af ”Førsteholdsudvalget”.

Den filantropiske del kommer så med afsyngningen af  ”Freja’s nationalmelodi” nemlig Sam’s uforlignelige, ultimative kærlighedssang til en fodboldklub:

”Sangen om vor bane”, hvorefter snakken bliver givet fri, så alle de indestængte følelser og ikke mindst løgnehistorier fra dengang, i den grad overtager resten af  denne fantastiske aften.

Rørende gensyn mellem tabte forbindelser, rungende latterbrøl og så denne fornemmelse af et unikt fællesskab.

Første fredag i marts trak det igen i alle de gamle drenge, og da 2012 jo er Freja’s sæson nr. 100, ja så fik den nok lige en ekstra skrue, da klubsangen blev øvet derhjemme i badet, og såvel klubnål som isse blev poleret, klar til endnu en flot aften.

Jeg vil tillade mig at overlade resten af tekstfladen til min medkumpan i ærteudvalget Jørgen ”MUA” Pyndt, hvis artikel herefter er en ædruelig frontberetning på aftenens forløb ved arrangementet 2011.

Keld ”Melis” Jensen

 

 

Ært´er fest? Ja, det ært´ der!

 

Det årlige sammenrend af gamle Frejanere, søde minder og almindelige løgnehistorier om gamle dage blev endnu en stor succes i klubbens tjeneste

 

Rutine er godt, såvel på som udenfor banen. Den konklusion er nærliggende efter at gule-ærter-udvalget endnu en gang har lagt knofedt til den årlige sammenkomst for nuværende og gamle Frejanere. Alt, hvad der kunne presses ind i klubhuset, var presset ind – og det er i sig selv en bedrift, at der var plads til knapt 200 når man tager den årlige tilvækst i fedtlag i betragtning. Men alle bredbugede-og bagede fik sig klemt på plads inden toastmaster Keld Jensen i vanlig veloplagt stil fik budt velkommen og afleveret den sædvanlige finte til formanden om de manglende førsteholdskampe. Så var stemningen ligesom slået an!

Formanden, der i det foregående nummer af ”Frejaneren” vel optrådte på 15-16 fotos i bedste Ho Chi Minh-stil, redegjorde for årets gang i klubben og benyttede lejligheden til at takke alle, der lægger et stykke frivilligt arbejde i hjerteklubben.

Og så rullede det ellers ind med gule ærter og labskovs med tilhørende fluidum i form af øl og kolde snaps, og stemningen steg ligefrem proportionalt med indtaget, så alle var varmet godt op, da undertegnede efter fattig evnede interviewede årets ”hemmelige gæst”, SIFAs formand Henrik Jensen – og grunden til, at lige netop han var inviteret var den ganske enkle og fornuftige, at den aalborgensiske paraplyorganisation for idrættens virke har 100 års jubilæum. Og Henrik Jensen fortalte varmt og engageret om betydningen af den frivillige indsats – samtidig med, at han afviste ethvert rygte om, at en han agter at indtage byens borgmesterstol. Det er der ellers tradition for, idet både Marius Andersen og Henning G. Jensen har benyttet formandsposten som katapult for indfrielse af politiske ambitioner. I stedet henviste Henrik Jensen til en ung mand i forsamlingen som et godt bud på en ny borgmester. Vi skal ikke nævne navne, men iagttog stilfærdigt, at Thomas Kastrup Larsen rødmede klædeligt!

Videre gik det med mere af det våde – også i øjenkrogene under afsyngelse af træfferne fra Frejas omfangsrige sanghæfte – inden aftenens næste højdepunkt, uddelingen af Erik ”Longo” Lyngøs ”Kolde fidus”. Den tilfaldt denne gang én af dem, som Freja gør et ihærdigt forsøg på at integrere i det danske samfund, englænderen Steven Ellingsen – og han fik, som det fremgår af motiveringstalen ikke prisen for sine præstationer på banen, men snarere udenfor. Og indenfor en sportsgren, der er næsten lige så udbredt som fodbold!

Amerikansk lotteri, DBUs hædersnål til formand Tom ”Butchi” Nielsen, travlhed i baren, livlig snak ved bordene, især om gamle dages umistelige bedrifter i den blå-hvide tjeneste – jo, mønstret fra tidligere år blev fulgt til punkt og prikke.

Og da Keld Jensen meddelte, at hvis man vil sikre sig plads ved næste års taffel, hvor Freja har 100 års jubilæum, så kræves der

medlemskab, ja – så kunne man se to af Frejas nye venner og hemmelige

gæster, Peter Rudbæk og Jens Jørgen Brinch, ile op til baren for at melde

sig ind.

Og de huskede at tage øl med tilbage!

Udvalget noterede sig endnu en succes...

Jørgen ”Mua” Pyndt

 

 

- det er genialt, det dér...

Svend Gehrs. Den kendte fodboldekspert til gule ærter i Freja - hvor han tabte sit hjerte til rødderne for en aften...

 

Alle kender vi ham. Den fyldige stemme, det formfuldendte sprog. Evnen til at formidle begejstring efter en meriterende sejr. Og det modsatte. Bekymring og smerte efter et forsmædeligt nederlag.

 

Uruguay mod Danmark ved VM i Mexico 1986. Michael Laudrup dribler ind i målfeltet og scorer til 3-1. Vi ser det. Den indre film ruller. Og vi hører Svend Gehrs:

”Så skyder han - nej, han venter. Det er genialt, det der”.

 

Eller EM i Frankrig i 1984. Stillingen i kampen Belgien-Danmark er 2-2, da Preben Elkjær scorer sejrsmålet til 3-2. Et vanvittigt, umuligt mål. Igen ser vi filmen som en drøm bag lukkede øjenlåg.

Og igen hører vi Svend Gehrs:

”Jamen utroligt - Preben Elkjær. Den mand er da fantastisk. Preben, Preben, Preben dog”.

Og ved ærtegildet i Frejas klubhus her i jubilæumsåret var han så pludselig iblandt os, inviteret som aftenens ”hemmelige gæst” - hvad han kun var, til han var trådt ind ad døren.

 

Født i øjeblikket

Og her viste han sig som en venlig, imødekommende og interesseret mand, fuldstændig blottet for nykker og krukkeri. Hyggede sig åbenlyst i selskabet og svarede beredvilligt på alt, hvad han blev spurgt om - både af dem, der dumpede ned ved siden af ham i aftenens løb og af denne artikels forfatter, som havde fornøjelsen af at interviewe ham på aftenen. Bl.a. om hvordan kommentaren om Laudrup og Elkjær bliver til.

 

”Sandt at sige, så ved jeg det ikke. Den fødes i øjeblikkets begejstring. Jeg bliver jo revet med ligesom alle andre, og bagefter er jeg ude af stand til at forklare, hvorfor jeg sagde lige netop det”.

Men ellers har kommentatoren og journalisten livet igennem lagt vægt på den grundige research. Og det kom ham til gode, da han skulle kommentere en landskamp i Portugal – og kampen blev udsat i 20 lange minutter, uden han fik en forklaring (noget med trøjer i forkerte farver). Da blev der brug for al den lommeuld, han kunne grave frem. Og så afslørede han sin personlige favorit gennem en lang og glorværdig karriere sammen med landsholdet.

 

”Preben Elkjær er den sjoveste og mest spændende, jeg har mødt. Han havde den dér afvæbnende flabethed og fandenivoldske humør, som tillod ham at tage ret så afslappet på den professionelle fodboldverdens snærende bånd. For samtidig var han en gudbenådet spiller. I Mexico skulle jeg have en dansk spiller i studiet, men kunne ikke komme igennem til nogen. Så sendte jeg en TV-medarbejder ned på hotellet og bad ham vise Preben Elkjær en pakke Prince - ti minutter efter sad han i studiet og lod sig interviewe mens han røg lystigt”.

 

Anekdoterne stod i kø, og Gehrs fortalte - og hele vejen igennem mærkede man hans dybe respekt for sporten og dens udøvere. En mand af høj personlig integritet – som fik et langvarigt, stående bifald af den propfyldte sal som en varm tak for at sætte ord på de drømme, vi alle har om fodboldspillet.

 

Tilbage til rødderne

Nogle dage efter besøget i Freja fik denne artikels ophavsmand en mail, hvor Gehrs kvitterer for besøgt i Freja:

Jeg takker i lige så høj grad jer, for at jeg fik mulighed for at stikke snuden ned rødderne i dansk fodbold.

Det er jo ikke noget, der sker hver dag for os journalister. Men det var for mig en stor oplevelse at konstatere, hvorfor dansk fodbold kan blive ved med at udklække det ene store talent efter det andet.

Det skyldes i meget høj grad det store frivillige arbejde, der gøres rundt om i klubberne.

Et arbejde, som er betinget af én meget væsentlig faktor: Kærligheden til spillet og ikke mindst til klubben.

Den kærlighed oplevede jeg på nærmeste hold hos jer, og jeg er stadig en smule "høj" over oplevelsen.

Endnu engang tak for en herlig aften - og ikke mindst til "Melis" for den smukke tegning.

Må held og lykke følge jer og klubben i fremtiden.

 

Det er på sin plads at konstatere, at Freja har fået en ny ven. Vi kvitterer med at takke for en herlig oplevelse.

Og for de mange, mange gange, han har fundet de ord, vi ikke kunne finde derhjemme foran skærmen, når vi lo - eller græd - med Danmark.

Den mand er da fantastisk…     

Jørgen Pyndt

Klubnyt 20. februar kl. 10:52
Fodboldskole 2018 på Freja
Klubnyt
27. oktober kl. 11:16 Aalborg City Cup
Klubnyt
12. februar kl. 11:57 Træning for piger 5 - 9 år.
Klubnyt
30. januar kl. 11:10 Standerhejsning senior 18
Klubnyt
27. januar kl. 11:41 Standerhejsning ungdom 18

StillingHerrer Jyllandsserien 1 - Forår 2018 • Pulje 1

Pos. Hold Kampe V U T Point
1 Herning Fremad 0 0 0 0 0
2 IF Skjold Sæby 0 0 0 0 0
3 Nørresundby FB 0 0 0 0 0
4 Skive IK 0 0 0 0 0
5 Støvring IF 0 0 0 0 0
6 Tjørring IF 0 0 0 0 0
7 Vildbjerg SF 0 0 0 0 0
8 Aalborg Freja 0 0 0 0 0

StillingKvindeserie Vest - Forår 2018 • Pulje 271

Pos. Hold Kampe V U T Point
1 IF Lyseng 0 0 0 0 0
2 Kjellerup IF 0 0 0 0 0
3 Mejrup GU 0 0 0 0 0
4 Romalt IF 0 0 0 0 0
5 Vorup FB 0 0 0 0 0
6 AaB 0 0 0 0 0
7 Aalborg Freja 0 0 0 0 0
8 Aalborg KFUM 0 0 0 0 0
Dagens kampe
Der er ingen kampe at vise
Live-score
Der er ingen livekampe på nuværende tidspunkt